At vælge præst

Badutspringerpræst i sneen
Badutspringerpræst i sneen

Præster er af mange slags. De arbejder med noget, de fleste af os, ikke forbinder med noget særlig produktivt. De holder gudstjenester, forkynder, forvalter sakramenterne i kirken. De begraver, døber, vier, underviser og fører samtaler med mennesker, der har ondt i livet eller sjælen, som de kalder det. Og i menneskers bevidsthed optræder de lidt marginaliserede i forhold til, hvad der ellers er i

En rigtig præst?
En rigtig præst?

underholdnings- og oplevelsesindustrien. Der er lidt bedemænd over dem. De skal bare være der, når vi har brug for dem og ellers ikke blande sig så meget i øvrigt. Og da slet ikke i politik eller etiske spørgsmål selvom det forekommer rimelig svært at redegøre for en sammenhæng mellem menneske og menneske  uden at den er politisk eller rummer et etisk perspektiv.

En agiterende præst
En agiterende præst

De sidste år har været præget af det, vi i vor foredragsrække i Vordingborg kirke har kaldt “de uartige teologer”. Vi har oplevet en præst, der ikke tror på Gud, én, der krydser fingrene på ryggen, når han bekender troen, fordi han ikke tror på kødets opstandelse og én, der tror på reinkarnation. Forargelsen har været stor og fordømmelserne har haglet ned over en kirke, der ikke engang vil være sit eget trosgrundlag bekendt. At vælge præst kan på den baggrund være en ret så afgørende opgave, når man tillige tager i betragtning, at man kommer ikke sådan bare af med ham/hende, skulle der således opstå konflikter af teologisk art.

images-3

1. s. i Advent indleder et nyt menighedsråd i Vordingborg pastorat sit arbejde. Det er blevet valgt, i lighed med tidligere, ved et såkaldt fredsvalg, dvs. det egentlige afstemningsvalg er blevet aflyst, da der er på et demokratisk opstillingsmøde er blevet enighed om at opstille én liste på femten medlemmer med tilhørende suppleanter. De skal så de næste 4 år stå for ledelsen og udviklingen af pastoratet i kirke og menighed. Én af menighedsrådets fornemste opgaver er at vælge

Fore i kirketiden
Fore i kirketiden

præst, altså at finde en egnet person til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, “skærme ungdommen mod kætteri”, som det udtrykkes i det gamle præsteløfte, dvs. undervise og forberede dem til et kristent liv og levned og i det hele taget som embedsmand foregå menigheden med et godt eksempel. Præsten skal, mere moderne og groft udtrykt, kunne indgå i alle dele af sognets liv på godt og ondt, hvilket ikke er nogen let opgave i en så mangefacetteret virkelighed som vore dages.

»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine

I.C.Christensen
I.C.Christensen

medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for dem«, sagde arkitekten bag den første lov om menighedsråd, vedtaget på Rigsdagen den 15. maj 1903, I. C. Christensen, som 1901-1905 var kultusminister, d.v.s. kirke-, undervisnings- og kulturminister. En egentlig folkekirke, som man havde ønsket i 1849-grundloven, havde imidlertid lange udsigter. I 1849 indledtes en langvarig debat om kirkens forfatningsforhold, altså om hvordan kirken skulle styres og forvaltes. Om det myndige kirkefolk f.eks. blev der stillet spørgsmålstegn til, om menighederne overhovedet var modne nok til selv at kunne vælge menighedsråd. Det var

Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling

Grundtvigs hovedanke. Eller langt mindre med almuens begrænsede indsigt i åndelige materier i stand til at vælge præster.

Landet var præget af vækkelserne og efter enevælden ønsket om folkelig frihed. Tidligere besad præsterne sammen med kirkeværgen ansvaret for kirkens daglige liv og virke! Kirkeværgen havde et vist tilsyn med kirken og var sognefolkets eneste mulighed for at få indflydelse i kirken. Som navnet antyder, kunne det være nødvendigt at have en – eller måske to – til at værge kirken, mod drikfældige præster eller tyveri

De første kvindelige præster
De første kvindelige præster

og hærværk, og hvad man ellers kunne frygte. De fleste kirker var efter svenskekrigene ejet af en godsejer, som havde indflydelse på kirkens økonomi, bygninger og ikke mindst udnævnelse af præsterne. For at komme Grundlovens krav om folkekirke og frihed i møde havde kultusminister Hall i 1856 oprettet frivillige menighedsråd. Det var dog helt op til sognepræsterne at bestemme, om et sådant råd skulle oprettes i sognet og led derfor hurtigt, som man af samme grund nok kan regne ud, en krank skæbne!

I. C. Christensens ønske fra 1903 om, at menighedsrådene fik ret til at vælge præst, måtte han i begyndelsen se erstattet af en passus om, at ministeriet i forbindelse med præstevalg kunne høre menighedsrådet. Først i 1912 færdiggjorde kultusminister Jacob Appel hans arbejde og fik menighedsrådene gjort permanente med afgørende indflydelse på præstevalget. I dag kan man, uden at overdrive, godt kalde de godt 2.200 menighedsråd, vi har, det mest gennemførte nærdemokrati, vi har.

Anders Arrebo i Vordingborg kirke
Anders Arrebo i Vordingborg kirke

At vælge præst er en meget besværlig proces. Det kan tage op til et halvt år, ja, nogle steder i landet, også i byerne, slår man i disse år embeder op, som ikke bliver besat første gang, måske ej heller anden gang. Ikke fordi der ikke er ansøgere til embedet, men fordi ingen af ansøgerne lever op til de krav, den profil, menighedsrådet har udset sig som den ønskede. Udsættelsen af valget kan skyldes spørgsmål som vielse af fraskilte, vielse af homofile, modstand mod kvindelige præster, som præster med påberåbelse af skriftshensyn og samvittighedsgrunde kan udtrykke sig afvisende overfor eller fordi ansøgerens forkyndelse af evangeliet bare ikke lever op til forventningerne eller passer til den lokale menigheds særlige karakter. Anders Arrebo, som var sognepræst ved Vordingborg kirke fra 1625 til sin død i 1637 og, som for at gøre en lang historie kort, havde gjort lynkarrière som slotspræst og

Fodboldpræsten og hans kone
Fodboldpræsten og hans kone

prædikepræst for kongen og tillige var blevet biskop i Trondhjem i en meget ung alder, blev, efter en tjenesteforseelse i sit embede som biskop, sendt på nådsens brød til Vordingborg for, som det blev udtrykt i hans sendelsesbrev fra kongen: Dernede kan han ingen skade gøre! Ellers var det normalt tidligere, at overtog man enken fra den tidligere præst, så kunne man lettere opnå embede. Da jeg skulle have mit første embede, som var i Aa Kirke på Bornholm, blev Birte, den kommende præstekone, sat på en stol midt i menighedsrådslokalet og så gik menighedsrådet ellers rundt om hende indtil én sagde: ham tager vi. Havde i det mindste præstekonen det, der skulle til, så kunne det ikke gå helt galt med præsten.

Mig selv
Mig selv

At vælge præst er ikke let. Det bør det heller ikke være. For når der er valgt, begynder arbejdet først for menighedsrådet: At stå last og brast med præsten i hans/hendes mange opgaver. Præsten er i alt, hvad han/hun foretager sig bogstavelig talt på Herrens mark. Til tider ved han/hun hverken ud eller ind og har mest lyst til hver morgen bare at trække dynen over hovedet og så lade Herrens dag gå upåagtet hen. I enhver præsts arbejde er tillid, troværdighed, kærlighed, barmhjertighed i den grad sat på prøve hele tiden, at det synes ubærligt. Her er det menighedens og menighedsrådets opgave at støtte og bære med, ikke bare som en målsætning for arbejdet i sogn og kirke, men som selve indholdet i det liv, der skal leves mellem præst og menighed på godt og ondt, i sorg og glæde, til hverdag og i fest.

Hardy Lund Olesen