Evangeliet i en syg verden

 

Ban Herrens vej. Ban vej, giv fri, gør synlig … Det er gode ord i disse uger, hvor utrygheden, desperationen, angst og frygt har præget mange danskere ovenpå hændelserne den 14. februar

Blomster ved synagoden i København
Blomster ved synagogen i København

i København. Ord om Gud, der kommer vort liv i alle dets skikkelser i møde. Den Gud skal komme os nærmere og Guds vilje skal have større muligheder til at påvirke os, når vi vender os til hinanden, når vi tager vare på hinanden. At bane vej for Herren betyder at se hinanden og at se mennesket i sig selv.

Det store altomfattende bud i Bibelen er: Du skal elske Gud over alting og din næste som dig selv. Gud gav loven for at vi skal vende blikket udad, bort fra selvcentrering og indadvendthed. Loven er nødvendig for at vække viljen. Og viljen vækkes bedst, når man ser hinandens øjne. Den, hvis øjne man ikke ser, er det lettere at være hård imod. Så enkelt er det faktisk. Vi taler om et humant samfund, med lighed og frihed for alle, men én af de stærkeste kræfter er: Kom ikke her med dine øjne og se anklagende på mig. Kræv ikke forandring af mit liv, påstå ikke, at jeg har skyld. Hvilken ret har du til at sætte dig til doms over mig?

Har du talt med dit barn i dag? Har du set dit barn i dag? Har du set dit barn i øjnene i dag? Er det, vi gør, måske rigtigt? Er klimaforandringerne måske i

Global opvarmning
Global opvarmning

orden, forandringer, som kan føre til total kaos i verden på grund af sult, flygtningestrømme, oversvømmelser og krig? Nej, hvorfor skal jeg søge forandringer i mig selv, i verden? Er det mit ansvar, det, der sker. Hvorfor lige vor generation, ja, hvorfor? Fordi vi har børn og børnebørn, vi har en skabelse, som indædt opfordrende forsøger at få os til at se vort ansvar i øjnene. Derfor!

Det er dejligt at slippe for at have andres livsvilkår inde på livet. Det er langt nemmere at vælge sine ligesindede selv, at bo

sult
Sult

dér, hvor de fleste har det ligesom jeg, at tage på arbejdet, hvor kollegerne har det, handler og tænker ligesom jeg, have sin fritid for sig selv eller undtagelsesvist med dem, man deler meninger og værdier. Vi skal ikke glemme, hvad det har betydet for vort lille land, at mennesker med forskellige økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forudsætninger har måttet leve side om side, delt skoler, hørt til samme lille samfund og været henvist til hinanden på godt og ondt. Og samtidig ved vi også, hvad det har betydet af ufrihed og begrænsninger for den enkelte. Det vigtigste er, at vore øjne har været hinanden nærmere, især når den dårligst stillede iblandt os ikke var nødt til fuld af skam at slå sine øjne ned.

Den, man ikke ser, kan nok ses som en trussel. Men den som nok ses som en

Auschwitz
Auschwitz

trussel bliver det også. Således skabes fjendebilleder. De vokser frodigt allevegne. I dag er det islamisterne, vor bevidsthed drages imod fra alle sider. Begreber blandes sammen, bliver uadskillelige, ikke til at skelne, både med vilje og på grund af uvidenhed. Hvorudaf vokser et diffust fjendebillede, som inkluderer alle og ingen muslimer. De er

Islamisk Stat
Islamisk Stat

fremmede og farlige, siger vi. De er ikke-individer, styret af et fanatisk kollektiv, siger vi. Men helt nøjagtigt: hvem er de? Det giver vi os ikke af med at fundere over. Vi ser dem jo ikke – i øjnene? Det gjorde tyskerne heller ikke, da nogen udryddede jøderne, vel?

Gud er på vej. Siger Bibelen. Ban hans vej, siger Johannes. Det dobbelte kærlighedsbud er hans, og mange mennesker gør bevidst eller ubevidst hans vilje. Gud vil, at vi skal se andre menneskers behov, skabelsens fylde. Gud opfordrer os til at se sammenhængskraften i verden i kærlighedsbuddet: at give plads, at give udsyn, at gøre medmennesket til genstand for alle vore bestræbelser.

Mange af os har sidste efterår set serien 1864 til minde om krigen i 1864. Nederlaget, som mange siger, som om ikke alle krige er et nederlag i sig selv. Vendepunktet for Danmark, som andre siger, nedslået nationalt. Ja, ja … Danmark var aldrig smukkere end i netop nederlagets stund. Da den nationale

1864
1864

eufori var stilnet og vi fandt vor plads på den internationale scene og igen kunne passe vore bukser, om jeg så må sige. 1864 var en sejr for alle os, der ikke sympatiserer med det danske 1600-tals eksperiment, hvor magten og troen var det samme. Enevælden, ortodoksien, det indskrænkede totalitære, som var meget tæt på at være en dansk variant af sharialoven i muslimske lande. Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut. Også i det religiøse rum. Kristen tro kommer nærmest sin bestemmelse i modvind. Når kristne er med i eller leder protester mod noget virker vi mest uforfalskede. For Gud møder os ikke først og fremmest i det kendte. Han møder os i det, der udfordrer os. Det uventede. I det, der afkræver os alt, hvad vi er. Der stiller os til ansvar. I dem,

Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen
Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen

som vi ikke kendte før efter. Hvad har ikke indvandringen, flygtninge og asylsøgende betydet for vor opfattelse af, hvad som er universelle værdier og konflikter mellem grupper og individers rettigheder. Hvad har ikke tilstedeværelsen af andre trosretninger og deres traditioner betydet for vor mulighed for at indse rækkevidden af, hvad en gudstro kan indebære af visdom og galskab, åbenhed og fanatisme. Det er, når vi møder det fremmede, at vi først ser Gud. Ban vej for Herren betyder: lav ikke en mur om dig selv. Luk dig ikke inde. Vov at møde det fremmede. Dér kan Gud være.

Ja, det kræver mod, vovemod, dristighed. Så mange forstår os ikke, vil måske ikke forstå. Hvad er det med den kirke? ”Vi spillede for jer, men I ville ikke danse. Vi sang sørgesange, men I ville ikke klage.” Jesus får os til at ligne børn, når han sætter sin finger på vor følelse af ikke at være forståede. Det er det jo nok ikke verden om, det er kun for forkælede danskere at tænke sådan. Han gav sit liv for ikke at blive forstået. Som ham, der banede vejen: Johannes-Døber. Og det giver os livet. I tiden. I evigheden.

Så ban Herrens veje

– også i og for en syg verden!

En boble af fordybelse og lyd for de små

 

Af Kunstner og sangpædagog Lise Meijer, Mern

Lise MeijerDa jeg første gang overværede babysalmesang sad jeg på næstforreste kirkebænk i Emmaus kirken i København med tårer i øjnene og klump i halsen. Det var til en undervisningsdag hos musikpædagog Anne-Mette Riis, og som en del af dagen fik vi lov at overvære en times undervisning med 10 babyer og deres fædre/mødre. Jeg var på daværende tidspunkt ansat som kreativ formidler i en kirke og havde fået bevilliget et ikke direkte kirkeligt relateret kursus mod at love at jeg også ville uddanne mig kirkeligt. Jeg tænkte at en dag med sang og rytmer vel kunne give lidt nye ideer – skønt jeg ikke forventede en masse. Jeg var i forvejen rytmik lærer for småbørn og tænkte at babysalmesang nok var det samme – måske bare lidt kedeligere! Jeg skal love for at mine fordomme ramlede den dag, alt imens tårerne strømmede.

babysalmesangshold
Babysalmesangshold

Men hvad var det, der var så rørende?

Det var først og fremmest den fordybelse og fulde tilstedeværelse der med al tydelighed lyste ud af babyerne. En fornemmelse af at her var et rum hvor disse små mennesker endelig blev set og fik ro til at være lige det, de er – små spirer med langt større og mere nuanceret opfattelses evne og potentiale end vi ofte aner. Nyankomne som fortjener den bedste kvalitet i musik, side om side med underholdning. Her var ingen knaldrøde rasleæg og bongo-rytmer nødvendige for at fange opmærksomheden. Smukke formations danse og fine rytmelege var mere end nok. Det klangfulde kirkerum virkede som om det var bygget til netop dette formål – at mødre og fædre kunne samles med babyer i æblesangenfavnen og fylde rummet med sang og dans.

Sangdans
Sangdans

Få måneder og en flytning til Sydsjælland senere blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne tage et hold i babysalmesang. Jeg sagde naturligvis JA, og smilede over skæbnens sjove veje. Det er nu 7 år siden – og det er stadig den største glæde at synge med de små i kirken.

Men hvad er det så, helt nøjagtigt, det der babysalmeang?

Babysalmesang er holdundervisning over 8 gange, med ca. 12 babyer på holdet. Hver time varer ca. 45 minutter, og fra første tone har lydt til sidste klinger af er der ingen snak – lydrummet består alene af sang.

I østen stiger solen op
I østen stiger solen op

Vi danser, vandrer eller vugger med babyerne til sangene. Herved opleves rytmerne stærkere, og det har stor appel til selv helt små børn. Der indgår forskellige elementer lige fra renæssance dans til babyrytmik, silketørklæder, faldskærm og en vifte.

Her kan alle kan være med; uanset hvordan du selv synes, du synger; for babyerne er mors eller fars stemme de vigtigste i verden!

Faldskærmen
Faldskærmen

Den tidlige stimulation gennem sang, bevægelse og musik har vist sig at være en uvurderlig støtte til videre indlæring i livet, bl.a. fordi det balancerer hjernens funktioner og styrker grundmotorikken hos barnet. At tage sin baby med ind i musikkens verden gennem babysalmesang er en gave for livet.

Babysalmesang starter op igen onsdag den 18. februar kl. 9.30.

Meld dig til på kirkens hjemmeside eller hos sognepræst Hardy Lund Olesen  hlo@km.dk

 

Diggi-diggi-dam-dam
Diggi-diggi-dam-dam


 

 

Tweenagers in Wonderland – Neverland revisited

Der er nu pr. 24. november 2014 kommet en anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation for børn fra 3. og 4. klassetrin. Opfyldelsen af anordningens bestemmelse påhviler menighedsrådet og gennemførelsen har præsterne ansvar for. Ikke, at de så skal undervise børnene, men de skal tilse, at den foretages på et forsvarligt grundlag. Fra de første spæde spirer på forsøgsplan i slutfirserne deltager på landsplan hvert fjerde barn i 9-10 års-alderen i ordningen. Og det vel at mærke efter skoletid. Børn bombarderes i disse år med mange tilbud og de vil gerne det hele. I en tid, hvor de voksne mere og mere overlader opdragelsen af børnene til skole og SFO og de elektroniske medier, hvor de voksne er så optaget af karrière og alt det materielle hurlumhej, hvor de ikke ved mere om kristelig børnelærdom end det lille dåbsbarn, som de som faddere ved dåben højt og lydeligt lover at stå ved, hvor skolen mere og mere skipper de kreative og musiske fag og hælder til 2 + 2 = 4 tyranniet, er det nødvendigt som kirke, som samfund, at stå fast på de grundlæggende værdier, alt det, der står, når alt det andet rundt-omkring er faldet.

Zip- og zapperkulturen

Minikonfirmander 2002
Minikonfirmander Vordingborg 2002

Børn er i dag præget af en umådelig utålmodighed, man har kaldt dem zappere, de skifter kanal hele tiden. De er overfladiske, tager lidt her og lidt der, lettere forvirrede, fordi de ikke kan koncentrere sig om én ting ret længe ad gangen. De vil imidlertid gerne have sammenhæng. De søger sammenhæng, de hænger på den, når de finder den. Sammenhæng og tryghed hænger sammen for dem. Det er denne følelse af sammenhæng og dermed tryghed, vi skal søge at bibringe dem i undervisningen – på deres betingelser vel at mærke. Altså på zapper-manér. Den undervisning, jeg selv gennemførte i årene 2000-2003 foregik således som et mix af steder og genrer og indtryk. Vi var på kapellerne, på kirkegårdene, i præstens æblehave, mange forskellige steder i kirken, i andre kirker, nyere kirker, på museet. Vi sad i bælgmørke i kapellet og i splintrende krystallys i Holsted kirke med det store malede vinduesparti af Emmaus-vandringen for vore øjne, med spillet af vandet i guldfadet i døbefonten, vi så grave og kister, vi så teater og hørte fremmedartet musik, vi tegnede, bad bønner, sang, grinede, spiste vindruer og clementiner og mærkede duften af nybagt brød bære trygheden rundt i lokalet, vi raslede gennem efterårsløvet i skovbunden, klatrede i træer, hev pigerne i fletningerne og sparkede drengene bagi på rejsen fra det ene til det andet, vi lavede navneleg på brønden i Sykar, tændte lys på gravene. Og alle stederne krydredes af oplæsning, fortælling, stilhed, bøn med Kristuskrans, andagt, lys, billedbetragtning, sansning og hele tiden faste temaer til så at sige at pinpointe deres opmærksomhed, holde dem fanget af én ting ad gangen. Og så naturligvis masser af moderne børnesange og –salmer.

Barndommens land

Børn er uforfærdede og uden hæmninger. Går på med krum hals. Har gå-på-modet, denne Guds største gave til den barnlige sjæl, ubekymretheden, den ubegrænsede og ubetingede nysgerrighed til at være opdagelsesrejsende i livet: Hvor gammel er Gud? Hvad betyder hor? Nogle gange svarer de også selv og det kan der komme mangt et rødt øre ud af på en genert præst. Vi voksne mener jo nok at vide svaret på det meste; netop derfor spørger vi ikke. Mine svar på deres mange spørgsmål halter måske lidt, er måske endda dårlige, sådan lidt grebet ud af luften, børnene kan jo ikke vente til i morgen med svar, vel! Næh, men børn sætter nu også pris på et skikkeligt forsøg. Og jeg ville nok ikke have kunnet svare anderledes, hvis en voksen havde stillet det samme spørgsmål. Jeg tror, at når det gælder tilværelsens grundlæggende spørgsmål, så er vi alle børn, vi er små, for spørgsmålene er så store.

Minikonfirmander Nyråd 2014
Minikonfirmander Nyråd 2014

Barnet udmærker sig ved den store gave, det er at kunne undre sig. Den giver barnet mulighed for at gå gennem verden med glæde og lyst. Ikke sjældent undrer vi voksne os over, hvor lidt der skal til for at undre et barn og hvor uformidlet de bringer deres glæde og overraskelse til udtryk. De kan undre sig over sneglens slimede spor, over mejsens vimsige vandren op og ned ad træernes stammer. De klapper i deres små hænder, når de ser en skrubtudse hoppe eller fuglenes syngen og kvidren. De er i alt, hvad de foretager sig, tæt på livets udspring og giver. De fornemmer meningen i deres hjerter bag alt.

Rejsen 

Det viser mig, hvor kostbart det er for os voksne at bevare barnet i os og ikke blive alt for voksne og forhåbningsløse og være på vagt overfor mennesker, der undrer sig over livets store mangfoldighed. Det er måske det, Jesus hentyder til, når han siger: Gudsriget hører barnet til. I børnene er det allerede brudt frem.

Gå ud i alverden, forkynd og døb. Det er vores sendelse. Det er det, barnet forstår bedst af alt. At det sendes ud med et krav til sit liv, der er større end det selv. Mødet med det religiøse udvider så at sige virkeligheden eller bekræfter det, som barnet ved på forhånd, at livet er en gave, noget, vi voksne tit glemmer. Bekymringsløsheden, den spontane glæde, sansespillet og –legen, farverne, bærstederne, som man kendte som barn, hvor alle urter, buske og træer voksede over ens hoved og blev steder, man kun kendte selv og aldrig fandt igen. Det dér Neverland, som den sårede unge og den skamskudte voksne, resten af sit liv søger tilbage til.

Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke
Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke

Det er denne rejse, denne vandring, denne genoplevelse, der bør være udgangspunktet for enhver seriøs undervisning. Små piger, som af ren nysgerrighed havner i Wonderland, Eventyrlandet. Ført ind i en verden, hvor de møder det ene forunderlige væsen efter det andet. Tvilling Di og Dum hører nok til den blide slags og et forvirret teselskab hos Den Gale Hattemager kan skabe undren over, hvor de er. Mødet langt senere med den berygtede Hjerter Dame, overbeviser dem om, at i denne verden findes der kun ét eneste fornuftigt væsen, og det er dem selv hver især.

Ja, og små drenge, der aldrig skulle få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Næh, de skal opleve en indgang til en magisk verden af leg og sjov og befolket af riddere, cowboys og indianere, sørøvere, pirater og skibbrudne. På det overdrev, hvor kun fantasien sætter grænser. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien.

Gå til myren …

Vore historier som voksne har andre personer og navne, vore veje går gennem mere kendte områder, men har du tænkt på, at børnene måske allerede har mødt angsten, sorgen, endog døden i deres liv, men de har aldrig været på den anden side af regnbuen – gennem det hele og til sidst fundet skatten.

Børn i 3.-klasse kan meget mere om kristendom end deres rygte. Jeg var imponeret, når jeg hørte 9-årige børn synge ”I østen stiger solen op”, alle 7 vers, udenad, på vej gennem Kirkeskoven fra SFO’en på Marienberg og til konfirmandstuen og, ligeledes udenad, kan falde ubesværet ind i ”Nu titte til hinanden”. Sangglæden er stor og deres viden ligeledes.

På vej gennem Kirkeskoven tilbage til SFO’en på Marienberg spurgte jeg englebasserne: ”Hvorfor er I så urolige?” ”Joh,” råbte Freddy nede bagfra, ”det er da bare fordi, vi har glædet os så meget til at se dig!” Og så jeg da små horn i panden og lang hale og troldesmil på de 22 kære. Næsten. Næsten!

Minikonfirmander i Ørslev kirke
Minikonfirmander i Ørslev kirke

Gå til myren og bliv vis, siges det, næh, saml en snes ti-årige lopper, frigør dem fra skole, SFO og forældre, lær selv noget om pædagogik og fortæl dem så en dag om ugen mellem 14 og 16, efter en for dem lang og anstrengende skoledag, noget om Jesus og kirken og døden og evigheden og skyld og skam og kærlighed og tilgivelse og barnedåb og nadver og påske og pinse og jul og begravelse og vielse og konfirmation og trosbekendelse og fadervor og lignelser og Moses og Adam og Eva og Maria og Josef og Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner og Zakæus og det store gæstebud og syng alle de nye og gamle sange og vis overhead og lav mapper til hver gang og planlæg og lav feedback og forfra igen osv. osv. – og sig så ikke som kirke, som samfund, at det ikke har været det hele værd!

Hjerteligt tillykke Folkekirke med den nye anordning!

 

De syv smerter i Maria’s hjerte

– ny disk til Vor Frue kirke, Vordingborg

Vor Frue kirkes nye disk
Vor Frue kirkes nye disk

En disk, diskos, er den ’tallerken’, hvorpå oblaterne, nadverbrødet, eller hostien, som katolikkerne kalder det, ligger. Når præsten har indstiftet nadverbrødet, bæres det rundt til nadvergæsterne, der modtager det med ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. På hvert brød er normalt indpræget et krucifiks, dvs. Jesus Kristus på korset, men det kan også være præget med de græske bogstaver alpha og omega. Nadverhandlingen, der tillige indbefatter indtagelse af vin med ordene, dette er Jesu Kristi blod, benævnes også ’eucharistien’, der betyder taksigelse og oblaten, brødet, 350px-Última_Cena_-_Juan_de_Juanesbetyder egentlig det, der ’bæres’ hen til, dvs. i de første kristne menigheder bar nadvergæsterne brødet til kirken for at få det indviet af præsten og det blev som indviet til det, katolikkerne kalder hostien, der betyder ’offeret’. Oblaten er normalt rund for at ligne en mønt, løsepenge for synderne. Disken kan være flad eller med dyb bund. Har den dyb bund er det normalt for, at den skal bæres nedsænket oveni alterkalken med et klæde over.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Vor Frue kirkes nye alterdisk er skabt af guldsmed Dorte Lausten i sit værksted i Blenstrup i Vesthimmerland i samarbejde med glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup ved Hjørring og trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Sammen skabte de, som det må være de fleste bekendt, også kirkens nye alterkalk, som vi indviede sidste år i pinsen. Dorte Lausten har  formet disken med dyb bund. Bunden har samme diameter som alterkalkens bæger og disken burde således kunne bæres frem liggende på toppen af alterkalken. Disken er som alterkalken fortrinsvis af glas, holdt sammen af wengé-træ og sølv. Meget overpyntet ville man således for en umiddelbar betragtning anse den for at være, men som helhed er der en meget fin balance i brugen af de forskellige materialer.

Kirkens gamle disk fra 1745 er et meget enkelt sølvarbejde, udført 368af Vordingborgs på den tid førende guldsmed Christoffer Frederik Hansen Piilsmed. Den er i al sin enkelhed prydet med graveret kors mellem to palmeblade, hvorunder står årstallet 1745. Piilsmed var guldsmed i byen frem til sin død i 1751. Derudover har kirken i år 2000 fået foræret en disk af tidligere sognepræst Thomas Hee Andersens enke, Marie Louise, som er prydet med et lam og et vinblad og ordene: Jeg er livets brød. På bagsiden er navnet Hee indgraveret plus en mig ubekendt kunster HM med årstallet 1958.
Den nye disk må siges at være noget af det smukkeste altersølv. Helheden er slående i sin uensartethed. Glas, træ og sølv i uforenelig harmoni. Symbolik, der æstetisk og teologisk virker så godt sammen, at det er nærliggende enten at tro, der er tænkt over tingene eller at Gud selv har været indover!DSC_0056

Vi ser ikke Maria. Hun er så underfuldt skjult, så tilbagetrukket,

beskeden i sit udtryk, ydmyg, i sit lille hav af blåt fostervand midt i diskens bund, så perfekt rundt, at man skulle tro, det var jorden og himlen i forening, der i hende den nat mødtes. Maria-blåt lyser denne forening op igennem det klare sølv, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter solen i havet og morgenstjernen står op. Der er fødsel og genfødsel, skabelse og nyskabelse i den Maria-blå farves bebudelse. I cirklen anes Maria og englens møde. Man kan næsten spejle hendes ansigt ned gennem sølvet.

Wengé-træets blomst
Wengé-træets blomst

Der er intet guld, men der er en cirkel af mørkt træ. Træ, der aldrig bliver mørkere, men kun lysere og som en dag vil lyse som det pureste guld. Wengé-træets forunderlige evne. Maria er den nye bærer af Guds ord, hun er den nye pagts skrin, som et smykkeskrin, hvori barn Jesus er smykket. Hun er afløseren for pagtens ark, som israellitterne bar med sig under Exodus. Derfor skal hendes udtryk også være gyldent blødt som hårdheden i pagtens arks fire gyldne sider. Sammenholdelsen af Maria-gloriens gyldne cirkel og pagtens arks firkant betegner Guds evighedscirkel og tidens omkransning af menneskelivet, hvori det gøres klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt og gøres gældende for os i inkarnationen og Jesu Kristi frelsergerning.

Det bedste i disken er imidlertid sølvarbejdet. Sølvka369nten på Wengé-træet, spændt fast syv steder som udtryk for syvtallets magi i Skriften: de syv skabelsesdage, de syv ’jeg er´ ord fra Jh-evangeliet, de syv Jesu ord på korset, de syv engle i åbenbaringen, men som det vigtigste som ramme omkring den smukke indsats af sølv med kors: de syv sværd, som skal gennembore Marias hjerte, de stik,

kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens ikke den mindste. Sværdet, korset, som fortæller os, at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, og at der skal håb og vilje til.

Kalkmaleri af Maria med syv sværd - Them kirke
Kalkmaleri af Maria med syv sværd – Them kirke

”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«” (Lk. 1.34-35)

De syv sværd eller smerter i Maria’s hjerte er: Simeons profeti (Lk. 2.34-35), flugten til Ægypten (Mt. 2.13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lk. 2.43-45), Maria’s møde med Jesus på vejen til Golgatha, korsfæstelsen (Jh. 19.25), nedtagelsen af korset (Mt. 27-57-59) og Jesu begravelse (Jh. 19.40-42.

Mønstret på sølvkanten er fisk, ét af kristendommens ældste symboler for Kristus. Vi har det også på alterkalken. Som Dorte Lausten udtrykker det, handler den kristne tro om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

15010405430_d1d553568f_z (1)Der er al mulig grund til at være glade og stolte og dybt taknemmelige, når Vor Frue kirke fra 1. s. i Advent kan in-vitere sin menighed til bords med ny alterkalk og – disk. – Og lad så al fortolkning være historier fra de varme lande … Det bliver de ikke dårligere af!

Sognepræst kb Hardy Lund Olesen

 

 

 

De ni Læsninger

Vor Frue kirke, Vordingborg

4. søndag i advent

Søndag den 20. december

Kl. 10

Historien om De ni Læsninger eller The Festival of Nine Lessons and Carols indledes i 1880 i det victorianske England. I Truro i Cornwall har Prinsen af Wales og Hertugen af Cornwall under

Truro Cathedral fra 1880
Truro Cathedral fra 1880

storbevågenhed og pomp og pragt lagt grundstenen til Katedralen i Truro. Under stor bevågenhed, fordi den krævede nedrivning ikke kun af en del borgeres hjem, men også den gode, gamle sognekirke fra det 16. årh. Truro var kommet i voksealderen og skulle have katedral og den dag i dag løfter Truro Cathedrals tre spir sig himmelhøjt over byens centrum.

Biskop af Truro and ærkebiskop of Canterbury Edward White Benson (1829-1896)
Biskop af Truro and ærkebiskop of Canterbury Edward White Benson (1829-1896)

Der skulle dog gå 7 år inden katedralen stod færdig og menigheden måtte således til en start samle sig i en lille  trækirke ved siden af. Her indførte Truros første biskop Edward White Benson en helt ny gudstjeneste. Hans idé var at skabe en teologisk og liturgisk praxis i adventstiden, en pædagogisk udlægning af adventstidens indhold af ’tidens fylde’: fra skabelse over fødsel til genløsning. Onde tunger påstår , at han tidsmæssigt placerede den  på selveste juleaften kl. 22 for at holde mændene ude af pubberne!

Gudstjenesten er bygget op over 9 læsninger fra Det gamle og Det nye Testamente.  De læses op af ansatte ved kirken hierarkisk fra den mindste kordreng til biskoppen selv. Læsningerne suppleres af udvalgte korsatser.

Gudstjenesten blev hurtigt meget populær og spredte sig udover

Kings College, Cambridge
Kings College, Cambridge

Cornwalls grænser. I 1918 blev traditionen taget op af Kings College, Cambridge, som havde et meget berømt kor. Domprovsten i Kings College, Eric Milner-White, havde været militærpræst og syntes, at Church of England havde brug for en mere levende og nærværende  gudstjeneste og indførte denne med nogle få ændringer i forhold til Bensons oprindelige fra Truro Cathedral. Det er denne gudstjeneste, der siden har rejst verden rundt.

Kings College, Cambridge
Kings College, Cambridge
Førslev kirke, Vestsjælland
Førslev kirke, Vestsjælland

Gudstjenesten blev første gang sendt af BBC i 1928 og op gennem 30’erne og under 2. verdenskrig på BBC World Service til udlandet og især til soldaterne på slagmarkerne. I England bruges traditionen også hvert år til skolernes juleindsyngning

I Danmark hører vi første gang om ’De ni Læsninger’ i 1957 i Førslev kirke. Knud Andersen, tidligere præst i Helsingør Domkirke og senere provst i Slangerup , havde læst i England og bragte denne gudstjeneste med hjem. I Helsingør Domkirke har den været fast bestanddel af adventsfejringen siden begyndelsen af 1960’erne, hvor jeg selv som korsanger var med til at opføre den.

Aa kirke, Bornholm
Aa kirke, Bornholm

Jeg bragte den videre i mit første embede i Aakirkeby og siden her til Vordingborg. I 25 år har den således været Vordingborg kirkes juleindsyngning som et samarbejde mellem Vor Frue kirkes kor og organist og mig. For mange i sognet er den blevet den egentlige juleaftensgudstjeneste, hvor man i ro og fred kan høre hele frelseshistorien.

 

Kirken med de mange begyndelser

Vejledningens forside
Vejledningens forside

– anmeldelse af Thomas W. Lassens kirkevejledning til Vor Frue kirke, Vordingborg

Præsentation v/ forfatteren selv tirsdag den 18. november kl. 19 i Vor Frue kirke, Vordingborg

Cand. phil. Thomas W. Lassen, tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falsters stiftsmuseum, har med stor grundighed og detaljerigdom skabt en værdig præsentation af Vor Frue kirke i Vordingborg. Med sin blå baggrund, taget fra altertæppet, skabt af væveren Vibeke Klint, fremstår kirken allerede på forsiden som en lys og venlig kirke, der byder

Prædikestolen - detaljer
Prædikestolen – detaljer

indenfor. Man får en let tilgængelig introduktion til kirkens placering i forhold til borg og by og dens indviklede bygningshistorie er konstruktivt ridset

Putti med due i hånden
Putti med due i hånden

op. Teksten ledsages af en rigdom af såvel oversigts- som detaljebilleder, der giver en grundig beskrivelse af kirkens rum og inventar. Med sin store viden om lokalhistorie og vore gamle middelalderkirkers historie har Thomas W. Lassen tillige formået at sætte Vor Frue kirke i Vordingborg ind i en større historisk og topografisk sammenhæng. Flere lokalhistoriske portrætter af borgmestre, værksteder, håndværkere, godsejere, præster og politikere  gøres gældende, som ansatser til endnu større historier. Med vakt nysgerrighed føres man gennem epitafiers og gravminders afdækning af de lokale slægtsforhold og får herigennem en fornemmelse af, hvor lille byen egentlig var. Der er blevet plads til at anskueliggøre de mange

Anna selvtredje
Anna selvtredje

renoveringer, kirken har været igennem og hvilke konsekvenser, de har haft af bygnings- og inventarmæssig karakter. Fremhæves skal især Thomas W. Lassens arbejde med kirkens kalkmalerier, som ved den sidste renovering har gengivet kirken dens helt særlige plads som én af Danmarks smukkeste kirker. Her mærker man levende

De hellige tre konger
De hellige tre konger

Thomas W. Lassens store interesse for billedverdenen i de middelalderlige kalkmalerier. Der er endvidere blevet plads til en beskæftigelse med gravminder på kirkegården ved kirken, en lille omtale af arkitekten J.D. Herholdts kapel på Gl. kirkegård. På bagflappen er anbragt en oplysende series pastorum, præstetavler, der historisk korrekt  gengiver embedernes historie.

Der er enkelte fejl både i teksten og på billedsiden. Jeg kunne godt bruge en bedre dækning af Gunnar Slots værker i kirke som på kirkegård. Måske ville et historisk rids af kirkegårdenes udvikling have været oplysende. Thomas W. Lassen har selv leveret de fleste af fotografierne. De er i god kvalitet og der er virkeligt blevet gjort noget ud af detaljen, men her kunne man fra menighedsrådets side godt have hjulpet Thomas W. Lassen med at få skabt mere

Kirkens nye alterkalk kreeret af Dorte Lausten
Kirkens nye alterkalk kreeret af Dorte Lausten

professionelle billeder, dvs. billeder, der ikke anbringer perspektivet skævt eller klipper i motivet. Ikke fejl, Thomas W. Lassen skal bebrejdes for – han har brugt de midler, han har fået og gjort det godt – men lidt professionel hjælp havde været til gavn for helheden og også for menighedsrådets videre arbejde med at præsentere en smuk og nyrenoveret kirke for besøgende og menighed.

 

Alt i alt har Thomas W. Lassen begået en saglig og spændende vejledning til en kirke, der fortjener langt større udbredelse end den tidligere har nydt, både som en del af Danmarks Borgcenter, men også for sin egen skyld – som kirken med de mange begyndelser.

 

 

J.D. Herholdts kapel
J.D. Herholdts kapel

 

Thomas W. Lassen vil selv præsentere sin kirkevejledning tirsdag den 18. november kl. 19, hvor menighedsrådet også er vært ved en lille reception.

Hardy Lund Olesen

Sognepræst

Ny alterkalk til Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten
Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten

Ny alterkalk i Vor Frue tages i brug Pinsedag

Det er ikke hver dag, menigheden kommer tæt på kirkens hellige kar, som alterkalk og disk kaldes. De står oppe på alteret og er som regel dækket af et klæde og ved nadveren dækket af præstens hånd. Ved højmessen pinsedag i Vor Frue kirke i Vordingborg er det muligt at komme meget tæt på en helt ny af slagsen. Nu skal det siges, at det ikke er hver dag kirker skifter alterkalk. Vordingborg kirkes middelalderlige alterkalk er fra 1400-tallet og skal have en afløser. Ikke fordi den er slidt eller gået i stykker, men fordi den skal på museum. Den skal være en del af middelalderudstillingen på Danmarks Borgcenter i Vordingborg.  I første omgang er den dog kun udlånt et par år.

Den gamle kalk bærer på foden indskriften: Kalk til den salige Marie Magdalene alter i Vordingborg kirke. Det har ofte ført til den misforståelse, at kirken oprindeligt hed Marie Magdalene kirke, men der har tidligere i kirken foruden altre for Skt. Gertrud og Skt. Katharina altså også været et alter for Marie Magdalene, hvor denne kalk har været brugt. Ifølge Thomas W. Lassen, middelalderarkæolog og tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falster stiftsmuseum, og som i nær fremtid vil forsyne Vordingborg kirke med en meget grundig vejledning til kirkens gæster, er kalken, som indskriften og så antyder, skænket kirken i sidste halvdel af 1400-tallet af Tue Jacobsen, som i 1467 nævnes som rådmand i byen. Skaftet er ottekantet, måske det gamle symbol på de syv skabelsesdage plus den dag, der kommer efter dette liv, og noten, knoppen, der forbinder bæger og skaft,  har stavværksgraverede flige og 12 fremspring: 6 ruder, hvor navnet ’jhesus’ er graveret og 6 runde plader, hver med et støbt Kristushoved. I 1570 havde Vordingborg kirke endnu to kalke.

Den nye alterkalk er skabt af  guldsmed Dorte Lausten, som har værksted i Blenstrup i Østhimmerland.  Dorte Lausten er elev af Bent Exner og lærte her ikke kun guldsmedekunsten fra én af de ypperste (Bent Exner har også forgyldt gåsen på Gåsetårnet), men også om den kristne tro, kors og opstandelse. Hun har i samarbejde med Bent Exner bl.a. fremstillet spændet til Budolfi kirkes bispekåbe og, ikke at forglemme,  i foråret 2004, Frøslevskrinet, folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup, som i dag står på Sønderborg slot. Når man taler med Dorte Lausten, kan man af hendes glade umiddelbarhed høre det engagement og den indlevelse, hun har med sig fra Exner. Ikke kun at skabe kunst  i spændingen mellem det rustikke og det sofistikerede, men også at give materialet det liv, livet har i troen.

Det ses også i den nye alterkalk. Bægeret, er her af glas. Lavet af glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup, kunstens by, oppe ved Hjørring. Normalt ser vi alterkalke i sølv, hvor bægeret indeni  er forgyldt. Forgyldningen foretages for at forhindre vinsyren i at tære på sølvet over tid. Og Dorte Lausten har netop siddet med mange gamle alterkalke, der var tæret igennem og som skulle renoveres. Alterkalke, som jo i grunden kun er brugsgenstande og således bare kan udskiftes, når de ikke længere opfylder formålet. Men mange menighedsråd har sendt disse alterkalke til gode guldsmede, der så møjsommeligt og under store kvaler har sat kalken i stand til mellem 35 – 75000 kr. Glasset angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Det kan gå i stykker, javel, men det er til at erstatte rimelig overkommeligt.  Bægeret er her forsynet med en koboltblå farve i kant og bund, en farve, som passer godt til Vordingborg kirkes altertæppe, antependium og alterbord vævet af Vibeke Klint netop i blåt, fordi, som Vibeke Klint udtrykte det ved indvielsen: Vordingborg kirkes grundfarve er blå, Marias liturgiske farve. Dorte Lausten har arbejdet en del i emalje og her har hun særlig gjort brug af den koboltblå farve, som ikke kun brænder godt, men også med sin kølige renhed er en rolig farve at se på.

Denne blanding af det praktisk lad-sig-gørlige og det dybt eksistentielle gør sig også gældende i alterkalkens fod, hvor mønstret er fisk.  Og når jeg spørger Dorte Lausten, hvorfor hun har brugt fisk som udsmykning, svarer hun ligeud og helt selvfølgeligt, fordi kristendommen handler om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Og så endelig fundamentet, dér hvor præsten holder om alterkalken. Den er her lavet af træ. Drejet af trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Dorte Lausten bad  Niels Erik Christensen dreje fundamentet, fordi hun altid har været betaget af overfladen og udtrykket i træets struktur. Træet er kalkens fysiske omdrejningspunkt. Derfor har den en høj densitet, dvs. den skal være tung. Ydermere skal den matche glasset og sølvet. Derfor valgte Niels Erik Christensen en sort træsort. Han overvejede oprindeligt at bruge en dansk træsort –asketræ – som kunne lede tankerne hen på en sammensmeltning af livets træ i nordisk mytologi, Ygdrasil og livets træ i den jødisk-kristne tradition, træet i Edens have. Han kasserede dog dette tema, da det var for snævert – for nordisk og ikke åbnede nok op den verden, som er kristendommens, næstekærligheden, åbenheden og tilgivelsens verden. Han valgte således en afrikansk træsort – Wengé. En meget speciel træsort, der netop rummer den sammensathed, som knytter sig til kristendommens omdrejnings- og holdepunkt  Kristus, han, der turde gå imod strømmen, det etablerede, det firkantede, det skriftkloge, både i ord og handling. Hvad har det med træet wengé at gøre. Jo, når træ påvirkes af lysets ultraviolette stråler, så bliver det normalt mørkere. Det gælder alle træsorter  med én undtagelse: træsorten wengé. Den bliver tværtimod lysere ved påvirkning af lys og kommer sluttelig til at ligne egetræ. Træsorten wengé kan på den måde symbolisere Kristus, han der altid agerer modsat det, man skulle forvente, det, man kan sige sig selv.

Som man kan forstå, har det for kunstnerne været kontrasterne, det modsigelsesfulde både hvad angår det sanselige, altså det fysiske, og det kristne åndelige fællesgods, der samles i denne alterkalk.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Sct. Nikolai kirke i Rønne i foråret 2011 tog en alterkalk i brug, lavet helt i glas af Baltic Sea Glas-kunstneren Pete Hunner, som mange sikkert kender fra besøg på Bornholm. Han brugte et helt år og mange forsøg på at skabe en sådan kalk, hvor vinen, når den er hældt op og står på alterbordet foran Havsteen Mikkelsens smukke altertavle ender i en dråbe blod, farvet ind i stilken, et billede på historien om den oprindelige alterkalk, hvor bloddråberne fra Jesu lidelse og død angiveligt skulle være samlet i et bæger.

Ja, ja, skrappe sager her i foråret, men velkommen til indvielse af Vordingborg kirkes nye alterkalk PINSEDAG kl. 10.

På Vordingborg kirkes vegne

Hardy Lund Olesen

 

 

Ja, vi elsker dette landet …

Landet, der rejste sig på ruinerne af et andet

17. maj … der er næsten en mytisk klang over denne dato eller bare disse ord. Norge, blomsterdalen, de skinnende hvide snefjelde, blåt, hvidt og rødt. Har man været der, får man næsten en klump i halsen.

Jubelscene på Karl Johan den 17. maj
Jubelscene på Karl Johan den 17. maj

Jeg var i Oslo forleden dag, den 16. maj, dagen før dagen og oplevede her forberedelserne til 17. maj.  På Akershus fæstning hørte jeg Livgarden spille ‘Ja, vi elsker dette landet’ til akkompagnement af hundreder af børnehavebørn med norske flag i hænderne, der råbte hurra af fulde lunger. Ikke et øje var tørt.

Forhandlinger under Wienerkongressen på Hofburg
Forhandlinger under Wienerkongressen på Hofburg

Og i år en ekstra anledning til at fejre dagen: 200-året for den norske grundlov, en grundlov, som i 1814 var én af de mest moderne i Europa  og som paradoksalt nok kom til at danne mønster for vor egen, dog noget senere. Paradoksalt, fordi denne nye forfatning blev til netop på baggrund af afståelsen af Norge fra dansk side efter nederlaget sammen med Frankrig i Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813. Frederik VI afstod ved Kielerfreden den 14. januar 1814 hårdt presset Norge til den svenske konge. 434 års rigsfællesskab siden Margrethe 1. og den nordiske personalunion var nu endelig en afsluttet æra. I 1812 havde svenskerne endvidere foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark. Og da nordmændene gjorde oprør mod at være blevet ‘solgt’ til Sverige, anklagede svenskerne Danmark for at have bidraget til oprøret, hvilket atter truede Danmarks eksistens. Frederik VI drog desperat til Wienerkongressen i september 1814 for at redde stumperne. Her opnåede han så tålelige vilkår for Danmark, at vi reddedes fra total tilintetgørelse. Det fortælles i øvrigt, at Frederik VI indkvarteredes på Hofburg i Wien

Frederik VI
Frederik VI

sammen med østrigere for at østrigerne bedre kunne overvåge ham – den tids NSA og Merkelgate. Intet nyt under solen. Afrejsen fra Wien var da også nærmest en flugt af angst for at skulle blive mødt af nye krav og ubehageligheder fra de sejrende magters side. Ikke desto mindre blev Frederik VI modtaget som en helt i Danmark, fra Altona og til København var der tale om et sandt triumftog. At Frederik VI ikke havde fået kompensation af svenskerne for afståelsen af Norge bidrog imidlertid ikke til den i forvejen slunkne rigskasse. Med jubelen fulgte derfor krav til ham om demokratisering af riget og der foranstaltedes stænderforsamlinger, der skulle indlede arbejdet henimod en ny forfatning.

I mellemtiden den 10. april 1814, samtidig med at 112000 allierede soldater rykkede ind i Paris for at genoprette kongemagten efter den franske revolution, mødtes 112 nordmænd på Eidsvoll for at skabe en grundlov, en forfatning, der skulle afløse rigsfællesskabet med Danmark og samtidig overfor svenskerne markere, at Norge nu var et selvstændigt rige. Eidsvoll-forfatningen blev endeligt underskrevet

Arveprins Christian Frederik, senere kong Christian VIII
Arveprins Christian Frederik, senere kong Christian VIII

den 17. maj 1814 og samme dag indsattes den danske prins Christian Frederik som norsk konge. Han gav dog allerede den 14 august afkald på tronen, hvorefter Norge var en vasalstat i union med Sverige frem til 1905, hvor den danske prins Carl blev udnævnt til den første norske konge under navnet Håkon. Christian Frederik blev senere fra 1839-1848 den danske kong Christian VIII.

Man kan sige, at modstanden mod indlemningen i Sverige, skulle blive Danmarks held. Forholdet til Sverige har siden 1814 været anstrengt, hvorimod de dansk-norske forbindelser altid har været meget tætte.

Nu mangler nordmændene blot at få oversat Eidsvoll-forfatningen til norsk. Den er stadig skrevet i det sprog, som var kancellisprog i 1814, nemlig dansk. Den er den eneste forfatning i verden, der er skrevet på et fremmed lands sprog.

Norge blev til som selvstændigt land på et tidspunkt, hvor Danmark var ved at være en saga blot, rammet ind af total opløsning og økonomisk bankerot. Der er snart valg til EU-parlamentet og ja, det er snart grundlovsdag i Danmark.

 

Elsker vi også dette landet …?

En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13

 

Når en abe kigger ind …

b
Georg Christorp Lichtenberg

NÅR EN ABE KIGGER IND …

 

Religionsfriheden i verden lider. I en rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center for året 2012 anføres det, at i 43 % af de 198 lande og områder med en samlet befolkning på 5,3 mia mennesker er der tale om enten statsskabte eller af sociale fjendtligheder (krig -terror – chikane-) betingede restriktioner i forhold til religionsfrihed. Et tal, der fra 2010 og 2011 har været stærkt stigende. Vi kan sagtens forstå, at det forekommer i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia og i de sidst tilkomne Syrien, Libanon og Sri Lanka, men også Kina er blevet en storspiller her med, som det udtrykkes, religionsrelateret terrorisme.

Men at Danmark som moderat krænker af religionsfriheden indtager en plads på linie med England og Tyskland og altså som mere krænkende end lande, vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, er måske ikke så overraskende, når man sammenholder dette med tidligere undersøgelser af, hvordan vi i øvrigt håndterer menneskerettigheder og behandler fremmede i vort land. Men det burde råbe vagt i gevær.

Det, der trækker ned, er selvfølgelig først og fremmest, at staten støtter én trosretning på bekostning af alle andre. Der er religionsfrihed, men ikke -lighed. At den danske stat endvidere blander sig i religiøse forhold er heller ikke formålstjenstligt. Begge dele en del af Grundloven og således ikke lige til at ændre. Men den verbale diskriminering af muslimske kvinders hovedbeklædning, den grove omtale af andre folkeslag, polakker, rumæner, baltere, altså at debattonen er friere og dermed hårdere i Danmark end i mange andre lande, er absolut noget, man kunne gøre noget ved. Det bør jo ikke komme bag på nogen, at sproget siger utrolig meget om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Sproget former så at sige vor bevidsthed og rummer i den forstand vor oplevelse af virkeligheden. Vi ser verden, som vi ønsker at se den, ikke som den er. Og de andre har ikke nødvendigvis plads i den verden, vi ser. Potentielt og i yderste konsekvens er der ikke langt fra tredivernes Tyskland og til vort så patetisk frihedsbesungne, fordomsfrie fædreland.

Helle Thorning Schmidt gjorde i sin nytårstale opmærksom på denne sproglige råhed og kynisme. Dronningen har også gjort det i sin omtale af vor dumsmartethed og at vi ikke er så små, at vi så også skal være smålige. Indskrænketheden, afstumpetheden, primitiviteten i et folk kommer af dette folks mangel på selvkritik og udisciplinerede principløshed. Vi er de bedste i verden. Vi kan med vor hellige  ytringsfrihed tillade os alt. Det er de andre, der er forkert på den.  Siger vi højt skrydende. Respekt for andre, for andres følelser og tanker er suspenderet i sådanne menneskers tankegang. Blasfemi eller ond tale, som det er, fordi det ikke respekterer almindelig ro og orden i et folk, bliver resultatet. § 140. i den danske straffelov lyder sådan:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Kun én gang har denne lov ført til domfældelse. Det var i 1938  i en sag om forhånelse af den jødiske religion. Tankevækkende!

I forbindelse med blasfemiparagrafen skal vi ikke trække det røde kort hver gang der ytres noget kritisk om trosdogmer eller religiøse skikke og sædvaner, men lad os dog beholde den som et gult kort som udtryk for den respekt for andre mennesker, vi alle som minimum bør have. Vi er ikke kun krop, men også ånd.

Når en abe kigger ind i et spejl, kan man ikke forvente at en apostel kigger ud af det samme spejl, sagde fysikeren og satirikeren Georg Christorp Lichtenberg i slutningen af 1700-tallet. Når du som kristen ser ind i et spejl  så ser  du noget grundlæggende om dig selv: det, som er smukkest ved dig, det, som Gud Skaberen vil, at du skal være. Således får du muligheden for at at lægge det bag dig, som er ondt. I et sådant lys findes der intet håbløst tilfælde. For så er håbet  altid tilstede.

“Herren” er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

2. Kor. 33.17-18

Anderledes udtrykt: Vi burde søge en forvandling fra det, vi ikke bryder os om ved os selv, de ting, som tynger os og så virkeliggøre ligheden med Gud i os. Så kunne det være, at selv danskere kunne blive civiliserede mennesker.

Vi kalder det i den kristne kirke ‘omvendelse’. Lad det også være vor mission i det nye år!

Det behøver man ikke være biskop for at forstå.