Få MENIGHEDSROD på dit CV

Medlem af menighedsrådet Lis Torndal: Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område
Medlem af menighedsrådet
Lis Torndal:
Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område

At sætte flueben ved at have løbet et marathonløb, måske endda klaret et triathlon eller en ironman, er blot én af de stationer, det moderne menneske drømmer om at kunne. Det er som om det er blevet et mantra, ja, et narkotikum, at kunne sige, at den og den grænse for sin egen formåen har man klaret. CITIUS, ALTIUS, FORTIUS er de netop overståede olympiske leges brand, som man siger i dag: længere, højere, hurtigere. Dette brand er blevet mange menneskers valgsprog i en sådan grad, at der holdes olympiske lege hver dag i deres liv. De kan aldrig få nok! Og alle grænser er kun til for at overvindes.

Plakat for kirken.indd

For dem lyder menighedsråd og kirke og sogn sikkert støvet, kedeligt og gammeldags. For de unge er der ikke meget ’konge’ i at have med kirke og kristendom at gøre, for de midaldrende er det ikke businesslike, management- og brandingorienteret nok. I gamle dage sagde man, sådan lidt overbærende og nedladende, at arbejdet i et menighedsråd var en uskadelig legeplads for folk, der ønskede sig en plads i politik eller bare dem, der ikke kunne blive valgt ind i en kommunalbestyrelse. Her kunne de komme af med deres ønske om indflydelse. Kort sagt have en slags kasket på.

 

Det har aldrig været min oplevelse.

Medlem af menighedsrådet Sonja Andersen Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for. At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt. Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde. Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe. Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd. Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro. Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.
Medlem af menighedsrådet
Sonja Andersen:
Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for.
At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt.
Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde.
Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe.
Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd.
Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro.
Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.

 

Menighedsrådsmedlemmer var tidligere for de flestes vedkommende repræsentanter for de kirkelige retninger – Luthersk Mission, Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Tidehverv – og interesseorganisationer – KFUM og K, Y-Men, FDF og FPF – eller medlemmer af politiske partier, der ligesom domsmænd varetog offentlige opsynsopgaver for deres parti, dvs. de deltog i den demokratiske forvaltning af regnskaber og budgetter, deltog i de personalemæssige og logistiske forhandlinger vedrørende de ansattes lønninger og overenskomstmæssige rettigheder  og menighedens udnyttelse af de bygningsmæssige ressourcer, kirke, præstegårde, mandskabsbygninger og kirkegårde.  Derudover var de med deres stemme i rådet med til at præge de værdier, som kirken stod for med ansættelse af præster som det vigtigste, men også i den indre dialog om, hvor vægten skulle ligge i sognets arbejde for menigheden. Det gælder både socialt og politisk og etisk. I dag skal et menighedsrådsmedlem ikke blot have kirken og lokalsamfundet i hjertet, en præst i maven, men også en djøffer i hovedet.

Medlem af menighedsrådet Lena Poulsen Jeg har i den forløbne valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af ansættelses- og koncertudvalget. Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder. Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle! Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere. Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer. Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.
Medlem af menighedsrådet
Lena Poulsen:
Jeg har i den forløbne 4-årige valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af Ansættelses- og Koncertudvalget.
Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder.
Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle!
Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere.
Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer.
Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.

I Vordingborg sogn er vort nye brand: … VI ØNSKER AT FAVNE ALLE. Det er også grænsesprængende, for med ALLE mener vi alle. Høje, lave, fodformede og spidssnuede, rød- og krølhårede, etniske og ikke-etniske danskere, unge, midaldrende og ældre, heterofile og homofile. De eneste, vi ikke bryder os om er fundamentalister, der tror, at deres begrænsede syn på virkeligheden, er HELE virkeligheden. I Vordingborg sogn er begrænsninger erstattet af muligheder, problemer af løsninger. Læs vor formålsparagraf. Den har vi brugt de sidste fire år siden sidste menighedsrådsvalg på at gøre ikke bare smart og skarp, men også til noget, vi bestræber os på at leve efter hver dag i kirke og sogn.

 

Vordingborg sogns Menighedsråd, som til november i lighed med landets øvrige menighedsråd er på valg, satte sig fra konstitueringen i november 2012 for at ændre sognet indadtil og udadtil på mange væsentlige områder. Og forandringerne har været mange og afgørende for de beslutninger, der er blevet taget. Det gælder personalemæssigt, det

Babysalmesang
Babysalmesang

gælder aktivitetsmæssigt, det gælder økonomisk. Det gælder kulturhistorisk i forhold til at sætte sig ind i bygningsvedtægter og –regulativer, alle de krav, der knytter sig til bevarelsen af vor kulturarv.

Vordingborg sogn er stadig først og fremmest

Formand for menighedsrådet Ole Dyhr Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke. På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges. Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.
Formand for menighedsrådet
Ole Dyhr:
Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke.
På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges.
Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.

 

kirken og gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men også en velfungerende sognegård, et udadvendt menighedsliv med mange aktiviteter, et professionelt team af medarbejdere og et meget kompetent og handlekraftigt menighedsråd. Selv præsterne er ikke længere de dér ’ensomme ulve’, der tidligere levede tilbagetrukket og beskyttet inde bag hver deres præstegårde. Præsterne indgår på lige fod med resten af medarbejderne i de teams, der er blevet Vordingborg sogns varemærke. Vordingborg sogn er centersognet i Stege-Vordingborg provsti og ledes også sådan med realistiske budgetter og sorte tal på bundlinien trods store investeringer de sidste år med ny præstegård (2004), totalrenovering af kirken (2010) og køb af sognegården på Færgegaardsvej (2013).  Vi arbejder hver dag både med indre og ydre kommunikation på alle platforme. Budgetter og regnskaber overvåges professionelt konstant for at kunne leve op til moderne regnskabsmæssige og juridiske standarder og personalemæssigt er man i dag nødt til at kunne leve op til de bedste HR-krav for at kunne få de bedste medarbejdere ansat på de mange forskellige arbejdsområder, kirken skal kunne udfylde. Vi arbejder på et meget højt download
kunstnerisk niveau med diplom- og PO uddannede organister, der skal kunne varetage en stor del af  koncert- og musiklivet i en forholdsvis stor by som Vordingborg. En dygtig og kompetent uddannelse af kor og instrumentalister til gudstjenester, koncerter og kirkelige handlinger. Vi har heldigvis haft mulighed for at tiltrække gode, loyale og trofaste frivillige, der hjælper kirkens øvrige ansatte med at få kirkens hverdag til at fungere.

kapelAlt i alt en hypermoderne multifunktionsvirksomhed med omkring 70 ansatte og 450 tjenester pr. år og et budget på 6 millioner kr, hvoraf kun 350.000,- kr er til rådighed for alt det udadvendte arbejde: konfirmander, minikonfirmander, babysalmesang, sangcafé, koncerter, kommunikation osv., alt det, medlemmerne ønsker meget mere af for deres kirkeskattekroner, som i stedet for primært går til de ansattes lønninger – ikke præsternes, som betales af staten – og vedligeholdelse af bygninger og arealer på kirkegården og omkring kirke og præstegårde.

MERE KIRKE FOR PENGENE har været menighedsrådets interne mål for det arbejde, der er blevet gjort de sidste 4 år: at begrænse de lønmæssige og bygningsmæssige økonomiske udfordringer, at få rationaliseret og trimmet medarbejderstaben og få nedbragt dyr gæld for til gengæld at få flere midler til kirkens arbejde i sognet.

fleben2

Om det så er lykkedes eller skal gøres anderledes de næste fire år, er DU – ung som midaldrende og ældre – med til at give udtryk for, når menighedsrådet holder

VALG- og OPSTIILINGSMØDE til menighedsrådsvalget

TIRSDAG den 13. SEPTEMBER

Hardy Lund Olesen

Flagdag for Danmarks udsendte

Tale på Flagdagen 2014

sognepræst Hardy Lund Olesen

Det er i dag 6. gang, vi fejrer Flagdagen, dagen for de udsendte og deres DSC_0001pårørende. Dagen, hvor så mange tanker myldrer frem om, hvad krig, konflikt og ufred er. Tanker, der alt for let overskygger de gode tanker om fred og frihed og tryghed, som vort lille land ellers priser sig for. I snart 25 år har vi været i krig eller i hvert tilfælde deltaget i internationale konflikter. Om det har været i Kroatien, i Bosnien, i Kosovo, i Makedonien, i Irak, i Afghanistan, på Afrikas Horn, i Libyen. Mange af vore soldater har vi mistet, næsten udelukkende unge mænd og kvinder, som ville gøre en forskel, som ville kæmpe for netop de goder, som dette land, vort fælles fædreland, i så rigt mål nyder godt af i hverdagen. I august 1995 døde sergent Claus Gamborg som den første i kamp. Danmark gik i chok.  Den dag aflyste Folketinget alle sine møder, flagene i hele Danmark gik på halv, radioen sendte sørgemusik Tomheden fyldte pludselig det hele.. Mange brød sig ikke om at se på hinanden, for hvad skulle man sige, hvis nogen sagde noget, og da ordene siden

????????????????????????????????????

hen vendte tilbage, var det

ord som: Det er ikke til at forstå. Det er ikke til at fatte. Det er ikke sandt. Det er bare en

ond drøm, lad mig få lov til at vågne op, for det er så meningsløst, at det skriger til himlen.

 

”Min unge ven,

Hvorfor bliver du ved med at sove?

Dine øjne er lukkede,

du hører ikke min stemme,

dit hjerte banker ikke!

Ak, min ven – som jeg elskede.

Min unge ven!

Hvorfor?

Hvorfor bliver du ved med at sove?”

 

Et fortvivlet spørgsmål. Ord der i al deres magtesløshed og i protest forsøger at

????????????????????????????????????

give sprog

til det, vi ikke kan forstå. Det vi ikke kan fatte. Det vi ikke kan og vil acceptere. Alt det vi ikke kan rumme midt i den tomhed, der følger ovenpå de voldsomme begivenheder, der går forud for tabet af et ungt menneske.

Min unge ven – hvorfor?

Unge mennesker, hvis blod løb ud i Kroatien og Bosnien frodige røde jord eller i Iraks og Afghanistans golde ørkensand langt herfra. Hvis intet  andet gror i de bjerge og ørkener af fortræd, så har der de sidste 25 år spiret valg og afgørelse i  brystet på unge danske mænd og kvinder. De har lært, at det koster i denne

????????????????????????????????????

verden, man slår sig ofte på den – men til gengæld lærer man sig selv og verden at kende, og den viden er den afgørende baggrund  for personlige valg. Hvilket mange, de fleste heldigvis, er vendt hjem med en stærk oplevelse af. Man lærer sig  selv og sit hjerte at kende i grænselandet mellem liv og død. Man gør angsten til sin ven, så man kan forblive skarp, når tilsyneladende almindelige folk blandt brovtende, slivovitzstinkende bøller på Balkan eller pashtunske bønder i Greenzone og handlende i bazaren i Gereshk  pludseligt trækker våben – man gør, hvad man skal, og tør derfor med sindsro græde ud ved en skulder bagefter – for det er ikke altid sjovt at gøre, hvad man skal – så ville flere nok gøre det.

Pligten er fælles – ingen er derfor en ø i den udsendtes verden.

– alle er, hvad man gør, når det gælder.

Og når vi så mister én af dem. Det er meningsløst. Det har vi lov til at mene. Det

har vi lov til at sige. For det giver ikke længere samme mening, at solen står op

????????????????????????????????????

endnu en gang. At aviserne udkommer med så mange tomme ligegyldige ord, når der endnu er så mange ord, man gerne selv ville have sagt. Når der endnu er så mange ord, man gerne ville have hørt. Ord der nu – for altid – savner veje at gå ad.

Gud kommer på vore læber, når meningsløsheden skal finde svar. Gud, som bar lidelsen op på sit kors Langfredag i en bøn for sine fjender: Fader tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør. Ordene om at vende den anden kind til, og elske sine fjender, Jesu ord, som i al deres himmelråbende naivitet og umulighed netop ikke er til at komme uden om eller fri af, når vi møder meningsløsheden.

 

????????????????????????????????????

Af hjertet tak og Guds trøst skal i dag lyde til alle, der har mistet

De har min og talløse landsmænds dybeste medfølelse, og jeg vil bede til

Gud om, at deres hjerter også kan holde til det. I dag deler vi kristentro og blod – og  ønsker alle efterladte Guds velsignelse i bøn og håb for dagene, der kommer.

”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.”

Kærligheden hører aldrig op, siger Paulus i kærlighedens lovsang. Det er det, vi skal have at vide her i dag, hvor vi er samlede for at takke for en indsats og et offer, som er uendeligt stort. Her har vi brug for at vide, så vi ikke glemmer det, at kærligheden består. At kærligheden holder ud med os. At kærligheden bærer os oppe, når alt andet ikke længere er til at bære.

Under korsflag, vort gamle hæderkronede Dannebrog, vor stolthed, hædrer vi Danmarks sønner og døtre, som har kæmpet på de fjerne slagmarker, de slagmarker, der  også har krævet  de bedste af

vort fædrelands sønner og døtre. Ingen har mødt større mod, og alle slår vi i dag blikket mod jord, når vi sammen ærer deres stolte minde.

????????????????????????????????????

 

Slutkollekt flagdag 2015

Lad os alle bede:

Almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi og vor Fader!

Du har i Jesus Kristus

kaldet din kirke

til at forlige verden

med dig selv.

Du har givet os forligelsens tjeneste,

at vi kan føre dem,

der er adspredt sammen,

at vi kan stille os imellem dem,

der er i strid med hinanden

og tage våbnene af deres hænder

at vi kan stilne

de såredes smerte og gråd.

Vi takker i dag alle dem,

der i denne tjeneste

med vor gamle korsfane

på skuldrene

eller vajende i vinden

har gjort tjeneste

for dig og Danmark.

Tak også for, at vi i dag

kan støtte de familier,

der må gennemleve

fraværets ensomhed

eller i tjenesten har mistet

én af deres kære.

Vi vil en frihed

uden bånd og lænker,

hvor håbet lever

og livets mylder gror,

hvor freden skaber tumleplads for drømme!

Giv os fortsat at arbejde med

på opfyldelsen af disse drømme.

Gør os stærke i håbet

og udholdende i kampen

for en ny jord,

hvor retfærdighed bor.

Vær med vort folk og fædreland,

Dronning Margrethe II

og hele Dronningens hus.

Giv lykke og velsignelse

til alle, der gør tjeneste for Danmark.

Beskærm dem i alle farer,

vær dem nær, når de er ensomme

og i prøvelsens time.

Giv dem nåde til trofast

at bære vidnesbyrd om dig

og ifør dem

kærlighedens brændende iver,

at de må hjælpe og værne

hvor end de tjener

og være hinanden

til trøst og lindring

og til sidst

få herlighedens uvisnelige sejrskrans,

ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre.

Fadervor …

????????????????????????????????????

Sognepræst

Hardy Lund Olesen

Tweenagers in Wonderland – Neverland revisited

Der er nu pr. 24. november 2014 kommet en anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation for børn fra 3. og 4. klassetrin. Opfyldelsen af anordningens bestemmelse påhviler menighedsrådet og gennemførelsen har præsterne ansvar for. Ikke, at de så skal undervise børnene, men de skal tilse, at den foretages på et forsvarligt grundlag. Fra de første spæde spirer på forsøgsplan i slutfirserne deltager på landsplan hvert fjerde barn i 9-10 års-alderen i ordningen. Og det vel at mærke efter skoletid. Børn bombarderes i disse år med mange tilbud og de vil gerne det hele. I en tid, hvor de voksne mere og mere overlader opdragelsen af børnene til skole og SFO og de elektroniske medier, hvor de voksne er så optaget af karrière og alt det materielle hurlumhej, hvor de ikke ved mere om kristelig børnelærdom end det lille dåbsbarn, som de som faddere ved dåben højt og lydeligt lover at stå ved, hvor skolen mere og mere skipper de kreative og musiske fag og hælder til 2 + 2 = 4 tyranniet, er det nødvendigt som kirke, som samfund, at stå fast på de grundlæggende værdier, alt det, der står, når alt det andet rundt-omkring er faldet.

Zip- og zapperkulturen

Minikonfirmander 2002
Minikonfirmander Vordingborg 2002

Børn er i dag præget af en umådelig utålmodighed, man har kaldt dem zappere, de skifter kanal hele tiden. De er overfladiske, tager lidt her og lidt der, lettere forvirrede, fordi de ikke kan koncentrere sig om én ting ret længe ad gangen. De vil imidlertid gerne have sammenhæng. De søger sammenhæng, de hænger på den, når de finder den. Sammenhæng og tryghed hænger sammen for dem. Det er denne følelse af sammenhæng og dermed tryghed, vi skal søge at bibringe dem i undervisningen – på deres betingelser vel at mærke. Altså på zapper-manér. Den undervisning, jeg selv gennemførte i årene 2000-2003 foregik således som et mix af steder og genrer og indtryk. Vi var på kapellerne, på kirkegårdene, i præstens æblehave, mange forskellige steder i kirken, i andre kirker, nyere kirker, på museet. Vi sad i bælgmørke i kapellet og i splintrende krystallys i Holsted kirke med det store malede vinduesparti af Emmaus-vandringen for vore øjne, med spillet af vandet i guldfadet i døbefonten, vi så grave og kister, vi så teater og hørte fremmedartet musik, vi tegnede, bad bønner, sang, grinede, spiste vindruer og clementiner og mærkede duften af nybagt brød bære trygheden rundt i lokalet, vi raslede gennem efterårsløvet i skovbunden, klatrede i træer, hev pigerne i fletningerne og sparkede drengene bagi på rejsen fra det ene til det andet, vi lavede navneleg på brønden i Sykar, tændte lys på gravene. Og alle stederne krydredes af oplæsning, fortælling, stilhed, bøn med Kristuskrans, andagt, lys, billedbetragtning, sansning og hele tiden faste temaer til så at sige at pinpointe deres opmærksomhed, holde dem fanget af én ting ad gangen. Og så naturligvis masser af moderne børnesange og –salmer.

Barndommens land

Børn er uforfærdede og uden hæmninger. Går på med krum hals. Har gå-på-modet, denne Guds største gave til den barnlige sjæl, ubekymretheden, den ubegrænsede og ubetingede nysgerrighed til at være opdagelsesrejsende i livet: Hvor gammel er Gud? Hvad betyder hor? Nogle gange svarer de også selv og det kan der komme mangt et rødt øre ud af på en genert præst. Vi voksne mener jo nok at vide svaret på det meste; netop derfor spørger vi ikke. Mine svar på deres mange spørgsmål halter måske lidt, er måske endda dårlige, sådan lidt grebet ud af luften, børnene kan jo ikke vente til i morgen med svar, vel! Næh, men børn sætter nu også pris på et skikkeligt forsøg. Og jeg ville nok ikke have kunnet svare anderledes, hvis en voksen havde stillet det samme spørgsmål. Jeg tror, at når det gælder tilværelsens grundlæggende spørgsmål, så er vi alle børn, vi er små, for spørgsmålene er så store.

Minikonfirmander Nyråd 2014
Minikonfirmander Nyråd 2014

Barnet udmærker sig ved den store gave, det er at kunne undre sig. Den giver barnet mulighed for at gå gennem verden med glæde og lyst. Ikke sjældent undrer vi voksne os over, hvor lidt der skal til for at undre et barn og hvor uformidlet de bringer deres glæde og overraskelse til udtryk. De kan undre sig over sneglens slimede spor, over mejsens vimsige vandren op og ned ad træernes stammer. De klapper i deres små hænder, når de ser en skrubtudse hoppe eller fuglenes syngen og kvidren. De er i alt, hvad de foretager sig, tæt på livets udspring og giver. De fornemmer meningen i deres hjerter bag alt.

Rejsen 

Det viser mig, hvor kostbart det er for os voksne at bevare barnet i os og ikke blive alt for voksne og forhåbningsløse og være på vagt overfor mennesker, der undrer sig over livets store mangfoldighed. Det er måske det, Jesus hentyder til, når han siger: Gudsriget hører barnet til. I børnene er det allerede brudt frem.

Gå ud i alverden, forkynd og døb. Det er vores sendelse. Det er det, barnet forstår bedst af alt. At det sendes ud med et krav til sit liv, der er større end det selv. Mødet med det religiøse udvider så at sige virkeligheden eller bekræfter det, som barnet ved på forhånd, at livet er en gave, noget, vi voksne tit glemmer. Bekymringsløsheden, den spontane glæde, sansespillet og –legen, farverne, bærstederne, som man kendte som barn, hvor alle urter, buske og træer voksede over ens hoved og blev steder, man kun kendte selv og aldrig fandt igen. Det dér Neverland, som den sårede unge og den skamskudte voksne, resten af sit liv søger tilbage til.

Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke
Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke

Det er denne rejse, denne vandring, denne genoplevelse, der bør være udgangspunktet for enhver seriøs undervisning. Små piger, som af ren nysgerrighed havner i Wonderland, Eventyrlandet. Ført ind i en verden, hvor de møder det ene forunderlige væsen efter det andet. Tvilling Di og Dum hører nok til den blide slags og et forvirret teselskab hos Den Gale Hattemager kan skabe undren over, hvor de er. Mødet langt senere med den berygtede Hjerter Dame, overbeviser dem om, at i denne verden findes der kun ét eneste fornuftigt væsen, og det er dem selv hver især.

Ja, og små drenge, der aldrig skulle få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Næh, de skal opleve en indgang til en magisk verden af leg og sjov og befolket af riddere, cowboys og indianere, sørøvere, pirater og skibbrudne. På det overdrev, hvor kun fantasien sætter grænser. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien.

Gå til myren …

Vore historier som voksne har andre personer og navne, vore veje går gennem mere kendte områder, men har du tænkt på, at børnene måske allerede har mødt angsten, sorgen, endog døden i deres liv, men de har aldrig været på den anden side af regnbuen – gennem det hele og til sidst fundet skatten.

Børn i 3.-klasse kan meget mere om kristendom end deres rygte. Jeg var imponeret, når jeg hørte 9-årige børn synge ”I østen stiger solen op”, alle 7 vers, udenad, på vej gennem Kirkeskoven fra SFO’en på Marienberg og til konfirmandstuen og, ligeledes udenad, kan falde ubesværet ind i ”Nu titte til hinanden”. Sangglæden er stor og deres viden ligeledes.

På vej gennem Kirkeskoven tilbage til SFO’en på Marienberg spurgte jeg englebasserne: ”Hvorfor er I så urolige?” ”Joh,” råbte Freddy nede bagfra, ”det er da bare fordi, vi har glædet os så meget til at se dig!” Og så jeg da små horn i panden og lang hale og troldesmil på de 22 kære. Næsten. Næsten!

Minikonfirmander i Ørslev kirke
Minikonfirmander i Ørslev kirke

Gå til myren og bliv vis, siges det, næh, saml en snes ti-årige lopper, frigør dem fra skole, SFO og forældre, lær selv noget om pædagogik og fortæl dem så en dag om ugen mellem 14 og 16, efter en for dem lang og anstrengende skoledag, noget om Jesus og kirken og døden og evigheden og skyld og skam og kærlighed og tilgivelse og barnedåb og nadver og påske og pinse og jul og begravelse og vielse og konfirmation og trosbekendelse og fadervor og lignelser og Moses og Adam og Eva og Maria og Josef og Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner og Zakæus og det store gæstebud og syng alle de nye og gamle sange og vis overhead og lav mapper til hver gang og planlæg og lav feedback og forfra igen osv. osv. – og sig så ikke som kirke, som samfund, at det ikke har været det hele værd!

Hjerteligt tillykke Folkekirke med den nye anordning!