Evangeliet i en syg verden

 

Ban Herrens vej. Ban vej, giv fri, gør synlig … Det er gode ord i disse uger, hvor utrygheden, desperationen, angst og frygt har præget mange danskere ovenpå hændelserne den 14. februar

Blomster ved synagoden i København
Blomster ved synagogen i København

i København. Ord om Gud, der kommer vort liv i alle dets skikkelser i møde. Den Gud skal komme os nærmere og Guds vilje skal have større muligheder til at påvirke os, når vi vender os til hinanden, når vi tager vare på hinanden. At bane vej for Herren betyder at se hinanden og at se mennesket i sig selv.

Det store altomfattende bud i Bibelen er: Du skal elske Gud over alting og din næste som dig selv. Gud gav loven for at vi skal vende blikket udad, bort fra selvcentrering og indadvendthed. Loven er nødvendig for at vække viljen. Og viljen vækkes bedst, når man ser hinandens øjne. Den, hvis øjne man ikke ser, er det lettere at være hård imod. Så enkelt er det faktisk. Vi taler om et humant samfund, med lighed og frihed for alle, men én af de stærkeste kræfter er: Kom ikke her med dine øjne og se anklagende på mig. Kræv ikke forandring af mit liv, påstå ikke, at jeg har skyld. Hvilken ret har du til at sætte dig til doms over mig?

Har du talt med dit barn i dag? Har du set dit barn i dag? Har du set dit barn i øjnene i dag? Er det, vi gør, måske rigtigt? Er klimaforandringerne måske i

Global opvarmning
Global opvarmning

orden, forandringer, som kan føre til total kaos i verden på grund af sult, flygtningestrømme, oversvømmelser og krig? Nej, hvorfor skal jeg søge forandringer i mig selv, i verden? Er det mit ansvar, det, der sker. Hvorfor lige vor generation, ja, hvorfor? Fordi vi har børn og børnebørn, vi har en skabelse, som indædt opfordrende forsøger at få os til at se vort ansvar i øjnene. Derfor!

Det er dejligt at slippe for at have andres livsvilkår inde på livet. Det er langt nemmere at vælge sine ligesindede selv, at bo

sult
Sult

dér, hvor de fleste har det ligesom jeg, at tage på arbejdet, hvor kollegerne har det, handler og tænker ligesom jeg, have sin fritid for sig selv eller undtagelsesvist med dem, man deler meninger og værdier. Vi skal ikke glemme, hvad det har betydet for vort lille land, at mennesker med forskellige økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forudsætninger har måttet leve side om side, delt skoler, hørt til samme lille samfund og været henvist til hinanden på godt og ondt. Og samtidig ved vi også, hvad det har betydet af ufrihed og begrænsninger for den enkelte. Det vigtigste er, at vore øjne har været hinanden nærmere, især når den dårligst stillede iblandt os ikke var nødt til fuld af skam at slå sine øjne ned.

Den, man ikke ser, kan nok ses som en trussel. Men den som nok ses som en

Auschwitz
Auschwitz

trussel bliver det også. Således skabes fjendebilleder. De vokser frodigt allevegne. I dag er det islamisterne, vor bevidsthed drages imod fra alle sider. Begreber blandes sammen, bliver uadskillelige, ikke til at skelne, både med vilje og på grund af uvidenhed. Hvorudaf vokser et diffust fjendebillede, som inkluderer alle og ingen muslimer. De er

Islamisk Stat
Islamisk Stat

fremmede og farlige, siger vi. De er ikke-individer, styret af et fanatisk kollektiv, siger vi. Men helt nøjagtigt: hvem er de? Det giver vi os ikke af med at fundere over. Vi ser dem jo ikke – i øjnene? Det gjorde tyskerne heller ikke, da nogen udryddede jøderne, vel?

Gud er på vej. Siger Bibelen. Ban hans vej, siger Johannes. Det dobbelte kærlighedsbud er hans, og mange mennesker gør bevidst eller ubevidst hans vilje. Gud vil, at vi skal se andre menneskers behov, skabelsens fylde. Gud opfordrer os til at se sammenhængskraften i verden i kærlighedsbuddet: at give plads, at give udsyn, at gøre medmennesket til genstand for alle vore bestræbelser.

Mange af os har sidste efterår set serien 1864 til minde om krigen i 1864. Nederlaget, som mange siger, som om ikke alle krige er et nederlag i sig selv. Vendepunktet for Danmark, som andre siger, nedslået nationalt. Ja, ja … Danmark var aldrig smukkere end i netop nederlagets stund. Da den nationale

1864
1864

eufori var stilnet og vi fandt vor plads på den internationale scene og igen kunne passe vore bukser, om jeg så må sige. 1864 var en sejr for alle os, der ikke sympatiserer med det danske 1600-tals eksperiment, hvor magten og troen var det samme. Enevælden, ortodoksien, det indskrænkede totalitære, som var meget tæt på at være en dansk variant af sharialoven i muslimske lande. Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut. Også i det religiøse rum. Kristen tro kommer nærmest sin bestemmelse i modvind. Når kristne er med i eller leder protester mod noget virker vi mest uforfalskede. For Gud møder os ikke først og fremmest i det kendte. Han møder os i det, der udfordrer os. Det uventede. I det, der afkræver os alt, hvad vi er. Der stiller os til ansvar. I dem,

Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen
Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen

som vi ikke kendte før efter. Hvad har ikke indvandringen, flygtninge og asylsøgende betydet for vor opfattelse af, hvad som er universelle værdier og konflikter mellem grupper og individers rettigheder. Hvad har ikke tilstedeværelsen af andre trosretninger og deres traditioner betydet for vor mulighed for at indse rækkevidden af, hvad en gudstro kan indebære af visdom og galskab, åbenhed og fanatisme. Det er, når vi møder det fremmede, at vi først ser Gud. Ban vej for Herren betyder: lav ikke en mur om dig selv. Luk dig ikke inde. Vov at møde det fremmede. Dér kan Gud være.

Ja, det kræver mod, vovemod, dristighed. Så mange forstår os ikke, vil måske ikke forstå. Hvad er det med den kirke? ”Vi spillede for jer, men I ville ikke danse. Vi sang sørgesange, men I ville ikke klage.” Jesus får os til at ligne børn, når han sætter sin finger på vor følelse af ikke at være forståede. Det er det jo nok ikke verden om, det er kun for forkælede danskere at tænke sådan. Han gav sit liv for ikke at blive forstået. Som ham, der banede vejen: Johannes-Døber. Og det giver os livet. I tiden. I evigheden.

Så ban Herrens veje

– også i og for en syg verden!