Kanden mellem liv og død

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Vor Frue kirke har nu også fået en dåbskande. Indenfor de sidste par år har menighedsrådet med hjælp fra sølvsmeden Dorte Lausten erhvervet sig et helt sæt altersølv: bestående af alterkalk, disk og altså nu tillige dåbskande. Lavet i glas, wengé-træ og sølv, med blå farve og fisk som gennemgående symboler.

En dåbskande – det lyder jo nærmest, som om der til dåben er knyttet en kande, ligesom der ved nadveren er knyttet kalk og disk. Det er ingenlunde tilfældet. Dåbskanden er som udgangspunkt en praktisk foranstaltning, altså til at bringe vand fra en vandhane til døbefonten, som ikke bare sådan lader sig flytte hen under en vandhane. Andet er der for så vidt ikke i det. Der er ikke noget liturgisk, skriftmæssigt, teologisk belæg for at tale om en dåbskande. Så egentlig havde en flaske med postevand fra det lokale vandværk været alt rigeligt.

Og dog. I gudstjenesten, i den liturgiske ramme omkring ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, optræder der intet tilfældigt. Ikke, at der knytter sig betydning eller mening til alt, hvad der sker, alt, hvad der siges, men der er en vis symbolkraft i bønner og teksters og salmers rækkefølge og altså også i brugen af de hellige kar. Hvor kalk og disk har deres helt præcist skriftligt bevidnede og teologisk funderede baggrund, er det dog noget vanskeligere at finde det samme for dåbskanden.

Dimmelugen

Dimmelugen, kalder Grundtvig i sit sangværk den uge, hvor alt, hvad der har med Jesus at gøre, får en helt anden betydning. Dimmel hedder den træknebel, der sidder i en klokke, og dimmelugen er ugen før påske, den stille uge, hvor der blev ringet med ’dimmel’, for at lyden skulle afsvækkes. ’Gennem dimmeluger ti’, som Grundtvig omtaler tiden fra septuagesima og til påske, er denne den hårdeste, den mørkeste: i dimmeluges væde kommer mangen til at græde, som vejrvarslet tidligere lød om den stille uge. Og begivenhederne omkring Palmesøndag, som indleder dimmelugen, er da også netop det, der betegner dette skifte i synet på Jesus, der på græsk hedder Kristus og på hebraisk Messias.

Ifølge Johannesevangeliet hilser en jublende folkeskare Jesus, da han i påskeugen indtager Jerusalem på et æsel. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på jorden som en højtidelig gestus til hans ære, og de hilser ham som Davids søn. Indtoget i Jerusalem er i dansk tradition, hvad de fleste forbinder med søndagen før påske og også den beretning, som har lagt navn til dagen.

Messias, den salvede konge

En anden og langt vigtigere begivenhed for os kristne er dog denne uges

Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel
Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel

egentlige optakt, nemlig en kvindes salvning af Jesus i Bethania umiddelbart før/eller efter indtoget, alt efter hvem vi læser det fra. Hun salver ham, fordi Kristus eller Messias betyder ’den salvede’. Man brugte salvelse i flere forskellige sammenhænge, én af dem var på samme måde, som vi kroner en konge. Én, der skulle have den politiske magt, kunne blive salvet. Og det er det, der grundlæggende ligger i betegnelsen Messias eller Kristus. Den særlige repræsentant for Gud, der er blevet forudsagt. Man forventer, at der vil komme en ny konge, der i særlig grad repræsenterer Gud. Den sidste danske konge under Enevælden, theokratiet i Danmark fra 1660-1849, der blev salvet, var Christian den 8. Han blev salvet i 1840 som den sidste af 7 enevoldskonger i Frederiksborg Slotskirke.

Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke
Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke

Salvningen i Bethania

Barnetegning af salvningen i Bethania
Barnetegning af salvningen i Bethania

Og, når det handler om Jesus, ja, så kunne vi jo godt slutte dér. Men hændelsen ude i Bethania betegner for kristne noget langt mere betydningsfuldt end opfattelsen af Kristus eller Messias som jødernes ventede konge alene efterlader os med. Der indtræffer i kvindens salvning en total omtolkning af Messias-skikkelsen. Fra at have været symbolet på den sejrende konge af Davids æt, der skal genskabe det davidiske kongedømme, den salvede og sejrende konge, hvor riget var samlet, bliver Messias i Bethania, til den Kristus, der skal dø og først som død skal sejre. Så salvningen er altså essentiel for overhovedet at kunne forstå, hvem Jesus er. Det bliver her klart, at Jesus er Kristus, og da han kort efter den såkaldte salving siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen, bliver det tydeligt, at han også ved, at han skal dø. At kæde de to ting sammen, er en måde at vende forventningen til frelseren om.

Troende Sjæle!
Kom, lad os dvæle
Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde,
Trøsten at finde!
Ei vil vi Pinen og Døden begræde,

Som os har skiænket det salige Haab,
Men vi vil ære vor Frelser og kvæde:
Tak for den dybe, den hellige Daab,
Hvor vi korsfæstes og døe og begraves
Med Dig, for af Dig med Liv at begaves,
Du, som opstod fra de Døde igien!
Menneske-Ven!
Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære,
Evig velsignet, høilovet Du være,
For af Medlidenhed
Døden Du leed,
Vil os af Syndefalds-Døden oplive,
Himmerig give,
Døde for os, saa vi leve med Dig!

432-33 sangværk bind 1

Messias bliver Kristus

Dette digt danner den egentlige baggrund for den salme, som hændelsen i Bethania i dansk tradition har affødt: Med sin alabaster-krukke (dds nr. 151). Disse to tekststykker fortæller om den sammenhæng, der er mellem dåben og døden, som Paulus også understreger i Rom 6.4: Vi blev altså begravet sammen med ham [Jesus Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ
Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ

blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Messias er ikke den, som skal komme og triumfere og tage magten og sætte sig på tronen, men Messias er Kristus, den, som skal dø. Det er hans messianske opgave at dø, og på den måde skaffe frelse, forklarer han. Ved at Jesus på en og samme tid bliver udtrykt som frelseren og fortæller, at han skal dø, omtolker man dermed hele forventningen til frelseren. Jesus siger: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« – han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Kvinden

Maria Magdalene med alabasterkrukken
Maria Magdalene med alabasterkrukken

Kvinden, der omtales, er uden navn hos Markus og Matthæus, hos Lukas en synderinde og hos Johannes Maria, Lazarus’ søster. Hun græder, mens hun salver Jesus, og tørrer sine tårer af Jesu fødder med sit hår. Myten påstår, at der her er tale om Maria Magdalene, hende, der også er den første, der møder Jesus efter opstandelsen. Maria Magdalenes atribut som katolsk helgen er netop krukken, alabasterkrukken. Som helgen er hun de vejfarendes helgen, hende, der endog ledsager os på den sidste rejse til dødsriget og med vandet fra sin krukke væder den dødes læber.

 

Påsken og dåben

Jo, jo, dåbskanden kan liturgisk og teologisk belægges. Man skal måske langt omkring – og så alligevel ikke. Optakten til den stille uge skal blot ikke gøres gældende som jødisk-messiansk, men netop som et brud med den jødisk messisanske kongeideologi og påsken skal opfattes som et brud med den jødiske udtogslegende til fordel for det indtog, som dåben/salvningen til døden er. Så binder salvningen påske og dåben sammen til det, de betegner:

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!

Vor Frue kirke - gammel dåbskande
Vor Frue kirke – gammel dåbskande

Kristus, vor Jesus, almægtige frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!

Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.

(Dds 318 v. 3 og 5)

Dåbskanden

Nyt billede (2)Vor Frue kirke har flere dåbskander. Vi har bl.a. to sorte dåbskander, med guldkors og guldstaffage omkring base og top. Hvorfor de skal være sorte, og ikke hvide, som alabast normalt ville være, kunne skyldes denne sammenhæng mellem dåben og døden, som Paulus understreger. Vor Frue kirkes nye dåbskande søger omvendt at skabe en sammenhæng mellem det mytiske-historiske, det symbolske-tekstbaserede udsagn til en antifortælling om dåben til liv og kærlighed. Den har Maria, den blå farve, inkarnationens, den har Peters fiskedræt på sølvet i bunden, menneskefiskeren, som også kalk og disk har og den har tåren på hankens top, kvindens tåre til anger og tilgivelse, mens hun salver Jesu fødder. Og så er den lavet i glas, dette skrøbelige materiale, der intet skjuler, men tværtimod gør alt det mørke og skjulte åbenbart. Ja, der i træsorten wengé symboliserer lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Dåbskande – ja selvfølgelig: so ein Ding müssen wir auch haben!

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

Vordingborg befrielsen 1945

Den 4. maj 1945 var en fredag. En fredag som så mange andre under den tyske besættelse af Danmark. Det var dejligt vejr. Foråret havde holdt sit indtog, også her i Vordingborg. Livet i byen foregik stille og roligt. Der blev handlet i Algade, aviserne var fulde af annoncer om salg af dit og dat og byrådet holdt denne aften  ordinært møde. Under overfladen imidlertid var der en sitrende spænding. Aviserne meldte om en images (1)lovende udvikling på fronterne i både øst og vest. Kvælergrebet var ved at strammes om Det tyske Rige. Det lod de ellers censurerede reportager fra fronterne skinne igennem. Om ikke andet kunne vordingborgenserne på antallet af syge og sårede tyskere, der blev bragt ind på Oringe – ca. 2300 på dette tidspunkt, hvoraf ca. 40 døde hver dag – fornemme, at det ikke kunne vare længe.

Kl. 20.34 denne aften sad mange vordingborgensere ved deres radioapparater og lyttede til BBC på 19 meter båndet. Det havde de gjort længe for at høre nyt og det vel at mærke ucensureret nyt. Skrattende og pivende, med en øvet hånd på kortbølgen, sendte den nyheder ud til hele den besatte verden, også til Danmark. Denne aften, altså kl. 20.34, skulle der blive et kort ophold i reportagen fra fronterne.

Og så lød frihedsbudskabet!

downloadFor én, som ikke var født dengang er det jo svært at forestille sig virkningen af dette korte, nøgterne udsagn: ”I dette øjeblik meddeles det …”. Først chok, så en sund tvivl, så en brusende, indre glæde, der vel næppe kan beskrives! Min morfar fortalte mig engang, at den familie, han boede ”under jorden” hos, Lauritz Mælkemands familie, var sprunget op på bordene og havde danset rundt i en ustyrlig glædesrus. Ganske få minutter efter, står der at læse i Vordingborg Dagblad, ”saas en del af en danske ungdom  vandre glædesstrålende gennem Vordingborgs gader, svingende med små  Dannebrogsflag.” I Algade havde fotohandleren sat en projektør op, som oplyste menneskemængden, der fortsatte til politistationen, hvor der blev gjort holdt og sunget danske sange. Folkeskaren var efterhånden vokset til 2000 mennesker! Man fortsatte op på slotsruinen og ved Gåsetårnet blev der sunget igen og udråbt leve for konge og fædreland, inden man gik hver til sit.images (2)

Dagen efter, lørdag, frihedsdagen, indledtes med klokkeringning fra alle landets kirker fra kl. 8-9. Dagbladene kappedes om de smukkeste forsider. Vordingborg Dagblad, Folkeblad for vordingborgegnen: Stort vajende Dannebrog, med tekst ”Danmark er frit!” og stor reportage inden i bladet: “Den store dag i Danmarks historie. Begejstringsbølge i Vordingborg. Dannebrog rager over By og egn.” Næstved Tidende, Sydsjællands Folkeblad: ”Danmark er atter frit,” prydet af et stort billede af Chr. X og det historiske telegram fra London. I hele byen var Dannebrog gået til tops, ud ad mange vinduer såes Dannebrog vaje og alle bar dansk flag på tøjet. Frihedskæmperne, som havde været skjult, dukkede nu pludselig op og patruljerede rundt i byen. Om søndagen kørte de en familie med et lille barn, der skulle døbes, til Vordingborg kirke og senere samme dag et brudepar, der var på vej til brudeskamlen, som det udtrykkes. Sorg var der også. Adjunkt fru Aase Landau, Vordingborg, mistede sin eneste bror, den kun 26-årige søløjtnant Gregers Jes Boy Bojesen, som faldt i kamp ved toldboden i København på selveste Danmarks

gregers bojesen
gregers bojesen

frihedsdag.

Alle kirkerne i by og på land holdt fredsgudstjenester mandag den 7. maj. I Vordingborg kirke var der samlet så mange mennesker, at det store kirkerum var fyldt til sidste plads, ja, mange måtte stå op. Og det blev en ”stemningsfuld og højtidsfuld gudstjeneste. Pastor Oldenburg holdt en indholdsrig og varmt følt prædiken med inderlig tak til Gud for Danmarks befrielse, oplæste biskoppernes takkebrev og menighed sang ”Kongernes konge.”

Guds fred med vore døde

i Danmarks rosengård!

Guds fred med dem, som bløde

af dybe hjertesår!

 

Der henvises til udstilling på Kulturarkaden i Vordingborg i april og maj:

Besættelse-befrielse-1024x101

 

og Lokalarkivets materiale på hjemmesiden:

 

http://vordingborglokalarkiv.dk/besaettelsen-3/

 

Her findes supplerende artikler og billedmateriale.

Påske – måske

Humbert de Supervilles ”Kristus på Golgatha” 1836
Humbert de Supervilles
”Kristus på Golgatha” 1836

Hvert år ved denne tid undersøger medierne danskernes viden om begivenhederne i påsken. Og det er i allerhøjeste grad forstemmende, hvad der kommer ud af det. Selv påskeharen og – kyllingen ville have rystet på hovedet. Hvad folk ved om Skærtorsdag er forsvindende lidt, Langfredag en anelse mere, pudsigt nok, og Påskedag, jamen, det har for de fleste noget med frokost og kyllinger af ‘den klare slags’ at gøre. Budskabet, som kirken står og falder med, er åbenbart mere eller mindre forsvundet ud af danskernes bevidsthed.

Og foreholder man de samme danskere påskens budskab om kors og opstandelse, om lidelse og livets sejr over døden, ja, så er det kirkens problem, at ingen synes at have brug for påskens glædelige budskab. Kirken har gjort evangeliet tandløst og uinteressant, formår ikke at gøre historien om Jesus vedkommende for moderne mennesker. Danskeres påskefejring foregår udmærket uden Jesus og Gud og død og liv som kulisse.

Michelangelo Caravaggios alterbillede Nedtagelsen fra Korset (1604)
Michelangelo Caravaggios alterbillede
Nedtagelsen fra Korset (1604)

Er det præsterne, som har svigtet? Er formidlingen, vor evne til at sælge budskabet erstattet af tandløs lirekassesnak eller åndløs bekræftelse af altings lige-gyldighed i ordets bogstaveligste forstand. Eller handler det om, at mennesker ikke vil lade sig lede, bevæges eller forpligtes af andet end sig selv? Er vi os selv nok så meget, at det såmænd ikke gør noget, om Jesus er til eller ej. Vi har ikke brug for en frelser i mødet med skyld og liv og død. Det klarer vi på de sociale medier eller den metroseksuelle café latte café. Men er det sandt? Er det kommet så vidt?

Der er i hvert tilfælde stille omkring Jesus. Få, ingen, provokeres eller begejstres af ham. Det er længe siden, folkemængden råbte korsfæst og hånede ham. Det er længe siden, de pinte og plagede og torturerede ham til døde. Det er længe siden rygtet om, at han skulle være opstået fra de døde forvirrede og skabte frygt blandt folk.

Nej, han hverken hyldes eller hånes, hædres eller
revses. Kirken beskriver Jesus Kristus som den eneste Gud med sårmærker og vi følger ham på vej mod det Jerusalem, som rummer ham både som  sejr og nederlag, et menneske med sår og krone. Et menneske, som, uanset hvad, altid har blikket rettet mod de mennesker, der har det ondt. Det er kirkens opgave at holde perspektivet rettet på samme måde i en kultur, hvor Jesus meget let overses.images (1)

Vi kender alle mennesker, der synes kirkerummet,
kirkegårdene, kirkens ritualer siger dem noget, men samtidig er mindre optaget af ham som verdens frelser. Mennesker, som ikke korsfæster Jesus, men bare ignorerer ham eller søger at tie ham ihjel, når forholdet til ham bliver forpligtende. Vi kalder dem kulturkristne.

Det skyldes ikke, at vi ikke konfronteres med lidelse og død og andet, der forkrøbler livet – døden har mange navne – men det afkræver os ligesom ikke, man kunne kaldes det blodløs sympati.

Sympatitilkendegivelserne ovenpå terroraktionen i Oslo for nogle år siden, hvor rigtigt mange engagerede unge mennesker blev slået ihjel og i København for nylig taler deres tydelige sprog. Blomsterhavet, talerne, sangene er naturligt prægede af medfølelse, desperation og fortvivlelse. Men informationsmængden, mediernes bombardement af os, skaber hele tiden fokus på nye katastrofer, ja, medierne, ‘ de skjulte meningsdannere’ synes nærmest at dyrke dem for at overleve i en stadigt mere sensationslysten og overfladisk nyhedsindustri. Den åndelige tomhed fodres og næres af historierne om livet, der aldrig rigtig lykkes og det uden at det påvirker os synderligt udover det enkelte øjeblik.

For nogle år siden lavede skuespilleren Mel Gibson en film, der hed: The Passion of the Christ. Jeg brød mig dengang egentlig ikke om den, fordi den,

The Passion of the Christ
The Passion of the Christ

fornemmede jeg, overgjorde lidelsen i en sådan grad, at det var surrealistisk eller som om lidelsen i al dens bloddryppende gru skulle være det vigtigste ved det, der sker op til påske. Filmen skabte naturligt stor diskussion dengang. Måske netop, er jeg senere blevet opmærksom på, som et modsvar til den kulturkristne overfladiskhed og åndløshed. I denne film møder vi nemlig to afgørende sandheder. Det er Guds søn, der hænger på korset i dybeste afmagt og det er Jesus Kristus som lider og dør for vor skyld. Jesu lidelse og død bliver således formidlet som et fundamentalt opgør med al tænkning, der vil gøre Gud til en fjern, ufarlig åndelig skikkelse, som vi kan forholde os til, hvor og når og som vi vil.

Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen
Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen

Jeg tror på det gode i mennesker. Jeg tror på en opstandelse. Jeg tror på kærlighedens evangelium. Jeg tror på en tro, som er fri for frygt, som ikke kvæler min glæde over livet. Den er måske ikke altid så stærk, den tro. Måske hænger den endda med hovedet. Men den er der. Og ingen får lov til at rykke den op eller tage den for at være ingenting.

Og Jesu død fremstår som en bekræftelse på, at der har været et Golgatha i Guds hjerte længe før korset blev rejst. Guds lidelse i verden viser, at Jesus er prøvet i alt ligesom os og derfor kan komme os til hjælp. Det var for dig og mig, for os, at Jesus døde. Vi skulle ikke opleve forladtheden af Gud. Da Jesus strækker sine arme ud på korset, omfavner han hele den lidende verden. Det er dette kors i Guds hjerte, vi hører om fra Es. 53 i Det gamle Testamente om den lidende tjener.

Men vi har jo da ingen sår, vel, så har vi brug for Gud? Ja, vi har, og de hænger sammen, både spørgsmålet og svaret, når vi taler om den kristne Gud: Den eneste Gud med sår.

Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvem der skal redde påsken, men hvem der skal redde os? Som enhver ved, så er det når hjælpen ikke er tilstede, at den for alvor efterspørges. Det er i mørket, vi spørger efter lys. Som Jesus siger det, Skærtorsdag aften, mens han spiser med sine disciple, dagen før den mørkeste dag: Jeg er kommet som lys til verden, for at den som tror på mig, ikke skal blive i mørket». Det er påskens Jesus.

Langfredag bliver det i alles liv før eller siden. Good Friday, som englænderne bevidst kalder den. Den lykkeligste dag, selvhengivelsens dag. Frelsens vilkårs dag. Den dag, hvor det meningsløse får mening, hvor glæden får baggrund, hvor det onde taber, hvor det bevidst- og åndløse gøres bevidst, hvor, for at bruge vendingen: sandheden skal frem. Endelig skal dét komme for dagen, som adventsfejringen bar i sig, som vi hører det i Paulus brev til menigheden i Rom: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Ja, endelig, ikke sandt: Påske – måske – i dit og mit liv.

Evangeliet i en syg verden

 

Ban Herrens vej. Ban vej, giv fri, gør synlig … Det er gode ord i disse uger, hvor utrygheden, desperationen, angst og frygt har præget mange danskere ovenpå hændelserne den 14. februar

Blomster ved synagoden i København
Blomster ved synagogen i København

i København. Ord om Gud, der kommer vort liv i alle dets skikkelser i møde. Den Gud skal komme os nærmere og Guds vilje skal have større muligheder til at påvirke os, når vi vender os til hinanden, når vi tager vare på hinanden. At bane vej for Herren betyder at se hinanden og at se mennesket i sig selv.

Det store altomfattende bud i Bibelen er: Du skal elske Gud over alting og din næste som dig selv. Gud gav loven for at vi skal vende blikket udad, bort fra selvcentrering og indadvendthed. Loven er nødvendig for at vække viljen. Og viljen vækkes bedst, når man ser hinandens øjne. Den, hvis øjne man ikke ser, er det lettere at være hård imod. Så enkelt er det faktisk. Vi taler om et humant samfund, med lighed og frihed for alle, men én af de stærkeste kræfter er: Kom ikke her med dine øjne og se anklagende på mig. Kræv ikke forandring af mit liv, påstå ikke, at jeg har skyld. Hvilken ret har du til at sætte dig til doms over mig?

Har du talt med dit barn i dag? Har du set dit barn i dag? Har du set dit barn i øjnene i dag? Er det, vi gør, måske rigtigt? Er klimaforandringerne måske i

Global opvarmning
Global opvarmning

orden, forandringer, som kan føre til total kaos i verden på grund af sult, flygtningestrømme, oversvømmelser og krig? Nej, hvorfor skal jeg søge forandringer i mig selv, i verden? Er det mit ansvar, det, der sker. Hvorfor lige vor generation, ja, hvorfor? Fordi vi har børn og børnebørn, vi har en skabelse, som indædt opfordrende forsøger at få os til at se vort ansvar i øjnene. Derfor!

Det er dejligt at slippe for at have andres livsvilkår inde på livet. Det er langt nemmere at vælge sine ligesindede selv, at bo

sult
Sult

dér, hvor de fleste har det ligesom jeg, at tage på arbejdet, hvor kollegerne har det, handler og tænker ligesom jeg, have sin fritid for sig selv eller undtagelsesvist med dem, man deler meninger og værdier. Vi skal ikke glemme, hvad det har betydet for vort lille land, at mennesker med forskellige økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forudsætninger har måttet leve side om side, delt skoler, hørt til samme lille samfund og været henvist til hinanden på godt og ondt. Og samtidig ved vi også, hvad det har betydet af ufrihed og begrænsninger for den enkelte. Det vigtigste er, at vore øjne har været hinanden nærmere, især når den dårligst stillede iblandt os ikke var nødt til fuld af skam at slå sine øjne ned.

Den, man ikke ser, kan nok ses som en trussel. Men den som nok ses som en

Auschwitz
Auschwitz

trussel bliver det også. Således skabes fjendebilleder. De vokser frodigt allevegne. I dag er det islamisterne, vor bevidsthed drages imod fra alle sider. Begreber blandes sammen, bliver uadskillelige, ikke til at skelne, både med vilje og på grund af uvidenhed. Hvorudaf vokser et diffust fjendebillede, som inkluderer alle og ingen muslimer. De er

Islamisk Stat
Islamisk Stat

fremmede og farlige, siger vi. De er ikke-individer, styret af et fanatisk kollektiv, siger vi. Men helt nøjagtigt: hvem er de? Det giver vi os ikke af med at fundere over. Vi ser dem jo ikke – i øjnene? Det gjorde tyskerne heller ikke, da nogen udryddede jøderne, vel?

Gud er på vej. Siger Bibelen. Ban hans vej, siger Johannes. Det dobbelte kærlighedsbud er hans, og mange mennesker gør bevidst eller ubevidst hans vilje. Gud vil, at vi skal se andre menneskers behov, skabelsens fylde. Gud opfordrer os til at se sammenhængskraften i verden i kærlighedsbuddet: at give plads, at give udsyn, at gøre medmennesket til genstand for alle vore bestræbelser.

Mange af os har sidste efterår set serien 1864 til minde om krigen i 1864. Nederlaget, som mange siger, som om ikke alle krige er et nederlag i sig selv. Vendepunktet for Danmark, som andre siger, nedslået nationalt. Ja, ja … Danmark var aldrig smukkere end i netop nederlagets stund. Da den nationale

1864
1864

eufori var stilnet og vi fandt vor plads på den internationale scene og igen kunne passe vore bukser, om jeg så må sige. 1864 var en sejr for alle os, der ikke sympatiserer med det danske 1600-tals eksperiment, hvor magten og troen var det samme. Enevælden, ortodoksien, det indskrænkede totalitære, som var meget tæt på at være en dansk variant af sharialoven i muslimske lande. Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut. Også i det religiøse rum. Kristen tro kommer nærmest sin bestemmelse i modvind. Når kristne er med i eller leder protester mod noget virker vi mest uforfalskede. For Gud møder os ikke først og fremmest i det kendte. Han møder os i det, der udfordrer os. Det uventede. I det, der afkræver os alt, hvad vi er. Der stiller os til ansvar. I dem,

Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen
Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen

som vi ikke kendte før efter. Hvad har ikke indvandringen, flygtninge og asylsøgende betydet for vor opfattelse af, hvad som er universelle værdier og konflikter mellem grupper og individers rettigheder. Hvad har ikke tilstedeværelsen af andre trosretninger og deres traditioner betydet for vor mulighed for at indse rækkevidden af, hvad en gudstro kan indebære af visdom og galskab, åbenhed og fanatisme. Det er, når vi møder det fremmede, at vi først ser Gud. Ban vej for Herren betyder: lav ikke en mur om dig selv. Luk dig ikke inde. Vov at møde det fremmede. Dér kan Gud være.

Ja, det kræver mod, vovemod, dristighed. Så mange forstår os ikke, vil måske ikke forstå. Hvad er det med den kirke? ”Vi spillede for jer, men I ville ikke danse. Vi sang sørgesange, men I ville ikke klage.” Jesus får os til at ligne børn, når han sætter sin finger på vor følelse af ikke at være forståede. Det er det jo nok ikke verden om, det er kun for forkælede danskere at tænke sådan. Han gav sit liv for ikke at blive forstået. Som ham, der banede vejen: Johannes-Døber. Og det giver os livet. I tiden. I evigheden.

Så ban Herrens veje

– også i og for en syg verden!

En boble af fordybelse og lyd for de små

 

Af Kunstner og sangpædagog Lise Meijer, Mern

Lise MeijerDa jeg første gang overværede babysalmesang sad jeg på næstforreste kirkebænk i Emmaus kirken i København med tårer i øjnene og klump i halsen. Det var til en undervisningsdag hos musikpædagog Anne-Mette Riis, og som en del af dagen fik vi lov at overvære en times undervisning med 10 babyer og deres fædre/mødre. Jeg var på daværende tidspunkt ansat som kreativ formidler i en kirke og havde fået bevilliget et ikke direkte kirkeligt relateret kursus mod at love at jeg også ville uddanne mig kirkeligt. Jeg tænkte at en dag med sang og rytmer vel kunne give lidt nye ideer – skønt jeg ikke forventede en masse. Jeg var i forvejen rytmik lærer for småbørn og tænkte at babysalmesang nok var det samme – måske bare lidt kedeligere! Jeg skal love for at mine fordomme ramlede den dag, alt imens tårerne strømmede.

babysalmesangshold
Babysalmesangshold

Men hvad var det, der var så rørende?

Det var først og fremmest den fordybelse og fulde tilstedeværelse der med al tydelighed lyste ud af babyerne. En fornemmelse af at her var et rum hvor disse små mennesker endelig blev set og fik ro til at være lige det, de er – små spirer med langt større og mere nuanceret opfattelses evne og potentiale end vi ofte aner. Nyankomne som fortjener den bedste kvalitet i musik, side om side med underholdning. Her var ingen knaldrøde rasleæg og bongo-rytmer nødvendige for at fange opmærksomheden. Smukke formations danse og fine rytmelege var mere end nok. Det klangfulde kirkerum virkede som om det var bygget til netop dette formål – at mødre og fædre kunne samles med babyer i æblesangenfavnen og fylde rummet med sang og dans.

Sangdans
Sangdans

Få måneder og en flytning til Sydsjælland senere blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne tage et hold i babysalmesang. Jeg sagde naturligvis JA, og smilede over skæbnens sjove veje. Det er nu 7 år siden – og det er stadig den største glæde at synge med de små i kirken.

Men hvad er det så, helt nøjagtigt, det der babysalmeang?

Babysalmesang er holdundervisning over 8 gange, med ca. 12 babyer på holdet. Hver time varer ca. 45 minutter, og fra første tone har lydt til sidste klinger af er der ingen snak – lydrummet består alene af sang.

I østen stiger solen op
I østen stiger solen op

Vi danser, vandrer eller vugger med babyerne til sangene. Herved opleves rytmerne stærkere, og det har stor appel til selv helt små børn. Der indgår forskellige elementer lige fra renæssance dans til babyrytmik, silketørklæder, faldskærm og en vifte.

Her kan alle kan være med; uanset hvordan du selv synes, du synger; for babyerne er mors eller fars stemme de vigtigste i verden!

Faldskærmen
Faldskærmen

Den tidlige stimulation gennem sang, bevægelse og musik har vist sig at være en uvurderlig støtte til videre indlæring i livet, bl.a. fordi det balancerer hjernens funktioner og styrker grundmotorikken hos barnet. At tage sin baby med ind i musikkens verden gennem babysalmesang er en gave for livet.

Babysalmesang starter op igen onsdag den 18. februar kl. 9.30.

Meld dig til på kirkens hjemmeside eller hos sognepræst Hardy Lund Olesen  hlo@km.dk

 

Diggi-diggi-dam-dam
Diggi-diggi-dam-dam


 

 

Tweenagers in Wonderland – Neverland revisited

Der er nu pr. 24. november 2014 kommet en anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation for børn fra 3. og 4. klassetrin. Opfyldelsen af anordningens bestemmelse påhviler menighedsrådet og gennemførelsen har præsterne ansvar for. Ikke, at de så skal undervise børnene, men de skal tilse, at den foretages på et forsvarligt grundlag. Fra de første spæde spirer på forsøgsplan i slutfirserne deltager på landsplan hvert fjerde barn i 9-10 års-alderen i ordningen. Og det vel at mærke efter skoletid. Børn bombarderes i disse år med mange tilbud og de vil gerne det hele. I en tid, hvor de voksne mere og mere overlader opdragelsen af børnene til skole og SFO og de elektroniske medier, hvor de voksne er så optaget af karrière og alt det materielle hurlumhej, hvor de ikke ved mere om kristelig børnelærdom end det lille dåbsbarn, som de som faddere ved dåben højt og lydeligt lover at stå ved, hvor skolen mere og mere skipper de kreative og musiske fag og hælder til 2 + 2 = 4 tyranniet, er det nødvendigt som kirke, som samfund, at stå fast på de grundlæggende værdier, alt det, der står, når alt det andet rundt-omkring er faldet.

Zip- og zapperkulturen

Minikonfirmander 2002
Minikonfirmander Vordingborg 2002

Børn er i dag præget af en umådelig utålmodighed, man har kaldt dem zappere, de skifter kanal hele tiden. De er overfladiske, tager lidt her og lidt der, lettere forvirrede, fordi de ikke kan koncentrere sig om én ting ret længe ad gangen. De vil imidlertid gerne have sammenhæng. De søger sammenhæng, de hænger på den, når de finder den. Sammenhæng og tryghed hænger sammen for dem. Det er denne følelse af sammenhæng og dermed tryghed, vi skal søge at bibringe dem i undervisningen – på deres betingelser vel at mærke. Altså på zapper-manér. Den undervisning, jeg selv gennemførte i årene 2000-2003 foregik således som et mix af steder og genrer og indtryk. Vi var på kapellerne, på kirkegårdene, i præstens æblehave, mange forskellige steder i kirken, i andre kirker, nyere kirker, på museet. Vi sad i bælgmørke i kapellet og i splintrende krystallys i Holsted kirke med det store malede vinduesparti af Emmaus-vandringen for vore øjne, med spillet af vandet i guldfadet i døbefonten, vi så grave og kister, vi så teater og hørte fremmedartet musik, vi tegnede, bad bønner, sang, grinede, spiste vindruer og clementiner og mærkede duften af nybagt brød bære trygheden rundt i lokalet, vi raslede gennem efterårsløvet i skovbunden, klatrede i træer, hev pigerne i fletningerne og sparkede drengene bagi på rejsen fra det ene til det andet, vi lavede navneleg på brønden i Sykar, tændte lys på gravene. Og alle stederne krydredes af oplæsning, fortælling, stilhed, bøn med Kristuskrans, andagt, lys, billedbetragtning, sansning og hele tiden faste temaer til så at sige at pinpointe deres opmærksomhed, holde dem fanget af én ting ad gangen. Og så naturligvis masser af moderne børnesange og –salmer.

Barndommens land

Børn er uforfærdede og uden hæmninger. Går på med krum hals. Har gå-på-modet, denne Guds største gave til den barnlige sjæl, ubekymretheden, den ubegrænsede og ubetingede nysgerrighed til at være opdagelsesrejsende i livet: Hvor gammel er Gud? Hvad betyder hor? Nogle gange svarer de også selv og det kan der komme mangt et rødt øre ud af på en genert præst. Vi voksne mener jo nok at vide svaret på det meste; netop derfor spørger vi ikke. Mine svar på deres mange spørgsmål halter måske lidt, er måske endda dårlige, sådan lidt grebet ud af luften, børnene kan jo ikke vente til i morgen med svar, vel! Næh, men børn sætter nu også pris på et skikkeligt forsøg. Og jeg ville nok ikke have kunnet svare anderledes, hvis en voksen havde stillet det samme spørgsmål. Jeg tror, at når det gælder tilværelsens grundlæggende spørgsmål, så er vi alle børn, vi er små, for spørgsmålene er så store.

Minikonfirmander Nyråd 2014
Minikonfirmander Nyråd 2014

Barnet udmærker sig ved den store gave, det er at kunne undre sig. Den giver barnet mulighed for at gå gennem verden med glæde og lyst. Ikke sjældent undrer vi voksne os over, hvor lidt der skal til for at undre et barn og hvor uformidlet de bringer deres glæde og overraskelse til udtryk. De kan undre sig over sneglens slimede spor, over mejsens vimsige vandren op og ned ad træernes stammer. De klapper i deres små hænder, når de ser en skrubtudse hoppe eller fuglenes syngen og kvidren. De er i alt, hvad de foretager sig, tæt på livets udspring og giver. De fornemmer meningen i deres hjerter bag alt.

Rejsen 

Det viser mig, hvor kostbart det er for os voksne at bevare barnet i os og ikke blive alt for voksne og forhåbningsløse og være på vagt overfor mennesker, der undrer sig over livets store mangfoldighed. Det er måske det, Jesus hentyder til, når han siger: Gudsriget hører barnet til. I børnene er det allerede brudt frem.

Gå ud i alverden, forkynd og døb. Det er vores sendelse. Det er det, barnet forstår bedst af alt. At det sendes ud med et krav til sit liv, der er større end det selv. Mødet med det religiøse udvider så at sige virkeligheden eller bekræfter det, som barnet ved på forhånd, at livet er en gave, noget, vi voksne tit glemmer. Bekymringsløsheden, den spontane glæde, sansespillet og –legen, farverne, bærstederne, som man kendte som barn, hvor alle urter, buske og træer voksede over ens hoved og blev steder, man kun kendte selv og aldrig fandt igen. Det dér Neverland, som den sårede unge og den skamskudte voksne, resten af sit liv søger tilbage til.

Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke
Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke

Det er denne rejse, denne vandring, denne genoplevelse, der bør være udgangspunktet for enhver seriøs undervisning. Små piger, som af ren nysgerrighed havner i Wonderland, Eventyrlandet. Ført ind i en verden, hvor de møder det ene forunderlige væsen efter det andet. Tvilling Di og Dum hører nok til den blide slags og et forvirret teselskab hos Den Gale Hattemager kan skabe undren over, hvor de er. Mødet langt senere med den berygtede Hjerter Dame, overbeviser dem om, at i denne verden findes der kun ét eneste fornuftigt væsen, og det er dem selv hver især.

Ja, og små drenge, der aldrig skulle få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Næh, de skal opleve en indgang til en magisk verden af leg og sjov og befolket af riddere, cowboys og indianere, sørøvere, pirater og skibbrudne. På det overdrev, hvor kun fantasien sætter grænser. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien.

Gå til myren …

Vore historier som voksne har andre personer og navne, vore veje går gennem mere kendte områder, men har du tænkt på, at børnene måske allerede har mødt angsten, sorgen, endog døden i deres liv, men de har aldrig været på den anden side af regnbuen – gennem det hele og til sidst fundet skatten.

Børn i 3.-klasse kan meget mere om kristendom end deres rygte. Jeg var imponeret, når jeg hørte 9-årige børn synge ”I østen stiger solen op”, alle 7 vers, udenad, på vej gennem Kirkeskoven fra SFO’en på Marienberg og til konfirmandstuen og, ligeledes udenad, kan falde ubesværet ind i ”Nu titte til hinanden”. Sangglæden er stor og deres viden ligeledes.

På vej gennem Kirkeskoven tilbage til SFO’en på Marienberg spurgte jeg englebasserne: ”Hvorfor er I så urolige?” ”Joh,” råbte Freddy nede bagfra, ”det er da bare fordi, vi har glædet os så meget til at se dig!” Og så jeg da små horn i panden og lang hale og troldesmil på de 22 kære. Næsten. Næsten!

Minikonfirmander i Ørslev kirke
Minikonfirmander i Ørslev kirke

Gå til myren og bliv vis, siges det, næh, saml en snes ti-årige lopper, frigør dem fra skole, SFO og forældre, lær selv noget om pædagogik og fortæl dem så en dag om ugen mellem 14 og 16, efter en for dem lang og anstrengende skoledag, noget om Jesus og kirken og døden og evigheden og skyld og skam og kærlighed og tilgivelse og barnedåb og nadver og påske og pinse og jul og begravelse og vielse og konfirmation og trosbekendelse og fadervor og lignelser og Moses og Adam og Eva og Maria og Josef og Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner og Zakæus og det store gæstebud og syng alle de nye og gamle sange og vis overhead og lav mapper til hver gang og planlæg og lav feedback og forfra igen osv. osv. – og sig så ikke som kirke, som samfund, at det ikke har været det hele værd!

Hjerteligt tillykke Folkekirke med den nye anordning!

 

De syv smerter i Maria’s hjerte

– ny disk til Vor Frue kirke, Vordingborg

Vor Frue kirkes nye disk
Vor Frue kirkes nye disk

En disk, diskos, er den ’tallerken’, hvorpå oblaterne, nadverbrødet, eller hostien, som katolikkerne kalder det, ligger. Når præsten har indstiftet nadverbrødet, bæres det rundt til nadvergæsterne, der modtager det med ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. På hvert brød er normalt indpræget et krucifiks, dvs. Jesus Kristus på korset, men det kan også være præget med de græske bogstaver alpha og omega. Nadverhandlingen, der tillige indbefatter indtagelse af vin med ordene, dette er Jesu Kristi blod, benævnes også ’eucharistien’, der betyder taksigelse og oblaten, brødet, 350px-Última_Cena_-_Juan_de_Juanesbetyder egentlig det, der ’bæres’ hen til, dvs. i de første kristne menigheder bar nadvergæsterne brødet til kirken for at få det indviet af præsten og det blev som indviet til det, katolikkerne kalder hostien, der betyder ’offeret’. Oblaten er normalt rund for at ligne en mønt, løsepenge for synderne. Disken kan være flad eller med dyb bund. Har den dyb bund er det normalt for, at den skal bæres nedsænket oveni alterkalken med et klæde over.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Vor Frue kirkes nye alterdisk er skabt af guldsmed Dorte Lausten i sit værksted i Blenstrup i Vesthimmerland i samarbejde med glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup ved Hjørring og trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Sammen skabte de, som det må være de fleste bekendt, også kirkens nye alterkalk, som vi indviede sidste år i pinsen. Dorte Lausten har  formet disken med dyb bund. Bunden har samme diameter som alterkalkens bæger og disken burde således kunne bæres frem liggende på toppen af alterkalken. Disken er som alterkalken fortrinsvis af glas, holdt sammen af wengé-træ og sølv. Meget overpyntet ville man således for en umiddelbar betragtning anse den for at være, men som helhed er der en meget fin balance i brugen af de forskellige materialer.

Kirkens gamle disk fra 1745 er et meget enkelt sølvarbejde, udført 368af Vordingborgs på den tid førende guldsmed Christoffer Frederik Hansen Piilsmed. Den er i al sin enkelhed prydet med graveret kors mellem to palmeblade, hvorunder står årstallet 1745. Piilsmed var guldsmed i byen frem til sin død i 1751. Derudover har kirken i år 2000 fået foræret en disk af tidligere sognepræst Thomas Hee Andersens enke, Marie Louise, som er prydet med et lam og et vinblad og ordene: Jeg er livets brød. På bagsiden er navnet Hee indgraveret plus en mig ubekendt kunster HM med årstallet 1958.
Den nye disk må siges at være noget af det smukkeste altersølv. Helheden er slående i sin uensartethed. Glas, træ og sølv i uforenelig harmoni. Symbolik, der æstetisk og teologisk virker så godt sammen, at det er nærliggende enten at tro, der er tænkt over tingene eller at Gud selv har været indover!DSC_0056

Vi ser ikke Maria. Hun er så underfuldt skjult, så tilbagetrukket,

beskeden i sit udtryk, ydmyg, i sit lille hav af blåt fostervand midt i diskens bund, så perfekt rundt, at man skulle tro, det var jorden og himlen i forening, der i hende den nat mødtes. Maria-blåt lyser denne forening op igennem det klare sølv, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter solen i havet og morgenstjernen står op. Der er fødsel og genfødsel, skabelse og nyskabelse i den Maria-blå farves bebudelse. I cirklen anes Maria og englens møde. Man kan næsten spejle hendes ansigt ned gennem sølvet.

Wengé-træets blomst
Wengé-træets blomst

Der er intet guld, men der er en cirkel af mørkt træ. Træ, der aldrig bliver mørkere, men kun lysere og som en dag vil lyse som det pureste guld. Wengé-træets forunderlige evne. Maria er den nye bærer af Guds ord, hun er den nye pagts skrin, som et smykkeskrin, hvori barn Jesus er smykket. Hun er afløseren for pagtens ark, som israellitterne bar med sig under Exodus. Derfor skal hendes udtryk også være gyldent blødt som hårdheden i pagtens arks fire gyldne sider. Sammenholdelsen af Maria-gloriens gyldne cirkel og pagtens arks firkant betegner Guds evighedscirkel og tidens omkransning af menneskelivet, hvori det gøres klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt og gøres gældende for os i inkarnationen og Jesu Kristi frelsergerning.

Det bedste i disken er imidlertid sølvarbejdet. Sølvka369nten på Wengé-træet, spændt fast syv steder som udtryk for syvtallets magi i Skriften: de syv skabelsesdage, de syv ’jeg er´ ord fra Jh-evangeliet, de syv Jesu ord på korset, de syv engle i åbenbaringen, men som det vigtigste som ramme omkring den smukke indsats af sølv med kors: de syv sværd, som skal gennembore Marias hjerte, de stik,

kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens ikke den mindste. Sværdet, korset, som fortæller os, at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, og at der skal håb og vilje til.

Kalkmaleri af Maria med syv sværd - Them kirke
Kalkmaleri af Maria med syv sværd – Them kirke

”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«” (Lk. 1.34-35)

De syv sværd eller smerter i Maria’s hjerte er: Simeons profeti (Lk. 2.34-35), flugten til Ægypten (Mt. 2.13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lk. 2.43-45), Maria’s møde med Jesus på vejen til Golgatha, korsfæstelsen (Jh. 19.25), nedtagelsen af korset (Mt. 27-57-59) og Jesu begravelse (Jh. 19.40-42.

Mønstret på sølvkanten er fisk, ét af kristendommens ældste symboler for Kristus. Vi har det også på alterkalken. Som Dorte Lausten udtrykker det, handler den kristne tro om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

15010405430_d1d553568f_z (1)Der er al mulig grund til at være glade og stolte og dybt taknemmelige, når Vor Frue kirke fra 1. s. i Advent kan in-vitere sin menighed til bords med ny alterkalk og – disk. – Og lad så al fortolkning være historier fra de varme lande … Det bliver de ikke dårligere af!

Sognepræst kb Hardy Lund Olesen

 

 

 

De ni Læsninger

Vor Frue kirke, Vordingborg

4. søndag i advent

Søndag den 20. december

Kl. 10

Historien om De ni Læsninger eller The Festival of Nine Lessons and Carols indledes i 1880 i det victorianske England. I Truro i Cornwall har Prinsen af Wales og Hertugen af Cornwall under

Truro Cathedral fra 1880
Truro Cathedral fra 1880

storbevågenhed og pomp og pragt lagt grundstenen til Katedralen i Truro. Under stor bevågenhed, fordi den krævede nedrivning ikke kun af en del borgeres hjem, men også den gode, gamle sognekirke fra det 16. årh. Truro var kommet i voksealderen og skulle have katedral og den dag i dag løfter Truro Cathedrals tre spir sig himmelhøjt over byens centrum.

Biskop af Truro and ærkebiskop of Canterbury Edward White Benson (1829-1896)
Biskop af Truro and ærkebiskop of Canterbury Edward White Benson (1829-1896)

Der skulle dog gå 7 år inden katedralen stod færdig og menigheden måtte således til en start samle sig i en lille  trækirke ved siden af. Her indførte Truros første biskop Edward White Benson en helt ny gudstjeneste. Hans idé var at skabe en teologisk og liturgisk praxis i adventstiden, en pædagogisk udlægning af adventstidens indhold af ’tidens fylde’: fra skabelse over fødsel til genløsning. Onde tunger påstår , at han tidsmæssigt placerede den  på selveste juleaften kl. 22 for at holde mændene ude af pubberne!

Gudstjenesten er bygget op over 9 læsninger fra Det gamle og Det nye Testamente.  De læses op af ansatte ved kirken hierarkisk fra den mindste kordreng til biskoppen selv. Læsningerne suppleres af udvalgte korsatser.

Gudstjenesten blev hurtigt meget populær og spredte sig udover

Kings College, Cambridge
Kings College, Cambridge

Cornwalls grænser. I 1918 blev traditionen taget op af Kings College, Cambridge, som havde et meget berømt kor. Domprovsten i Kings College, Eric Milner-White, havde været militærpræst og syntes, at Church of England havde brug for en mere levende og nærværende  gudstjeneste og indførte denne med nogle få ændringer i forhold til Bensons oprindelige fra Truro Cathedral. Det er denne gudstjeneste, der siden har rejst verden rundt.

Kings College, Cambridge
Kings College, Cambridge
Førslev kirke, Vestsjælland
Førslev kirke, Vestsjælland

Gudstjenesten blev første gang sendt af BBC i 1928 og op gennem 30’erne og under 2. verdenskrig på BBC World Service til udlandet og især til soldaterne på slagmarkerne. I England bruges traditionen også hvert år til skolernes juleindsyngning

I Danmark hører vi første gang om ’De ni Læsninger’ i 1957 i Førslev kirke. Knud Andersen, tidligere præst i Helsingør Domkirke og senere provst i Slangerup , havde læst i England og bragte denne gudstjeneste med hjem. I Helsingør Domkirke har den været fast bestanddel af adventsfejringen siden begyndelsen af 1960’erne, hvor jeg selv som korsanger var med til at opføre den.

Aa kirke, Bornholm
Aa kirke, Bornholm

Jeg bragte den videre i mit første embede i Aakirkeby og siden her til Vordingborg. I 25 år har den således været Vordingborg kirkes juleindsyngning som et samarbejde mellem Vor Frue kirkes kor og organist og mig. For mange i sognet er den blevet den egentlige juleaftensgudstjeneste, hvor man i ro og fred kan høre hele frelseshistorien.

 

Kirken med de mange begyndelser

Vejledningens forside
Vejledningens forside

– anmeldelse af Thomas W. Lassens kirkevejledning til Vor Frue kirke, Vordingborg

Præsentation v/ forfatteren selv tirsdag den 18. november kl. 19 i Vor Frue kirke, Vordingborg

Cand. phil. Thomas W. Lassen, tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falsters stiftsmuseum, har med stor grundighed og detaljerigdom skabt en værdig præsentation af Vor Frue kirke i Vordingborg. Med sin blå baggrund, taget fra altertæppet, skabt af væveren Vibeke Klint, fremstår kirken allerede på forsiden som en lys og venlig kirke, der byder

Prædikestolen - detaljer
Prædikestolen – detaljer

indenfor. Man får en let tilgængelig introduktion til kirkens placering i forhold til borg og by og dens indviklede bygningshistorie er konstruktivt ridset

Putti med due i hånden
Putti med due i hånden

op. Teksten ledsages af en rigdom af såvel oversigts- som detaljebilleder, der giver en grundig beskrivelse af kirkens rum og inventar. Med sin store viden om lokalhistorie og vore gamle middelalderkirkers historie har Thomas W. Lassen tillige formået at sætte Vor Frue kirke i Vordingborg ind i en større historisk og topografisk sammenhæng. Flere lokalhistoriske portrætter af borgmestre, værksteder, håndværkere, godsejere, præster og politikere  gøres gældende, som ansatser til endnu større historier. Med vakt nysgerrighed føres man gennem epitafiers og gravminders afdækning af de lokale slægtsforhold og får herigennem en fornemmelse af, hvor lille byen egentlig var. Der er blevet plads til at anskueliggøre de mange

Anna selvtredje
Anna selvtredje

renoveringer, kirken har været igennem og hvilke konsekvenser, de har haft af bygnings- og inventarmæssig karakter. Fremhæves skal især Thomas W. Lassens arbejde med kirkens kalkmalerier, som ved den sidste renovering har gengivet kirken dens helt særlige plads som én af Danmarks smukkeste kirker. Her mærker man levende

De hellige tre konger
De hellige tre konger

Thomas W. Lassens store interesse for billedverdenen i de middelalderlige kalkmalerier. Der er endvidere blevet plads til en beskæftigelse med gravminder på kirkegården ved kirken, en lille omtale af arkitekten J.D. Herholdts kapel på Gl. kirkegård. På bagflappen er anbragt en oplysende series pastorum, præstetavler, der historisk korrekt  gengiver embedernes historie.

Der er enkelte fejl både i teksten og på billedsiden. Jeg kunne godt bruge en bedre dækning af Gunnar Slots værker i kirke som på kirkegård. Måske ville et historisk rids af kirkegårdenes udvikling have været oplysende. Thomas W. Lassen har selv leveret de fleste af fotografierne. De er i god kvalitet og der er virkeligt blevet gjort noget ud af detaljen, men her kunne man fra menighedsrådets side godt have hjulpet Thomas W. Lassen med at få skabt mere

Kirkens nye alterkalk kreeret af Dorte Lausten
Kirkens nye alterkalk kreeret af Dorte Lausten

professionelle billeder, dvs. billeder, der ikke anbringer perspektivet skævt eller klipper i motivet. Ikke fejl, Thomas W. Lassen skal bebrejdes for – han har brugt de midler, han har fået og gjort det godt – men lidt professionel hjælp havde været til gavn for helheden og også for menighedsrådets videre arbejde med at præsentere en smuk og nyrenoveret kirke for besøgende og menighed.

 

Alt i alt har Thomas W. Lassen begået en saglig og spændende vejledning til en kirke, der fortjener langt større udbredelse end den tidligere har nydt, både som en del af Danmarks Borgcenter, men også for sin egen skyld – som kirken med de mange begyndelser.

 

 

J.D. Herholdts kapel
J.D. Herholdts kapel

 

Thomas W. Lassen vil selv præsentere sin kirkevejledning tirsdag den 18. november kl. 19, hvor menighedsrådet også er vært ved en lille reception.

Hardy Lund Olesen

Sognepræst

Ny alterkalk til Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten
Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten

Ny alterkalk i Vor Frue tages i brug Pinsedag

Det er ikke hver dag, menigheden kommer tæt på kirkens hellige kar, som alterkalk og disk kaldes. De står oppe på alteret og er som regel dækket af et klæde og ved nadveren dækket af præstens hånd. Ved højmessen pinsedag i Vor Frue kirke i Vordingborg er det muligt at komme meget tæt på en helt ny af slagsen. Nu skal det siges, at det ikke er hver dag kirker skifter alterkalk. Vordingborg kirkes middelalderlige alterkalk er fra 1400-tallet og skal have en afløser. Ikke fordi den er slidt eller gået i stykker, men fordi den skal på museum. Den skal være en del af middelalderudstillingen på Danmarks Borgcenter i Vordingborg.  I første omgang er den dog kun udlånt et par år.

Den gamle kalk bærer på foden indskriften: Kalk til den salige Marie Magdalene alter i Vordingborg kirke. Det har ofte ført til den misforståelse, at kirken oprindeligt hed Marie Magdalene kirke, men der har tidligere i kirken foruden altre for Skt. Gertrud og Skt. Katharina altså også været et alter for Marie Magdalene, hvor denne kalk har været brugt. Ifølge Thomas W. Lassen, middelalderarkæolog og tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falster stiftsmuseum, og som i nær fremtid vil forsyne Vordingborg kirke med en meget grundig vejledning til kirkens gæster, er kalken, som indskriften og så antyder, skænket kirken i sidste halvdel af 1400-tallet af Tue Jacobsen, som i 1467 nævnes som rådmand i byen. Skaftet er ottekantet, måske det gamle symbol på de syv skabelsesdage plus den dag, der kommer efter dette liv, og noten, knoppen, der forbinder bæger og skaft,  har stavværksgraverede flige og 12 fremspring: 6 ruder, hvor navnet ’jhesus’ er graveret og 6 runde plader, hver med et støbt Kristushoved. I 1570 havde Vordingborg kirke endnu to kalke.

Den nye alterkalk er skabt af  guldsmed Dorte Lausten, som har værksted i Blenstrup i Østhimmerland.  Dorte Lausten er elev af Bent Exner og lærte her ikke kun guldsmedekunsten fra én af de ypperste (Bent Exner har også forgyldt gåsen på Gåsetårnet), men også om den kristne tro, kors og opstandelse. Hun har i samarbejde med Bent Exner bl.a. fremstillet spændet til Budolfi kirkes bispekåbe og, ikke at forglemme,  i foråret 2004, Frøslevskrinet, folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup, som i dag står på Sønderborg slot. Når man taler med Dorte Lausten, kan man af hendes glade umiddelbarhed høre det engagement og den indlevelse, hun har med sig fra Exner. Ikke kun at skabe kunst  i spændingen mellem det rustikke og det sofistikerede, men også at give materialet det liv, livet har i troen.

Det ses også i den nye alterkalk. Bægeret, er her af glas. Lavet af glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup, kunstens by, oppe ved Hjørring. Normalt ser vi alterkalke i sølv, hvor bægeret indeni  er forgyldt. Forgyldningen foretages for at forhindre vinsyren i at tære på sølvet over tid. Og Dorte Lausten har netop siddet med mange gamle alterkalke, der var tæret igennem og som skulle renoveres. Alterkalke, som jo i grunden kun er brugsgenstande og således bare kan udskiftes, når de ikke længere opfylder formålet. Men mange menighedsråd har sendt disse alterkalke til gode guldsmede, der så møjsommeligt og under store kvaler har sat kalken i stand til mellem 35 – 75000 kr. Glasset angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Det kan gå i stykker, javel, men det er til at erstatte rimelig overkommeligt.  Bægeret er her forsynet med en koboltblå farve i kant og bund, en farve, som passer godt til Vordingborg kirkes altertæppe, antependium og alterbord vævet af Vibeke Klint netop i blåt, fordi, som Vibeke Klint udtrykte det ved indvielsen: Vordingborg kirkes grundfarve er blå, Marias liturgiske farve. Dorte Lausten har arbejdet en del i emalje og her har hun særlig gjort brug af den koboltblå farve, som ikke kun brænder godt, men også med sin kølige renhed er en rolig farve at se på.

Denne blanding af det praktisk lad-sig-gørlige og det dybt eksistentielle gør sig også gældende i alterkalkens fod, hvor mønstret er fisk.  Og når jeg spørger Dorte Lausten, hvorfor hun har brugt fisk som udsmykning, svarer hun ligeud og helt selvfølgeligt, fordi kristendommen handler om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Og så endelig fundamentet, dér hvor præsten holder om alterkalken. Den er her lavet af træ. Drejet af trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Dorte Lausten bad  Niels Erik Christensen dreje fundamentet, fordi hun altid har været betaget af overfladen og udtrykket i træets struktur. Træet er kalkens fysiske omdrejningspunkt. Derfor har den en høj densitet, dvs. den skal være tung. Ydermere skal den matche glasset og sølvet. Derfor valgte Niels Erik Christensen en sort træsort. Han overvejede oprindeligt at bruge en dansk træsort –asketræ – som kunne lede tankerne hen på en sammensmeltning af livets træ i nordisk mytologi, Ygdrasil og livets træ i den jødisk-kristne tradition, træet i Edens have. Han kasserede dog dette tema, da det var for snævert – for nordisk og ikke åbnede nok op den verden, som er kristendommens, næstekærligheden, åbenheden og tilgivelsens verden. Han valgte således en afrikansk træsort – Wengé. En meget speciel træsort, der netop rummer den sammensathed, som knytter sig til kristendommens omdrejnings- og holdepunkt  Kristus, han, der turde gå imod strømmen, det etablerede, det firkantede, det skriftkloge, både i ord og handling. Hvad har det med træet wengé at gøre. Jo, når træ påvirkes af lysets ultraviolette stråler, så bliver det normalt mørkere. Det gælder alle træsorter  med én undtagelse: træsorten wengé. Den bliver tværtimod lysere ved påvirkning af lys og kommer sluttelig til at ligne egetræ. Træsorten wengé kan på den måde symbolisere Kristus, han der altid agerer modsat det, man skulle forvente, det, man kan sige sig selv.

Som man kan forstå, har det for kunstnerne været kontrasterne, det modsigelsesfulde både hvad angår det sanselige, altså det fysiske, og det kristne åndelige fællesgods, der samles i denne alterkalk.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Sct. Nikolai kirke i Rønne i foråret 2011 tog en alterkalk i brug, lavet helt i glas af Baltic Sea Glas-kunstneren Pete Hunner, som mange sikkert kender fra besøg på Bornholm. Han brugte et helt år og mange forsøg på at skabe en sådan kalk, hvor vinen, når den er hældt op og står på alterbordet foran Havsteen Mikkelsens smukke altertavle ender i en dråbe blod, farvet ind i stilken, et billede på historien om den oprindelige alterkalk, hvor bloddråberne fra Jesu lidelse og død angiveligt skulle være samlet i et bæger.

Ja, ja, skrappe sager her i foråret, men velkommen til indvielse af Vordingborg kirkes nye alterkalk PINSEDAG kl. 10.

På Vordingborg kirkes vegne

Hardy Lund Olesen