At vælge præst

Badutspringerpræst i sneen
Badutspringerpræst i sneen

Præster er af mange slags. De arbejder med noget, de fleste af os, ikke forbinder med noget særlig produktivt. De holder gudstjenester, forkynder, forvalter sakramenterne i kirken. De begraver, døber, vier, underviser og fører samtaler med mennesker, der har ondt i livet eller sjælen, som de kalder det. Og i menneskers bevidsthed optræder de lidt marginaliserede i forhold til, hvad der ellers er i

En rigtig præst?
En rigtig præst?

underholdnings- og oplevelsesindustrien. Der er lidt bedemænd over dem. De skal bare være der, når vi har brug for dem og ellers ikke blande sig så meget i øvrigt. Og da slet ikke i politik eller etiske spørgsmål selvom det forekommer rimelig svært at redegøre for en sammenhæng mellem menneske og menneske  uden at den er politisk eller rummer et etisk perspektiv.

En agiterende præst
En agiterende præst

De sidste år har været præget af det, vi i vor foredragsrække i Vordingborg kirke har kaldt “de uartige teologer”. Vi har oplevet en præst, der ikke tror på Gud, én, der krydser fingrene på ryggen, når han bekender troen, fordi han ikke tror på kødets opstandelse og én, der tror på reinkarnation. Forargelsen har været stor og fordømmelserne har haglet ned over en kirke, der ikke engang vil være sit eget trosgrundlag bekendt. At vælge præst kan på den baggrund være en ret så afgørende opgave, når man tillige tager i betragtning, at man kommer ikke sådan bare af med ham/hende, skulle der således opstå konflikter af teologisk art.

images-3

1. s. i Advent indleder et nyt menighedsråd i Vordingborg pastorat sit arbejde. Det er blevet valgt, i lighed med tidligere, ved et såkaldt fredsvalg, dvs. det egentlige afstemningsvalg er blevet aflyst, da der er på et demokratisk opstillingsmøde er blevet enighed om at opstille én liste på femten medlemmer med tilhørende suppleanter. De skal så de næste 4 år stå for ledelsen og udviklingen af pastoratet i kirke og menighed. Én af menighedsrådets fornemste opgaver er at vælge

Fore i kirketiden
Fore i kirketiden

præst, altså at finde en egnet person til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, “skærme ungdommen mod kætteri”, som det udtrykkes i det gamle præsteløfte, dvs. undervise og forberede dem til et kristent liv og levned og i det hele taget som embedsmand foregå menigheden med et godt eksempel. Præsten skal, mere moderne og groft udtrykt, kunne indgå i alle dele af sognets liv på godt og ondt, hvilket ikke er nogen let opgave i en så mangefacetteret virkelighed som vore dages.

»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine

I.C.Christensen
I.C.Christensen

medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for dem«, sagde arkitekten bag den første lov om menighedsråd, vedtaget på Rigsdagen den 15. maj 1903, I. C. Christensen, som 1901-1905 var kultusminister, d.v.s. kirke-, undervisnings- og kulturminister. En egentlig folkekirke, som man havde ønsket i 1849-grundloven, havde imidlertid lange udsigter. I 1849 indledtes en langvarig debat om kirkens forfatningsforhold, altså om hvordan kirken skulle styres og forvaltes. Om det myndige kirkefolk f.eks. blev der stillet spørgsmålstegn til, om menighederne overhovedet var modne nok til selv at kunne vælge menighedsråd. Det var

Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling

Grundtvigs hovedanke. Eller langt mindre med almuens begrænsede indsigt i åndelige materier i stand til at vælge præster.

Landet var præget af vækkelserne og efter enevælden ønsket om folkelig frihed. Tidligere besad præsterne sammen med kirkeværgen ansvaret for kirkens daglige liv og virke! Kirkeværgen havde et vist tilsyn med kirken og var sognefolkets eneste mulighed for at få indflydelse i kirken. Som navnet antyder, kunne det være nødvendigt at have en – eller måske to – til at værge kirken, mod drikfældige præster eller tyveri

De første kvindelige præster
De første kvindelige præster

og hærværk, og hvad man ellers kunne frygte. De fleste kirker var efter svenskekrigene ejet af en godsejer, som havde indflydelse på kirkens økonomi, bygninger og ikke mindst udnævnelse af præsterne. For at komme Grundlovens krav om folkekirke og frihed i møde havde kultusminister Hall i 1856 oprettet frivillige menighedsråd. Det var dog helt op til sognepræsterne at bestemme, om et sådant råd skulle oprettes i sognet og led derfor hurtigt, som man af samme grund nok kan regne ud, en krank skæbne!

I. C. Christensens ønske fra 1903 om, at menighedsrådene fik ret til at vælge præst, måtte han i begyndelsen se erstattet af en passus om, at ministeriet i forbindelse med præstevalg kunne høre menighedsrådet. Først i 1912 færdiggjorde kultusminister Jacob Appel hans arbejde og fik menighedsrådene gjort permanente med afgørende indflydelse på præstevalget. I dag kan man, uden at overdrive, godt kalde de godt 2.200 menighedsråd, vi har, det mest gennemførte nærdemokrati, vi har.

Anders Arrebo i Vordingborg kirke
Anders Arrebo i Vordingborg kirke

At vælge præst er en meget besværlig proces. Det kan tage op til et halvt år, ja, nogle steder i landet, også i byerne, slår man i disse år embeder op, som ikke bliver besat første gang, måske ej heller anden gang. Ikke fordi der ikke er ansøgere til embedet, men fordi ingen af ansøgerne lever op til de krav, den profil, menighedsrådet har udset sig som den ønskede. Udsættelsen af valget kan skyldes spørgsmål som vielse af fraskilte, vielse af homofile, modstand mod kvindelige præster, som præster med påberåbelse af skriftshensyn og samvittighedsgrunde kan udtrykke sig afvisende overfor eller fordi ansøgerens forkyndelse af evangeliet bare ikke lever op til forventningerne eller passer til den lokale menigheds særlige karakter. Anders Arrebo, som var sognepræst ved Vordingborg kirke fra 1625 til sin død i 1637 og, som for at gøre en lang historie kort, havde gjort lynkarrière som slotspræst og

Fodboldpræsten og hans kone
Fodboldpræsten og hans kone

prædikepræst for kongen og tillige var blevet biskop i Trondhjem i en meget ung alder, blev, efter en tjenesteforseelse i sit embede som biskop, sendt på nådsens brød til Vordingborg for, som det blev udtrykt i hans sendelsesbrev fra kongen: Dernede kan han ingen skade gøre! Ellers var det normalt tidligere, at overtog man enken fra den tidligere præst, så kunne man lettere opnå embede. Da jeg skulle have mit første embede, som var i Aa Kirke på Bornholm, blev Birte, den kommende præstekone, sat på en stol midt i menighedsrådslokalet og så gik menighedsrådet ellers rundt om hende indtil én sagde: ham tager vi. Havde i det mindste præstekonen det, der skulle til, så kunne det ikke gå helt galt med præsten.

Mig selv
Mig selv

At vælge præst er ikke let. Det bør det heller ikke være. For når der er valgt, begynder arbejdet først for menighedsrådet: At stå last og brast med præsten i hans/hendes mange opgaver. Præsten er i alt, hvad han/hun foretager sig bogstavelig talt på Herrens mark. Til tider ved han/hun hverken ud eller ind og har mest lyst til hver morgen bare at trække dynen over hovedet og så lade Herrens dag gå upåagtet hen. I enhver præsts arbejde er tillid, troværdighed, kærlighed, barmhjertighed i den grad sat på prøve hele tiden, at det synes ubærligt. Her er det menighedens og menighedsrådets opgave at støtte og bære med, ikke bare som en målsætning for arbejdet i sogn og kirke, men som selve indholdet i det liv, der skal leves mellem præst og menighed på godt og ondt, i sorg og glæde, til hverdag og i fest.

Hardy Lund Olesen

 

 

 

Onsdagsandagten – for sidste gang

 

 

UHRKLOnsdagsandagten har nu kørt i 17 år. Lige siden jeg gennemførte En anden Advent i 1999 har der været onsdagsandagt i Vordingborg kirke fra september til april med åben kirke mellem kl. 16.30 og 17.30 og andagt kl. 17 i kirkens kor. Stillegudstjeneste, meditationsgudstjeneste, Taize-gudstjeneste, Thomas-messe, fyraftensgudstjeneste, kald det, hvad I vil, kært barn har mange navne. Og det har været en fornøjelse, ja, noget af det bedste i min embedstid, at gennemføre disse andagter hver uge. Og tilsvarende vemodigt at skulle tage afsked med dem.

Året var 1999. Jeg havde foranstaltet en serie seniormøder i konfirmandstuen på Kirketorvet til fejring af 150-året for Grundloven. Én af mine første foredragsholdere var MF for Det radikale Venstre Henrik Svane. Han var på det tidspunkt også medlem af Folketingets kirkeudvalg og skulle således redegøre for sin stilling til de paragraffer af Grundloven, som netop omhandlede Den danske Folkekirkes særlige stilling. På det tidspunkt var der en hed debat i Det radikale Venstre om en ændring af Grundloven. Så det gav sig selv, at han skulle komme. At Henrik Svane så samtidig var gift med Marianne Christiansen, nuværende biskop i Haderslev, ja, det gjorde det endnu mere indlysende. Han havde så at sige kirken inde på livet hver dag.IGLO

Under spørgetiden fik jeg lejlighed til at lufte én af mine kæpheste, nemlig at vi har for få gudstjenester i Den danske Folkekirke, dvs. der er for få muligheder for at have en god grund til at komme i kirken. Jeg fortalte ham, at jeg faktisk altid havde haft en drøm om at holde andagt i kirken hver dag. Og at jeg mente, det psykologisk var et dårligt signal at sende kun at have én gudstjeneste om ugen og det om søndagen og kl. 10, hvor far og mor efter en lang uge sidder dybt begravet i søndagsaviserne og spiser morgenmad med ungerne. Man var i midten af 1990’erne begyndt rundt omkring i det kirkelige landskab at arbejde med temagudstjenester, prædikenværksteder, meditationsgudstjenester osv. Og inspirationen fra Finland, hvor man var begyndt at afholde Thomas-messer for de søgende og tvivlende og fra Taizé i Bourgogne i Frankrig med frère Roger i spidsen og fra de svenske 12- trins skrifteandagter i AA-regi, gav nogle af os dengang forholdsvis nye præster blod på tanden til at lave anderledes gudstjenester på andre tidspunkter. Disse gudstjenester gav også mulighed for at inddrage andre former for musik og sang, sjælesorg og diakoni på nye måder og forkyndelse, der bar præg af hverdag og nærvær og intimitet. Nat- eller aftenkirken, som vi har haft i flere storbyer, også her i Vordingborg kirke en kort overgang i 00’erne,  er et godt eksempel på ét af denne tids succesfulde KERZEeksperimenter.

Henrik Svane lyttede tålmodigt smilende til mine udgydelser og endte så med at sige: jamen, hvad hindrer lille Hardy i at gøre det. Nej, vel? Så jeg gik i gang i det efterår med at forberede en gudstjenesterække, der skulle strække sig fra 1. s. i Advent til Hellig 3 Konger. Kirken skulle være åben i 2 timer fra kl. 17-19 og der skulle være mulighed for 2 andagter á et kvarters varighed. Min inspiration til dette forløb kom fra Tyskland, hvor en række præster omkring Hamborg havde taget initiativ til en fejring af adventstiden i form af en kalender, som gav læse- og bønnestof til den ellers meget hektiske adventstid. Denne kalender kunne man bruge i sit hjem. Det kunne jeg jo ikke bare sådan gøre, så derfor skulle kirken være åben for andagtssøgende, som i bedste Thomas-messe-stil blot kunne gå indenfor, bede en bøn og så liste stille ud igen. Ingen behøvede deltage i andagterne, som foregik i korrummet helt oppe ved alteret med salme, taizé-sange, prædiken, bønner og stilhed/meditation. Der var ingen kirketjener, kordegn, organist, der var kun mig og så de andagtssøgende.KAL1_TH

Det var kanon. Der kom vel i gennemsnit de 28 dage, jeg holdt En anden Advent første gang, mellem 20-40 mennesker pr. dag. Ældre mennesker, midaldrende, unge, børn, en del spejdere, selv et par kvindelige muslimer kom en aften, fordi de hjemme i Syrien havde fundet megen trøst i Maria, én, de kunne identificere sig med som kvinder. Det var meget bevægende at iagttage deres forhold til Maria afbildet i vort Maria selvtredje alter i sydvesthjørnet af kirken.

De næste fire år holdt jeg En anden Advent og altså ind imellem også onsdagsandagter. Vi fik anskaffet en lysglobe til kirken, skabt af smedene i Nyråd og økonomisk støttet af Vordingborg bank og Nordea. Tidligere havde vi brugt Slots døbefont i sydvesthjørnet. Det gik kort sagt så godt ,a t jeg havde planer om at udvide En anden Advent til at omfatte det, man i kirken kalder Den lange Faste, altså fra Filipsdag, den 14. november og frem til Langfredag. Det blev i første omgang kun til en fejring også af fasten, kaldet Små vise Skridt, hvori jeg hver onsdag havde indføjet en længere temagudstjeneste. Små vise Skridt forløb over alle 40 fastedage og samlede desværre ikke ret mange. Efter i fire år at have fejret En anden Advent med dalende tilslutning – til sidst talte vi kun mellem 10 og 15 deltagere pr. gang – begrænsede jeg mig yderligere til kun at holde MARIAOnsdagsandagten.

Ja, ja, alt godt har en ende og således også Onsdagsandagten. Mange har udtrykt ønske om at få tid til at deltage i den, ikke ret mange imidlertid har levet deres ønsker ud. Der har i alle årene naturligvis været en del, der faldt fra, og nye, der er kommet til. Men i de sidste år har vi i gennemsnit været 10 og jeg ved, de har været glade for at komme.

Jeg selv har været glad for at forberede de små 2-3 min. prædikener, at vælgeKREUZ0 tekster og salme, kort at være tvunget til at begrænse mig til de 15 min. en sådan andagt kun bør vare og få sagt noget ind i hverdagen, som var væsentligst først og fremmest for mig selv, men også for de fremmødte.

 

 

 

Hardy Lund Olesen