Påske – måske

Humbert de Supervilles ”Kristus på Golgatha” 1836
Humbert de Supervilles
”Kristus på Golgatha” 1836

Hvert år ved denne tid undersøger medierne danskernes viden om begivenhederne i påsken. Og det er i allerhøjeste grad forstemmende, hvad der kommer ud af det. Selv påskeharen og – kyllingen ville have rystet på hovedet. Hvad folk ved om Skærtorsdag er forsvindende lidt, Langfredag en anelse mere, pudsigt nok, og Påskedag, jamen, det har for de fleste noget med frokost og kyllinger af ‘den klare slags’ at gøre. Budskabet, som kirken står og falder med, er åbenbart mere eller mindre forsvundet ud af danskernes bevidsthed.

Og foreholder man de samme danskere påskens budskab om kors og opstandelse, om lidelse og livets sejr over døden, ja, så er det kirkens problem, at ingen synes at have brug for påskens glædelige budskab. Kirken har gjort evangeliet tandløst og uinteressant, formår ikke at gøre historien om Jesus vedkommende for moderne mennesker. Danskeres påskefejring foregår udmærket uden Jesus og Gud og død og liv som kulisse.

Michelangelo Caravaggios alterbillede Nedtagelsen fra Korset (1604)
Michelangelo Caravaggios alterbillede
Nedtagelsen fra Korset (1604)

Er det præsterne, som har svigtet? Er formidlingen, vor evne til at sælge budskabet erstattet af tandløs lirekassesnak eller åndløs bekræftelse af altings lige-gyldighed i ordets bogstaveligste forstand. Eller handler det om, at mennesker ikke vil lade sig lede, bevæges eller forpligtes af andet end sig selv? Er vi os selv nok så meget, at det såmænd ikke gør noget, om Jesus er til eller ej. Vi har ikke brug for en frelser i mødet med skyld og liv og død. Det klarer vi på de sociale medier eller den metroseksuelle café latte café. Men er det sandt? Er det kommet så vidt?

Der er i hvert tilfælde stille omkring Jesus. Få, ingen, provokeres eller begejstres af ham. Det er længe siden, folkemængden råbte korsfæst og hånede ham. Det er længe siden, de pinte og plagede og torturerede ham til døde. Det er længe siden rygtet om, at han skulle være opstået fra de døde forvirrede og skabte frygt blandt folk.

Nej, han hverken hyldes eller hånes, hædres eller
revses. Kirken beskriver Jesus Kristus som den eneste Gud med sårmærker og vi følger ham på vej mod det Jerusalem, som rummer ham både som  sejr og nederlag, et menneske med sår og krone. Et menneske, som, uanset hvad, altid har blikket rettet mod de mennesker, der har det ondt. Det er kirkens opgave at holde perspektivet rettet på samme måde i en kultur, hvor Jesus meget let overses.images (1)

Vi kender alle mennesker, der synes kirkerummet,
kirkegårdene, kirkens ritualer siger dem noget, men samtidig er mindre optaget af ham som verdens frelser. Mennesker, som ikke korsfæster Jesus, men bare ignorerer ham eller søger at tie ham ihjel, når forholdet til ham bliver forpligtende. Vi kalder dem kulturkristne.

Det skyldes ikke, at vi ikke konfronteres med lidelse og død og andet, der forkrøbler livet – døden har mange navne – men det afkræver os ligesom ikke, man kunne kaldes det blodløs sympati.

Sympatitilkendegivelserne ovenpå terroraktionen i Oslo for nogle år siden, hvor rigtigt mange engagerede unge mennesker blev slået ihjel og i København for nylig taler deres tydelige sprog. Blomsterhavet, talerne, sangene er naturligt prægede af medfølelse, desperation og fortvivlelse. Men informationsmængden, mediernes bombardement af os, skaber hele tiden fokus på nye katastrofer, ja, medierne, ‘ de skjulte meningsdannere’ synes nærmest at dyrke dem for at overleve i en stadigt mere sensationslysten og overfladisk nyhedsindustri. Den åndelige tomhed fodres og næres af historierne om livet, der aldrig rigtig lykkes og det uden at det påvirker os synderligt udover det enkelte øjeblik.

For nogle år siden lavede skuespilleren Mel Gibson en film, der hed: The Passion of the Christ. Jeg brød mig dengang egentlig ikke om den, fordi den,

The Passion of the Christ
The Passion of the Christ

fornemmede jeg, overgjorde lidelsen i en sådan grad, at det var surrealistisk eller som om lidelsen i al dens bloddryppende gru skulle være det vigtigste ved det, der sker op til påske. Filmen skabte naturligt stor diskussion dengang. Måske netop, er jeg senere blevet opmærksom på, som et modsvar til den kulturkristne overfladiskhed og åndløshed. I denne film møder vi nemlig to afgørende sandheder. Det er Guds søn, der hænger på korset i dybeste afmagt og det er Jesus Kristus som lider og dør for vor skyld. Jesu lidelse og død bliver således formidlet som et fundamentalt opgør med al tænkning, der vil gøre Gud til en fjern, ufarlig åndelig skikkelse, som vi kan forholde os til, hvor og når og som vi vil.

Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen
Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen

Jeg tror på det gode i mennesker. Jeg tror på en opstandelse. Jeg tror på kærlighedens evangelium. Jeg tror på en tro, som er fri for frygt, som ikke kvæler min glæde over livet. Den er måske ikke altid så stærk, den tro. Måske hænger den endda med hovedet. Men den er der. Og ingen får lov til at rykke den op eller tage den for at være ingenting.

Og Jesu død fremstår som en bekræftelse på, at der har været et Golgatha i Guds hjerte længe før korset blev rejst. Guds lidelse i verden viser, at Jesus er prøvet i alt ligesom os og derfor kan komme os til hjælp. Det var for dig og mig, for os, at Jesus døde. Vi skulle ikke opleve forladtheden af Gud. Da Jesus strækker sine arme ud på korset, omfavner han hele den lidende verden. Det er dette kors i Guds hjerte, vi hører om fra Es. 53 i Det gamle Testamente om den lidende tjener.

Men vi har jo da ingen sår, vel, så har vi brug for Gud? Ja, vi har, og de hænger sammen, både spørgsmålet og svaret, når vi taler om den kristne Gud: Den eneste Gud med sår.

Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvem der skal redde påsken, men hvem der skal redde os? Som enhver ved, så er det når hjælpen ikke er tilstede, at den for alvor efterspørges. Det er i mørket, vi spørger efter lys. Som Jesus siger det, Skærtorsdag aften, mens han spiser med sine disciple, dagen før den mørkeste dag: Jeg er kommet som lys til verden, for at den som tror på mig, ikke skal blive i mørket». Det er påskens Jesus.

Langfredag bliver det i alles liv før eller siden. Good Friday, som englænderne bevidst kalder den. Den lykkeligste dag, selvhengivelsens dag. Frelsens vilkårs dag. Den dag, hvor det meningsløse får mening, hvor glæden får baggrund, hvor det onde taber, hvor det bevidst- og åndløse gøres bevidst, hvor, for at bruge vendingen: sandheden skal frem. Endelig skal dét komme for dagen, som adventsfejringen bar i sig, som vi hører det i Paulus brev til menigheden i Rom: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Ja, endelig, ikke sandt: Påske – måske – i dit og mit liv.