Kanden mellem liv og død

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Vor Frue kirke har nu også fået en dåbskande. Indenfor de sidste par år har menighedsrådet med hjælp fra sølvsmeden Dorte Lausten erhvervet sig et helt sæt altersølv: bestående af alterkalk, disk og altså nu tillige dåbskande. Lavet i glas, wengé-træ og sølv, med blå farve og fisk som gennemgående symboler.

En dåbskande – det lyder jo nærmest, som om der til dåben er knyttet en kande, ligesom der ved nadveren er knyttet kalk og disk. Det er ingenlunde tilfældet. Dåbskanden er som udgangspunkt en praktisk foranstaltning, altså til at bringe vand fra en vandhane til døbefonten, som ikke bare sådan lader sig flytte hen under en vandhane. Andet er der for så vidt ikke i det. Der er ikke noget liturgisk, skriftmæssigt, teologisk belæg for at tale om en dåbskande. Så egentlig havde en flaske med postevand fra det lokale vandværk været alt rigeligt.

Og dog. I gudstjenesten, i den liturgiske ramme omkring ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, optræder der intet tilfældigt. Ikke, at der knytter sig betydning eller mening til alt, hvad der sker, alt, hvad der siges, men der er en vis symbolkraft i bønner og teksters og salmers rækkefølge og altså også i brugen af de hellige kar. Hvor kalk og disk har deres helt præcist skriftligt bevidnede og teologisk funderede baggrund, er det dog noget vanskeligere at finde det samme for dåbskanden.

Dimmelugen

Dimmelugen, kalder Grundtvig i sit sangværk den uge, hvor alt, hvad der har med Jesus at gøre, får en helt anden betydning. Dimmel hedder den træknebel, der sidder i en klokke, og dimmelugen er ugen før påske, den stille uge, hvor der blev ringet med ’dimmel’, for at lyden skulle afsvækkes. ’Gennem dimmeluger ti’, som Grundtvig omtaler tiden fra septuagesima og til påske, er denne den hårdeste, den mørkeste: i dimmeluges væde kommer mangen til at græde, som vejrvarslet tidligere lød om den stille uge. Og begivenhederne omkring Palmesøndag, som indleder dimmelugen, er da også netop det, der betegner dette skifte i synet på Jesus, der på græsk hedder Kristus og på hebraisk Messias.

Ifølge Johannesevangeliet hilser en jublende folkeskare Jesus, da han i påskeugen indtager Jerusalem på et æsel. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på jorden som en højtidelig gestus til hans ære, og de hilser ham som Davids søn. Indtoget i Jerusalem er i dansk tradition, hvad de fleste forbinder med søndagen før påske og også den beretning, som har lagt navn til dagen.

Messias, den salvede konge

En anden og langt vigtigere begivenhed for os kristne er dog denne uges

Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel
Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel

egentlige optakt, nemlig en kvindes salvning af Jesus i Bethania umiddelbart før/eller efter indtoget, alt efter hvem vi læser det fra. Hun salver ham, fordi Kristus eller Messias betyder ’den salvede’. Man brugte salvelse i flere forskellige sammenhænge, én af dem var på samme måde, som vi kroner en konge. Én, der skulle have den politiske magt, kunne blive salvet. Og det er det, der grundlæggende ligger i betegnelsen Messias eller Kristus. Den særlige repræsentant for Gud, der er blevet forudsagt. Man forventer, at der vil komme en ny konge, der i særlig grad repræsenterer Gud. Den sidste danske konge under Enevælden, theokratiet i Danmark fra 1660-1849, der blev salvet, var Christian den 8. Han blev salvet i 1840 som den sidste af 7 enevoldskonger i Frederiksborg Slotskirke.

Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke
Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke

Salvningen i Bethania

Barnetegning af salvningen i Bethania
Barnetegning af salvningen i Bethania

Og, når det handler om Jesus, ja, så kunne vi jo godt slutte dér. Men hændelsen ude i Bethania betegner for kristne noget langt mere betydningsfuldt end opfattelsen af Kristus eller Messias som jødernes ventede konge alene efterlader os med. Der indtræffer i kvindens salvning en total omtolkning af Messias-skikkelsen. Fra at have været symbolet på den sejrende konge af Davids æt, der skal genskabe det davidiske kongedømme, den salvede og sejrende konge, hvor riget var samlet, bliver Messias i Bethania, til den Kristus, der skal dø og først som død skal sejre. Så salvningen er altså essentiel for overhovedet at kunne forstå, hvem Jesus er. Det bliver her klart, at Jesus er Kristus, og da han kort efter den såkaldte salving siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen, bliver det tydeligt, at han også ved, at han skal dø. At kæde de to ting sammen, er en måde at vende forventningen til frelseren om.

Troende Sjæle!
Kom, lad os dvæle
Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde,
Trøsten at finde!
Ei vil vi Pinen og Døden begræde,

Som os har skiænket det salige Haab,
Men vi vil ære vor Frelser og kvæde:
Tak for den dybe, den hellige Daab,
Hvor vi korsfæstes og døe og begraves
Med Dig, for af Dig med Liv at begaves,
Du, som opstod fra de Døde igien!
Menneske-Ven!
Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære,
Evig velsignet, høilovet Du være,
For af Medlidenhed
Døden Du leed,
Vil os af Syndefalds-Døden oplive,
Himmerig give,
Døde for os, saa vi leve med Dig!

432-33 sangværk bind 1

Messias bliver Kristus

Dette digt danner den egentlige baggrund for den salme, som hændelsen i Bethania i dansk tradition har affødt: Med sin alabaster-krukke (dds nr. 151). Disse to tekststykker fortæller om den sammenhæng, der er mellem dåben og døden, som Paulus også understreger i Rom 6.4: Vi blev altså begravet sammen med ham [Jesus Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ
Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ

blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Messias er ikke den, som skal komme og triumfere og tage magten og sætte sig på tronen, men Messias er Kristus, den, som skal dø. Det er hans messianske opgave at dø, og på den måde skaffe frelse, forklarer han. Ved at Jesus på en og samme tid bliver udtrykt som frelseren og fortæller, at han skal dø, omtolker man dermed hele forventningen til frelseren. Jesus siger: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« – han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Kvinden

Maria Magdalene med alabasterkrukken
Maria Magdalene med alabasterkrukken

Kvinden, der omtales, er uden navn hos Markus og Matthæus, hos Lukas en synderinde og hos Johannes Maria, Lazarus’ søster. Hun græder, mens hun salver Jesus, og tørrer sine tårer af Jesu fødder med sit hår. Myten påstår, at der her er tale om Maria Magdalene, hende, der også er den første, der møder Jesus efter opstandelsen. Maria Magdalenes atribut som katolsk helgen er netop krukken, alabasterkrukken. Som helgen er hun de vejfarendes helgen, hende, der endog ledsager os på den sidste rejse til dødsriget og med vandet fra sin krukke væder den dødes læber.

 

Påsken og dåben

Jo, jo, dåbskanden kan liturgisk og teologisk belægges. Man skal måske langt omkring – og så alligevel ikke. Optakten til den stille uge skal blot ikke gøres gældende som jødisk-messiansk, men netop som et brud med den jødisk messisanske kongeideologi og påsken skal opfattes som et brud med den jødiske udtogslegende til fordel for det indtog, som dåben/salvningen til døden er. Så binder salvningen påske og dåben sammen til det, de betegner:

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!

Vor Frue kirke - gammel dåbskande
Vor Frue kirke – gammel dåbskande

Kristus, vor Jesus, almægtige frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!

Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.

(Dds 318 v. 3 og 5)

Dåbskanden

Nyt billede (2)Vor Frue kirke har flere dåbskander. Vi har bl.a. to sorte dåbskander, med guldkors og guldstaffage omkring base og top. Hvorfor de skal være sorte, og ikke hvide, som alabast normalt ville være, kunne skyldes denne sammenhæng mellem dåben og døden, som Paulus understreger. Vor Frue kirkes nye dåbskande søger omvendt at skabe en sammenhæng mellem det mytiske-historiske, det symbolske-tekstbaserede udsagn til en antifortælling om dåben til liv og kærlighed. Den har Maria, den blå farve, inkarnationens, den har Peters fiskedræt på sølvet i bunden, menneskefiskeren, som også kalk og disk har og den har tåren på hankens top, kvindens tåre til anger og tilgivelse, mens hun salver Jesu fødder. Og så er den lavet i glas, dette skrøbelige materiale, der intet skjuler, men tværtimod gør alt det mørke og skjulte åbenbart. Ja, der i træsorten wengé symboliserer lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Dåbskande – ja selvfølgelig: so ein Ding müssen wir auch haben!

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

De syv smerter i Maria’s hjerte

– ny disk til Vor Frue kirke, Vordingborg

Vor Frue kirkes nye disk
Vor Frue kirkes nye disk

En disk, diskos, er den ’tallerken’, hvorpå oblaterne, nadverbrødet, eller hostien, som katolikkerne kalder det, ligger. Når præsten har indstiftet nadverbrødet, bæres det rundt til nadvergæsterne, der modtager det med ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. På hvert brød er normalt indpræget et krucifiks, dvs. Jesus Kristus på korset, men det kan også være præget med de græske bogstaver alpha og omega. Nadverhandlingen, der tillige indbefatter indtagelse af vin med ordene, dette er Jesu Kristi blod, benævnes også ’eucharistien’, der betyder taksigelse og oblaten, brødet, 350px-Última_Cena_-_Juan_de_Juanesbetyder egentlig det, der ’bæres’ hen til, dvs. i de første kristne menigheder bar nadvergæsterne brødet til kirken for at få det indviet af præsten og det blev som indviet til det, katolikkerne kalder hostien, der betyder ’offeret’. Oblaten er normalt rund for at ligne en mønt, løsepenge for synderne. Disken kan være flad eller med dyb bund. Har den dyb bund er det normalt for, at den skal bæres nedsænket oveni alterkalken med et klæde over.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Vor Frue kirkes nye alterdisk er skabt af guldsmed Dorte Lausten i sit værksted i Blenstrup i Vesthimmerland i samarbejde med glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup ved Hjørring og trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Sammen skabte de, som det må være de fleste bekendt, også kirkens nye alterkalk, som vi indviede sidste år i pinsen. Dorte Lausten har  formet disken med dyb bund. Bunden har samme diameter som alterkalkens bæger og disken burde således kunne bæres frem liggende på toppen af alterkalken. Disken er som alterkalken fortrinsvis af glas, holdt sammen af wengé-træ og sølv. Meget overpyntet ville man således for en umiddelbar betragtning anse den for at være, men som helhed er der en meget fin balance i brugen af de forskellige materialer.

Kirkens gamle disk fra 1745 er et meget enkelt sølvarbejde, udført 368af Vordingborgs på den tid førende guldsmed Christoffer Frederik Hansen Piilsmed. Den er i al sin enkelhed prydet med graveret kors mellem to palmeblade, hvorunder står årstallet 1745. Piilsmed var guldsmed i byen frem til sin død i 1751. Derudover har kirken i år 2000 fået foræret en disk af tidligere sognepræst Thomas Hee Andersens enke, Marie Louise, som er prydet med et lam og et vinblad og ordene: Jeg er livets brød. På bagsiden er navnet Hee indgraveret plus en mig ubekendt kunster HM med årstallet 1958.
Den nye disk må siges at være noget af det smukkeste altersølv. Helheden er slående i sin uensartethed. Glas, træ og sølv i uforenelig harmoni. Symbolik, der æstetisk og teologisk virker så godt sammen, at det er nærliggende enten at tro, der er tænkt over tingene eller at Gud selv har været indover!DSC_0056

Vi ser ikke Maria. Hun er så underfuldt skjult, så tilbagetrukket,

beskeden i sit udtryk, ydmyg, i sit lille hav af blåt fostervand midt i diskens bund, så perfekt rundt, at man skulle tro, det var jorden og himlen i forening, der i hende den nat mødtes. Maria-blåt lyser denne forening op igennem det klare sølv, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter solen i havet og morgenstjernen står op. Der er fødsel og genfødsel, skabelse og nyskabelse i den Maria-blå farves bebudelse. I cirklen anes Maria og englens møde. Man kan næsten spejle hendes ansigt ned gennem sølvet.

Wengé-træets blomst
Wengé-træets blomst

Der er intet guld, men der er en cirkel af mørkt træ. Træ, der aldrig bliver mørkere, men kun lysere og som en dag vil lyse som det pureste guld. Wengé-træets forunderlige evne. Maria er den nye bærer af Guds ord, hun er den nye pagts skrin, som et smykkeskrin, hvori barn Jesus er smykket. Hun er afløseren for pagtens ark, som israellitterne bar med sig under Exodus. Derfor skal hendes udtryk også være gyldent blødt som hårdheden i pagtens arks fire gyldne sider. Sammenholdelsen af Maria-gloriens gyldne cirkel og pagtens arks firkant betegner Guds evighedscirkel og tidens omkransning af menneskelivet, hvori det gøres klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt og gøres gældende for os i inkarnationen og Jesu Kristi frelsergerning.

Det bedste i disken er imidlertid sølvarbejdet. Sølvka369nten på Wengé-træet, spændt fast syv steder som udtryk for syvtallets magi i Skriften: de syv skabelsesdage, de syv ’jeg er´ ord fra Jh-evangeliet, de syv Jesu ord på korset, de syv engle i åbenbaringen, men som det vigtigste som ramme omkring den smukke indsats af sølv med kors: de syv sværd, som skal gennembore Marias hjerte, de stik,

kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens ikke den mindste. Sværdet, korset, som fortæller os, at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, og at der skal håb og vilje til.

Kalkmaleri af Maria med syv sværd - Them kirke
Kalkmaleri af Maria med syv sværd – Them kirke

”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«” (Lk. 1.34-35)

De syv sværd eller smerter i Maria’s hjerte er: Simeons profeti (Lk. 2.34-35), flugten til Ægypten (Mt. 2.13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lk. 2.43-45), Maria’s møde med Jesus på vejen til Golgatha, korsfæstelsen (Jh. 19.25), nedtagelsen af korset (Mt. 27-57-59) og Jesu begravelse (Jh. 19.40-42.

Mønstret på sølvkanten er fisk, ét af kristendommens ældste symboler for Kristus. Vi har det også på alterkalken. Som Dorte Lausten udtrykker det, handler den kristne tro om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

15010405430_d1d553568f_z (1)Der er al mulig grund til at være glade og stolte og dybt taknemmelige, når Vor Frue kirke fra 1. s. i Advent kan in-vitere sin menighed til bords med ny alterkalk og – disk. – Og lad så al fortolkning være historier fra de varme lande … Det bliver de ikke dårligere af!

Sognepræst kb Hardy Lund Olesen