Onsdagsandagten – for sidste gang

 

 

UHRKLOnsdagsandagten har nu kørt i 17 år. Lige siden jeg gennemførte En anden Advent i 1999 har der været onsdagsandagt i Vordingborg kirke fra september til april med åben kirke mellem kl. 16.30 og 17.30 og andagt kl. 17 i kirkens kor. Stillegudstjeneste, meditationsgudstjeneste, Taize-gudstjeneste, Thomas-messe, fyraftensgudstjeneste, kald det, hvad I vil, kært barn har mange navne. Og det har været en fornøjelse, ja, noget af det bedste i min embedstid, at gennemføre disse andagter hver uge. Og tilsvarende vemodigt at skulle tage afsked med dem.

Året var 1999. Jeg havde foranstaltet en serie seniormøder i konfirmandstuen på Kirketorvet til fejring af 150-året for Grundloven. Én af mine første foredragsholdere var MF for Det radikale Venstre Henrik Svane. Han var på det tidspunkt også medlem af Folketingets kirkeudvalg og skulle således redegøre for sin stilling til de paragraffer af Grundloven, som netop omhandlede Den danske Folkekirkes særlige stilling. På det tidspunkt var der en hed debat i Det radikale Venstre om en ændring af Grundloven. Så det gav sig selv, at han skulle komme. At Henrik Svane så samtidig var gift med Marianne Christiansen, nuværende biskop i Haderslev, ja, det gjorde det endnu mere indlysende. Han havde så at sige kirken inde på livet hver dag.IGLO

Under spørgetiden fik jeg lejlighed til at lufte én af mine kæpheste, nemlig at vi har for få gudstjenester i Den danske Folkekirke, dvs. der er for få muligheder for at have en god grund til at komme i kirken. Jeg fortalte ham, at jeg faktisk altid havde haft en drøm om at holde andagt i kirken hver dag. Og at jeg mente, det psykologisk var et dårligt signal at sende kun at have én gudstjeneste om ugen og det om søndagen og kl. 10, hvor far og mor efter en lang uge sidder dybt begravet i søndagsaviserne og spiser morgenmad med ungerne. Man var i midten af 1990’erne begyndt rundt omkring i det kirkelige landskab at arbejde med temagudstjenester, prædikenværksteder, meditationsgudstjenester osv. Og inspirationen fra Finland, hvor man var begyndt at afholde Thomas-messer for de søgende og tvivlende og fra Taizé i Bourgogne i Frankrig med frère Roger i spidsen og fra de svenske 12- trins skrifteandagter i AA-regi, gav nogle af os dengang forholdsvis nye præster blod på tanden til at lave anderledes gudstjenester på andre tidspunkter. Disse gudstjenester gav også mulighed for at inddrage andre former for musik og sang, sjælesorg og diakoni på nye måder og forkyndelse, der bar præg af hverdag og nærvær og intimitet. Nat- eller aftenkirken, som vi har haft i flere storbyer, også her i Vordingborg kirke en kort overgang i 00’erne,  er et godt eksempel på ét af denne tids succesfulde KERZEeksperimenter.

Henrik Svane lyttede tålmodigt smilende til mine udgydelser og endte så med at sige: jamen, hvad hindrer lille Hardy i at gøre det. Nej, vel? Så jeg gik i gang i det efterår med at forberede en gudstjenesterække, der skulle strække sig fra 1. s. i Advent til Hellig 3 Konger. Kirken skulle være åben i 2 timer fra kl. 17-19 og der skulle være mulighed for 2 andagter á et kvarters varighed. Min inspiration til dette forløb kom fra Tyskland, hvor en række præster omkring Hamborg havde taget initiativ til en fejring af adventstiden i form af en kalender, som gav læse- og bønnestof til den ellers meget hektiske adventstid. Denne kalender kunne man bruge i sit hjem. Det kunne jeg jo ikke bare sådan gøre, så derfor skulle kirken være åben for andagtssøgende, som i bedste Thomas-messe-stil blot kunne gå indenfor, bede en bøn og så liste stille ud igen. Ingen behøvede deltage i andagterne, som foregik i korrummet helt oppe ved alteret med salme, taizé-sange, prædiken, bønner og stilhed/meditation. Der var ingen kirketjener, kordegn, organist, der var kun mig og så de andagtssøgende.KAL1_TH

Det var kanon. Der kom vel i gennemsnit de 28 dage, jeg holdt En anden Advent første gang, mellem 20-40 mennesker pr. dag. Ældre mennesker, midaldrende, unge, børn, en del spejdere, selv et par kvindelige muslimer kom en aften, fordi de hjemme i Syrien havde fundet megen trøst i Maria, én, de kunne identificere sig med som kvinder. Det var meget bevægende at iagttage deres forhold til Maria afbildet i vort Maria selvtredje alter i sydvesthjørnet af kirken.

De næste fire år holdt jeg En anden Advent og altså ind imellem også onsdagsandagter. Vi fik anskaffet en lysglobe til kirken, skabt af smedene i Nyråd og økonomisk støttet af Vordingborg bank og Nordea. Tidligere havde vi brugt Slots døbefont i sydvesthjørnet. Det gik kort sagt så godt ,a t jeg havde planer om at udvide En anden Advent til at omfatte det, man i kirken kalder Den lange Faste, altså fra Filipsdag, den 14. november og frem til Langfredag. Det blev i første omgang kun til en fejring også af fasten, kaldet Små vise Skridt, hvori jeg hver onsdag havde indføjet en længere temagudstjeneste. Små vise Skridt forløb over alle 40 fastedage og samlede desværre ikke ret mange. Efter i fire år at have fejret En anden Advent med dalende tilslutning – til sidst talte vi kun mellem 10 og 15 deltagere pr. gang – begrænsede jeg mig yderligere til kun at holde MARIAOnsdagsandagten.

Ja, ja, alt godt har en ende og således også Onsdagsandagten. Mange har udtrykt ønske om at få tid til at deltage i den, ikke ret mange imidlertid har levet deres ønsker ud. Der har i alle årene naturligvis været en del, der faldt fra, og nye, der er kommet til. Men i de sidste år har vi i gennemsnit været 10 og jeg ved, de har været glade for at komme.

Jeg selv har været glad for at forberede de små 2-3 min. prædikener, at vælgeKREUZ0 tekster og salme, kort at være tvunget til at begrænse mig til de 15 min. en sådan andagt kun bør vare og få sagt noget ind i hverdagen, som var væsentligst først og fremmest for mig selv, men også for de fremmødte.

 

 

 

Hardy Lund Olesen