En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13

 

Når en abe kigger ind …

b
Georg Christorp Lichtenberg

NÅR EN ABE KIGGER IND …

 

Religionsfriheden i verden lider. I en rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center for året 2012 anføres det, at i 43 % af de 198 lande og områder med en samlet befolkning på 5,3 mia mennesker er der tale om enten statsskabte eller af sociale fjendtligheder (krig -terror – chikane-) betingede restriktioner i forhold til religionsfrihed. Et tal, der fra 2010 og 2011 har været stærkt stigende. Vi kan sagtens forstå, at det forekommer i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia og i de sidst tilkomne Syrien, Libanon og Sri Lanka, men også Kina er blevet en storspiller her med, som det udtrykkes, religionsrelateret terrorisme.

Men at Danmark som moderat krænker af religionsfriheden indtager en plads på linie med England og Tyskland og altså som mere krænkende end lande, vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, er måske ikke så overraskende, når man sammenholder dette med tidligere undersøgelser af, hvordan vi i øvrigt håndterer menneskerettigheder og behandler fremmede i vort land. Men det burde råbe vagt i gevær.

Det, der trækker ned, er selvfølgelig først og fremmest, at staten støtter én trosretning på bekostning af alle andre. Der er religionsfrihed, men ikke -lighed. At den danske stat endvidere blander sig i religiøse forhold er heller ikke formålstjenstligt. Begge dele en del af Grundloven og således ikke lige til at ændre. Men den verbale diskriminering af muslimske kvinders hovedbeklædning, den grove omtale af andre folkeslag, polakker, rumæner, baltere, altså at debattonen er friere og dermed hårdere i Danmark end i mange andre lande, er absolut noget, man kunne gøre noget ved. Det bør jo ikke komme bag på nogen, at sproget siger utrolig meget om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Sproget former så at sige vor bevidsthed og rummer i den forstand vor oplevelse af virkeligheden. Vi ser verden, som vi ønsker at se den, ikke som den er. Og de andre har ikke nødvendigvis plads i den verden, vi ser. Potentielt og i yderste konsekvens er der ikke langt fra tredivernes Tyskland og til vort så patetisk frihedsbesungne, fordomsfrie fædreland.

Helle Thorning Schmidt gjorde i sin nytårstale opmærksom på denne sproglige råhed og kynisme. Dronningen har også gjort det i sin omtale af vor dumsmartethed og at vi ikke er så små, at vi så også skal være smålige. Indskrænketheden, afstumpetheden, primitiviteten i et folk kommer af dette folks mangel på selvkritik og udisciplinerede principløshed. Vi er de bedste i verden. Vi kan med vor hellige  ytringsfrihed tillade os alt. Det er de andre, der er forkert på den.  Siger vi højt skrydende. Respekt for andre, for andres følelser og tanker er suspenderet i sådanne menneskers tankegang. Blasfemi eller ond tale, som det er, fordi det ikke respekterer almindelig ro og orden i et folk, bliver resultatet. § 140. i den danske straffelov lyder sådan:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Kun én gang har denne lov ført til domfældelse. Det var i 1938  i en sag om forhånelse af den jødiske religion. Tankevækkende!

I forbindelse med blasfemiparagrafen skal vi ikke trække det røde kort hver gang der ytres noget kritisk om trosdogmer eller religiøse skikke og sædvaner, men lad os dog beholde den som et gult kort som udtryk for den respekt for andre mennesker, vi alle som minimum bør have. Vi er ikke kun krop, men også ånd.

Når en abe kigger ind i et spejl, kan man ikke forvente at en apostel kigger ud af det samme spejl, sagde fysikeren og satirikeren Georg Christorp Lichtenberg i slutningen af 1700-tallet. Når du som kristen ser ind i et spejl  så ser  du noget grundlæggende om dig selv: det, som er smukkest ved dig, det, som Gud Skaberen vil, at du skal være. Således får du muligheden for at at lægge det bag dig, som er ondt. I et sådant lys findes der intet håbløst tilfælde. For så er håbet  altid tilstede.

“Herren” er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

2. Kor. 33.17-18

Anderledes udtrykt: Vi burde søge en forvandling fra det, vi ikke bryder os om ved os selv, de ting, som tynger os og så virkeliggøre ligheden med Gud i os. Så kunne det være, at selv danskere kunne blive civiliserede mennesker.

Vi kalder det i den kristne kirke ‘omvendelse’. Lad det også være vor mission i det nye år!

Det behøver man ikke være biskop for at forstå.