De syv smerter i Maria’s hjerte

– ny disk til Vor Frue kirke, Vordingborg

Vor Frue kirkes nye disk
Vor Frue kirkes nye disk

En disk, diskos, er den ’tallerken’, hvorpå oblaterne, nadverbrødet, eller hostien, som katolikkerne kalder det, ligger. Når præsten har indstiftet nadverbrødet, bæres det rundt til nadvergæsterne, der modtager det med ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. På hvert brød er normalt indpræget et krucifiks, dvs. Jesus Kristus på korset, men det kan også være præget med de græske bogstaver alpha og omega. Nadverhandlingen, der tillige indbefatter indtagelse af vin med ordene, dette er Jesu Kristi blod, benævnes også ’eucharistien’, der betyder taksigelse og oblaten, brødet, 350px-Última_Cena_-_Juan_de_Juanesbetyder egentlig det, der ’bæres’ hen til, dvs. i de første kristne menigheder bar nadvergæsterne brødet til kirken for at få det indviet af præsten og det blev som indviet til det, katolikkerne kalder hostien, der betyder ’offeret’. Oblaten er normalt rund for at ligne en mønt, løsepenge for synderne. Disken kan være flad eller med dyb bund. Har den dyb bund er det normalt for, at den skal bæres nedsænket oveni alterkalken med et klæde over.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Vor Frue kirkes nye alterdisk er skabt af guldsmed Dorte Lausten i sit værksted i Blenstrup i Vesthimmerland i samarbejde med glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup ved Hjørring og trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Sammen skabte de, som det må være de fleste bekendt, også kirkens nye alterkalk, som vi indviede sidste år i pinsen. Dorte Lausten har  formet disken med dyb bund. Bunden har samme diameter som alterkalkens bæger og disken burde således kunne bæres frem liggende på toppen af alterkalken. Disken er som alterkalken fortrinsvis af glas, holdt sammen af wengé-træ og sølv. Meget overpyntet ville man således for en umiddelbar betragtning anse den for at være, men som helhed er der en meget fin balance i brugen af de forskellige materialer.

Kirkens gamle disk fra 1745 er et meget enkelt sølvarbejde, udført 368af Vordingborgs på den tid førende guldsmed Christoffer Frederik Hansen Piilsmed. Den er i al sin enkelhed prydet med graveret kors mellem to palmeblade, hvorunder står årstallet 1745. Piilsmed var guldsmed i byen frem til sin død i 1751. Derudover har kirken i år 2000 fået foræret en disk af tidligere sognepræst Thomas Hee Andersens enke, Marie Louise, som er prydet med et lam og et vinblad og ordene: Jeg er livets brød. På bagsiden er navnet Hee indgraveret plus en mig ubekendt kunster HM med årstallet 1958.
Den nye disk må siges at være noget af det smukkeste altersølv. Helheden er slående i sin uensartethed. Glas, træ og sølv i uforenelig harmoni. Symbolik, der æstetisk og teologisk virker så godt sammen, at det er nærliggende enten at tro, der er tænkt over tingene eller at Gud selv har været indover!DSC_0056

Vi ser ikke Maria. Hun er så underfuldt skjult, så tilbagetrukket,

beskeden i sit udtryk, ydmyg, i sit lille hav af blåt fostervand midt i diskens bund, så perfekt rundt, at man skulle tro, det var jorden og himlen i forening, der i hende den nat mødtes. Maria-blåt lyser denne forening op igennem det klare sølv, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter solen i havet og morgenstjernen står op. Der er fødsel og genfødsel, skabelse og nyskabelse i den Maria-blå farves bebudelse. I cirklen anes Maria og englens møde. Man kan næsten spejle hendes ansigt ned gennem sølvet.

Wengé-træets blomst
Wengé-træets blomst

Der er intet guld, men der er en cirkel af mørkt træ. Træ, der aldrig bliver mørkere, men kun lysere og som en dag vil lyse som det pureste guld. Wengé-træets forunderlige evne. Maria er den nye bærer af Guds ord, hun er den nye pagts skrin, som et smykkeskrin, hvori barn Jesus er smykket. Hun er afløseren for pagtens ark, som israellitterne bar med sig under Exodus. Derfor skal hendes udtryk også være gyldent blødt som hårdheden i pagtens arks fire gyldne sider. Sammenholdelsen af Maria-gloriens gyldne cirkel og pagtens arks firkant betegner Guds evighedscirkel og tidens omkransning af menneskelivet, hvori det gøres klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt og gøres gældende for os i inkarnationen og Jesu Kristi frelsergerning.

Det bedste i disken er imidlertid sølvarbejdet. Sølvka369nten på Wengé-træet, spændt fast syv steder som udtryk for syvtallets magi i Skriften: de syv skabelsesdage, de syv ’jeg er´ ord fra Jh-evangeliet, de syv Jesu ord på korset, de syv engle i åbenbaringen, men som det vigtigste som ramme omkring den smukke indsats af sølv med kors: de syv sværd, som skal gennembore Marias hjerte, de stik,

kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens ikke den mindste. Sværdet, korset, som fortæller os, at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, og at der skal håb og vilje til.

Kalkmaleri af Maria med syv sværd - Them kirke
Kalkmaleri af Maria med syv sværd – Them kirke

”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«” (Lk. 1.34-35)

De syv sværd eller smerter i Maria’s hjerte er: Simeons profeti (Lk. 2.34-35), flugten til Ægypten (Mt. 2.13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lk. 2.43-45), Maria’s møde med Jesus på vejen til Golgatha, korsfæstelsen (Jh. 19.25), nedtagelsen af korset (Mt. 27-57-59) og Jesu begravelse (Jh. 19.40-42.

Mønstret på sølvkanten er fisk, ét af kristendommens ældste symboler for Kristus. Vi har det også på alterkalken. Som Dorte Lausten udtrykker det, handler den kristne tro om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

15010405430_d1d553568f_z (1)Der er al mulig grund til at være glade og stolte og dybt taknemmelige, når Vor Frue kirke fra 1. s. i Advent kan in-vitere sin menighed til bords med ny alterkalk og – disk. – Og lad så al fortolkning være historier fra de varme lande … Det bliver de ikke dårligere af!

Sognepræst kb Hardy Lund Olesen

 

 

 

Ny alterkalk til Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten
Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten

Ny alterkalk i Vor Frue tages i brug Pinsedag

Det er ikke hver dag, menigheden kommer tæt på kirkens hellige kar, som alterkalk og disk kaldes. De står oppe på alteret og er som regel dækket af et klæde og ved nadveren dækket af præstens hånd. Ved højmessen pinsedag i Vor Frue kirke i Vordingborg er det muligt at komme meget tæt på en helt ny af slagsen. Nu skal det siges, at det ikke er hver dag kirker skifter alterkalk. Vordingborg kirkes middelalderlige alterkalk er fra 1400-tallet og skal have en afløser. Ikke fordi den er slidt eller gået i stykker, men fordi den skal på museum. Den skal være en del af middelalderudstillingen på Danmarks Borgcenter i Vordingborg.  I første omgang er den dog kun udlånt et par år.

Den gamle kalk bærer på foden indskriften: Kalk til den salige Marie Magdalene alter i Vordingborg kirke. Det har ofte ført til den misforståelse, at kirken oprindeligt hed Marie Magdalene kirke, men der har tidligere i kirken foruden altre for Skt. Gertrud og Skt. Katharina altså også været et alter for Marie Magdalene, hvor denne kalk har været brugt. Ifølge Thomas W. Lassen, middelalderarkæolog og tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falster stiftsmuseum, og som i nær fremtid vil forsyne Vordingborg kirke med en meget grundig vejledning til kirkens gæster, er kalken, som indskriften og så antyder, skænket kirken i sidste halvdel af 1400-tallet af Tue Jacobsen, som i 1467 nævnes som rådmand i byen. Skaftet er ottekantet, måske det gamle symbol på de syv skabelsesdage plus den dag, der kommer efter dette liv, og noten, knoppen, der forbinder bæger og skaft,  har stavværksgraverede flige og 12 fremspring: 6 ruder, hvor navnet ’jhesus’ er graveret og 6 runde plader, hver med et støbt Kristushoved. I 1570 havde Vordingborg kirke endnu to kalke.

Den nye alterkalk er skabt af  guldsmed Dorte Lausten, som har værksted i Blenstrup i Østhimmerland.  Dorte Lausten er elev af Bent Exner og lærte her ikke kun guldsmedekunsten fra én af de ypperste (Bent Exner har også forgyldt gåsen på Gåsetårnet), men også om den kristne tro, kors og opstandelse. Hun har i samarbejde med Bent Exner bl.a. fremstillet spændet til Budolfi kirkes bispekåbe og, ikke at forglemme,  i foråret 2004, Frøslevskrinet, folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup, som i dag står på Sønderborg slot. Når man taler med Dorte Lausten, kan man af hendes glade umiddelbarhed høre det engagement og den indlevelse, hun har med sig fra Exner. Ikke kun at skabe kunst  i spændingen mellem det rustikke og det sofistikerede, men også at give materialet det liv, livet har i troen.

Det ses også i den nye alterkalk. Bægeret, er her af glas. Lavet af glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup, kunstens by, oppe ved Hjørring. Normalt ser vi alterkalke i sølv, hvor bægeret indeni  er forgyldt. Forgyldningen foretages for at forhindre vinsyren i at tære på sølvet over tid. Og Dorte Lausten har netop siddet med mange gamle alterkalke, der var tæret igennem og som skulle renoveres. Alterkalke, som jo i grunden kun er brugsgenstande og således bare kan udskiftes, når de ikke længere opfylder formålet. Men mange menighedsråd har sendt disse alterkalke til gode guldsmede, der så møjsommeligt og under store kvaler har sat kalken i stand til mellem 35 – 75000 kr. Glasset angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Det kan gå i stykker, javel, men det er til at erstatte rimelig overkommeligt.  Bægeret er her forsynet med en koboltblå farve i kant og bund, en farve, som passer godt til Vordingborg kirkes altertæppe, antependium og alterbord vævet af Vibeke Klint netop i blåt, fordi, som Vibeke Klint udtrykte det ved indvielsen: Vordingborg kirkes grundfarve er blå, Marias liturgiske farve. Dorte Lausten har arbejdet en del i emalje og her har hun særlig gjort brug af den koboltblå farve, som ikke kun brænder godt, men også med sin kølige renhed er en rolig farve at se på.

Denne blanding af det praktisk lad-sig-gørlige og det dybt eksistentielle gør sig også gældende i alterkalkens fod, hvor mønstret er fisk.  Og når jeg spørger Dorte Lausten, hvorfor hun har brugt fisk som udsmykning, svarer hun ligeud og helt selvfølgeligt, fordi kristendommen handler om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Og så endelig fundamentet, dér hvor præsten holder om alterkalken. Den er her lavet af træ. Drejet af trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Dorte Lausten bad  Niels Erik Christensen dreje fundamentet, fordi hun altid har været betaget af overfladen og udtrykket i træets struktur. Træet er kalkens fysiske omdrejningspunkt. Derfor har den en høj densitet, dvs. den skal være tung. Ydermere skal den matche glasset og sølvet. Derfor valgte Niels Erik Christensen en sort træsort. Han overvejede oprindeligt at bruge en dansk træsort –asketræ – som kunne lede tankerne hen på en sammensmeltning af livets træ i nordisk mytologi, Ygdrasil og livets træ i den jødisk-kristne tradition, træet i Edens have. Han kasserede dog dette tema, da det var for snævert – for nordisk og ikke åbnede nok op den verden, som er kristendommens, næstekærligheden, åbenheden og tilgivelsens verden. Han valgte således en afrikansk træsort – Wengé. En meget speciel træsort, der netop rummer den sammensathed, som knytter sig til kristendommens omdrejnings- og holdepunkt  Kristus, han, der turde gå imod strømmen, det etablerede, det firkantede, det skriftkloge, både i ord og handling. Hvad har det med træet wengé at gøre. Jo, når træ påvirkes af lysets ultraviolette stråler, så bliver det normalt mørkere. Det gælder alle træsorter  med én undtagelse: træsorten wengé. Den bliver tværtimod lysere ved påvirkning af lys og kommer sluttelig til at ligne egetræ. Træsorten wengé kan på den måde symbolisere Kristus, han der altid agerer modsat det, man skulle forvente, det, man kan sige sig selv.

Som man kan forstå, har det for kunstnerne været kontrasterne, det modsigelsesfulde både hvad angår det sanselige, altså det fysiske, og det kristne åndelige fællesgods, der samles i denne alterkalk.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Sct. Nikolai kirke i Rønne i foråret 2011 tog en alterkalk i brug, lavet helt i glas af Baltic Sea Glas-kunstneren Pete Hunner, som mange sikkert kender fra besøg på Bornholm. Han brugte et helt år og mange forsøg på at skabe en sådan kalk, hvor vinen, når den er hældt op og står på alterbordet foran Havsteen Mikkelsens smukke altertavle ender i en dråbe blod, farvet ind i stilken, et billede på historien om den oprindelige alterkalk, hvor bloddråberne fra Jesu lidelse og død angiveligt skulle være samlet i et bæger.

Ja, ja, skrappe sager her i foråret, men velkommen til indvielse af Vordingborg kirkes nye alterkalk PINSEDAG kl. 10.

På Vordingborg kirkes vegne

Hardy Lund Olesen