Evangeliet i en syg verden

 

Ban Herrens vej. Ban vej, giv fri, gør synlig … Det er gode ord i disse uger, hvor utrygheden, desperationen, angst og frygt har præget mange danskere ovenpå hændelserne den 14. februar

Blomster ved synagoden i København
Blomster ved synagogen i København

i København. Ord om Gud, der kommer vort liv i alle dets skikkelser i møde. Den Gud skal komme os nærmere og Guds vilje skal have større muligheder til at påvirke os, når vi vender os til hinanden, når vi tager vare på hinanden. At bane vej for Herren betyder at se hinanden og at se mennesket i sig selv.

Det store altomfattende bud i Bibelen er: Du skal elske Gud over alting og din næste som dig selv. Gud gav loven for at vi skal vende blikket udad, bort fra selvcentrering og indadvendthed. Loven er nødvendig for at vække viljen. Og viljen vækkes bedst, når man ser hinandens øjne. Den, hvis øjne man ikke ser, er det lettere at være hård imod. Så enkelt er det faktisk. Vi taler om et humant samfund, med lighed og frihed for alle, men én af de stærkeste kræfter er: Kom ikke her med dine øjne og se anklagende på mig. Kræv ikke forandring af mit liv, påstå ikke, at jeg har skyld. Hvilken ret har du til at sætte dig til doms over mig?

Har du talt med dit barn i dag? Har du set dit barn i dag? Har du set dit barn i øjnene i dag? Er det, vi gør, måske rigtigt? Er klimaforandringerne måske i

Global opvarmning
Global opvarmning

orden, forandringer, som kan føre til total kaos i verden på grund af sult, flygtningestrømme, oversvømmelser og krig? Nej, hvorfor skal jeg søge forandringer i mig selv, i verden? Er det mit ansvar, det, der sker. Hvorfor lige vor generation, ja, hvorfor? Fordi vi har børn og børnebørn, vi har en skabelse, som indædt opfordrende forsøger at få os til at se vort ansvar i øjnene. Derfor!

Det er dejligt at slippe for at have andres livsvilkår inde på livet. Det er langt nemmere at vælge sine ligesindede selv, at bo

sult
Sult

dér, hvor de fleste har det ligesom jeg, at tage på arbejdet, hvor kollegerne har det, handler og tænker ligesom jeg, have sin fritid for sig selv eller undtagelsesvist med dem, man deler meninger og værdier. Vi skal ikke glemme, hvad det har betydet for vort lille land, at mennesker med forskellige økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forudsætninger har måttet leve side om side, delt skoler, hørt til samme lille samfund og været henvist til hinanden på godt og ondt. Og samtidig ved vi også, hvad det har betydet af ufrihed og begrænsninger for den enkelte. Det vigtigste er, at vore øjne har været hinanden nærmere, især når den dårligst stillede iblandt os ikke var nødt til fuld af skam at slå sine øjne ned.

Den, man ikke ser, kan nok ses som en trussel. Men den som nok ses som en

Auschwitz
Auschwitz

trussel bliver det også. Således skabes fjendebilleder. De vokser frodigt allevegne. I dag er det islamisterne, vor bevidsthed drages imod fra alle sider. Begreber blandes sammen, bliver uadskillelige, ikke til at skelne, både med vilje og på grund af uvidenhed. Hvorudaf vokser et diffust fjendebillede, som inkluderer alle og ingen muslimer. De er

Islamisk Stat
Islamisk Stat

fremmede og farlige, siger vi. De er ikke-individer, styret af et fanatisk kollektiv, siger vi. Men helt nøjagtigt: hvem er de? Det giver vi os ikke af med at fundere over. Vi ser dem jo ikke – i øjnene? Det gjorde tyskerne heller ikke, da nogen udryddede jøderne, vel?

Gud er på vej. Siger Bibelen. Ban hans vej, siger Johannes. Det dobbelte kærlighedsbud er hans, og mange mennesker gør bevidst eller ubevidst hans vilje. Gud vil, at vi skal se andre menneskers behov, skabelsens fylde. Gud opfordrer os til at se sammenhængskraften i verden i kærlighedsbuddet: at give plads, at give udsyn, at gøre medmennesket til genstand for alle vore bestræbelser.

Mange af os har sidste efterår set serien 1864 til minde om krigen i 1864. Nederlaget, som mange siger, som om ikke alle krige er et nederlag i sig selv. Vendepunktet for Danmark, som andre siger, nedslået nationalt. Ja, ja … Danmark var aldrig smukkere end i netop nederlagets stund. Da den nationale

1864
1864

eufori var stilnet og vi fandt vor plads på den internationale scene og igen kunne passe vore bukser, om jeg så må sige. 1864 var en sejr for alle os, der ikke sympatiserer med det danske 1600-tals eksperiment, hvor magten og troen var det samme. Enevælden, ortodoksien, det indskrænkede totalitære, som var meget tæt på at være en dansk variant af sharialoven i muslimske lande. Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut. Også i det religiøse rum. Kristen tro kommer nærmest sin bestemmelse i modvind. Når kristne er med i eller leder protester mod noget virker vi mest uforfalskede. For Gud møder os ikke først og fremmest i det kendte. Han møder os i det, der udfordrer os. Det uventede. I det, der afkræver os alt, hvad vi er. Der stiller os til ansvar. I dem,

Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen
Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen

som vi ikke kendte før efter. Hvad har ikke indvandringen, flygtninge og asylsøgende betydet for vor opfattelse af, hvad som er universelle værdier og konflikter mellem grupper og individers rettigheder. Hvad har ikke tilstedeværelsen af andre trosretninger og deres traditioner betydet for vor mulighed for at indse rækkevidden af, hvad en gudstro kan indebære af visdom og galskab, åbenhed og fanatisme. Det er, når vi møder det fremmede, at vi først ser Gud. Ban vej for Herren betyder: lav ikke en mur om dig selv. Luk dig ikke inde. Vov at møde det fremmede. Dér kan Gud være.

Ja, det kræver mod, vovemod, dristighed. Så mange forstår os ikke, vil måske ikke forstå. Hvad er det med den kirke? ”Vi spillede for jer, men I ville ikke danse. Vi sang sørgesange, men I ville ikke klage.” Jesus får os til at ligne børn, når han sætter sin finger på vor følelse af ikke at være forståede. Det er det jo nok ikke verden om, det er kun for forkælede danskere at tænke sådan. Han gav sit liv for ikke at blive forstået. Som ham, der banede vejen: Johannes-Døber. Og det giver os livet. I tiden. I evigheden.

Så ban Herrens veje

– også i og for en syg verden!

Tweenagers in Wonderland – Neverland revisited

Der er nu pr. 24. november 2014 kommet en anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation for børn fra 3. og 4. klassetrin. Opfyldelsen af anordningens bestemmelse påhviler menighedsrådet og gennemførelsen har præsterne ansvar for. Ikke, at de så skal undervise børnene, men de skal tilse, at den foretages på et forsvarligt grundlag. Fra de første spæde spirer på forsøgsplan i slutfirserne deltager på landsplan hvert fjerde barn i 9-10 års-alderen i ordningen. Og det vel at mærke efter skoletid. Børn bombarderes i disse år med mange tilbud og de vil gerne det hele. I en tid, hvor de voksne mere og mere overlader opdragelsen af børnene til skole og SFO og de elektroniske medier, hvor de voksne er så optaget af karrière og alt det materielle hurlumhej, hvor de ikke ved mere om kristelig børnelærdom end det lille dåbsbarn, som de som faddere ved dåben højt og lydeligt lover at stå ved, hvor skolen mere og mere skipper de kreative og musiske fag og hælder til 2 + 2 = 4 tyranniet, er det nødvendigt som kirke, som samfund, at stå fast på de grundlæggende værdier, alt det, der står, når alt det andet rundt-omkring er faldet.

Zip- og zapperkulturen

Minikonfirmander 2002
Minikonfirmander Vordingborg 2002

Børn er i dag præget af en umådelig utålmodighed, man har kaldt dem zappere, de skifter kanal hele tiden. De er overfladiske, tager lidt her og lidt der, lettere forvirrede, fordi de ikke kan koncentrere sig om én ting ret længe ad gangen. De vil imidlertid gerne have sammenhæng. De søger sammenhæng, de hænger på den, når de finder den. Sammenhæng og tryghed hænger sammen for dem. Det er denne følelse af sammenhæng og dermed tryghed, vi skal søge at bibringe dem i undervisningen – på deres betingelser vel at mærke. Altså på zapper-manér. Den undervisning, jeg selv gennemførte i årene 2000-2003 foregik således som et mix af steder og genrer og indtryk. Vi var på kapellerne, på kirkegårdene, i præstens æblehave, mange forskellige steder i kirken, i andre kirker, nyere kirker, på museet. Vi sad i bælgmørke i kapellet og i splintrende krystallys i Holsted kirke med det store malede vinduesparti af Emmaus-vandringen for vore øjne, med spillet af vandet i guldfadet i døbefonten, vi så grave og kister, vi så teater og hørte fremmedartet musik, vi tegnede, bad bønner, sang, grinede, spiste vindruer og clementiner og mærkede duften af nybagt brød bære trygheden rundt i lokalet, vi raslede gennem efterårsløvet i skovbunden, klatrede i træer, hev pigerne i fletningerne og sparkede drengene bagi på rejsen fra det ene til det andet, vi lavede navneleg på brønden i Sykar, tændte lys på gravene. Og alle stederne krydredes af oplæsning, fortælling, stilhed, bøn med Kristuskrans, andagt, lys, billedbetragtning, sansning og hele tiden faste temaer til så at sige at pinpointe deres opmærksomhed, holde dem fanget af én ting ad gangen. Og så naturligvis masser af moderne børnesange og –salmer.

Barndommens land

Børn er uforfærdede og uden hæmninger. Går på med krum hals. Har gå-på-modet, denne Guds største gave til den barnlige sjæl, ubekymretheden, den ubegrænsede og ubetingede nysgerrighed til at være opdagelsesrejsende i livet: Hvor gammel er Gud? Hvad betyder hor? Nogle gange svarer de også selv og det kan der komme mangt et rødt øre ud af på en genert præst. Vi voksne mener jo nok at vide svaret på det meste; netop derfor spørger vi ikke. Mine svar på deres mange spørgsmål halter måske lidt, er måske endda dårlige, sådan lidt grebet ud af luften, børnene kan jo ikke vente til i morgen med svar, vel! Næh, men børn sætter nu også pris på et skikkeligt forsøg. Og jeg ville nok ikke have kunnet svare anderledes, hvis en voksen havde stillet det samme spørgsmål. Jeg tror, at når det gælder tilværelsens grundlæggende spørgsmål, så er vi alle børn, vi er små, for spørgsmålene er så store.

Minikonfirmander Nyråd 2014
Minikonfirmander Nyråd 2014

Barnet udmærker sig ved den store gave, det er at kunne undre sig. Den giver barnet mulighed for at gå gennem verden med glæde og lyst. Ikke sjældent undrer vi voksne os over, hvor lidt der skal til for at undre et barn og hvor uformidlet de bringer deres glæde og overraskelse til udtryk. De kan undre sig over sneglens slimede spor, over mejsens vimsige vandren op og ned ad træernes stammer. De klapper i deres små hænder, når de ser en skrubtudse hoppe eller fuglenes syngen og kvidren. De er i alt, hvad de foretager sig, tæt på livets udspring og giver. De fornemmer meningen i deres hjerter bag alt.

Rejsen 

Det viser mig, hvor kostbart det er for os voksne at bevare barnet i os og ikke blive alt for voksne og forhåbningsløse og være på vagt overfor mennesker, der undrer sig over livets store mangfoldighed. Det er måske det, Jesus hentyder til, når han siger: Gudsriget hører barnet til. I børnene er det allerede brudt frem.

Gå ud i alverden, forkynd og døb. Det er vores sendelse. Det er det, barnet forstår bedst af alt. At det sendes ud med et krav til sit liv, der er større end det selv. Mødet med det religiøse udvider så at sige virkeligheden eller bekræfter det, som barnet ved på forhånd, at livet er en gave, noget, vi voksne tit glemmer. Bekymringsløsheden, den spontane glæde, sansespillet og –legen, farverne, bærstederne, som man kendte som barn, hvor alle urter, buske og træer voksede over ens hoved og blev steder, man kun kendte selv og aldrig fandt igen. Det dér Neverland, som den sårede unge og den skamskudte voksne, resten af sit liv søger tilbage til.

Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke
Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke

Det er denne rejse, denne vandring, denne genoplevelse, der bør være udgangspunktet for enhver seriøs undervisning. Små piger, som af ren nysgerrighed havner i Wonderland, Eventyrlandet. Ført ind i en verden, hvor de møder det ene forunderlige væsen efter det andet. Tvilling Di og Dum hører nok til den blide slags og et forvirret teselskab hos Den Gale Hattemager kan skabe undren over, hvor de er. Mødet langt senere med den berygtede Hjerter Dame, overbeviser dem om, at i denne verden findes der kun ét eneste fornuftigt væsen, og det er dem selv hver især.

Ja, og små drenge, der aldrig skulle få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Næh, de skal opleve en indgang til en magisk verden af leg og sjov og befolket af riddere, cowboys og indianere, sørøvere, pirater og skibbrudne. På det overdrev, hvor kun fantasien sætter grænser. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien.

Gå til myren …

Vore historier som voksne har andre personer og navne, vore veje går gennem mere kendte områder, men har du tænkt på, at børnene måske allerede har mødt angsten, sorgen, endog døden i deres liv, men de har aldrig været på den anden side af regnbuen – gennem det hele og til sidst fundet skatten.

Børn i 3.-klasse kan meget mere om kristendom end deres rygte. Jeg var imponeret, når jeg hørte 9-årige børn synge ”I østen stiger solen op”, alle 7 vers, udenad, på vej gennem Kirkeskoven fra SFO’en på Marienberg og til konfirmandstuen og, ligeledes udenad, kan falde ubesværet ind i ”Nu titte til hinanden”. Sangglæden er stor og deres viden ligeledes.

På vej gennem Kirkeskoven tilbage til SFO’en på Marienberg spurgte jeg englebasserne: ”Hvorfor er I så urolige?” ”Joh,” råbte Freddy nede bagfra, ”det er da bare fordi, vi har glædet os så meget til at se dig!” Og så jeg da små horn i panden og lang hale og troldesmil på de 22 kære. Næsten. Næsten!

Minikonfirmander i Ørslev kirke
Minikonfirmander i Ørslev kirke

Gå til myren og bliv vis, siges det, næh, saml en snes ti-årige lopper, frigør dem fra skole, SFO og forældre, lær selv noget om pædagogik og fortæl dem så en dag om ugen mellem 14 og 16, efter en for dem lang og anstrengende skoledag, noget om Jesus og kirken og døden og evigheden og skyld og skam og kærlighed og tilgivelse og barnedåb og nadver og påske og pinse og jul og begravelse og vielse og konfirmation og trosbekendelse og fadervor og lignelser og Moses og Adam og Eva og Maria og Josef og Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner og Zakæus og det store gæstebud og syng alle de nye og gamle sange og vis overhead og lav mapper til hver gang og planlæg og lav feedback og forfra igen osv. osv. – og sig så ikke som kirke, som samfund, at det ikke har været det hele værd!

Hjerteligt tillykke Folkekirke med den nye anordning!

 

De ni Læsninger

Vor Frue kirke, Vordingborg

4. søndag i advent

Søndag den 20. december

Kl. 10

Historien om De ni Læsninger eller The Festival of Nine Lessons and Carols indledes i 1880 i det victorianske England. I Truro i Cornwall har Prinsen af Wales og Hertugen af Cornwall under

Truro Cathedral fra 1880
Truro Cathedral fra 1880

storbevågenhed og pomp og pragt lagt grundstenen til Katedralen i Truro. Under stor bevågenhed, fordi den krævede nedrivning ikke kun af en del borgeres hjem, men også den gode, gamle sognekirke fra det 16. årh. Truro var kommet i voksealderen og skulle have katedral og den dag i dag løfter Truro Cathedrals tre spir sig himmelhøjt over byens centrum.

Biskop af Truro and ærkebiskop of Canterbury Edward White Benson (1829-1896)
Biskop af Truro and ærkebiskop of Canterbury Edward White Benson (1829-1896)

Der skulle dog gå 7 år inden katedralen stod færdig og menigheden måtte således til en start samle sig i en lille  trækirke ved siden af. Her indførte Truros første biskop Edward White Benson en helt ny gudstjeneste. Hans idé var at skabe en teologisk og liturgisk praxis i adventstiden, en pædagogisk udlægning af adventstidens indhold af ’tidens fylde’: fra skabelse over fødsel til genløsning. Onde tunger påstår , at han tidsmæssigt placerede den  på selveste juleaften kl. 22 for at holde mændene ude af pubberne!

Gudstjenesten er bygget op over 9 læsninger fra Det gamle og Det nye Testamente.  De læses op af ansatte ved kirken hierarkisk fra den mindste kordreng til biskoppen selv. Læsningerne suppleres af udvalgte korsatser.

Gudstjenesten blev hurtigt meget populær og spredte sig udover

Kings College, Cambridge
Kings College, Cambridge

Cornwalls grænser. I 1918 blev traditionen taget op af Kings College, Cambridge, som havde et meget berømt kor. Domprovsten i Kings College, Eric Milner-White, havde været militærpræst og syntes, at Church of England havde brug for en mere levende og nærværende  gudstjeneste og indførte denne med nogle få ændringer i forhold til Bensons oprindelige fra Truro Cathedral. Det er denne gudstjeneste, der siden har rejst verden rundt.

Kings College, Cambridge
Kings College, Cambridge
Førslev kirke, Vestsjælland
Førslev kirke, Vestsjælland

Gudstjenesten blev første gang sendt af BBC i 1928 og op gennem 30’erne og under 2. verdenskrig på BBC World Service til udlandet og især til soldaterne på slagmarkerne. I England bruges traditionen også hvert år til skolernes juleindsyngning

I Danmark hører vi første gang om ’De ni Læsninger’ i 1957 i Førslev kirke. Knud Andersen, tidligere præst i Helsingør Domkirke og senere provst i Slangerup , havde læst i England og bragte denne gudstjeneste med hjem. I Helsingør Domkirke har den været fast bestanddel af adventsfejringen siden begyndelsen af 1960’erne, hvor jeg selv som korsanger var med til at opføre den.

Aa kirke, Bornholm
Aa kirke, Bornholm

Jeg bragte den videre i mit første embede i Aakirkeby og siden her til Vordingborg. I 25 år har den således været Vordingborg kirkes juleindsyngning som et samarbejde mellem Vor Frue kirkes kor og organist og mig. For mange i sognet er den blevet den egentlige juleaftensgudstjeneste, hvor man i ro og fred kan høre hele frelseshistorien.

 

En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13

 

Når en abe kigger ind …

b
Georg Christorp Lichtenberg

NÅR EN ABE KIGGER IND …

 

Religionsfriheden i verden lider. I en rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center for året 2012 anføres det, at i 43 % af de 198 lande og områder med en samlet befolkning på 5,3 mia mennesker er der tale om enten statsskabte eller af sociale fjendtligheder (krig -terror – chikane-) betingede restriktioner i forhold til religionsfrihed. Et tal, der fra 2010 og 2011 har været stærkt stigende. Vi kan sagtens forstå, at det forekommer i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia og i de sidst tilkomne Syrien, Libanon og Sri Lanka, men også Kina er blevet en storspiller her med, som det udtrykkes, religionsrelateret terrorisme.

Men at Danmark som moderat krænker af religionsfriheden indtager en plads på linie med England og Tyskland og altså som mere krænkende end lande, vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, er måske ikke så overraskende, når man sammenholder dette med tidligere undersøgelser af, hvordan vi i øvrigt håndterer menneskerettigheder og behandler fremmede i vort land. Men det burde råbe vagt i gevær.

Det, der trækker ned, er selvfølgelig først og fremmest, at staten støtter én trosretning på bekostning af alle andre. Der er religionsfrihed, men ikke -lighed. At den danske stat endvidere blander sig i religiøse forhold er heller ikke formålstjenstligt. Begge dele en del af Grundloven og således ikke lige til at ændre. Men den verbale diskriminering af muslimske kvinders hovedbeklædning, den grove omtale af andre folkeslag, polakker, rumæner, baltere, altså at debattonen er friere og dermed hårdere i Danmark end i mange andre lande, er absolut noget, man kunne gøre noget ved. Det bør jo ikke komme bag på nogen, at sproget siger utrolig meget om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Sproget former så at sige vor bevidsthed og rummer i den forstand vor oplevelse af virkeligheden. Vi ser verden, som vi ønsker at se den, ikke som den er. Og de andre har ikke nødvendigvis plads i den verden, vi ser. Potentielt og i yderste konsekvens er der ikke langt fra tredivernes Tyskland og til vort så patetisk frihedsbesungne, fordomsfrie fædreland.

Helle Thorning Schmidt gjorde i sin nytårstale opmærksom på denne sproglige råhed og kynisme. Dronningen har også gjort det i sin omtale af vor dumsmartethed og at vi ikke er så små, at vi så også skal være smålige. Indskrænketheden, afstumpetheden, primitiviteten i et folk kommer af dette folks mangel på selvkritik og udisciplinerede principløshed. Vi er de bedste i verden. Vi kan med vor hellige  ytringsfrihed tillade os alt. Det er de andre, der er forkert på den.  Siger vi højt skrydende. Respekt for andre, for andres følelser og tanker er suspenderet i sådanne menneskers tankegang. Blasfemi eller ond tale, som det er, fordi det ikke respekterer almindelig ro og orden i et folk, bliver resultatet. § 140. i den danske straffelov lyder sådan:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Kun én gang har denne lov ført til domfældelse. Det var i 1938  i en sag om forhånelse af den jødiske religion. Tankevækkende!

I forbindelse med blasfemiparagrafen skal vi ikke trække det røde kort hver gang der ytres noget kritisk om trosdogmer eller religiøse skikke og sædvaner, men lad os dog beholde den som et gult kort som udtryk for den respekt for andre mennesker, vi alle som minimum bør have. Vi er ikke kun krop, men også ånd.

Når en abe kigger ind i et spejl, kan man ikke forvente at en apostel kigger ud af det samme spejl, sagde fysikeren og satirikeren Georg Christorp Lichtenberg i slutningen af 1700-tallet. Når du som kristen ser ind i et spejl  så ser  du noget grundlæggende om dig selv: det, som er smukkest ved dig, det, som Gud Skaberen vil, at du skal være. Således får du muligheden for at at lægge det bag dig, som er ondt. I et sådant lys findes der intet håbløst tilfælde. For så er håbet  altid tilstede.

“Herren” er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

2. Kor. 33.17-18

Anderledes udtrykt: Vi burde søge en forvandling fra det, vi ikke bryder os om ved os selv, de ting, som tynger os og så virkeliggøre ligheden med Gud i os. Så kunne det være, at selv danskere kunne blive civiliserede mennesker.

Vi kalder det i den kristne kirke ‘omvendelse’. Lad det også være vor mission i det nye år!

Det behøver man ikke være biskop for at forstå.