Er påske kun for de gamle?

Næh nej! Forget it! Vi unge kan da feste for vildt!

vild fest
vild fest

Vi kan faktisk rigtig godt lide påske, og vi tror at mange har det på samme måde, men for os har det altid været familien, påskeharen og chokolade der har fyldt mest. Indtil nu, altså, hvor vi er blevet sat til at skrive om den. Vi har fri fra skole i påsken – det burde tale for sig selv – det har far og mor også.

Påske er for mange nemlig det med påske haren, små gule kyllinger, chokolade æg og alle de ting. Men det er jo meget mere, det er også den tid fejrer Jesus´

Fællesskab
Fællesskab

korsfæstelse og genopstandelse – hans minde.

I påsken er vi også meget sammen med familien, det er både vigtigt for dig og os, for eksempel er påskefrokost noget der følger naturligt med påsken, men det kommer jo af at Jesus også spiste ’påskefrokost’, han spiste med sine disciple for at fortælle at han skulle dø.

 

IMG_0435Vi er meget sammen i påsken også når vi maler æggene eller laver mad til gæsterne. Det er det påske handler om – samvær – derfor kommer vi også til at mindes dem, der mangler. Dem, vi savner.

Vi har alle hørt nogle snakke om skærtorsdag og langfredag, men hvor mange af os ved hvad det er? Skærtorsdag er den dag Jesus spiste og fortalte at han skulle dø, og at han vidste at han ville blive forrådt. De gik ud i haven og det var der Jesus fik dødskysset, han blev fanget, altså holdt Jesus’ ord stik. Det blev langfredag.

Korsfæstelse
Korsfæstelse

Langfredag er den dag Jesus blev korsfæstet. Han skulle selv bære sit kæmpe kors, hele vejen op til bakken hvor han blev hængt op. Jesus led og skreg men ingen hjalp, da alle troede, at han ikke var god. Jesus hang der hele dagen og da han endelig døde kom der et kæmpe jordskælv. Det gik op for folk at Jesus måske var en konge og en frelser, at han betød noget. Jesus betyder i dag også meget for os men måske glemmer ungdommen at tænke på at han var – og er her.

Den tomme grav
Den tomme grav

Påskedag er festen i påske – den dag Jesus opstod. Vi fester, ja, lidt ligesom i dag. Fest og farver og glade dage. Foråret starter da også! Så kan vi se fremad. Vi skal snart i bikinien og drengene i badebukser. Så der er al mulig grund til at feste igennem.

Påsken er fed nok og ikke kun for de gamle og alt, hvad der hører fortiden til. Påske er goals, det er konge, det er fedt.

Så cool påske til jer alle sammen!

Drop distraktionsdjævelen – og nyd en dyb dag

On the road again
On the road again

Hvad er det største problem for bilindustrien i disse år? Er det, at der fifles med antallet af kilometer, en bil kan køre på literen? Er det, at bilers udstødning skader miljøet? Er det bilafgifterne i Danmark? Næppe. Økonomisk kan det naturligvis være et problem, at VW har snydt på vægten, når det handler om bilers udstødning eller at danskere på grund af de danske afgiftsregler skal betale ca. 3 gange så meget for en bil som en svensker. Men det er jo kun penge. Når medierne samtidig fortæller os, at 60 firmaer og enkeltpersoner tilsammen ejer mere end hvad 3 mia mennesker i denne verden ejer, ja, så er det jo kun et spørgsmål om, hvem der så skal betale: det kommer de 3 mia til, believe me!

100 km i timen med pose over hovedet
100 km i timen med pose over hovedet

Næh, det største problem er, at biler snart kan køre

førerløse. Vi skal ikke selv køre kareten længere – hvabehar! Det største problem er at holde bilisten opmærksom og fokuseret, især så længe bilen kører. I kender sikkert alle reklamen: hvad laver du, mens du kører bil. Bilisten med en pose over hovedet. Hvor har bilisten haft øjne og ikke mindst hjernen umiddelbart før det selvkørende vidunder satte ud og hvor længe er han så om at genvinde koncentrationen om at køre bil. Ikke nye motorer, smarte karrosserier, sindrige bremser, nej, sidespejle, bakspejle, der holder bilisten opmærksom på den øvrige trafik, er blevet et milliardstort problem.

 

Sms-bølgen er over os
Sms-bølgen er over os

Hvor meget tid bruger du daglig på sms’er, e-mails, sociale medier derhjemme og på arbejde og derved måske hele tiden trækkes bort, distraheres, fra det væsentlige i dit liv, dine børn, din ægtefælle eller opgaverne på dit arbejde? Et lille kig til siden, mens du arbejder, for at kigge på en sms, fjerner dit fokus fra det. du laver, ca. 10 minutter, dvs. inden du helt koncentreret er tilbage på det, du var i gang med. I USA har man beregnet, at denne distraktion koster virksomhederne ca. 900 mia dollars om året. Det svarer til hele verdens samlede militærudgifter på et år.

Det er fastetid. En tid for bod og anger, for opgør med Gud. Ransagelse og tvivl, forsagelse. Ro og hvile. Der findes mennesker for hvem ro og hvile er noget indre, de bare udstråler. Andre ser ud, selv i hvile, som om de konstant har speederen i bund. Hvordan være i ro og hvile, hvordan være tilstede midt i hverdagens travlhed.

Med hovedet i skærmen
Med hovedet i skærmen

Svaret må jo være: Når jeg står, så står jeg. Når jeg går, så går jeg. Når jeg sidder, så sidder jeg. Når jeg spiser, så spiser jeg. Når jeg taler, så taler jeg. Men gør vi ikke alle sammen det da? Nej, det gør vi nemlig ikke – alle sammen. Når de fleste af os sidder, så står vi allerede. Og når vi står, så løber vi allerede. Og når vi løber, er vi allerede ved målet. Og når vi spiser, så er vi allerede færdige. Tenniskampen er i gang allerede inden bolden er servet.

Facebook-junkien
Facebook-junkien

Føler du dig truffet? Oplever du også altid at være på vej – fra noget til noget – i stedet for at være dér, hvor du er? Tilstede og nærværende.

Så har du brug for fastetiden – de 40 dage frem mod påskedag. Tænk lige efter, om ikke denne tid kunne blive lidt anderledes dage? Dage, hvor du kunne generobre noget af langsomheden i livet.

Tiden kommer os altid imøde med en hastighed af 60 min. i timen. Men tiden må ikke blive vor fjende. Stilheden må ikke blive vor modstander. Travlheden må ikke blive vor medløber. Mist ikke opmærksomhed, tab ikke fokus, din familie, dit arbejde, forsag ikke Gud og din næste, himlen over dit liv og jorden under dine fødder, men hav tid til at være tilstede, nærværende, i dit eget liv, i andres liv – og for Guds ansigt.

Drop Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat, Periscope og hvad har vi. Vær mindfull i stedet for mindless bare i de 40 dage, fasten varer og læg så mærke til, hvor lidt du har savnet alle disse distraktioner fra det væsentlige i dit liv og fokusér så på dine nærmeste, på det, du holder af at lave i hverdagen, dit

Kage er godt at være sammen om
Kage er godt at være sammen om

arbejde, dine venner, Gud. Tal med dit

barn, din ægtefælle, vær en god og professionel kollega, en god medarbejder på dit job, vær frivillig i kirken, for flygtninge, for hjemløse, vær én, andre har brug for, vær god ved dig selv.

Det er godt at være stille og vente på hjælp fra Herren, hører vi Klagesangene i GT. Det handler om at finde stilhedsøer i hverdagen. Det kan være i toget eller i bilen. I en pause på jobbet – eller hjemme. Måske din bedste stol i stuen, hvor du nyder en stille stund. Tænd et lys – føl stilheden sænke sig – læs et stykke af Bibelen – tænk over, hvad Gud vil sige dig –

Røde hjerter smitter
Røde hjerter smitter

og lad så tankerne omdannes til en stille bøn til Ham, som altid lytter.

Som altid er nærværende og fokuseret.

Det smitter, skal jeg sige dig.

 

Sisyfosjul …

En hel verden
En hel verden

At tale om en hel og usårlig verden er en illusion. Hændelserne i Paris for ganske nylig har gjort disse ord grusomt sande. For megen død, smerte, sorg, angst og gråd. Det ligger ikke desto mindre i os hele tiden at ville en bedre verden. Alle venter på den dag, da hver tåre skal tørres af, hvor sorg, skrig, pine, ja, hvor bekymringens djævelske spind skal være som fejet væk, hvor vi skal inderligt tilfredse, lykkelige, glade og hvor vi kan leve frit og frie af forvirring, lidelse, død, hvor ingen mere behøver være bange for sin lykke, hvor latteren lyder og

menneskene er fulde af lys.

Alt dette har for kristne et navn og et ansigt: Jesus af Nazareth. I sidste ende er det ham, vi venter på. Vi venter hele året, men især når det bliver advent.

Advent er for mange mennesker blevet ensbetydende med hektisk jag og stress,

Sisyfosjul
Sisyfosjul

næsten uopfyldelige forventninger, krav om hygge og glæde og inderligt samvær, der alt for let netop derfor truer med at blive det modsatte. Mange gruer for denne tid – og det er synd. For advent kan rumme alt det, vi længes efter i den hverdag, der synes overlæsset nok: fred, stilhed, eftertanke, gode tanker for alle, der er undervejs til sig selv, undervejs til det glædelige budskab, at Gud selv kommer ind i verden. Ind i sorgen og fortvivlelsen, ind til alle dem, der lider under byrden af sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ensomhed eller som har mistet og nu i den store højtid skal gennemleve den smerte, det er at skulle bære den elskede ud af sit hjerte. Gode tanker til alle de familier, der hverken økonomisk eller menneskeligt kan leve op til advents- og juletidens krav, til det voksende antal singler, der i en familieamputeret kultur ikke kan finde veje ud af ensomheden, til alle de 30-50 årige, der står midt i et hektisk arbejdsliv og ikke synes at finde tid til stilhed og eftertanke.

En anden advent
En anden advent

Vi har i allerhøjeste grad brug for advent, fordi vi ellers ville fortabe os i det uvæsentlige, det overfladiske, det momentane, det travle, det hektiske, det diffuse. Vi har brug for at gå veje, som går indad til det væsentlige. Og naturen på disse breddegrader støtter os i denne tid: udenfor bliver det koldere. Snart, tidligere og tidligere, bliver det nat. Vi sætter pris på vore stuer, på lyset derinde, hvor vi samler vore kære. Vi følger kaldet indad. Vi skaber rum for besindelse, for eftertænksomhed, for stille overvejelse. Vi plejer denne unikke chance for at varme os ved hinanden og således sammen venter vi på forløsning, frelse, udfrielse.

 

Man kan gå tidligere prøvede veje eller man kan gå nye. Man kan

Barbaradag 4. december
Barbaradag 4. december
  • samle sig om adventskransen, hvorfra lyset øges uge for uge som et symbol på, at vi skal se mere lys i vore liv og vi selv skal være mere lys for andre
  • bære en grøn kvist ind som bud fra en anden verden, i hvilken mennesker kan leve i fred
  • hænge en vissendød og en endnu grøn gren  ved siden af hinanden til stadig påmindelse om, hvad vi nu er og hvad vi siden skal blive
  • bygge en rod fra skoven om til en krybbe, fordi ethvert nyt menneskes fødsel har rod i vor historie
  • opleve en kirsebærgren knoppe og blomstre som et sindbillede på en ny verdens ønske om at vokse og så blive til
  • opleve børnenes sitrende glade spænding, når adventskalenderen skal åbnes
  • høre god musik eller læse en god bog sammen.

 

Advent er en vigtig tid. Ikke kun, fordi den hører til en af vore smukkeste barndomserindringer, men fordi vi behøver den som modpol til det moderne livs hektiske stress og jag.

Lyset bæres frem
Lyset bæres frem

I denne tid har jeg brug for at glemme mig selv, for først da finder jeg hvile, først da hører mine tankers og følelsers larm op og jeg er langt om længe ankommet, da er jeg efter lang tids søgen endelig kommet hjem. Og tilbedelsen af denne hemmelighed ved Gud, at han elsker mig, er tegnet, for da bliver der roligt i  min sjæl, da kan jeg fornemme, at min inderste længsel er opfyldt, at jeg har fundet det, som giver mit liv fylde. De tre vise mænd eller kongerne, som kunstnerne ynder at kalde dem, de har i deres hjerter hørt længslen kalde og ladet sig lede af stjernen og har søgt dette stabile, dette faste i livet som barnet er. De går mange og krogede veje for endelig at kunne træde ind i huset, hvor Maria og barnet er. De træder ind og falder ned for det guddommelige barn og breder deres skatte ud: guldet, som tegn på deres kærlighed, røgelsen som tegn på deres længsel og myrraen som tegn på deres smerter.

Er det ikke summen af, hvad advent, jul og hellig tre konger er for os. Moderne mennesker har brug for alt dette. Der er ikke så mange drømme tilbage i vor verden. Vi kan ikke længere blive mestre i vore egne liv, men vi kan tilbedende se bort fra os selv og ind i advents- og juletidens mysterium og således gøre vort liv til et mesterværk.

Påny på vej
Påny på vej

 

Dommedag nu …

cop21

Torsdag den 5. november kl. 14

Færgegaardsvej 3

Kom til foredrag med

Jesper Tornbjerg, Dansk Energi:

Global opvarmning, klimakonferencer og smarte løsninger

 

Det er nu snart 6 år siden, vi havde COP15 i København. Hele verden, den globalecop15 landsby, var samlet i København for ikke kun at diskutere klimaet, men også for at finde holdbare løsninger på klimaproblemerne. Kina, Rusland, Japan, ja, helt ned til alle de små stillehavsøer, som i dag, bare 6 år senere, er forsvundet fra havets overflade, fandt stor sympati for deres anliggende i de dage. NGO’er og demonstranter stormede på det nærmeste Bella-centret på Amager.

Også i Vordingborg kirke havde vi foredrag om klimaet dette efterår. Jeg havde foredrag af biskop Steen Skovsgaard med titlen Dommedag – måske, hvor Steen Skovsgaard i de mest utvetydige vendinger gjorde Bibelens tale om dommedag til konkret virkelighed. Det vi oplever nu er optakt til Dommedag, hvis vi skal tro, ikke kun tegnene i sol, måne og stjerner, men også Den hellige Skrift. Og det skal vi vel som kirke … Jeg havde også inviteret Mickey Gjerris til et foredrag om klima, værdier og religion under titlen: Jorden brænder, hvori hans mest provokerende udsagn var, at det handler ikke om at redde menneskeheden, den er fortabt, det handler om at sikre klodens overlevelse! Sådan … og endelig sognepræst Martin Ishøy, som talte om miljøetik i bred almindelighed. Og foredragene skabte debat og som sådanne også vrede og afvisning.

gjerrisJeg foranstaltede en studiekreds, der skulle perspektivere alle de dybe tanker omkring miljøetik og –teologi og onsdagsandagterne og andre gudstjenester supplerede med at skabe en liturgisk ramme omkring vort forhold til medmennesket, retfærdighed, skabelse og tilintetgørelse. Spørgsmålene skulle med nødvendighed stilles, problemstillingerne vendes, perspektiverne og konsekvenserne gåes efter i sømmene.

Det blev de også på alle niveauer. Og intet er sket! Heller ikke på COP15.

Jo, det er blevet værre. Meget værre. Uoverskueligt meget værre.

COP21 i Paris i december er den mest betydningsfulde og afgørende politiske begivenhed i hele 2015 og vil blive fulgt af milliarder af mennesker over hele kloden. De beslutninger, der tages her, er afgørende for klodens overlevelse simpelthen.

Det har paven gjort gældende i sit banebrydende encyklika Laudato Si: On the pave fransCare of our Common Home, hvori han beskriver kloden som en affaldsbunke. Præsident Obama har gjort det klart i sit program for 2030 Clean Power Plan, de svenske biskopper gjorde det allerede i Ett biskopsbrev om klimatet, for nylig underskrev 175 biskopper verden over en udtalelse om klimaet til COP 21 og Brasilien lovede at begrænse fældningen af den brasilianske regnskov. Mange er de initiativer, der er sat i gang for at stoppe udviklingen. Indtil videre til ingensomhelst nytte.

regnskovI Vordingborg kirke bør vi tage udfordringen op og gøre vort. For klimaforandringerne er en sag for en kirke, der tager sit grundlag alvorligt. Vi, som tror på en Gud, som har skabt alt, sætter naturligt forholdet mellem Gud og mennesker og skabelsen i centrum. Bryder disse forhold sammen er det et udtryk for brud mod Guds skabelsesordning. Derfor vil og skal vi tage vor del af ansvaret ved at gøre tro til handling.

Det er sammenblanding af politik og kristendom, vil nogle hævde. Vi skal som kirke ikke blande os i politikernes beslutninger vedrørende den slags ting. Nej, ikke som kirke, måske, men som kristne tvinges vi. Kærligheden til det skabte, til menneskeheden, til vore børn og børnebørn tvinger os. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv, læser vi i Bibelen om det vigtigste bud, det, der er over alle de andre. Det citat anvender vi oftest individualistisk! Men det er alt for snævert i en kirke, hvor vi er absolut henvist på hinanden. Heri er der grundlag for ansvar og sameksistens i samfund og verden. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvordan vi ser på livet, hvad som er vigtigt i livet, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen og om der overhovedet findes grund til at håbe. Frasiger vi kristne os vort ansvar for skabelsen, ansvaret for at være gode forvaltere af alt det, som Gud i sin godhed giver os – svigter vi så ikke Gud for ikke at tale om det medmenneske, der er mest sårbart og udsat? Hvis ikke vi er rede til at ofre os, gør vi så ikke Jesu offergerning for os til intet?co2

De klimaforandringer, som længe har ramt skabelsen og som synes at eskalerere, kræver øjeblikkelig handling og forandring. Forandringerne gælder ny teknologi, politisk handlekraft, men vel i første omgang besindelse på forandring af livsmønstre. Det, som kristne skal bidrage med i denne proces, handler lige præcis om tolkning af livet, spørgsmål om mening, livsmønstre, livsmod, dele af et menneskeligt mønster, som ingen teknokrat eller politiker kan give udtømmende svar på. Troen på Gud giver håb til os, som nu skal tage livtag med den globale klimaforandring. Og troen skal styrke os, så vore anstrengelser batter og bidrager til at skabe en mere retfærdig verden.

børnVi er altså nødt til at stille de svære spørgsmål til os selv – de, som handler om mit og vort kollektive ansvar. Først og fremmest handler alt dette om at elske Gud, hvilket i samme åndedrag indebærer at elske den verden, som Gud har skabt. Er vi klar til den opgave og tager vi imod udfordringen? Der er i dag lidt over en måned til COP21 indledes og fremtiden, ja, det er nu, nu, nu …!

Så hvad venter vi egentlig på???

Hardy Lund Olesen

sognepræst kb

 

Flagdag for Danmarks udsendte

Tale på Flagdagen 2014

sognepræst Hardy Lund Olesen

Det er i dag 6. gang, vi fejrer Flagdagen, dagen for de udsendte og deres DSC_0001pårørende. Dagen, hvor så mange tanker myldrer frem om, hvad krig, konflikt og ufred er. Tanker, der alt for let overskygger de gode tanker om fred og frihed og tryghed, som vort lille land ellers priser sig for. I snart 25 år har vi været i krig eller i hvert tilfælde deltaget i internationale konflikter. Om det har været i Kroatien, i Bosnien, i Kosovo, i Makedonien, i Irak, i Afghanistan, på Afrikas Horn, i Libyen. Mange af vore soldater har vi mistet, næsten udelukkende unge mænd og kvinder, som ville gøre en forskel, som ville kæmpe for netop de goder, som dette land, vort fælles fædreland, i så rigt mål nyder godt af i hverdagen. I august 1995 døde sergent Claus Gamborg som den første i kamp. Danmark gik i chok.  Den dag aflyste Folketinget alle sine møder, flagene i hele Danmark gik på halv, radioen sendte sørgemusik Tomheden fyldte pludselig det hele.. Mange brød sig ikke om at se på hinanden, for hvad skulle man sige, hvis nogen sagde noget, og da ordene siden

????????????????????????????????????

hen vendte tilbage, var det

ord som: Det er ikke til at forstå. Det er ikke til at fatte. Det er ikke sandt. Det er bare en

ond drøm, lad mig få lov til at vågne op, for det er så meningsløst, at det skriger til himlen.

 

”Min unge ven,

Hvorfor bliver du ved med at sove?

Dine øjne er lukkede,

du hører ikke min stemme,

dit hjerte banker ikke!

Ak, min ven – som jeg elskede.

Min unge ven!

Hvorfor?

Hvorfor bliver du ved med at sove?”

 

Et fortvivlet spørgsmål. Ord der i al deres magtesløshed og i protest forsøger at

????????????????????????????????????

give sprog

til det, vi ikke kan forstå. Det vi ikke kan fatte. Det vi ikke kan og vil acceptere. Alt det vi ikke kan rumme midt i den tomhed, der følger ovenpå de voldsomme begivenheder, der går forud for tabet af et ungt menneske.

Min unge ven – hvorfor?

Unge mennesker, hvis blod løb ud i Kroatien og Bosnien frodige røde jord eller i Iraks og Afghanistans golde ørkensand langt herfra. Hvis intet  andet gror i de bjerge og ørkener af fortræd, så har der de sidste 25 år spiret valg og afgørelse i  brystet på unge danske mænd og kvinder. De har lært, at det koster i denne

????????????????????????????????????

verden, man slår sig ofte på den – men til gengæld lærer man sig selv og verden at kende, og den viden er den afgørende baggrund  for personlige valg. Hvilket mange, de fleste heldigvis, er vendt hjem med en stærk oplevelse af. Man lærer sig  selv og sit hjerte at kende i grænselandet mellem liv og død. Man gør angsten til sin ven, så man kan forblive skarp, når tilsyneladende almindelige folk blandt brovtende, slivovitzstinkende bøller på Balkan eller pashtunske bønder i Greenzone og handlende i bazaren i Gereshk  pludseligt trækker våben – man gør, hvad man skal, og tør derfor med sindsro græde ud ved en skulder bagefter – for det er ikke altid sjovt at gøre, hvad man skal – så ville flere nok gøre det.

Pligten er fælles – ingen er derfor en ø i den udsendtes verden.

– alle er, hvad man gør, når det gælder.

Og når vi så mister én af dem. Det er meningsløst. Det har vi lov til at mene. Det

har vi lov til at sige. For det giver ikke længere samme mening, at solen står op

????????????????????????????????????

endnu en gang. At aviserne udkommer med så mange tomme ligegyldige ord, når der endnu er så mange ord, man gerne selv ville have sagt. Når der endnu er så mange ord, man gerne ville have hørt. Ord der nu – for altid – savner veje at gå ad.

Gud kommer på vore læber, når meningsløsheden skal finde svar. Gud, som bar lidelsen op på sit kors Langfredag i en bøn for sine fjender: Fader tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør. Ordene om at vende den anden kind til, og elske sine fjender, Jesu ord, som i al deres himmelråbende naivitet og umulighed netop ikke er til at komme uden om eller fri af, når vi møder meningsløsheden.

 

????????????????????????????????????

Af hjertet tak og Guds trøst skal i dag lyde til alle, der har mistet

De har min og talløse landsmænds dybeste medfølelse, og jeg vil bede til

Gud om, at deres hjerter også kan holde til det. I dag deler vi kristentro og blod – og  ønsker alle efterladte Guds velsignelse i bøn og håb for dagene, der kommer.

”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.”

Kærligheden hører aldrig op, siger Paulus i kærlighedens lovsang. Det er det, vi skal have at vide her i dag, hvor vi er samlede for at takke for en indsats og et offer, som er uendeligt stort. Her har vi brug for at vide, så vi ikke glemmer det, at kærligheden består. At kærligheden holder ud med os. At kærligheden bærer os oppe, når alt andet ikke længere er til at bære.

Under korsflag, vort gamle hæderkronede Dannebrog, vor stolthed, hædrer vi Danmarks sønner og døtre, som har kæmpet på de fjerne slagmarker, de slagmarker, der  også har krævet  de bedste af

vort fædrelands sønner og døtre. Ingen har mødt større mod, og alle slår vi i dag blikket mod jord, når vi sammen ærer deres stolte minde.

????????????????????????????????????

 

Slutkollekt flagdag 2015

Lad os alle bede:

Almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi og vor Fader!

Du har i Jesus Kristus

kaldet din kirke

til at forlige verden

med dig selv.

Du har givet os forligelsens tjeneste,

at vi kan føre dem,

der er adspredt sammen,

at vi kan stille os imellem dem,

der er i strid med hinanden

og tage våbnene af deres hænder

at vi kan stilne

de såredes smerte og gråd.

Vi takker i dag alle dem,

der i denne tjeneste

med vor gamle korsfane

på skuldrene

eller vajende i vinden

har gjort tjeneste

for dig og Danmark.

Tak også for, at vi i dag

kan støtte de familier,

der må gennemleve

fraværets ensomhed

eller i tjenesten har mistet

én af deres kære.

Vi vil en frihed

uden bånd og lænker,

hvor håbet lever

og livets mylder gror,

hvor freden skaber tumleplads for drømme!

Giv os fortsat at arbejde med

på opfyldelsen af disse drømme.

Gør os stærke i håbet

og udholdende i kampen

for en ny jord,

hvor retfærdighed bor.

Vær med vort folk og fædreland,

Dronning Margrethe II

og hele Dronningens hus.

Giv lykke og velsignelse

til alle, der gør tjeneste for Danmark.

Beskærm dem i alle farer,

vær dem nær, når de er ensomme

og i prøvelsens time.

Giv dem nåde til trofast

at bære vidnesbyrd om dig

og ifør dem

kærlighedens brændende iver,

at de må hjælpe og værne

hvor end de tjener

og være hinanden

til trøst og lindring

og til sidst

få herlighedens uvisnelige sejrskrans,

ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre.

Fadervor …

????????????????????????????????????

Sognepræst

Hardy Lund Olesen

Værdikampen og Den danske Folkekirke

Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt

 

Højskoledag den 31. oktober med Morten Messerschmidt, MEP, cand. jur. Gå ikke glip af at høre og deltage i debatten om det vel nok hotteste debatemne i selskab med én af Danmarks skarpeste debattører.

Meld dig til på

www.vordingborgkirke.dk

 

 

Forleden dag kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at kirkepolitik er værdipolitik. Det troede jeg var indlysende, når man betænker, hvor meget kirken betyder og har betydet for stort alt i dette samfund. Det kan godt være, at Anders Fogh Rasmussen ovenpå Muhammedkrisen såre ambitiøst kunne udtale, at religionen skulle ud af det offentlige rum, men det har da også vist sig at være en illusion at gennemføre. Sagerne har været legio siden da. Det handler jo ikke bare om, at kirkebogsregistreringen skal føres over til kommunen og borgerservice, men også om skolen og helligdagslovgivningen, omskærelse, religiøs slagtning  af dyr, for slet ikke at tale om vielse af homoseksuelle, adskillelsen af kirke og stat og kirkens struktur, ja, opstandelsen. Folkekirken og kirkepolitikken kan let gå hen at blive eksempler på, hvad man mener om kultur, religion, samfund og stat i det helt store perspektiv.

Vor Frue kirke i København og copenhagen pride
Vor Frue kirke i København og copenhagen pride

Artiklen i Kristeligt Dagblad er naturligvis også affødt af den debat, der har været siden regeringsskiftet, hvor der i grundlaget for den smalle venstreregering direkte står, at ”Danmark er et kristent land”. Det er naturligt for de fleste af os, som også kan læse Grundlovens § 4, mens andre ville kalde det et værdipolitisk udsagn af dimensioner. Disse sidste så også gerne kirken isoleret så meget, at kirken blev skilt fra staten og kun udtalte sig om interne anliggender.  Altså landets kristne identitet, som er grundlovsfæstet, og som regeringen, sikkert godt hjulpet af Dansk Folkeparti, har ønsket skulle afspejle Danmark som nation, er altså med til at skabe splittelse i den danske befolkning.  Spørgsmålet er jo nok snarere, om vi i et globaliseret  og multikulturelt og –religøst samfund  er i stand til/ønsker at videreføre den tætte sammenhæng mellem kirke og stat, altså hvor kirken er statens forlængede arm. Hvis kirken ikke længere kan være den modstemme, det korrektiv, etisk og kulturelt, til staten og til de fortolkninger af virkeligheden, af økonomisk og politisk art, som er statens, så er den ikke længere det, den bør være i en luthersk stat: en ressource for andre fortolkninger af virkeligheden end de rent mekanisk materielle.

Søren Krarup
Søren Krarup

Når jeg siger, at formuleringen: Danmark er et kristent land, nok er inspireret af Dansk Folkeparti, så er det jo blot en naturlig udløber  af den værdipolitiske offensiv, partiet har ført de sidste 10-15 år med Søren Krarup,  Jesper Langballe og Morten Messerschmidt i front.

 

Morten Messerschmidt og værdikampen

Morten Messerschmidt har, nærmest som baggrund for alt, hvad han udtaler sig om, gjort værdikampen til sit anliggende. I et sprogligt meget præcist, men også skarpt distancerende, debatindlæg  fra 13. august i år i Politiken, rammer han den standende værdikamp ind med overskriften: ’De kulturradikale har glemt, hvad det egentlig er at være menneske’. Han anfører her, at de kulturradikale fører et ideologisk korstog for med hævdelsen af det multikulturelle og internationale at skabe en ny standard for ‘ det gode, det sande, det rigtige’. Hermed bidrager kultureliten, de kulturradikale, dvs. de i Morten Messerschmidts øjne medie- og undervisnings- og opinionsstyrende kræfter, til en fragmentering af Danmark, hvor hensynet til ideologien står over hensynet til det at være menneske.

”GRUNDLÆGGENDE handler dette (værdikampen, min tilføjelse) ikke om ideologi. Det handler om at være menneske. Og i ideologisk blindhed har de kulturradikale glemt, hvad det egentlig er at være menneske: båndet til sin familie, sit land, til det nære. At føle en tryghed i det kendte. At interesseres ved det fremmede, men ikke af den grund ønske at invitere det med ind i sine stuer. At føle en pligt og et opdrag ved dansk kultur, tradition og historie, som selvsagt ikke gør os bedre end andre, men dog gør os til et folk. Giver os en identitet. At fatte sit væsens rod ved at skønne på de skatte, de os efterlod!”

Jesper Langballe
Jesper Langballe

Sammenhængskraften

Tingene hænger sammen.  På godt og ondt kunne man sige, hvis alle parter skal høres og det skal de vel netop i et meningsinflatorisk og værdirelativistisk postmoderne demokratisk samfund. Andre, heriblandt Morten Messerschmidt,  ville tale om værdipolitisk sammenbrud, at sammenhængskraften er blevet væk sammen med kultur-, historie- og traditionstabet.  Som netop afdøde Klaus Rifbjerg sagde det i en kronik i Politiken i 2009:

“Man må kalde mig hvad som helst, hvis det ikke er sandt, at tiden med sin larmende overfladiskhed og gennemgående historieløshed i disse år er ført et sted hen, hvor den åndelige Grauballemand har taget magten, mens Dyndkongens datter sørger for hans overlevelse”

rifbjerg
Klaus Rifbjerg

Dét sagt af én af kulturradikalismens største forfægtere. Som imidlertid åbenbart er blevet indhentet af en fremtid, som han ikke havde set komme. Hvordan-synes-du-selv- du-har-det generationen, som voksede ud af 80’ernes  Lasch-narcissistiske navleskueri og som, ifølge de unge selv, har ført til en kultur, hvor det ikke længere bare ’er OK at være OK’, men hvor tal – helst 12 – afgør, hvad du kan blive og hvem du er. Værdier som solidaritet og at være social er på det nærmeste diskvalificerende i dag, fordi de minder mere om gruppearbejde og rundkredssamtale, der af de unge selv  anses for at være en byrde for de stærkeste og nedværdigende for de svageste (jf. også i denne sammenhæng den nye skolereform).

Som Morten Messerschmidt udtrykker det:

“Man (de kulturradikale, min tilføjelse) har  opbygget sin magtbase ved gennem medier og uddannelsesinstitutioner at definere og udbrede den politisk korrekte standard, som endog i dag i brede kredse er gældende. En standard, der med samme blinde loyalitet, som vi frem til 1989 så hos kommunisterne, i dag bliver udråbt og forsvaret som en universel og uimodsigelig sandhed: Det multietniske er det gode. Det nationale er det onde. Det internationale er vor frelse. Og enhver, der modsiger dette, er idiot, racist eller nazist.”

Værdidebat og ’agurketid’

Som det burde være fremgået, er  tonen i disse debatter hård, ja, nærmest

Grundtvig med præstekjole i den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig med præstekjole i den grundlovsgivende forsamling

aggressiv. Men værdikampen er heller ikke hvad som helst. Den handler grundlæggende om et opgør mellem sandt eller falsk, godt eller ondt  i fortiden og forberedelse af fremtiden i forhold til mig selv og det samfund, vi sammen ønsker at leve i. En slags samfundsetik og  – kultur. Hvor-kommer- vi fra- og- hvor- skal- vi- hen- do, altså selve grundlaget, fundamentet, om man vil for, hvor vi som mennesker, som nation, som samfund, som verden, bevæger os hen og ønsker at handle overfor hinanden. Alt bliver ligesom grundlagt i denne debat og det giver naturligt gnister, skaber skinger debat og kamptummel. Og,  pudsigt nok, optræder de fleste af disse debatter i ’agurketiden’, hvor intet væsentligt normalt  sker.

uffe elbæk
Uffe Elbæk og Alternativet på ‘vælgerhugst’

I år startede ’agurketiden’ lige efter et valg præget af skarpe modsætninger og en uforsonlig, fjendtlig tone. Der blev talt om blå og rød blok, der blev talt med store bogstaver. Men med Prædikeren in mente kan man vist roligt sige, at der intet nyt var under solen. Jo, Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti og det største borgerlige, større endda end regeringspartiet, Det liberale Venstre.  Og Alternativet kom ind og blev større end både Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre. Skulle man kunne finde en pointe her? Måske, måske ikke. Men det er da værd at bemærke, at det var partierne med den stærkeste og/eller mest progressive værdipolitik, der tog kegler, da stemmerne blev talt op. Alternativet der, hvis du altså spørger de kræfter i København og Nordsjælland, der lagde stemmer til, ønsker mere kulturradikalitet og sækularisme end selv de kulturradikale per se, Det radikale Venstre. Og Dansk Folkeparti, den slemme knægt i klassen, der om noget parti har sat sig på værdidebatten så meget, at det har præget debatten siden partiets start i 1996 og det absolut ikke til alles tilfredshed. Men de har præget den, ja, måske endda med sine provokationer skabt en modkultur, som har været nødvendig,  til det selvretfærdigt politisk korrekte.

For Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er de kulturradikale hovedfjenden. Med deres hævdelse af den gyldne regel: hvad du vil at andre skal gøre for dig, skal du gøre for dem, gør de alle valg til personlige valg og dermed hævdelse af en værdirelativisme, som i kritikernes øjne tenderer til vilkårlighed og ligegyldighed og mennesket til genstand for ideologisk manipulering. Som Morten Messerschmidt anfører i samme debat:

”Spørgsmålet er da, om alle mennesker blot er mennesker eller om vi er mere end en hob af atomer. Jeg vil mene ja. Mennesket er så meget mere end kød. Menneskelivet er bundet i følelser, historie, religion og vilje, hvor sammenholdet blandt mennesker – kaldet nationen – er selve livskraften for os som kollektiv og folk. Denne præmis er netop antipoden til det kulturradikale livs- og menneskesyn.”

Kirken i værdikampen
Kirken i værdikampen 

Farerne i  værdikampen

Afslutningsvist: som jeg ser det, er der mindst tre indlysende farer, når vi taler værdikamp og Den danske Folkekirke:

 

at debatten om, hvad der er grundlæggende værdier bliver så bred, abstrakt og værdirelativeret, at der ikke længere er nogen værdier, vi kan kalde fælles

at debatten bliver ført på så snævre og eksklusive præmisser, at den på forhånd diskvalificerer grupper/standpunkter/værdier i samfundet

at debatten drukner i traditionelt skråsikre og båsede positioner, hvor alle af angst for at støtte politisk ukorrekthed sælger det menneske, det samfund, den kirke, der bør være debattens fokus.

 

Højskoledag den 31. oktober med Morten Messerschmidt, MEP, cand. jur.

Gå ikke glip af at høre og deltage i debatten om det vel nok hotteste debatemne i selskab med én af Danmarks skarpeste debattører.

Meld dig til på

www.vordingborgkirke.dk

Sognepræst Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

Menighedsråd

Ja, hvad er menighedsråd egentlig for en størrelse?

Af menighedsrådsformand Ole Dyhr

147Det er vel en samling af frelste halvgamle personer, som elsker at komme i kirken hver søndag, og som tror, at de er noget af den grund! Eller er det?

Det menighedsråd, som jeg kender og er medlem af, falder nu slet ikke ind under den beskrivelse.  Nej, der skal ledes længe efter personer, der passer til dette udsagn. For nok er vi efterhånden halvgamle, og vi kommer også jævnligt i kirken, men så hører sammenligningen også op. Vi er almindelige mennesker, som gerne vil gøre en indsats for at være med til at udbrede det kristne budskab, som det gøres i den danske folkekirke. Vi gør det blandt andet ved at sørge for, at der er de nødvendige ydre rammer, at der er personale tilknyttet til kirken, at bygningerne, der samtidig er værdifulde kulturminder, bliver vedligeholdt og er brugbare. Og en hel del andre ting.IMG_0740

Vi har også ansvaret for at kirkegårdene passes og plejes og udvikles og ikke mindst lever op til menighedens forventninger om at give et passende og respektfuldt mindested for deres afdøde.

Det er de præster, der er ansatte ved Vordingborg Kirke, der har det umiddelbare ansvar for, at det kristne budskab forkyndes, og at alle de kirkelige handlinger afvikles, som det nu skal være i den danske folkekirke. Men hermed slutter ikke udbredelsen og forkyndelsen af troen på Jesus Kristus.

img_1549_1For her kommer menighedsrådet ind i et tæt samarbejde med præsterne om at skabe et rum og en atmosfære, hvor man sammen søger at nå disse mål. Og der er mange måder og vinkler, hvorpå dette arbejde kan gøres. Og der er så her, at kirkens mange aktiviteter kommer ind. Det er her, at forklaringen på, hvorfor der afholdes foredrag og/eller koncerter, kommer. At der er en mening.1150

For mange af de aktiviteter, som kirken og menighedsrådet står for, ligner til forveksling de aktiviteter, der foregår hos f. eks. Ældresagen, som musikforeningen Cæcilia laver, eller som laves i sang- og viseforeninger af den ene eller anden art, ja også i foredragsforeninger eller logerne, og hvor man ellers kan møde forenings- og mødeaktiviteter her i Vordingborg.

195Forskellen er, at bag alt det, som vi, menighedsrådet, præsterne og kirkens ansatte står bag, har et hovedformål: At sørge for udbredelsen af det kristne budskab. Men også et ønske om at åbne kirken mod alle i sognet, så de bliver en del af det fællesskab, som der skal være i og omkring Vordingborg Kirke. De skal opleve, at Vordingborg Kirke ikke blot er et sted, man kommer til ved livets store højtider, men også et sted, hvor man kan møde mennesker, der har tid, hvor man kan søge ro, kan få oplevelser og inspiration, kan føle tryghed.

Det er den vigtigste del af menighedsrådets arbejde. Men arbejdet kan naturligvis791 også opsplittes i mere administrative opgaver og beslutninger, for at vi kan nå frem mod disse mål.

Ole Dyhr

Kanden mellem liv og død

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Vor Frue kirke har nu også fået en dåbskande. Indenfor de sidste par år har menighedsrådet med hjælp fra sølvsmeden Dorte Lausten erhvervet sig et helt sæt altersølv: bestående af alterkalk, disk og altså nu tillige dåbskande. Lavet i glas, wengé-træ og sølv, med blå farve og fisk som gennemgående symboler.

En dåbskande – det lyder jo nærmest, som om der til dåben er knyttet en kande, ligesom der ved nadveren er knyttet kalk og disk. Det er ingenlunde tilfældet. Dåbskanden er som udgangspunkt en praktisk foranstaltning, altså til at bringe vand fra en vandhane til døbefonten, som ikke bare sådan lader sig flytte hen under en vandhane. Andet er der for så vidt ikke i det. Der er ikke noget liturgisk, skriftmæssigt, teologisk belæg for at tale om en dåbskande. Så egentlig havde en flaske med postevand fra det lokale vandværk været alt rigeligt.

Og dog. I gudstjenesten, i den liturgiske ramme omkring ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, optræder der intet tilfældigt. Ikke, at der knytter sig betydning eller mening til alt, hvad der sker, alt, hvad der siges, men der er en vis symbolkraft i bønner og teksters og salmers rækkefølge og altså også i brugen af de hellige kar. Hvor kalk og disk har deres helt præcist skriftligt bevidnede og teologisk funderede baggrund, er det dog noget vanskeligere at finde det samme for dåbskanden.

Dimmelugen

Dimmelugen, kalder Grundtvig i sit sangværk den uge, hvor alt, hvad der har med Jesus at gøre, får en helt anden betydning. Dimmel hedder den træknebel, der sidder i en klokke, og dimmelugen er ugen før påske, den stille uge, hvor der blev ringet med ’dimmel’, for at lyden skulle afsvækkes. ’Gennem dimmeluger ti’, som Grundtvig omtaler tiden fra septuagesima og til påske, er denne den hårdeste, den mørkeste: i dimmeluges væde kommer mangen til at græde, som vejrvarslet tidligere lød om den stille uge. Og begivenhederne omkring Palmesøndag, som indleder dimmelugen, er da også netop det, der betegner dette skifte i synet på Jesus, der på græsk hedder Kristus og på hebraisk Messias.

Ifølge Johannesevangeliet hilser en jublende folkeskare Jesus, da han i påskeugen indtager Jerusalem på et æsel. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på jorden som en højtidelig gestus til hans ære, og de hilser ham som Davids søn. Indtoget i Jerusalem er i dansk tradition, hvad de fleste forbinder med søndagen før påske og også den beretning, som har lagt navn til dagen.

Messias, den salvede konge

En anden og langt vigtigere begivenhed for os kristne er dog denne uges

Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel
Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel

egentlige optakt, nemlig en kvindes salvning af Jesus i Bethania umiddelbart før/eller efter indtoget, alt efter hvem vi læser det fra. Hun salver ham, fordi Kristus eller Messias betyder ’den salvede’. Man brugte salvelse i flere forskellige sammenhænge, én af dem var på samme måde, som vi kroner en konge. Én, der skulle have den politiske magt, kunne blive salvet. Og det er det, der grundlæggende ligger i betegnelsen Messias eller Kristus. Den særlige repræsentant for Gud, der er blevet forudsagt. Man forventer, at der vil komme en ny konge, der i særlig grad repræsenterer Gud. Den sidste danske konge under Enevælden, theokratiet i Danmark fra 1660-1849, der blev salvet, var Christian den 8. Han blev salvet i 1840 som den sidste af 7 enevoldskonger i Frederiksborg Slotskirke.

Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke
Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke

Salvningen i Bethania

Barnetegning af salvningen i Bethania
Barnetegning af salvningen i Bethania

Og, når det handler om Jesus, ja, så kunne vi jo godt slutte dér. Men hændelsen ude i Bethania betegner for kristne noget langt mere betydningsfuldt end opfattelsen af Kristus eller Messias som jødernes ventede konge alene efterlader os med. Der indtræffer i kvindens salvning en total omtolkning af Messias-skikkelsen. Fra at have været symbolet på den sejrende konge af Davids æt, der skal genskabe det davidiske kongedømme, den salvede og sejrende konge, hvor riget var samlet, bliver Messias i Bethania, til den Kristus, der skal dø og først som død skal sejre. Så salvningen er altså essentiel for overhovedet at kunne forstå, hvem Jesus er. Det bliver her klart, at Jesus er Kristus, og da han kort efter den såkaldte salving siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen, bliver det tydeligt, at han også ved, at han skal dø. At kæde de to ting sammen, er en måde at vende forventningen til frelseren om.

Troende Sjæle!
Kom, lad os dvæle
Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde,
Trøsten at finde!
Ei vil vi Pinen og Døden begræde,

Som os har skiænket det salige Haab,
Men vi vil ære vor Frelser og kvæde:
Tak for den dybe, den hellige Daab,
Hvor vi korsfæstes og døe og begraves
Med Dig, for af Dig med Liv at begaves,
Du, som opstod fra de Døde igien!
Menneske-Ven!
Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære,
Evig velsignet, høilovet Du være,
For af Medlidenhed
Døden Du leed,
Vil os af Syndefalds-Døden oplive,
Himmerig give,
Døde for os, saa vi leve med Dig!

432-33 sangværk bind 1

Messias bliver Kristus

Dette digt danner den egentlige baggrund for den salme, som hændelsen i Bethania i dansk tradition har affødt: Med sin alabaster-krukke (dds nr. 151). Disse to tekststykker fortæller om den sammenhæng, der er mellem dåben og døden, som Paulus også understreger i Rom 6.4: Vi blev altså begravet sammen med ham [Jesus Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ
Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ

blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Messias er ikke den, som skal komme og triumfere og tage magten og sætte sig på tronen, men Messias er Kristus, den, som skal dø. Det er hans messianske opgave at dø, og på den måde skaffe frelse, forklarer han. Ved at Jesus på en og samme tid bliver udtrykt som frelseren og fortæller, at han skal dø, omtolker man dermed hele forventningen til frelseren. Jesus siger: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« – han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Kvinden

Maria Magdalene med alabasterkrukken
Maria Magdalene med alabasterkrukken

Kvinden, der omtales, er uden navn hos Markus og Matthæus, hos Lukas en synderinde og hos Johannes Maria, Lazarus’ søster. Hun græder, mens hun salver Jesus, og tørrer sine tårer af Jesu fødder med sit hår. Myten påstår, at der her er tale om Maria Magdalene, hende, der også er den første, der møder Jesus efter opstandelsen. Maria Magdalenes atribut som katolsk helgen er netop krukken, alabasterkrukken. Som helgen er hun de vejfarendes helgen, hende, der endog ledsager os på den sidste rejse til dødsriget og med vandet fra sin krukke væder den dødes læber.

 

Påsken og dåben

Jo, jo, dåbskanden kan liturgisk og teologisk belægges. Man skal måske langt omkring – og så alligevel ikke. Optakten til den stille uge skal blot ikke gøres gældende som jødisk-messiansk, men netop som et brud med den jødisk messisanske kongeideologi og påsken skal opfattes som et brud med den jødiske udtogslegende til fordel for det indtog, som dåben/salvningen til døden er. Så binder salvningen påske og dåben sammen til det, de betegner:

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!

Vor Frue kirke - gammel dåbskande
Vor Frue kirke – gammel dåbskande

Kristus, vor Jesus, almægtige frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!

Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.

(Dds 318 v. 3 og 5)

Dåbskanden

Nyt billede (2)Vor Frue kirke har flere dåbskander. Vi har bl.a. to sorte dåbskander, med guldkors og guldstaffage omkring base og top. Hvorfor de skal være sorte, og ikke hvide, som alabast normalt ville være, kunne skyldes denne sammenhæng mellem dåben og døden, som Paulus understreger. Vor Frue kirkes nye dåbskande søger omvendt at skabe en sammenhæng mellem det mytiske-historiske, det symbolske-tekstbaserede udsagn til en antifortælling om dåben til liv og kærlighed. Den har Maria, den blå farve, inkarnationens, den har Peters fiskedræt på sølvet i bunden, menneskefiskeren, som også kalk og disk har og den har tåren på hankens top, kvindens tåre til anger og tilgivelse, mens hun salver Jesu fødder. Og så er den lavet i glas, dette skrøbelige materiale, der intet skjuler, men tværtimod gør alt det mørke og skjulte åbenbart. Ja, der i træsorten wengé symboliserer lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Dåbskande – ja selvfølgelig: so ein Ding müssen wir auch haben!

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

Vordingborg befrielsen 1945

Den 4. maj 1945 var en fredag. En fredag som så mange andre under den tyske besættelse af Danmark. Det var dejligt vejr. Foråret havde holdt sit indtog, også her i Vordingborg. Livet i byen foregik stille og roligt. Der blev handlet i Algade, aviserne var fulde af annoncer om salg af dit og dat og byrådet holdt denne aften  ordinært møde. Under overfladen imidlertid var der en sitrende spænding. Aviserne meldte om en images (1)lovende udvikling på fronterne i både øst og vest. Kvælergrebet var ved at strammes om Det tyske Rige. Det lod de ellers censurerede reportager fra fronterne skinne igennem. Om ikke andet kunne vordingborgenserne på antallet af syge og sårede tyskere, der blev bragt ind på Oringe – ca. 2300 på dette tidspunkt, hvoraf ca. 40 døde hver dag – fornemme, at det ikke kunne vare længe.

Kl. 20.34 denne aften sad mange vordingborgensere ved deres radioapparater og lyttede til BBC på 19 meter båndet. Det havde de gjort længe for at høre nyt og det vel at mærke ucensureret nyt. Skrattende og pivende, med en øvet hånd på kortbølgen, sendte den nyheder ud til hele den besatte verden, også til Danmark. Denne aften, altså kl. 20.34, skulle der blive et kort ophold i reportagen fra fronterne.

Og så lød frihedsbudskabet!

downloadFor én, som ikke var født dengang er det jo svært at forestille sig virkningen af dette korte, nøgterne udsagn: ”I dette øjeblik meddeles det …”. Først chok, så en sund tvivl, så en brusende, indre glæde, der vel næppe kan beskrives! Min morfar fortalte mig engang, at den familie, han boede ”under jorden” hos, Lauritz Mælkemands familie, var sprunget op på bordene og havde danset rundt i en ustyrlig glædesrus. Ganske få minutter efter, står der at læse i Vordingborg Dagblad, ”saas en del af en danske ungdom  vandre glædesstrålende gennem Vordingborgs gader, svingende med små  Dannebrogsflag.” I Algade havde fotohandleren sat en projektør op, som oplyste menneskemængden, der fortsatte til politistationen, hvor der blev gjort holdt og sunget danske sange. Folkeskaren var efterhånden vokset til 2000 mennesker! Man fortsatte op på slotsruinen og ved Gåsetårnet blev der sunget igen og udråbt leve for konge og fædreland, inden man gik hver til sit.images (2)

Dagen efter, lørdag, frihedsdagen, indledtes med klokkeringning fra alle landets kirker fra kl. 8-9. Dagbladene kappedes om de smukkeste forsider. Vordingborg Dagblad, Folkeblad for vordingborgegnen: Stort vajende Dannebrog, med tekst ”Danmark er frit!” og stor reportage inden i bladet: “Den store dag i Danmarks historie. Begejstringsbølge i Vordingborg. Dannebrog rager over By og egn.” Næstved Tidende, Sydsjællands Folkeblad: ”Danmark er atter frit,” prydet af et stort billede af Chr. X og det historiske telegram fra London. I hele byen var Dannebrog gået til tops, ud ad mange vinduer såes Dannebrog vaje og alle bar dansk flag på tøjet. Frihedskæmperne, som havde været skjult, dukkede nu pludselig op og patruljerede rundt i byen. Om søndagen kørte de en familie med et lille barn, der skulle døbes, til Vordingborg kirke og senere samme dag et brudepar, der var på vej til brudeskamlen, som det udtrykkes. Sorg var der også. Adjunkt fru Aase Landau, Vordingborg, mistede sin eneste bror, den kun 26-årige søløjtnant Gregers Jes Boy Bojesen, som faldt i kamp ved toldboden i København på selveste Danmarks

gregers bojesen
gregers bojesen

frihedsdag.

Alle kirkerne i by og på land holdt fredsgudstjenester mandag den 7. maj. I Vordingborg kirke var der samlet så mange mennesker, at det store kirkerum var fyldt til sidste plads, ja, mange måtte stå op. Og det blev en ”stemningsfuld og højtidsfuld gudstjeneste. Pastor Oldenburg holdt en indholdsrig og varmt følt prædiken med inderlig tak til Gud for Danmarks befrielse, oplæste biskoppernes takkebrev og menighed sang ”Kongernes konge.”

Guds fred med vore døde

i Danmarks rosengård!

Guds fred med dem, som bløde

af dybe hjertesår!

 

Der henvises til udstilling på Kulturarkaden i Vordingborg i april og maj:

Besættelse-befrielse-1024x101

 

og Lokalarkivets materiale på hjemmesiden:

 

http://vordingborglokalarkiv.dk/besaettelsen-3/

 

Her findes supplerende artikler og billedmateriale.

Påske – måske

Humbert de Supervilles ”Kristus på Golgatha” 1836
Humbert de Supervilles
”Kristus på Golgatha” 1836

Hvert år ved denne tid undersøger medierne danskernes viden om begivenhederne i påsken. Og det er i allerhøjeste grad forstemmende, hvad der kommer ud af det. Selv påskeharen og – kyllingen ville have rystet på hovedet. Hvad folk ved om Skærtorsdag er forsvindende lidt, Langfredag en anelse mere, pudsigt nok, og Påskedag, jamen, det har for de fleste noget med frokost og kyllinger af ‘den klare slags’ at gøre. Budskabet, som kirken står og falder med, er åbenbart mere eller mindre forsvundet ud af danskernes bevidsthed.

Og foreholder man de samme danskere påskens budskab om kors og opstandelse, om lidelse og livets sejr over døden, ja, så er det kirkens problem, at ingen synes at have brug for påskens glædelige budskab. Kirken har gjort evangeliet tandløst og uinteressant, formår ikke at gøre historien om Jesus vedkommende for moderne mennesker. Danskeres påskefejring foregår udmærket uden Jesus og Gud og død og liv som kulisse.

Michelangelo Caravaggios alterbillede Nedtagelsen fra Korset (1604)
Michelangelo Caravaggios alterbillede
Nedtagelsen fra Korset (1604)

Er det præsterne, som har svigtet? Er formidlingen, vor evne til at sælge budskabet erstattet af tandløs lirekassesnak eller åndløs bekræftelse af altings lige-gyldighed i ordets bogstaveligste forstand. Eller handler det om, at mennesker ikke vil lade sig lede, bevæges eller forpligtes af andet end sig selv? Er vi os selv nok så meget, at det såmænd ikke gør noget, om Jesus er til eller ej. Vi har ikke brug for en frelser i mødet med skyld og liv og død. Det klarer vi på de sociale medier eller den metroseksuelle café latte café. Men er det sandt? Er det kommet så vidt?

Der er i hvert tilfælde stille omkring Jesus. Få, ingen, provokeres eller begejstres af ham. Det er længe siden, folkemængden råbte korsfæst og hånede ham. Det er længe siden, de pinte og plagede og torturerede ham til døde. Det er længe siden rygtet om, at han skulle være opstået fra de døde forvirrede og skabte frygt blandt folk.

Nej, han hverken hyldes eller hånes, hædres eller
revses. Kirken beskriver Jesus Kristus som den eneste Gud med sårmærker og vi følger ham på vej mod det Jerusalem, som rummer ham både som  sejr og nederlag, et menneske med sår og krone. Et menneske, som, uanset hvad, altid har blikket rettet mod de mennesker, der har det ondt. Det er kirkens opgave at holde perspektivet rettet på samme måde i en kultur, hvor Jesus meget let overses.images (1)

Vi kender alle mennesker, der synes kirkerummet,
kirkegårdene, kirkens ritualer siger dem noget, men samtidig er mindre optaget af ham som verdens frelser. Mennesker, som ikke korsfæster Jesus, men bare ignorerer ham eller søger at tie ham ihjel, når forholdet til ham bliver forpligtende. Vi kalder dem kulturkristne.

Det skyldes ikke, at vi ikke konfronteres med lidelse og død og andet, der forkrøbler livet – døden har mange navne – men det afkræver os ligesom ikke, man kunne kaldes det blodløs sympati.

Sympatitilkendegivelserne ovenpå terroraktionen i Oslo for nogle år siden, hvor rigtigt mange engagerede unge mennesker blev slået ihjel og i København for nylig taler deres tydelige sprog. Blomsterhavet, talerne, sangene er naturligt prægede af medfølelse, desperation og fortvivlelse. Men informationsmængden, mediernes bombardement af os, skaber hele tiden fokus på nye katastrofer, ja, medierne, ‘ de skjulte meningsdannere’ synes nærmest at dyrke dem for at overleve i en stadigt mere sensationslysten og overfladisk nyhedsindustri. Den åndelige tomhed fodres og næres af historierne om livet, der aldrig rigtig lykkes og det uden at det påvirker os synderligt udover det enkelte øjeblik.

For nogle år siden lavede skuespilleren Mel Gibson en film, der hed: The Passion of the Christ. Jeg brød mig dengang egentlig ikke om den, fordi den,

The Passion of the Christ
The Passion of the Christ

fornemmede jeg, overgjorde lidelsen i en sådan grad, at det var surrealistisk eller som om lidelsen i al dens bloddryppende gru skulle være det vigtigste ved det, der sker op til påske. Filmen skabte naturligt stor diskussion dengang. Måske netop, er jeg senere blevet opmærksom på, som et modsvar til den kulturkristne overfladiskhed og åndløshed. I denne film møder vi nemlig to afgørende sandheder. Det er Guds søn, der hænger på korset i dybeste afmagt og det er Jesus Kristus som lider og dør for vor skyld. Jesu lidelse og død bliver således formidlet som et fundamentalt opgør med al tænkning, der vil gøre Gud til en fjern, ufarlig åndelig skikkelse, som vi kan forholde os til, hvor og når og som vi vil.

Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen
Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen

Jeg tror på det gode i mennesker. Jeg tror på en opstandelse. Jeg tror på kærlighedens evangelium. Jeg tror på en tro, som er fri for frygt, som ikke kvæler min glæde over livet. Den er måske ikke altid så stærk, den tro. Måske hænger den endda med hovedet. Men den er der. Og ingen får lov til at rykke den op eller tage den for at være ingenting.

Og Jesu død fremstår som en bekræftelse på, at der har været et Golgatha i Guds hjerte længe før korset blev rejst. Guds lidelse i verden viser, at Jesus er prøvet i alt ligesom os og derfor kan komme os til hjælp. Det var for dig og mig, for os, at Jesus døde. Vi skulle ikke opleve forladtheden af Gud. Da Jesus strækker sine arme ud på korset, omfavner han hele den lidende verden. Det er dette kors i Guds hjerte, vi hører om fra Es. 53 i Det gamle Testamente om den lidende tjener.

Men vi har jo da ingen sår, vel, så har vi brug for Gud? Ja, vi har, og de hænger sammen, både spørgsmålet og svaret, når vi taler om den kristne Gud: Den eneste Gud med sår.

Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvem der skal redde påsken, men hvem der skal redde os? Som enhver ved, så er det når hjælpen ikke er tilstede, at den for alvor efterspørges. Det er i mørket, vi spørger efter lys. Som Jesus siger det, Skærtorsdag aften, mens han spiser med sine disciple, dagen før den mørkeste dag: Jeg er kommet som lys til verden, for at den som tror på mig, ikke skal blive i mørket». Det er påskens Jesus.

Langfredag bliver det i alles liv før eller siden. Good Friday, som englænderne bevidst kalder den. Den lykkeligste dag, selvhengivelsens dag. Frelsens vilkårs dag. Den dag, hvor det meningsløse får mening, hvor glæden får baggrund, hvor det onde taber, hvor det bevidst- og åndløse gøres bevidst, hvor, for at bruge vendingen: sandheden skal frem. Endelig skal dét komme for dagen, som adventsfejringen bar i sig, som vi hører det i Paulus brev til menigheden i Rom: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Ja, endelig, ikke sandt: Påske – måske – i dit og mit liv.