Værdikampen og Den danske Folkekirke

Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt

 

Højskoledag den 31. oktober med Morten Messerschmidt, MEP, cand. jur. Gå ikke glip af at høre og deltage i debatten om det vel nok hotteste debatemne i selskab med én af Danmarks skarpeste debattører.

Meld dig til på

www.vordingborgkirke.dk

 

 

Forleden dag kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at kirkepolitik er værdipolitik. Det troede jeg var indlysende, når man betænker, hvor meget kirken betyder og har betydet for stort alt i dette samfund. Det kan godt være, at Anders Fogh Rasmussen ovenpå Muhammedkrisen såre ambitiøst kunne udtale, at religionen skulle ud af det offentlige rum, men det har da også vist sig at være en illusion at gennemføre. Sagerne har været legio siden da. Det handler jo ikke bare om, at kirkebogsregistreringen skal føres over til kommunen og borgerservice, men også om skolen og helligdagslovgivningen, omskærelse, religiøs slagtning  af dyr, for slet ikke at tale om vielse af homoseksuelle, adskillelsen af kirke og stat og kirkens struktur, ja, opstandelsen. Folkekirken og kirkepolitikken kan let gå hen at blive eksempler på, hvad man mener om kultur, religion, samfund og stat i det helt store perspektiv.

Vor Frue kirke i København og copenhagen pride
Vor Frue kirke i København og copenhagen pride

Artiklen i Kristeligt Dagblad er naturligvis også affødt af den debat, der har været siden regeringsskiftet, hvor der i grundlaget for den smalle venstreregering direkte står, at ”Danmark er et kristent land”. Det er naturligt for de fleste af os, som også kan læse Grundlovens § 4, mens andre ville kalde det et værdipolitisk udsagn af dimensioner. Disse sidste så også gerne kirken isoleret så meget, at kirken blev skilt fra staten og kun udtalte sig om interne anliggender.  Altså landets kristne identitet, som er grundlovsfæstet, og som regeringen, sikkert godt hjulpet af Dansk Folkeparti, har ønsket skulle afspejle Danmark som nation, er altså med til at skabe splittelse i den danske befolkning.  Spørgsmålet er jo nok snarere, om vi i et globaliseret  og multikulturelt og –religøst samfund  er i stand til/ønsker at videreføre den tætte sammenhæng mellem kirke og stat, altså hvor kirken er statens forlængede arm. Hvis kirken ikke længere kan være den modstemme, det korrektiv, etisk og kulturelt, til staten og til de fortolkninger af virkeligheden, af økonomisk og politisk art, som er statens, så er den ikke længere det, den bør være i en luthersk stat: en ressource for andre fortolkninger af virkeligheden end de rent mekanisk materielle.

Søren Krarup
Søren Krarup

Når jeg siger, at formuleringen: Danmark er et kristent land, nok er inspireret af Dansk Folkeparti, så er det jo blot en naturlig udløber  af den værdipolitiske offensiv, partiet har ført de sidste 10-15 år med Søren Krarup,  Jesper Langballe og Morten Messerschmidt i front.

 

Morten Messerschmidt og værdikampen

Morten Messerschmidt har, nærmest som baggrund for alt, hvad han udtaler sig om, gjort værdikampen til sit anliggende. I et sprogligt meget præcist, men også skarpt distancerende, debatindlæg  fra 13. august i år i Politiken, rammer han den standende værdikamp ind med overskriften: ’De kulturradikale har glemt, hvad det egentlig er at være menneske’. Han anfører her, at de kulturradikale fører et ideologisk korstog for med hævdelsen af det multikulturelle og internationale at skabe en ny standard for ‘ det gode, det sande, det rigtige’. Hermed bidrager kultureliten, de kulturradikale, dvs. de i Morten Messerschmidts øjne medie- og undervisnings- og opinionsstyrende kræfter, til en fragmentering af Danmark, hvor hensynet til ideologien står over hensynet til det at være menneske.

”GRUNDLÆGGENDE handler dette (værdikampen, min tilføjelse) ikke om ideologi. Det handler om at være menneske. Og i ideologisk blindhed har de kulturradikale glemt, hvad det egentlig er at være menneske: båndet til sin familie, sit land, til det nære. At føle en tryghed i det kendte. At interesseres ved det fremmede, men ikke af den grund ønske at invitere det med ind i sine stuer. At føle en pligt og et opdrag ved dansk kultur, tradition og historie, som selvsagt ikke gør os bedre end andre, men dog gør os til et folk. Giver os en identitet. At fatte sit væsens rod ved at skønne på de skatte, de os efterlod!”

Jesper Langballe
Jesper Langballe

Sammenhængskraften

Tingene hænger sammen.  På godt og ondt kunne man sige, hvis alle parter skal høres og det skal de vel netop i et meningsinflatorisk og værdirelativistisk postmoderne demokratisk samfund. Andre, heriblandt Morten Messerschmidt,  ville tale om værdipolitisk sammenbrud, at sammenhængskraften er blevet væk sammen med kultur-, historie- og traditionstabet.  Som netop afdøde Klaus Rifbjerg sagde det i en kronik i Politiken i 2009:

“Man må kalde mig hvad som helst, hvis det ikke er sandt, at tiden med sin larmende overfladiskhed og gennemgående historieløshed i disse år er ført et sted hen, hvor den åndelige Grauballemand har taget magten, mens Dyndkongens datter sørger for hans overlevelse”

rifbjerg
Klaus Rifbjerg

Dét sagt af én af kulturradikalismens største forfægtere. Som imidlertid åbenbart er blevet indhentet af en fremtid, som han ikke havde set komme. Hvordan-synes-du-selv- du-har-det generationen, som voksede ud af 80’ernes  Lasch-narcissistiske navleskueri og som, ifølge de unge selv, har ført til en kultur, hvor det ikke længere bare ’er OK at være OK’, men hvor tal – helst 12 – afgør, hvad du kan blive og hvem du er. Værdier som solidaritet og at være social er på det nærmeste diskvalificerende i dag, fordi de minder mere om gruppearbejde og rundkredssamtale, der af de unge selv  anses for at være en byrde for de stærkeste og nedværdigende for de svageste (jf. også i denne sammenhæng den nye skolereform).

Som Morten Messerschmidt udtrykker det:

“Man (de kulturradikale, min tilføjelse) har  opbygget sin magtbase ved gennem medier og uddannelsesinstitutioner at definere og udbrede den politisk korrekte standard, som endog i dag i brede kredse er gældende. En standard, der med samme blinde loyalitet, som vi frem til 1989 så hos kommunisterne, i dag bliver udråbt og forsvaret som en universel og uimodsigelig sandhed: Det multietniske er det gode. Det nationale er det onde. Det internationale er vor frelse. Og enhver, der modsiger dette, er idiot, racist eller nazist.”

Værdidebat og ’agurketid’

Som det burde være fremgået, er  tonen i disse debatter hård, ja, nærmest

Grundtvig med præstekjole i den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig med præstekjole i den grundlovsgivende forsamling

aggressiv. Men værdikampen er heller ikke hvad som helst. Den handler grundlæggende om et opgør mellem sandt eller falsk, godt eller ondt  i fortiden og forberedelse af fremtiden i forhold til mig selv og det samfund, vi sammen ønsker at leve i. En slags samfundsetik og  – kultur. Hvor-kommer- vi fra- og- hvor- skal- vi- hen- do, altså selve grundlaget, fundamentet, om man vil for, hvor vi som mennesker, som nation, som samfund, som verden, bevæger os hen og ønsker at handle overfor hinanden. Alt bliver ligesom grundlagt i denne debat og det giver naturligt gnister, skaber skinger debat og kamptummel. Og,  pudsigt nok, optræder de fleste af disse debatter i ’agurketiden’, hvor intet væsentligt normalt  sker.

uffe elbæk
Uffe Elbæk og Alternativet på ‘vælgerhugst’

I år startede ’agurketiden’ lige efter et valg præget af skarpe modsætninger og en uforsonlig, fjendtlig tone. Der blev talt om blå og rød blok, der blev talt med store bogstaver. Men med Prædikeren in mente kan man vist roligt sige, at der intet nyt var under solen. Jo, Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti og det største borgerlige, større endda end regeringspartiet, Det liberale Venstre.  Og Alternativet kom ind og blev større end både Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre. Skulle man kunne finde en pointe her? Måske, måske ikke. Men det er da værd at bemærke, at det var partierne med den stærkeste og/eller mest progressive værdipolitik, der tog kegler, da stemmerne blev talt op. Alternativet der, hvis du altså spørger de kræfter i København og Nordsjælland, der lagde stemmer til, ønsker mere kulturradikalitet og sækularisme end selv de kulturradikale per se, Det radikale Venstre. Og Dansk Folkeparti, den slemme knægt i klassen, der om noget parti har sat sig på værdidebatten så meget, at det har præget debatten siden partiets start i 1996 og det absolut ikke til alles tilfredshed. Men de har præget den, ja, måske endda med sine provokationer skabt en modkultur, som har været nødvendig,  til det selvretfærdigt politisk korrekte.

For Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er de kulturradikale hovedfjenden. Med deres hævdelse af den gyldne regel: hvad du vil at andre skal gøre for dig, skal du gøre for dem, gør de alle valg til personlige valg og dermed hævdelse af en værdirelativisme, som i kritikernes øjne tenderer til vilkårlighed og ligegyldighed og mennesket til genstand for ideologisk manipulering. Som Morten Messerschmidt anfører i samme debat:

”Spørgsmålet er da, om alle mennesker blot er mennesker eller om vi er mere end en hob af atomer. Jeg vil mene ja. Mennesket er så meget mere end kød. Menneskelivet er bundet i følelser, historie, religion og vilje, hvor sammenholdet blandt mennesker – kaldet nationen – er selve livskraften for os som kollektiv og folk. Denne præmis er netop antipoden til det kulturradikale livs- og menneskesyn.”

Kirken i værdikampen
Kirken i værdikampen 

Farerne i  værdikampen

Afslutningsvist: som jeg ser det, er der mindst tre indlysende farer, når vi taler værdikamp og Den danske Folkekirke:

 

at debatten om, hvad der er grundlæggende værdier bliver så bred, abstrakt og værdirelativeret, at der ikke længere er nogen værdier, vi kan kalde fælles

at debatten bliver ført på så snævre og eksklusive præmisser, at den på forhånd diskvalificerer grupper/standpunkter/værdier i samfundet

at debatten drukner i traditionelt skråsikre og båsede positioner, hvor alle af angst for at støtte politisk ukorrekthed sælger det menneske, det samfund, den kirke, der bør være debattens fokus.

 

Højskoledag den 31. oktober med Morten Messerschmidt, MEP, cand. jur.

Gå ikke glip af at høre og deltage i debatten om det vel nok hotteste debatemne i selskab med én af Danmarks skarpeste debattører.

Meld dig til på

www.vordingborgkirke.dk

Sognepræst Hardy Lund Olesen