Flagdag for Danmarks udsendte

Tale på Flagdagen 2014

sognepræst Hardy Lund Olesen

Det er i dag 6. gang, vi fejrer Flagdagen, dagen for de udsendte og deres DSC_0001pårørende. Dagen, hvor så mange tanker myldrer frem om, hvad krig, konflikt og ufred er. Tanker, der alt for let overskygger de gode tanker om fred og frihed og tryghed, som vort lille land ellers priser sig for. I snart 25 år har vi været i krig eller i hvert tilfælde deltaget i internationale konflikter. Om det har været i Kroatien, i Bosnien, i Kosovo, i Makedonien, i Irak, i Afghanistan, på Afrikas Horn, i Libyen. Mange af vore soldater har vi mistet, næsten udelukkende unge mænd og kvinder, som ville gøre en forskel, som ville kæmpe for netop de goder, som dette land, vort fælles fædreland, i så rigt mål nyder godt af i hverdagen. I august 1995 døde sergent Claus Gamborg som den første i kamp. Danmark gik i chok.  Den dag aflyste Folketinget alle sine møder, flagene i hele Danmark gik på halv, radioen sendte sørgemusik Tomheden fyldte pludselig det hele.. Mange brød sig ikke om at se på hinanden, for hvad skulle man sige, hvis nogen sagde noget, og da ordene siden

????????????????????????????????????

hen vendte tilbage, var det

ord som: Det er ikke til at forstå. Det er ikke til at fatte. Det er ikke sandt. Det er bare en

ond drøm, lad mig få lov til at vågne op, for det er så meningsløst, at det skriger til himlen.

 

”Min unge ven,

Hvorfor bliver du ved med at sove?

Dine øjne er lukkede,

du hører ikke min stemme,

dit hjerte banker ikke!

Ak, min ven – som jeg elskede.

Min unge ven!

Hvorfor?

Hvorfor bliver du ved med at sove?”

 

Et fortvivlet spørgsmål. Ord der i al deres magtesløshed og i protest forsøger at

????????????????????????????????????

give sprog

til det, vi ikke kan forstå. Det vi ikke kan fatte. Det vi ikke kan og vil acceptere. Alt det vi ikke kan rumme midt i den tomhed, der følger ovenpå de voldsomme begivenheder, der går forud for tabet af et ungt menneske.

Min unge ven – hvorfor?

Unge mennesker, hvis blod løb ud i Kroatien og Bosnien frodige røde jord eller i Iraks og Afghanistans golde ørkensand langt herfra. Hvis intet  andet gror i de bjerge og ørkener af fortræd, så har der de sidste 25 år spiret valg og afgørelse i  brystet på unge danske mænd og kvinder. De har lært, at det koster i denne

????????????????????????????????????

verden, man slår sig ofte på den – men til gengæld lærer man sig selv og verden at kende, og den viden er den afgørende baggrund  for personlige valg. Hvilket mange, de fleste heldigvis, er vendt hjem med en stærk oplevelse af. Man lærer sig  selv og sit hjerte at kende i grænselandet mellem liv og død. Man gør angsten til sin ven, så man kan forblive skarp, når tilsyneladende almindelige folk blandt brovtende, slivovitzstinkende bøller på Balkan eller pashtunske bønder i Greenzone og handlende i bazaren i Gereshk  pludseligt trækker våben – man gør, hvad man skal, og tør derfor med sindsro græde ud ved en skulder bagefter – for det er ikke altid sjovt at gøre, hvad man skal – så ville flere nok gøre det.

Pligten er fælles – ingen er derfor en ø i den udsendtes verden.

– alle er, hvad man gør, når det gælder.

Og når vi så mister én af dem. Det er meningsløst. Det har vi lov til at mene. Det

har vi lov til at sige. For det giver ikke længere samme mening, at solen står op

????????????????????????????????????

endnu en gang. At aviserne udkommer med så mange tomme ligegyldige ord, når der endnu er så mange ord, man gerne selv ville have sagt. Når der endnu er så mange ord, man gerne ville have hørt. Ord der nu – for altid – savner veje at gå ad.

Gud kommer på vore læber, når meningsløsheden skal finde svar. Gud, som bar lidelsen op på sit kors Langfredag i en bøn for sine fjender: Fader tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør. Ordene om at vende den anden kind til, og elske sine fjender, Jesu ord, som i al deres himmelråbende naivitet og umulighed netop ikke er til at komme uden om eller fri af, når vi møder meningsløsheden.

 

????????????????????????????????????

Af hjertet tak og Guds trøst skal i dag lyde til alle, der har mistet

De har min og talløse landsmænds dybeste medfølelse, og jeg vil bede til

Gud om, at deres hjerter også kan holde til det. I dag deler vi kristentro og blod – og  ønsker alle efterladte Guds velsignelse i bøn og håb for dagene, der kommer.

”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.”

Kærligheden hører aldrig op, siger Paulus i kærlighedens lovsang. Det er det, vi skal have at vide her i dag, hvor vi er samlede for at takke for en indsats og et offer, som er uendeligt stort. Her har vi brug for at vide, så vi ikke glemmer det, at kærligheden består. At kærligheden holder ud med os. At kærligheden bærer os oppe, når alt andet ikke længere er til at bære.

Under korsflag, vort gamle hæderkronede Dannebrog, vor stolthed, hædrer vi Danmarks sønner og døtre, som har kæmpet på de fjerne slagmarker, de slagmarker, der  også har krævet  de bedste af

vort fædrelands sønner og døtre. Ingen har mødt større mod, og alle slår vi i dag blikket mod jord, når vi sammen ærer deres stolte minde.

????????????????????????????????????

 

Slutkollekt flagdag 2015

Lad os alle bede:

Almægtige, evige Gud, vor Herres Jesu Kristi og vor Fader!

Du har i Jesus Kristus

kaldet din kirke

til at forlige verden

med dig selv.

Du har givet os forligelsens tjeneste,

at vi kan føre dem,

der er adspredt sammen,

at vi kan stille os imellem dem,

der er i strid med hinanden

og tage våbnene af deres hænder

at vi kan stilne

de såredes smerte og gråd.

Vi takker i dag alle dem,

der i denne tjeneste

med vor gamle korsfane

på skuldrene

eller vajende i vinden

har gjort tjeneste

for dig og Danmark.

Tak også for, at vi i dag

kan støtte de familier,

der må gennemleve

fraværets ensomhed

eller i tjenesten har mistet

én af deres kære.

Vi vil en frihed

uden bånd og lænker,

hvor håbet lever

og livets mylder gror,

hvor freden skaber tumleplads for drømme!

Giv os fortsat at arbejde med

på opfyldelsen af disse drømme.

Gør os stærke i håbet

og udholdende i kampen

for en ny jord,

hvor retfærdighed bor.

Vær med vort folk og fædreland,

Dronning Margrethe II

og hele Dronningens hus.

Giv lykke og velsignelse

til alle, der gør tjeneste for Danmark.

Beskærm dem i alle farer,

vær dem nær, når de er ensomme

og i prøvelsens time.

Giv dem nåde til trofast

at bære vidnesbyrd om dig

og ifør dem

kærlighedens brændende iver,

at de må hjælpe og værne

hvor end de tjener

og være hinanden

til trøst og lindring

og til sidst

få herlighedens uvisnelige sejrskrans,

ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre.

Fadervor …

????????????????????????????????????

Sognepræst

Hardy Lund Olesen