Sisyfosjul …

En hel verden
En hel verden

At tale om en hel og usårlig verden er en illusion. Hændelserne i Paris for ganske nylig har gjort disse ord grusomt sande. For megen død, smerte, sorg, angst og gråd. Det ligger ikke desto mindre i os hele tiden at ville en bedre verden. Alle venter på den dag, da hver tåre skal tørres af, hvor sorg, skrig, pine, ja, hvor bekymringens djævelske spind skal være som fejet væk, hvor vi skal inderligt tilfredse, lykkelige, glade og hvor vi kan leve frit og frie af forvirring, lidelse, død, hvor ingen mere behøver være bange for sin lykke, hvor latteren lyder og

menneskene er fulde af lys.

Alt dette har for kristne et navn og et ansigt: Jesus af Nazareth. I sidste ende er det ham, vi venter på. Vi venter hele året, men især når det bliver advent.

Advent er for mange mennesker blevet ensbetydende med hektisk jag og stress,

Sisyfosjul
Sisyfosjul

næsten uopfyldelige forventninger, krav om hygge og glæde og inderligt samvær, der alt for let netop derfor truer med at blive det modsatte. Mange gruer for denne tid – og det er synd. For advent kan rumme alt det, vi længes efter i den hverdag, der synes overlæsset nok: fred, stilhed, eftertanke, gode tanker for alle, der er undervejs til sig selv, undervejs til det glædelige budskab, at Gud selv kommer ind i verden. Ind i sorgen og fortvivlelsen, ind til alle dem, der lider under byrden af sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ensomhed eller som har mistet og nu i den store højtid skal gennemleve den smerte, det er at skulle bære den elskede ud af sit hjerte. Gode tanker til alle de familier, der hverken økonomisk eller menneskeligt kan leve op til advents- og juletidens krav, til det voksende antal singler, der i en familieamputeret kultur ikke kan finde veje ud af ensomheden, til alle de 30-50 årige, der står midt i et hektisk arbejdsliv og ikke synes at finde tid til stilhed og eftertanke.

En anden advent
En anden advent

Vi har i allerhøjeste grad brug for advent, fordi vi ellers ville fortabe os i det uvæsentlige, det overfladiske, det momentane, det travle, det hektiske, det diffuse. Vi har brug for at gå veje, som går indad til det væsentlige. Og naturen på disse breddegrader støtter os i denne tid: udenfor bliver det koldere. Snart, tidligere og tidligere, bliver det nat. Vi sætter pris på vore stuer, på lyset derinde, hvor vi samler vore kære. Vi følger kaldet indad. Vi skaber rum for besindelse, for eftertænksomhed, for stille overvejelse. Vi plejer denne unikke chance for at varme os ved hinanden og således sammen venter vi på forløsning, frelse, udfrielse.

 

Man kan gå tidligere prøvede veje eller man kan gå nye. Man kan

Barbaradag 4. december
Barbaradag 4. december
  • samle sig om adventskransen, hvorfra lyset øges uge for uge som et symbol på, at vi skal se mere lys i vore liv og vi selv skal være mere lys for andre
  • bære en grøn kvist ind som bud fra en anden verden, i hvilken mennesker kan leve i fred
  • hænge en vissendød og en endnu grøn gren  ved siden af hinanden til stadig påmindelse om, hvad vi nu er og hvad vi siden skal blive
  • bygge en rod fra skoven om til en krybbe, fordi ethvert nyt menneskes fødsel har rod i vor historie
  • opleve en kirsebærgren knoppe og blomstre som et sindbillede på en ny verdens ønske om at vokse og så blive til
  • opleve børnenes sitrende glade spænding, når adventskalenderen skal åbnes
  • høre god musik eller læse en god bog sammen.

 

Advent er en vigtig tid. Ikke kun, fordi den hører til en af vore smukkeste barndomserindringer, men fordi vi behøver den som modpol til det moderne livs hektiske stress og jag.

Lyset bæres frem
Lyset bæres frem

I denne tid har jeg brug for at glemme mig selv, for først da finder jeg hvile, først da hører mine tankers og følelsers larm op og jeg er langt om længe ankommet, da er jeg efter lang tids søgen endelig kommet hjem. Og tilbedelsen af denne hemmelighed ved Gud, at han elsker mig, er tegnet, for da bliver der roligt i  min sjæl, da kan jeg fornemme, at min inderste længsel er opfyldt, at jeg har fundet det, som giver mit liv fylde. De tre vise mænd eller kongerne, som kunstnerne ynder at kalde dem, de har i deres hjerter hørt længslen kalde og ladet sig lede af stjernen og har søgt dette stabile, dette faste i livet som barnet er. De går mange og krogede veje for endelig at kunne træde ind i huset, hvor Maria og barnet er. De træder ind og falder ned for det guddommelige barn og breder deres skatte ud: guldet, som tegn på deres kærlighed, røgelsen som tegn på deres længsel og myrraen som tegn på deres smerter.

Er det ikke summen af, hvad advent, jul og hellig tre konger er for os. Moderne mennesker har brug for alt dette. Der er ikke så mange drømme tilbage i vor verden. Vi kan ikke længere blive mestre i vore egne liv, men vi kan tilbedende se bort fra os selv og ind i advents- og juletidens mysterium og således gøre vort liv til et mesterværk.

Påny på vej
Påny på vej