Onsdagsandagten – for sidste gang

 

 

UHRKLOnsdagsandagten har nu kørt i 17 år. Lige siden jeg gennemførte En anden Advent i 1999 har der været onsdagsandagt i Vordingborg kirke fra september til april med åben kirke mellem kl. 16.30 og 17.30 og andagt kl. 17 i kirkens kor. Stillegudstjeneste, meditationsgudstjeneste, Taize-gudstjeneste, Thomas-messe, fyraftensgudstjeneste, kald det, hvad I vil, kært barn har mange navne. Og det har været en fornøjelse, ja, noget af det bedste i min embedstid, at gennemføre disse andagter hver uge. Og tilsvarende vemodigt at skulle tage afsked med dem.

Året var 1999. Jeg havde foranstaltet en serie seniormøder i konfirmandstuen på Kirketorvet til fejring af 150-året for Grundloven. Én af mine første foredragsholdere var MF for Det radikale Venstre Henrik Svane. Han var på det tidspunkt også medlem af Folketingets kirkeudvalg og skulle således redegøre for sin stilling til de paragraffer af Grundloven, som netop omhandlede Den danske Folkekirkes særlige stilling. På det tidspunkt var der en hed debat i Det radikale Venstre om en ændring af Grundloven. Så det gav sig selv, at han skulle komme. At Henrik Svane så samtidig var gift med Marianne Christiansen, nuværende biskop i Haderslev, ja, det gjorde det endnu mere indlysende. Han havde så at sige kirken inde på livet hver dag.IGLO

Under spørgetiden fik jeg lejlighed til at lufte én af mine kæpheste, nemlig at vi har for få gudstjenester i Den danske Folkekirke, dvs. der er for få muligheder for at have en god grund til at komme i kirken. Jeg fortalte ham, at jeg faktisk altid havde haft en drøm om at holde andagt i kirken hver dag. Og at jeg mente, det psykologisk var et dårligt signal at sende kun at have én gudstjeneste om ugen og det om søndagen og kl. 10, hvor far og mor efter en lang uge sidder dybt begravet i søndagsaviserne og spiser morgenmad med ungerne. Man var i midten af 1990’erne begyndt rundt omkring i det kirkelige landskab at arbejde med temagudstjenester, prædikenværksteder, meditationsgudstjenester osv. Og inspirationen fra Finland, hvor man var begyndt at afholde Thomas-messer for de søgende og tvivlende og fra Taizé i Bourgogne i Frankrig med frère Roger i spidsen og fra de svenske 12- trins skrifteandagter i AA-regi, gav nogle af os dengang forholdsvis nye præster blod på tanden til at lave anderledes gudstjenester på andre tidspunkter. Disse gudstjenester gav også mulighed for at inddrage andre former for musik og sang, sjælesorg og diakoni på nye måder og forkyndelse, der bar præg af hverdag og nærvær og intimitet. Nat- eller aftenkirken, som vi har haft i flere storbyer, også her i Vordingborg kirke en kort overgang i 00’erne,  er et godt eksempel på ét af denne tids succesfulde KERZEeksperimenter.

Henrik Svane lyttede tålmodigt smilende til mine udgydelser og endte så med at sige: jamen, hvad hindrer lille Hardy i at gøre det. Nej, vel? Så jeg gik i gang i det efterår med at forberede en gudstjenesterække, der skulle strække sig fra 1. s. i Advent til Hellig 3 Konger. Kirken skulle være åben i 2 timer fra kl. 17-19 og der skulle være mulighed for 2 andagter á et kvarters varighed. Min inspiration til dette forløb kom fra Tyskland, hvor en række præster omkring Hamborg havde taget initiativ til en fejring af adventstiden i form af en kalender, som gav læse- og bønnestof til den ellers meget hektiske adventstid. Denne kalender kunne man bruge i sit hjem. Det kunne jeg jo ikke bare sådan gøre, så derfor skulle kirken være åben for andagtssøgende, som i bedste Thomas-messe-stil blot kunne gå indenfor, bede en bøn og så liste stille ud igen. Ingen behøvede deltage i andagterne, som foregik i korrummet helt oppe ved alteret med salme, taizé-sange, prædiken, bønner og stilhed/meditation. Der var ingen kirketjener, kordegn, organist, der var kun mig og så de andagtssøgende.KAL1_TH

Det var kanon. Der kom vel i gennemsnit de 28 dage, jeg holdt En anden Advent første gang, mellem 20-40 mennesker pr. dag. Ældre mennesker, midaldrende, unge, børn, en del spejdere, selv et par kvindelige muslimer kom en aften, fordi de hjemme i Syrien havde fundet megen trøst i Maria, én, de kunne identificere sig med som kvinder. Det var meget bevægende at iagttage deres forhold til Maria afbildet i vort Maria selvtredje alter i sydvesthjørnet af kirken.

De næste fire år holdt jeg En anden Advent og altså ind imellem også onsdagsandagter. Vi fik anskaffet en lysglobe til kirken, skabt af smedene i Nyråd og økonomisk støttet af Vordingborg bank og Nordea. Tidligere havde vi brugt Slots døbefont i sydvesthjørnet. Det gik kort sagt så godt ,a t jeg havde planer om at udvide En anden Advent til at omfatte det, man i kirken kalder Den lange Faste, altså fra Filipsdag, den 14. november og frem til Langfredag. Det blev i første omgang kun til en fejring også af fasten, kaldet Små vise Skridt, hvori jeg hver onsdag havde indføjet en længere temagudstjeneste. Små vise Skridt forløb over alle 40 fastedage og samlede desværre ikke ret mange. Efter i fire år at have fejret En anden Advent med dalende tilslutning – til sidst talte vi kun mellem 10 og 15 deltagere pr. gang – begrænsede jeg mig yderligere til kun at holde MARIAOnsdagsandagten.

Ja, ja, alt godt har en ende og således også Onsdagsandagten. Mange har udtrykt ønske om at få tid til at deltage i den, ikke ret mange imidlertid har levet deres ønsker ud. Der har i alle årene naturligvis været en del, der faldt fra, og nye, der er kommet til. Men i de sidste år har vi i gennemsnit været 10 og jeg ved, de har været glade for at komme.

Jeg selv har været glad for at forberede de små 2-3 min. prædikener, at vælgeKREUZ0 tekster og salme, kort at være tvunget til at begrænse mig til de 15 min. en sådan andagt kun bør vare og få sagt noget ind i hverdagen, som var væsentligst først og fremmest for mig selv, men også for de fremmødte.

 

 

 

Hardy Lund Olesen

 

Påske – måske

Humbert de Supervilles ”Kristus på Golgatha” 1836
Humbert de Supervilles
”Kristus på Golgatha” 1836

Hvert år ved denne tid undersøger medierne danskernes viden om begivenhederne i påsken. Og det er i allerhøjeste grad forstemmende, hvad der kommer ud af det. Selv påskeharen og – kyllingen ville have rystet på hovedet. Hvad folk ved om Skærtorsdag er forsvindende lidt, Langfredag en anelse mere, pudsigt nok, og Påskedag, jamen, det har for de fleste noget med frokost og kyllinger af ‘den klare slags’ at gøre. Budskabet, som kirken står og falder med, er åbenbart mere eller mindre forsvundet ud af danskernes bevidsthed.

Og foreholder man de samme danskere påskens budskab om kors og opstandelse, om lidelse og livets sejr over døden, ja, så er det kirkens problem, at ingen synes at have brug for påskens glædelige budskab. Kirken har gjort evangeliet tandløst og uinteressant, formår ikke at gøre historien om Jesus vedkommende for moderne mennesker. Danskeres påskefejring foregår udmærket uden Jesus og Gud og død og liv som kulisse.

Michelangelo Caravaggios alterbillede Nedtagelsen fra Korset (1604)
Michelangelo Caravaggios alterbillede
Nedtagelsen fra Korset (1604)

Er det præsterne, som har svigtet? Er formidlingen, vor evne til at sælge budskabet erstattet af tandløs lirekassesnak eller åndløs bekræftelse af altings lige-gyldighed i ordets bogstaveligste forstand. Eller handler det om, at mennesker ikke vil lade sig lede, bevæges eller forpligtes af andet end sig selv? Er vi os selv nok så meget, at det såmænd ikke gør noget, om Jesus er til eller ej. Vi har ikke brug for en frelser i mødet med skyld og liv og død. Det klarer vi på de sociale medier eller den metroseksuelle café latte café. Men er det sandt? Er det kommet så vidt?

Der er i hvert tilfælde stille omkring Jesus. Få, ingen, provokeres eller begejstres af ham. Det er længe siden, folkemængden råbte korsfæst og hånede ham. Det er længe siden, de pinte og plagede og torturerede ham til døde. Det er længe siden rygtet om, at han skulle være opstået fra de døde forvirrede og skabte frygt blandt folk.

Nej, han hverken hyldes eller hånes, hædres eller
revses. Kirken beskriver Jesus Kristus som den eneste Gud med sårmærker og vi følger ham på vej mod det Jerusalem, som rummer ham både som  sejr og nederlag, et menneske med sår og krone. Et menneske, som, uanset hvad, altid har blikket rettet mod de mennesker, der har det ondt. Det er kirkens opgave at holde perspektivet rettet på samme måde i en kultur, hvor Jesus meget let overses.images (1)

Vi kender alle mennesker, der synes kirkerummet,
kirkegårdene, kirkens ritualer siger dem noget, men samtidig er mindre optaget af ham som verdens frelser. Mennesker, som ikke korsfæster Jesus, men bare ignorerer ham eller søger at tie ham ihjel, når forholdet til ham bliver forpligtende. Vi kalder dem kulturkristne.

Det skyldes ikke, at vi ikke konfronteres med lidelse og død og andet, der forkrøbler livet – døden har mange navne – men det afkræver os ligesom ikke, man kunne kaldes det blodløs sympati.

Sympatitilkendegivelserne ovenpå terroraktionen i Oslo for nogle år siden, hvor rigtigt mange engagerede unge mennesker blev slået ihjel og i København for nylig taler deres tydelige sprog. Blomsterhavet, talerne, sangene er naturligt prægede af medfølelse, desperation og fortvivlelse. Men informationsmængden, mediernes bombardement af os, skaber hele tiden fokus på nye katastrofer, ja, medierne, ‘ de skjulte meningsdannere’ synes nærmest at dyrke dem for at overleve i en stadigt mere sensationslysten og overfladisk nyhedsindustri. Den åndelige tomhed fodres og næres af historierne om livet, der aldrig rigtig lykkes og det uden at det påvirker os synderligt udover det enkelte øjeblik.

For nogle år siden lavede skuespilleren Mel Gibson en film, der hed: The Passion of the Christ. Jeg brød mig dengang egentlig ikke om den, fordi den,

The Passion of the Christ
The Passion of the Christ

fornemmede jeg, overgjorde lidelsen i en sådan grad, at det var surrealistisk eller som om lidelsen i al dens bloddryppende gru skulle være det vigtigste ved det, der sker op til påske. Filmen skabte naturligt stor diskussion dengang. Måske netop, er jeg senere blevet opmærksom på, som et modsvar til den kulturkristne overfladiskhed og åndløshed. I denne film møder vi nemlig to afgørende sandheder. Det er Guds søn, der hænger på korset i dybeste afmagt og det er Jesus Kristus som lider og dør for vor skyld. Jesu lidelse og død bliver således formidlet som et fundamentalt opgør med al tænkning, der vil gøre Gud til en fjern, ufarlig åndelig skikkelse, som vi kan forholde os til, hvor og når og som vi vil.

Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen
Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen

Jeg tror på det gode i mennesker. Jeg tror på en opstandelse. Jeg tror på kærlighedens evangelium. Jeg tror på en tro, som er fri for frygt, som ikke kvæler min glæde over livet. Den er måske ikke altid så stærk, den tro. Måske hænger den endda med hovedet. Men den er der. Og ingen får lov til at rykke den op eller tage den for at være ingenting.

Og Jesu død fremstår som en bekræftelse på, at der har været et Golgatha i Guds hjerte længe før korset blev rejst. Guds lidelse i verden viser, at Jesus er prøvet i alt ligesom os og derfor kan komme os til hjælp. Det var for dig og mig, for os, at Jesus døde. Vi skulle ikke opleve forladtheden af Gud. Da Jesus strækker sine arme ud på korset, omfavner han hele den lidende verden. Det er dette kors i Guds hjerte, vi hører om fra Es. 53 i Det gamle Testamente om den lidende tjener.

Men vi har jo da ingen sår, vel, så har vi brug for Gud? Ja, vi har, og de hænger sammen, både spørgsmålet og svaret, når vi taler om den kristne Gud: Den eneste Gud med sår.

Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvem der skal redde påsken, men hvem der skal redde os? Som enhver ved, så er det når hjælpen ikke er tilstede, at den for alvor efterspørges. Det er i mørket, vi spørger efter lys. Som Jesus siger det, Skærtorsdag aften, mens han spiser med sine disciple, dagen før den mørkeste dag: Jeg er kommet som lys til verden, for at den som tror på mig, ikke skal blive i mørket». Det er påskens Jesus.

Langfredag bliver det i alles liv før eller siden. Good Friday, som englænderne bevidst kalder den. Den lykkeligste dag, selvhengivelsens dag. Frelsens vilkårs dag. Den dag, hvor det meningsløse får mening, hvor glæden får baggrund, hvor det onde taber, hvor det bevidst- og åndløse gøres bevidst, hvor, for at bruge vendingen: sandheden skal frem. Endelig skal dét komme for dagen, som adventsfejringen bar i sig, som vi hører det i Paulus brev til menigheden i Rom: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Ja, endelig, ikke sandt: Påske – måske – i dit og mit liv.