Dommedag nu …

cop21

Torsdag den 5. november kl. 14

Færgegaardsvej 3

Kom til foredrag med

Jesper Tornbjerg, Dansk Energi:

Global opvarmning, klimakonferencer og smarte løsninger

 

Det er nu snart 6 år siden, vi havde COP15 i København. Hele verden, den globalecop15 landsby, var samlet i København for ikke kun at diskutere klimaet, men også for at finde holdbare løsninger på klimaproblemerne. Kina, Rusland, Japan, ja, helt ned til alle de små stillehavsøer, som i dag, bare 6 år senere, er forsvundet fra havets overflade, fandt stor sympati for deres anliggende i de dage. NGO’er og demonstranter stormede på det nærmeste Bella-centret på Amager.

Også i Vordingborg kirke havde vi foredrag om klimaet dette efterår. Jeg havde foredrag af biskop Steen Skovsgaard med titlen Dommedag – måske, hvor Steen Skovsgaard i de mest utvetydige vendinger gjorde Bibelens tale om dommedag til konkret virkelighed. Det vi oplever nu er optakt til Dommedag, hvis vi skal tro, ikke kun tegnene i sol, måne og stjerner, men også Den hellige Skrift. Og det skal vi vel som kirke … Jeg havde også inviteret Mickey Gjerris til et foredrag om klima, værdier og religion under titlen: Jorden brænder, hvori hans mest provokerende udsagn var, at det handler ikke om at redde menneskeheden, den er fortabt, det handler om at sikre klodens overlevelse! Sådan … og endelig sognepræst Martin Ishøy, som talte om miljøetik i bred almindelighed. Og foredragene skabte debat og som sådanne også vrede og afvisning.

gjerrisJeg foranstaltede en studiekreds, der skulle perspektivere alle de dybe tanker omkring miljøetik og –teologi og onsdagsandagterne og andre gudstjenester supplerede med at skabe en liturgisk ramme omkring vort forhold til medmennesket, retfærdighed, skabelse og tilintetgørelse. Spørgsmålene skulle med nødvendighed stilles, problemstillingerne vendes, perspektiverne og konsekvenserne gåes efter i sømmene.

Det blev de også på alle niveauer. Og intet er sket! Heller ikke på COP15.

Jo, det er blevet værre. Meget værre. Uoverskueligt meget værre.

COP21 i Paris i december er den mest betydningsfulde og afgørende politiske begivenhed i hele 2015 og vil blive fulgt af milliarder af mennesker over hele kloden. De beslutninger, der tages her, er afgørende for klodens overlevelse simpelthen.

Det har paven gjort gældende i sit banebrydende encyklika Laudato Si: On the pave fransCare of our Common Home, hvori han beskriver kloden som en affaldsbunke. Præsident Obama har gjort det klart i sit program for 2030 Clean Power Plan, de svenske biskopper gjorde det allerede i Ett biskopsbrev om klimatet, for nylig underskrev 175 biskopper verden over en udtalelse om klimaet til COP 21 og Brasilien lovede at begrænse fældningen af den brasilianske regnskov. Mange er de initiativer, der er sat i gang for at stoppe udviklingen. Indtil videre til ingensomhelst nytte.

regnskovI Vordingborg kirke bør vi tage udfordringen op og gøre vort. For klimaforandringerne er en sag for en kirke, der tager sit grundlag alvorligt. Vi, som tror på en Gud, som har skabt alt, sætter naturligt forholdet mellem Gud og mennesker og skabelsen i centrum. Bryder disse forhold sammen er det et udtryk for brud mod Guds skabelsesordning. Derfor vil og skal vi tage vor del af ansvaret ved at gøre tro til handling.

Det er sammenblanding af politik og kristendom, vil nogle hævde. Vi skal som kirke ikke blande os i politikernes beslutninger vedrørende den slags ting. Nej, ikke som kirke, måske, men som kristne tvinges vi. Kærligheden til det skabte, til menneskeheden, til vore børn og børnebørn tvinger os. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv, læser vi i Bibelen om det vigtigste bud, det, der er over alle de andre. Det citat anvender vi oftest individualistisk! Men det er alt for snævert i en kirke, hvor vi er absolut henvist på hinanden. Heri er der grundlag for ansvar og sameksistens i samfund og verden. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvordan vi ser på livet, hvad som er vigtigt i livet, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen og om der overhovedet findes grund til at håbe. Frasiger vi kristne os vort ansvar for skabelsen, ansvaret for at være gode forvaltere af alt det, som Gud i sin godhed giver os – svigter vi så ikke Gud for ikke at tale om det medmenneske, der er mest sårbart og udsat? Hvis ikke vi er rede til at ofre os, gør vi så ikke Jesu offergerning for os til intet?co2

De klimaforandringer, som længe har ramt skabelsen og som synes at eskalerere, kræver øjeblikkelig handling og forandring. Forandringerne gælder ny teknologi, politisk handlekraft, men vel i første omgang besindelse på forandring af livsmønstre. Det, som kristne skal bidrage med i denne proces, handler lige præcis om tolkning af livet, spørgsmål om mening, livsmønstre, livsmod, dele af et menneskeligt mønster, som ingen teknokrat eller politiker kan give udtømmende svar på. Troen på Gud giver håb til os, som nu skal tage livtag med den globale klimaforandring. Og troen skal styrke os, så vore anstrengelser batter og bidrager til at skabe en mere retfærdig verden.

børnVi er altså nødt til at stille de svære spørgsmål til os selv – de, som handler om mit og vort kollektive ansvar. Først og fremmest handler alt dette om at elske Gud, hvilket i samme åndedrag indebærer at elske den verden, som Gud har skabt. Er vi klar til den opgave og tager vi imod udfordringen? Der er i dag lidt over en måned til COP21 indledes og fremtiden, ja, det er nu, nu, nu …!

Så hvad venter vi egentlig på???

Hardy Lund Olesen

sognepræst kb