Gudstjeneste med tidsvindue – 1600 tallet

IMG_0691

 

I tæt samarbejde med Sjællands Kirkemusikskole og tidligere provst Holger Villadsen deltager Vor Frue kirke i Vordingborg i et reformationsfejringsprojekt med titlen: Gudstjenester med tidsvinduer med undertitlen: 5 tider – 5 gudstjenester – 5 kirker. For hvert århundrede siden reformationen i Tyskland holdes der en gudstjeneste med start i Roskilde, der tager sig af reformationstiden og Kirkeordinansens gudstjeneste. Vor Frue kirke i

Vordingborg tager sig ved højmessen den 12. februar kl. 10 sig af 1600-tallet, nærmere bestemt tiden mellem 1683 og 1699. Dvs. tiden efter udformningen og stadfæstelsen af Danske Lov 1683 som konsekvens af indførelsen af Enevælden i 1660, henover indførelsen af Kirkeritualet 1685 og endelig forordningen af Kingos salmebog i 1699.

Kongeloven af 14. november 1665, underskrevet af Frederik den 3.
Kongeloven af 14. november 1665, underskrevet af Frederik den 3.

Introduktionsaften

tirsdag den 7. februar kl. 19.30

Vor Frue kirke, Vordingborg

Kirkeritualet og den lutherske ortodoksi

Karakteristisk for den danske folkekirkeordning er det, at tidligere autoriserede ritualer og alterbøger bevarer deres gyldighed, også efter autorisation af nye ritualer og alterbog. Den reformatoriske gudstjeneste ensrettedes i Danmark efter wittenbergsk forbillede med Kirkeordinansen(lat. 1537, da. 1539) og Alterbogen (1556 og 1564) med tekster til kirkeårets gudstjenester, efter enevældens indførelse videreførtes den ensrettede lutherske gudstjenestetradition med Kirkeritual 1685  suppleret med Alterbog 1688 og endelig med anerkendelsen Den Forordnede Salmebog 1699 (Kingos salmebog), dog således at de alle bevarede deres gyldighed helt frem til 1912, ja, nadverens plads og tilbagetrukne plads i højmessen ifølge Kirkeritualet er først søgt ændret i Ritualbogen 1992; fælles for ritualerne er, at de på flere punkter stadig udtrykker et genkendeligt, konservativt grundlag for ordningen af gudstjeneste og kirkelige handlinger i folkekirken.

Thomas Kingo 1634 - 1703
Thomas Kingo 1634 – 1703

I perioden 1683 befinder vi os i en periode med store spændinger såvel åndeligt som politisk. Vi er i efterdønningerne af den wittenbergske reformation, dvs. i ét grundet den tidsmæssige afstand udviklet rituelt og liturgisk kaos og anarki. Den lutherske ortodoksi ønskede som konsekvens af denne mangel på ensrettehed og enevældens indførelse i 1660 at indføre fælles gudstjenesteordninger for Danmarks og Norges kirker. Formålet var kort og godt at sikre, at alle kirkegængere i Danmark og Norge hver søndag kunne høre præsterne, i en mere ensrettet form og på dansk, prise Guds storhed og den enevældige konge som hans repræsentant her på jord. Kirkeritualets ensretning, præget af den lutherske ortodoksi, er illustrerende for den stræben efter orden, systematik, centralisering og homogenitet, der prægede mange områder af den enevældige styreform. Samtidig er vi med Kingo i barokkens, i en gryende pietistisk og rationalistisk tidsalder, en tid, der altså formelig stritter og strutter til alle sider.

Musik og salmesang

I dag tager vi for givet, at salmesangen ledsages af kirkens orgel. Men sådan var det langt fra i ældre tider. Et godt stykke op i 1900-tallet var der stadig danske landsbykirker, der endnu ikke havde et orgel.

Dietrich Hansen Buxtehude 1637 - 1707
Dietrich Hansen Buxtehude
1637 – 1707

Vi ved, at der i reformationstiden var fremragende orgler i de store og velhavende kirker. Det paradoksale er imidlertid, at netop hvor man havde de fine orgler, blev disse kun i ringe grad benyttet som ledsagelse til salmesangen. Her blev salmesangen ledet af kirkens kantor (korleder) i spidsen for det til kirken knyttede drengekor (kantoren var typisk sang- og musiklærer på byens latinskole, hvorfra drengene til koret blev rekrutteret). Endvidere medvirkede ofte et større eller mindre antal musikere i gudstjenesten. Men selve afviklingen af salmesang, korsvar og liturgisk sang var en sag for kor, kantor og præst. Orglet fungerede som udsmykkende og koncerterende instrument – smukke forspil, mellemspil og postludium. Sådan var det eksempelvis i Marienkirche i Lübeck, hvor Buxtehude var organist fra 1668 og til sin død i 1707. Og sådan har det givetvis også været i de store og betydningsfulde danske kirker.

I de mellemstore kirker spillede orglet imidlertid en større rolle, fordi man ikke har kunnet mønstre et drengekor og andre musikere. Danmark har her været mere ”moderne” end det rige og ”konservative” Schleswig-Holstein, hvor man skal helt hen til begyndelsen af 1800-tallet, før orglet som ledsageinstrument til salmesangen bliver det almindelige. Allerede i Kirkeritualet fra 1685 (den daværende officielle forordning vedr. højmessens liturgiske forløb) omtales brugen af orglet – ”hvor det findes”, som der står.

For overblikkets skyld kan vi inddele landets kirker i

– landsbykirkerne, der hverken havde kor eller orgel

– de mellemstore (købstads)kirker, hvor orglet af praktiske (og kunstneriske?) grunde vandt indpas

– de store kirker med både kantor, kor, orgel og nogle steder andre musikere

Hvor Vordingborg har ligget på den skala, ved vi ikke præcist. Vi ved dog, at der i

Det nyligt restaurede svaleredeorgel i Sct. Peders kirke, Næstved
Det nyligt restaurede svaleredeorgel i Sct. Peders kirke, Næstved

Vordingborg i slutningen af 1600-tallet var både latinskole, drengekor og kantor. Vi ved også, at kirken allerede i 1587 fik bygget et meget lille orgel af den hollandske orgelbygger Hans Brebus. Det var et såkaldt ”svaleredeorgel”, hang på væggen overfor prædikestolen og blev i 1641 tilbygget et rygpositiv af den berømte orgelbygger Johan Lorentz. Her forblev instrumentet, indtil Marcussen i 1855 byggede et større orgel, der blev placeret i kirkens vestende. Dette orgel er formentlig løbende blevet vedligeholdt, ombygget og udvidet, indtil man i 1960 gjorde rent bord og fik bygget det nuværende orgel, disponeret og tegnet af P.G. Andersen. Hvad der er hændt det oprindelige svaleredeorgel og dets formentlig meget smukke rygpositiv-facade, vides ikke!

Der kendes ikke til detaljerede beretninger om den musikalske afvikling af højmessen i Vordingborg i tiden 1685-1699. Derfor har vi valgt at gøre ”begge dele”. Før prædiken lader vi kor, kantor, oboist og præst lede salmesangen – og efter prædiken gør vi det på ”moderne” vis, altså med orgel.

Vi begynder med introitus (indledende korsang), selv om det gled ud med

Gudstjenesten og den lutherske ortodoksi
Gudstjenesten og den lutherske ortodoksi

Kirkeritualet fra 1685. Traditionerne fra Jesperssøns Graduale fra 1573, hvorfra også Kyrie (Herre, forbarm dig) er hentet, hang formentlig ved i lange tider efter 1685. En ting er, hvad Kirkeritualet foreskrev, en anden ting er, hvad man faktisk gjorde. Sådan er det jo også i dag.

Om mange konkrete detaljer kan vi kun gætte – om end kvalificeret. Og hvad gudstjenestens varighed angår, gør vi intet forsøg på at efterligne 1699. Gudstjenesterne i 1600-tallet kunne nemt vare op til 2 og 3 timer. I de store kirker kunne både første og sidste del af højmessen udvikle sig til rene koncerter med opførelse af hele kantater. Og fra prædikestolen var det ikke kun Guds ord, der blev formidlet. I en tid uden radio og TV, uden aviser – og i en tid, hvor mange folk endnu ikke kunne læse og skrive – var prædikestolen samfundets informationscentral, hvorfra alskens love og forordninger mm. blev kundgjort.

Introduktionsaften

tirsdag den 7. februar kl. 19.30

Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 vil der i kirken være en introduktions-aften ved

Holger Villadsen
Holger Villadsen

provst Holger Villadsen, der vil fortælle om gudstjenesterne i 1600-tallet. Her vil han også komme ind på Vordingborg som by i 1699. Så både foredraget og gudstjenesten er en enestående lejlighed til at få et lille indblik i et stykke lokalhistorie.

Vi glæder os til højmessen den 12. februar 2017 kl. 10.00, en gudstjeneste med et vindue til 1699, og vi skylder provst Holger Villadsen tak for at have stillet sin store viden og enestående liturgiske indsigt til rådighed.

Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 – foredrag i kirken ved provst Holger Villadsen

Søndag den 12. februar kl. 10.00 – gudstjeneste ved Hardy Lund Olesen, kirkens pigekor og organist Jens Ramsing. Desuden medvirker oboist Sanne Damore.

 

Sognepræst Hardy Lund Olesen

Organist Jens Ramsing

Kanden mellem liv og død

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Vor Frue kirke har nu også fået en dåbskande. Indenfor de sidste par år har menighedsrådet med hjælp fra sølvsmeden Dorte Lausten erhvervet sig et helt sæt altersølv: bestående af alterkalk, disk og altså nu tillige dåbskande. Lavet i glas, wengé-træ og sølv, med blå farve og fisk som gennemgående symboler.

En dåbskande – det lyder jo nærmest, som om der til dåben er knyttet en kande, ligesom der ved nadveren er knyttet kalk og disk. Det er ingenlunde tilfældet. Dåbskanden er som udgangspunkt en praktisk foranstaltning, altså til at bringe vand fra en vandhane til døbefonten, som ikke bare sådan lader sig flytte hen under en vandhane. Andet er der for så vidt ikke i det. Der er ikke noget liturgisk, skriftmæssigt, teologisk belæg for at tale om en dåbskande. Så egentlig havde en flaske med postevand fra det lokale vandværk været alt rigeligt.

Og dog. I gudstjenesten, i den liturgiske ramme omkring ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, optræder der intet tilfældigt. Ikke, at der knytter sig betydning eller mening til alt, hvad der sker, alt, hvad der siges, men der er en vis symbolkraft i bønner og teksters og salmers rækkefølge og altså også i brugen af de hellige kar. Hvor kalk og disk har deres helt præcist skriftligt bevidnede og teologisk funderede baggrund, er det dog noget vanskeligere at finde det samme for dåbskanden.

Dimmelugen

Dimmelugen, kalder Grundtvig i sit sangværk den uge, hvor alt, hvad der har med Jesus at gøre, får en helt anden betydning. Dimmel hedder den træknebel, der sidder i en klokke, og dimmelugen er ugen før påske, den stille uge, hvor der blev ringet med ’dimmel’, for at lyden skulle afsvækkes. ’Gennem dimmeluger ti’, som Grundtvig omtaler tiden fra septuagesima og til påske, er denne den hårdeste, den mørkeste: i dimmeluges væde kommer mangen til at græde, som vejrvarslet tidligere lød om den stille uge. Og begivenhederne omkring Palmesøndag, som indleder dimmelugen, er da også netop det, der betegner dette skifte i synet på Jesus, der på græsk hedder Kristus og på hebraisk Messias.

Ifølge Johannesevangeliet hilser en jublende folkeskare Jesus, da han i påskeugen indtager Jerusalem på et æsel. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på jorden som en højtidelig gestus til hans ære, og de hilser ham som Davids søn. Indtoget i Jerusalem er i dansk tradition, hvad de fleste forbinder med søndagen før påske og også den beretning, som har lagt navn til dagen.

Messias, den salvede konge

En anden og langt vigtigere begivenhed for os kristne er dog denne uges

Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel
Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel

egentlige optakt, nemlig en kvindes salvning af Jesus i Bethania umiddelbart før/eller efter indtoget, alt efter hvem vi læser det fra. Hun salver ham, fordi Kristus eller Messias betyder ’den salvede’. Man brugte salvelse i flere forskellige sammenhænge, én af dem var på samme måde, som vi kroner en konge. Én, der skulle have den politiske magt, kunne blive salvet. Og det er det, der grundlæggende ligger i betegnelsen Messias eller Kristus. Den særlige repræsentant for Gud, der er blevet forudsagt. Man forventer, at der vil komme en ny konge, der i særlig grad repræsenterer Gud. Den sidste danske konge under Enevælden, theokratiet i Danmark fra 1660-1849, der blev salvet, var Christian den 8. Han blev salvet i 1840 som den sidste af 7 enevoldskonger i Frederiksborg Slotskirke.

Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke
Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke

Salvningen i Bethania

Barnetegning af salvningen i Bethania
Barnetegning af salvningen i Bethania

Og, når det handler om Jesus, ja, så kunne vi jo godt slutte dér. Men hændelsen ude i Bethania betegner for kristne noget langt mere betydningsfuldt end opfattelsen af Kristus eller Messias som jødernes ventede konge alene efterlader os med. Der indtræffer i kvindens salvning en total omtolkning af Messias-skikkelsen. Fra at have været symbolet på den sejrende konge af Davids æt, der skal genskabe det davidiske kongedømme, den salvede og sejrende konge, hvor riget var samlet, bliver Messias i Bethania, til den Kristus, der skal dø og først som død skal sejre. Så salvningen er altså essentiel for overhovedet at kunne forstå, hvem Jesus er. Det bliver her klart, at Jesus er Kristus, og da han kort efter den såkaldte salving siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen, bliver det tydeligt, at han også ved, at han skal dø. At kæde de to ting sammen, er en måde at vende forventningen til frelseren om.

Troende Sjæle!
Kom, lad os dvæle
Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde,
Trøsten at finde!
Ei vil vi Pinen og Døden begræde,

Som os har skiænket det salige Haab,
Men vi vil ære vor Frelser og kvæde:
Tak for den dybe, den hellige Daab,
Hvor vi korsfæstes og døe og begraves
Med Dig, for af Dig med Liv at begaves,
Du, som opstod fra de Døde igien!
Menneske-Ven!
Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære,
Evig velsignet, høilovet Du være,
For af Medlidenhed
Døden Du leed,
Vil os af Syndefalds-Døden oplive,
Himmerig give,
Døde for os, saa vi leve med Dig!

432-33 sangværk bind 1

Messias bliver Kristus

Dette digt danner den egentlige baggrund for den salme, som hændelsen i Bethania i dansk tradition har affødt: Med sin alabaster-krukke (dds nr. 151). Disse to tekststykker fortæller om den sammenhæng, der er mellem dåben og døden, som Paulus også understreger i Rom 6.4: Vi blev altså begravet sammen med ham [Jesus Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ
Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ

blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Messias er ikke den, som skal komme og triumfere og tage magten og sætte sig på tronen, men Messias er Kristus, den, som skal dø. Det er hans messianske opgave at dø, og på den måde skaffe frelse, forklarer han. Ved at Jesus på en og samme tid bliver udtrykt som frelseren og fortæller, at han skal dø, omtolker man dermed hele forventningen til frelseren. Jesus siger: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« – han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Kvinden

Maria Magdalene med alabasterkrukken
Maria Magdalene med alabasterkrukken

Kvinden, der omtales, er uden navn hos Markus og Matthæus, hos Lukas en synderinde og hos Johannes Maria, Lazarus’ søster. Hun græder, mens hun salver Jesus, og tørrer sine tårer af Jesu fødder med sit hår. Myten påstår, at der her er tale om Maria Magdalene, hende, der også er den første, der møder Jesus efter opstandelsen. Maria Magdalenes atribut som katolsk helgen er netop krukken, alabasterkrukken. Som helgen er hun de vejfarendes helgen, hende, der endog ledsager os på den sidste rejse til dødsriget og med vandet fra sin krukke væder den dødes læber.

 

Påsken og dåben

Jo, jo, dåbskanden kan liturgisk og teologisk belægges. Man skal måske langt omkring – og så alligevel ikke. Optakten til den stille uge skal blot ikke gøres gældende som jødisk-messiansk, men netop som et brud med den jødisk messisanske kongeideologi og påsken skal opfattes som et brud med den jødiske udtogslegende til fordel for det indtog, som dåben/salvningen til døden er. Så binder salvningen påske og dåben sammen til det, de betegner:

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!

Vor Frue kirke - gammel dåbskande
Vor Frue kirke – gammel dåbskande

Kristus, vor Jesus, almægtige frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!

Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.

(Dds 318 v. 3 og 5)

Dåbskanden

Nyt billede (2)Vor Frue kirke har flere dåbskander. Vi har bl.a. to sorte dåbskander, med guldkors og guldstaffage omkring base og top. Hvorfor de skal være sorte, og ikke hvide, som alabast normalt ville være, kunne skyldes denne sammenhæng mellem dåben og døden, som Paulus understreger. Vor Frue kirkes nye dåbskande søger omvendt at skabe en sammenhæng mellem det mytiske-historiske, det symbolske-tekstbaserede udsagn til en antifortælling om dåben til liv og kærlighed. Den har Maria, den blå farve, inkarnationens, den har Peters fiskedræt på sølvet i bunden, menneskefiskeren, som også kalk og disk har og den har tåren på hankens top, kvindens tåre til anger og tilgivelse, mens hun salver Jesu fødder. Og så er den lavet i glas, dette skrøbelige materiale, der intet skjuler, men tværtimod gør alt det mørke og skjulte åbenbart. Ja, der i træsorten wengé symboliserer lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Dåbskande – ja selvfølgelig: so ein Ding müssen wir auch haben!

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

De syv smerter i Maria’s hjerte

– ny disk til Vor Frue kirke, Vordingborg

Vor Frue kirkes nye disk
Vor Frue kirkes nye disk

En disk, diskos, er den ’tallerken’, hvorpå oblaterne, nadverbrødet, eller hostien, som katolikkerne kalder det, ligger. Når præsten har indstiftet nadverbrødet, bæres det rundt til nadvergæsterne, der modtager det med ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. På hvert brød er normalt indpræget et krucifiks, dvs. Jesus Kristus på korset, men det kan også være præget med de græske bogstaver alpha og omega. Nadverhandlingen, der tillige indbefatter indtagelse af vin med ordene, dette er Jesu Kristi blod, benævnes også ’eucharistien’, der betyder taksigelse og oblaten, brødet, 350px-Última_Cena_-_Juan_de_Juanesbetyder egentlig det, der ’bæres’ hen til, dvs. i de første kristne menigheder bar nadvergæsterne brødet til kirken for at få det indviet af præsten og det blev som indviet til det, katolikkerne kalder hostien, der betyder ’offeret’. Oblaten er normalt rund for at ligne en mønt, løsepenge for synderne. Disken kan være flad eller med dyb bund. Har den dyb bund er det normalt for, at den skal bæres nedsænket oveni alterkalken med et klæde over.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Vor Frue kirkes nye alterdisk er skabt af guldsmed Dorte Lausten i sit værksted i Blenstrup i Vesthimmerland i samarbejde med glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup ved Hjørring og trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Sammen skabte de, som det må være de fleste bekendt, også kirkens nye alterkalk, som vi indviede sidste år i pinsen. Dorte Lausten har  formet disken med dyb bund. Bunden har samme diameter som alterkalkens bæger og disken burde således kunne bæres frem liggende på toppen af alterkalken. Disken er som alterkalken fortrinsvis af glas, holdt sammen af wengé-træ og sølv. Meget overpyntet ville man således for en umiddelbar betragtning anse den for at være, men som helhed er der en meget fin balance i brugen af de forskellige materialer.

Kirkens gamle disk fra 1745 er et meget enkelt sølvarbejde, udført 368af Vordingborgs på den tid førende guldsmed Christoffer Frederik Hansen Piilsmed. Den er i al sin enkelhed prydet med graveret kors mellem to palmeblade, hvorunder står årstallet 1745. Piilsmed var guldsmed i byen frem til sin død i 1751. Derudover har kirken i år 2000 fået foræret en disk af tidligere sognepræst Thomas Hee Andersens enke, Marie Louise, som er prydet med et lam og et vinblad og ordene: Jeg er livets brød. På bagsiden er navnet Hee indgraveret plus en mig ubekendt kunster HM med årstallet 1958.
Den nye disk må siges at være noget af det smukkeste altersølv. Helheden er slående i sin uensartethed. Glas, træ og sølv i uforenelig harmoni. Symbolik, der æstetisk og teologisk virker så godt sammen, at det er nærliggende enten at tro, der er tænkt over tingene eller at Gud selv har været indover!DSC_0056

Vi ser ikke Maria. Hun er så underfuldt skjult, så tilbagetrukket,

beskeden i sit udtryk, ydmyg, i sit lille hav af blåt fostervand midt i diskens bund, så perfekt rundt, at man skulle tro, det var jorden og himlen i forening, der i hende den nat mødtes. Maria-blåt lyser denne forening op igennem det klare sølv, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter solen i havet og morgenstjernen står op. Der er fødsel og genfødsel, skabelse og nyskabelse i den Maria-blå farves bebudelse. I cirklen anes Maria og englens møde. Man kan næsten spejle hendes ansigt ned gennem sølvet.

Wengé-træets blomst
Wengé-træets blomst

Der er intet guld, men der er en cirkel af mørkt træ. Træ, der aldrig bliver mørkere, men kun lysere og som en dag vil lyse som det pureste guld. Wengé-træets forunderlige evne. Maria er den nye bærer af Guds ord, hun er den nye pagts skrin, som et smykkeskrin, hvori barn Jesus er smykket. Hun er afløseren for pagtens ark, som israellitterne bar med sig under Exodus. Derfor skal hendes udtryk også være gyldent blødt som hårdheden i pagtens arks fire gyldne sider. Sammenholdelsen af Maria-gloriens gyldne cirkel og pagtens arks firkant betegner Guds evighedscirkel og tidens omkransning af menneskelivet, hvori det gøres klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt og gøres gældende for os i inkarnationen og Jesu Kristi frelsergerning.

Det bedste i disken er imidlertid sølvarbejdet. Sølvka369nten på Wengé-træet, spændt fast syv steder som udtryk for syvtallets magi i Skriften: de syv skabelsesdage, de syv ’jeg er´ ord fra Jh-evangeliet, de syv Jesu ord på korset, de syv engle i åbenbaringen, men som det vigtigste som ramme omkring den smukke indsats af sølv med kors: de syv sværd, som skal gennembore Marias hjerte, de stik,

kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens ikke den mindste. Sværdet, korset, som fortæller os, at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, og at der skal håb og vilje til.

Kalkmaleri af Maria med syv sværd - Them kirke
Kalkmaleri af Maria med syv sværd – Them kirke

”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«” (Lk. 1.34-35)

De syv sværd eller smerter i Maria’s hjerte er: Simeons profeti (Lk. 2.34-35), flugten til Ægypten (Mt. 2.13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lk. 2.43-45), Maria’s møde med Jesus på vejen til Golgatha, korsfæstelsen (Jh. 19.25), nedtagelsen af korset (Mt. 27-57-59) og Jesu begravelse (Jh. 19.40-42.

Mønstret på sølvkanten er fisk, ét af kristendommens ældste symboler for Kristus. Vi har det også på alterkalken. Som Dorte Lausten udtrykker det, handler den kristne tro om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

15010405430_d1d553568f_z (1)Der er al mulig grund til at være glade og stolte og dybt taknemmelige, når Vor Frue kirke fra 1. s. i Advent kan in-vitere sin menighed til bords med ny alterkalk og – disk. – Og lad så al fortolkning være historier fra de varme lande … Det bliver de ikke dårligere af!

Sognepræst kb Hardy Lund Olesen

 

 

 

Ny alterkalk til Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten
Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten

Ny alterkalk i Vor Frue tages i brug Pinsedag

Det er ikke hver dag, menigheden kommer tæt på kirkens hellige kar, som alterkalk og disk kaldes. De står oppe på alteret og er som regel dækket af et klæde og ved nadveren dækket af præstens hånd. Ved højmessen pinsedag i Vor Frue kirke i Vordingborg er det muligt at komme meget tæt på en helt ny af slagsen. Nu skal det siges, at det ikke er hver dag kirker skifter alterkalk. Vordingborg kirkes middelalderlige alterkalk er fra 1400-tallet og skal have en afløser. Ikke fordi den er slidt eller gået i stykker, men fordi den skal på museum. Den skal være en del af middelalderudstillingen på Danmarks Borgcenter i Vordingborg.  I første omgang er den dog kun udlånt et par år.

Den gamle kalk bærer på foden indskriften: Kalk til den salige Marie Magdalene alter i Vordingborg kirke. Det har ofte ført til den misforståelse, at kirken oprindeligt hed Marie Magdalene kirke, men der har tidligere i kirken foruden altre for Skt. Gertrud og Skt. Katharina altså også været et alter for Marie Magdalene, hvor denne kalk har været brugt. Ifølge Thomas W. Lassen, middelalderarkæolog og tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falster stiftsmuseum, og som i nær fremtid vil forsyne Vordingborg kirke med en meget grundig vejledning til kirkens gæster, er kalken, som indskriften og så antyder, skænket kirken i sidste halvdel af 1400-tallet af Tue Jacobsen, som i 1467 nævnes som rådmand i byen. Skaftet er ottekantet, måske det gamle symbol på de syv skabelsesdage plus den dag, der kommer efter dette liv, og noten, knoppen, der forbinder bæger og skaft,  har stavværksgraverede flige og 12 fremspring: 6 ruder, hvor navnet ’jhesus’ er graveret og 6 runde plader, hver med et støbt Kristushoved. I 1570 havde Vordingborg kirke endnu to kalke.

Den nye alterkalk er skabt af  guldsmed Dorte Lausten, som har værksted i Blenstrup i Østhimmerland.  Dorte Lausten er elev af Bent Exner og lærte her ikke kun guldsmedekunsten fra én af de ypperste (Bent Exner har også forgyldt gåsen på Gåsetårnet), men også om den kristne tro, kors og opstandelse. Hun har i samarbejde med Bent Exner bl.a. fremstillet spændet til Budolfi kirkes bispekåbe og, ikke at forglemme,  i foråret 2004, Frøslevskrinet, folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup, som i dag står på Sønderborg slot. Når man taler med Dorte Lausten, kan man af hendes glade umiddelbarhed høre det engagement og den indlevelse, hun har med sig fra Exner. Ikke kun at skabe kunst  i spændingen mellem det rustikke og det sofistikerede, men også at give materialet det liv, livet har i troen.

Det ses også i den nye alterkalk. Bægeret, er her af glas. Lavet af glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup, kunstens by, oppe ved Hjørring. Normalt ser vi alterkalke i sølv, hvor bægeret indeni  er forgyldt. Forgyldningen foretages for at forhindre vinsyren i at tære på sølvet over tid. Og Dorte Lausten har netop siddet med mange gamle alterkalke, der var tæret igennem og som skulle renoveres. Alterkalke, som jo i grunden kun er brugsgenstande og således bare kan udskiftes, når de ikke længere opfylder formålet. Men mange menighedsråd har sendt disse alterkalke til gode guldsmede, der så møjsommeligt og under store kvaler har sat kalken i stand til mellem 35 – 75000 kr. Glasset angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Det kan gå i stykker, javel, men det er til at erstatte rimelig overkommeligt.  Bægeret er her forsynet med en koboltblå farve i kant og bund, en farve, som passer godt til Vordingborg kirkes altertæppe, antependium og alterbord vævet af Vibeke Klint netop i blåt, fordi, som Vibeke Klint udtrykte det ved indvielsen: Vordingborg kirkes grundfarve er blå, Marias liturgiske farve. Dorte Lausten har arbejdet en del i emalje og her har hun særlig gjort brug af den koboltblå farve, som ikke kun brænder godt, men også med sin kølige renhed er en rolig farve at se på.

Denne blanding af det praktisk lad-sig-gørlige og det dybt eksistentielle gør sig også gældende i alterkalkens fod, hvor mønstret er fisk.  Og når jeg spørger Dorte Lausten, hvorfor hun har brugt fisk som udsmykning, svarer hun ligeud og helt selvfølgeligt, fordi kristendommen handler om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Og så endelig fundamentet, dér hvor præsten holder om alterkalken. Den er her lavet af træ. Drejet af trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Dorte Lausten bad  Niels Erik Christensen dreje fundamentet, fordi hun altid har været betaget af overfladen og udtrykket i træets struktur. Træet er kalkens fysiske omdrejningspunkt. Derfor har den en høj densitet, dvs. den skal være tung. Ydermere skal den matche glasset og sølvet. Derfor valgte Niels Erik Christensen en sort træsort. Han overvejede oprindeligt at bruge en dansk træsort –asketræ – som kunne lede tankerne hen på en sammensmeltning af livets træ i nordisk mytologi, Ygdrasil og livets træ i den jødisk-kristne tradition, træet i Edens have. Han kasserede dog dette tema, da det var for snævert – for nordisk og ikke åbnede nok op den verden, som er kristendommens, næstekærligheden, åbenheden og tilgivelsens verden. Han valgte således en afrikansk træsort – Wengé. En meget speciel træsort, der netop rummer den sammensathed, som knytter sig til kristendommens omdrejnings- og holdepunkt  Kristus, han, der turde gå imod strømmen, det etablerede, det firkantede, det skriftkloge, både i ord og handling. Hvad har det med træet wengé at gøre. Jo, når træ påvirkes af lysets ultraviolette stråler, så bliver det normalt mørkere. Det gælder alle træsorter  med én undtagelse: træsorten wengé. Den bliver tværtimod lysere ved påvirkning af lys og kommer sluttelig til at ligne egetræ. Træsorten wengé kan på den måde symbolisere Kristus, han der altid agerer modsat det, man skulle forvente, det, man kan sige sig selv.

Som man kan forstå, har det for kunstnerne været kontrasterne, det modsigelsesfulde både hvad angår det sanselige, altså det fysiske, og det kristne åndelige fællesgods, der samles i denne alterkalk.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Sct. Nikolai kirke i Rønne i foråret 2011 tog en alterkalk i brug, lavet helt i glas af Baltic Sea Glas-kunstneren Pete Hunner, som mange sikkert kender fra besøg på Bornholm. Han brugte et helt år og mange forsøg på at skabe en sådan kalk, hvor vinen, når den er hældt op og står på alterbordet foran Havsteen Mikkelsens smukke altertavle ender i en dråbe blod, farvet ind i stilken, et billede på historien om den oprindelige alterkalk, hvor bloddråberne fra Jesu lidelse og død angiveligt skulle være samlet i et bæger.

Ja, ja, skrappe sager her i foråret, men velkommen til indvielse af Vordingborg kirkes nye alterkalk PINSEDAG kl. 10.

På Vordingborg kirkes vegne

Hardy Lund Olesen