Dejlig er jorden – pilgrimstanker i en adventstid

Jeg går mange ture. Og jeg går gerne langt. Med vinden lige i femøren. Over bakke og hegn. Vej og sti. Mark og eng. Vejen, jeg går, er markeret. Nogen er gået forud for mig. Har gjort det trygt for mig at vandre dér alene. På den måde føler man sig taget hånd om og det af nogen, jeg end ikke aner, hvem er.

Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen
Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen

Når man sådan går, så indoptager man ligesom landskabet. Man hører vinden, nogle gange fugle, andre gang blade, man ser dyr, snuser den friske luft og alle lugtene ind: mark og jord og skov og græs. Landskabet ligesom åbner sig for mig. Jeg kan vandre her som en fremmed, som en pilgrim og følge den afmærkede sti. Jeg skal bare være opmærksom på, hvor jeg skal hen, følge mærkerne langt fremme, der siger mig, at jeg er på rette vej. Dvs. ikke gå videre, før jeg har det næste mærke i sigte. Så kan jeg også lade øjnene vandre mod horisonten, hvor jord og himmel mødes, ja, helt frem til hvor landskabet, jeg går i, går over i himmel.

Her bliver jeg opmærksom på det, som ligger bag mig. Mit hjem, jeg er gået ud fra. De mennesker, jeg er vant til at have omkring mig. Mennesker, som lever udsatte liv, sårbare liv med mange, lange bange timer på gaden hver dag. Usikker på at finde frem. At finde hvile dér. Nogle får plads i herberget. Andre ikke. Jorden er dejlig, men ikke for alle, vel?

Rigtigt mange mennesker i vore dage udtrykker angst for fremtiden. Mange føler at kræfterne i verden er så voldsomme og uforudsigelige som aldrig før. Vi synes ikke, forekommer det mig, at have kontrol over dem.

Aleppo, verdens ældste beboede by. Aleppo, den største by i Syrien. Længe, alt for længe, har vi set rystende billeder herfra. Billeder af en far, der griber fat i sit livløse barns fødder, der stikker frem af støvede murbrokker, en kvinde, der

Omran Daqneesh
Omran Daqneesh

bærer sit døde spædbarn i favnen. Omran Daqneesh, som vi alle lærte at kende, siddende i en ambulance, helt støvet til, totalt desillusioneret og fortabt. Det er menneskeligt at reagere med vrede og afmagt overfor al den død og ødelæggelse, som rammer civilbefolkningen i krigens Syrien, hvor, på trods af løfter om våbenhvile, hjælpekonvojer, skoler og sygehuse er blevet nådesløst angrebet. Det ene overgreb efter det andet på humanitær folkeret er åbenbart dagens orden, når vi taler om verdens supermagter. De formår i hvert tilfælde ikke at beskytte

Børn i Aleppos ruiner
Børn i Aleppos ruiner

Aleppos civilbefolkning, snarere tværtimod forekommer det trods alle de gode ord, der løber over skærmen hver aften fra alverdens ledere.

Som medmennesker, som tilskuere til dette barbari, må vi ikke vende vort blik bort. I længden kan ingen af os bevare vor værdighed så længe andre mennesker bliver trampet på. Som kristne er vi altid kaldede til at fremme håb i håbløse situationer.

Billederne fra Aleppo giver os mindelser om det 20. århundredes mest brutale krig. Mindelser om, at vi mennesker er i stand til de mest ondskabsfulde handlinger. Men der findes en anden vej. Freden er mulig. Salige er de, som skaber fred, sagde Jesus, og henvendte sig til os, som, i det små måske kun, kan skabe nyt håb, nye muligheder, nye veje, hvor alt synes ufremkommeligt.

Pave Frants i Auschwitz
Pave Frants i Auschwitz

Går det an at synge: Dejlig er jorden i sådanne tider. Er det ikke et håbløst projekt her i advents- og den tilstundende juletid at fastholde idyllen, når bomber falder, uskyldige mennesker dræbes, voldsmænd går på fri fod og ondskaben synes at have en fantasi uden grænser?

Sådan har det altid været, kan du indvende. Og jo, det er såmænd godt at huske på – selvom hvad godt er der egentlig i det – at det ikke bare er i vor tid, at det har været sådan. Mennesker har til alle tider oplevet, at det, som i udgangspunktet var såre godt, udviklede sig ubegribeligt ondt og vanskeligt. Bernhard Severin Ingemann, som levede fra 1789 – 1864 og som har skrevet ’Dejlig er jorden’, var én af dem, der oplevede dette.

B. S. Ingemann
B. S. Ingemann

Som 10-årig mistede han sin far. På selveste nytårsaften. Hans mor, fire brødre og en søster døde af tuberkolose med nogle få års mellemrum. Som student i København mistede han glæden, troen og trygheden. Sammen med den øvrige danske befolkning oplevede han to krige, mod englænderne og mod Preussen. Frem til fredssommeren 1850 var summen af sorger på sit højeste, da han som familiefar og leder af Sorø Akademi fik besøg af en gammel ven, som havde taget en melodistump fra korsfarertiden med sig. Han opfordrede Ingemann til at skrive en salme og samme aften kunne han så stå i aftensolen og nynne, mens ordene kom til ham: Dejlig er jorden.

Han fortsatte med at skrive og i løbet af denne septembernat 1850 var de tre strofer på plads, sådan som vi har dem i vor julesalme i dag. Kritikerne var voldsomme ved den. De anklagede den for at være idylliserende. Jorden er da ikke dejlig, men blodig, ikke sandt?!

Netop, sagde Ingemann. Men jorden var engang dejlig. Vi kan fortsat i glimt erfare dens dejlighed, selvom den også er blodmærket. Og en dag skal jorden igen blive nyskabt og dejlig. I mellemtiden har Gud fået adresse på jorden, himlen er kommet til os og hovedårsagen til, at Ingemann og alle vi andre kan synge denne salme, mens bomberne falder omkring os, er, at Gud ikke synes at have forladt os.

Akvarel af Helmer Breindahl med salmen 'Dejlig er jorden'
Akvarel af Helmer Breindahl med salmen ‘Dejlig er jorden’

Vi er ikke længere alene på jorden. Vi ved ikke, hvad som vil møde os af trusler, men vi ved, hvem som altid vil møde os. Fred over jorden, menneske, fryd dig! Os er en evig Frelser født!

Jeg går mange ture. Og jeg går langt. Terapi, trøst, tanke får her rum og tid. Nogle gange har jeg lyst til, mod på, at gå hele vejen, helt til enden af regnbuen, hvor løftet bliver indfriet. Men er det først dér for enden af regnbuen, dér, hvor vejen får ende, hvor jorden ikke er stor nok, at vi ser himmelen åben. Er det først dér, angsten sætter ind for ikke at finde vej – ud af – ind i – hjem, at vi ser himmelen åben. Vi kunne jo vælge at gå hele vejen på en anden måde: at slippe jorden og at tage hjem. Det ligger der jo en fristelse i.

Og samtidig, hvad vej jeg om, hvad som tynger, hvad som binder, hvad som holder tilbage, hvad som giver fornyede kræfter og udholdenhed, hvad som giver håb, tro? Jorden er dejlig: den tager imod mig, før jeg selv gør, fører slægterne videre, sætter mig ind i en sammenhæng, knytter mig inderligt til det smukke skaberværk. Og jeg kan synge, lade min stemme falde i med naturens stemmer eller med stemmerne prægede af levet liv fra vor kirke, Vor Frue, Vordingborgs smukke gamle pilgrimskirke.

Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre
Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre

Således stemt går det an at løfte blikket, at se frem, se ind i december og måske dér få øje på et decemberbarn, et trümmerbarn, en lille Omran Daqneesh, der kommer mig i møde.

God adventstid

Hardy Lund Olesen