En boble af fordybelse og lyd for de små

 

Af Kunstner og sangpædagog Lise Meijer, Mern

Lise MeijerDa jeg første gang overværede babysalmesang sad jeg på næstforreste kirkebænk i Emmaus kirken i København med tårer i øjnene og klump i halsen. Det var til en undervisningsdag hos musikpædagog Anne-Mette Riis, og som en del af dagen fik vi lov at overvære en times undervisning med 10 babyer og deres fædre/mødre. Jeg var på daværende tidspunkt ansat som kreativ formidler i en kirke og havde fået bevilliget et ikke direkte kirkeligt relateret kursus mod at love at jeg også ville uddanne mig kirkeligt. Jeg tænkte at en dag med sang og rytmer vel kunne give lidt nye ideer – skønt jeg ikke forventede en masse. Jeg var i forvejen rytmik lærer for småbørn og tænkte at babysalmesang nok var det samme – måske bare lidt kedeligere! Jeg skal love for at mine fordomme ramlede den dag, alt imens tårerne strømmede.

babysalmesangshold
Babysalmesangshold

Men hvad var det, der var så rørende?

Det var først og fremmest den fordybelse og fulde tilstedeværelse der med al tydelighed lyste ud af babyerne. En fornemmelse af at her var et rum hvor disse små mennesker endelig blev set og fik ro til at være lige det, de er – små spirer med langt større og mere nuanceret opfattelses evne og potentiale end vi ofte aner. Nyankomne som fortjener den bedste kvalitet i musik, side om side med underholdning. Her var ingen knaldrøde rasleæg og bongo-rytmer nødvendige for at fange opmærksomheden. Smukke formations danse og fine rytmelege var mere end nok. Det klangfulde kirkerum virkede som om det var bygget til netop dette formål – at mødre og fædre kunne samles med babyer i æblesangenfavnen og fylde rummet med sang og dans.

Sangdans
Sangdans

Få måneder og en flytning til Sydsjælland senere blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne tage et hold i babysalmesang. Jeg sagde naturligvis JA, og smilede over skæbnens sjove veje. Det er nu 7 år siden – og det er stadig den største glæde at synge med de små i kirken.

Men hvad er det så, helt nøjagtigt, det der babysalmeang?

Babysalmesang er holdundervisning over 8 gange, med ca. 12 babyer på holdet. Hver time varer ca. 45 minutter, og fra første tone har lydt til sidste klinger af er der ingen snak – lydrummet består alene af sang.

I østen stiger solen op
I østen stiger solen op

Vi danser, vandrer eller vugger med babyerne til sangene. Herved opleves rytmerne stærkere, og det har stor appel til selv helt små børn. Der indgår forskellige elementer lige fra renæssance dans til babyrytmik, silketørklæder, faldskærm og en vifte.

Her kan alle kan være med; uanset hvordan du selv synes, du synger; for babyerne er mors eller fars stemme de vigtigste i verden!

Faldskærmen
Faldskærmen

Den tidlige stimulation gennem sang, bevægelse og musik har vist sig at være en uvurderlig støtte til videre indlæring i livet, bl.a. fordi det balancerer hjernens funktioner og styrker grundmotorikken hos barnet. At tage sin baby med ind i musikkens verden gennem babysalmesang er en gave for livet.

Babysalmesang starter op igen onsdag den 18. februar kl. 9.30.

Meld dig til på kirkens hjemmeside eller hos sognepræst Hardy Lund Olesen  hlo@km.dk

 

Diggi-diggi-dam-dam
Diggi-diggi-dam-dam


 

 

En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13