Tweenagers in Wonderland – Neverland revisited

Der er nu pr. 24. november 2014 kommet en anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation for børn fra 3. og 4. klassetrin. Opfyldelsen af anordningens bestemmelse påhviler menighedsrådet og gennemførelsen har præsterne ansvar for. Ikke, at de så skal undervise børnene, men de skal tilse, at den foretages på et forsvarligt grundlag. Fra de første spæde spirer på forsøgsplan i slutfirserne deltager på landsplan hvert fjerde barn i 9-10 års-alderen i ordningen. Og det vel at mærke efter skoletid. Børn bombarderes i disse år med mange tilbud og de vil gerne det hele. I en tid, hvor de voksne mere og mere overlader opdragelsen af børnene til skole og SFO og de elektroniske medier, hvor de voksne er så optaget af karrière og alt det materielle hurlumhej, hvor de ikke ved mere om kristelig børnelærdom end det lille dåbsbarn, som de som faddere ved dåben højt og lydeligt lover at stå ved, hvor skolen mere og mere skipper de kreative og musiske fag og hælder til 2 + 2 = 4 tyranniet, er det nødvendigt som kirke, som samfund, at stå fast på de grundlæggende værdier, alt det, der står, når alt det andet rundt-omkring er faldet.

Zip- og zapperkulturen

Minikonfirmander 2002
Minikonfirmander Vordingborg 2002

Børn er i dag præget af en umådelig utålmodighed, man har kaldt dem zappere, de skifter kanal hele tiden. De er overfladiske, tager lidt her og lidt der, lettere forvirrede, fordi de ikke kan koncentrere sig om én ting ret længe ad gangen. De vil imidlertid gerne have sammenhæng. De søger sammenhæng, de hænger på den, når de finder den. Sammenhæng og tryghed hænger sammen for dem. Det er denne følelse af sammenhæng og dermed tryghed, vi skal søge at bibringe dem i undervisningen – på deres betingelser vel at mærke. Altså på zapper-manér. Den undervisning, jeg selv gennemførte i årene 2000-2003 foregik således som et mix af steder og genrer og indtryk. Vi var på kapellerne, på kirkegårdene, i præstens æblehave, mange forskellige steder i kirken, i andre kirker, nyere kirker, på museet. Vi sad i bælgmørke i kapellet og i splintrende krystallys i Holsted kirke med det store malede vinduesparti af Emmaus-vandringen for vore øjne, med spillet af vandet i guldfadet i døbefonten, vi så grave og kister, vi så teater og hørte fremmedartet musik, vi tegnede, bad bønner, sang, grinede, spiste vindruer og clementiner og mærkede duften af nybagt brød bære trygheden rundt i lokalet, vi raslede gennem efterårsløvet i skovbunden, klatrede i træer, hev pigerne i fletningerne og sparkede drengene bagi på rejsen fra det ene til det andet, vi lavede navneleg på brønden i Sykar, tændte lys på gravene. Og alle stederne krydredes af oplæsning, fortælling, stilhed, bøn med Kristuskrans, andagt, lys, billedbetragtning, sansning og hele tiden faste temaer til så at sige at pinpointe deres opmærksomhed, holde dem fanget af én ting ad gangen. Og så naturligvis masser af moderne børnesange og –salmer.

Barndommens land

Børn er uforfærdede og uden hæmninger. Går på med krum hals. Har gå-på-modet, denne Guds største gave til den barnlige sjæl, ubekymretheden, den ubegrænsede og ubetingede nysgerrighed til at være opdagelsesrejsende i livet: Hvor gammel er Gud? Hvad betyder hor? Nogle gange svarer de også selv og det kan der komme mangt et rødt øre ud af på en genert præst. Vi voksne mener jo nok at vide svaret på det meste; netop derfor spørger vi ikke. Mine svar på deres mange spørgsmål halter måske lidt, er måske endda dårlige, sådan lidt grebet ud af luften, børnene kan jo ikke vente til i morgen med svar, vel! Næh, men børn sætter nu også pris på et skikkeligt forsøg. Og jeg ville nok ikke have kunnet svare anderledes, hvis en voksen havde stillet det samme spørgsmål. Jeg tror, at når det gælder tilværelsens grundlæggende spørgsmål, så er vi alle børn, vi er små, for spørgsmålene er så store.

Minikonfirmander Nyråd 2014
Minikonfirmander Nyråd 2014

Barnet udmærker sig ved den store gave, det er at kunne undre sig. Den giver barnet mulighed for at gå gennem verden med glæde og lyst. Ikke sjældent undrer vi voksne os over, hvor lidt der skal til for at undre et barn og hvor uformidlet de bringer deres glæde og overraskelse til udtryk. De kan undre sig over sneglens slimede spor, over mejsens vimsige vandren op og ned ad træernes stammer. De klapper i deres små hænder, når de ser en skrubtudse hoppe eller fuglenes syngen og kvidren. De er i alt, hvad de foretager sig, tæt på livets udspring og giver. De fornemmer meningen i deres hjerter bag alt.

Rejsen 

Det viser mig, hvor kostbart det er for os voksne at bevare barnet i os og ikke blive alt for voksne og forhåbningsløse og være på vagt overfor mennesker, der undrer sig over livets store mangfoldighed. Det er måske det, Jesus hentyder til, når han siger: Gudsriget hører barnet til. I børnene er det allerede brudt frem.

Gå ud i alverden, forkynd og døb. Det er vores sendelse. Det er det, barnet forstår bedst af alt. At det sendes ud med et krav til sit liv, der er større end det selv. Mødet med det religiøse udvider så at sige virkeligheden eller bekræfter det, som barnet ved på forhånd, at livet er en gave, noget, vi voksne tit glemmer. Bekymringsløsheden, den spontane glæde, sansespillet og –legen, farverne, bærstederne, som man kendte som barn, hvor alle urter, buske og træer voksede over ens hoved og blev steder, man kun kendte selv og aldrig fandt igen. Det dér Neverland, som den sårede unge og den skamskudte voksne, resten af sit liv søger tilbage til.

Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke
Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke

Det er denne rejse, denne vandring, denne genoplevelse, der bør være udgangspunktet for enhver seriøs undervisning. Små piger, som af ren nysgerrighed havner i Wonderland, Eventyrlandet. Ført ind i en verden, hvor de møder det ene forunderlige væsen efter det andet. Tvilling Di og Dum hører nok til den blide slags og et forvirret teselskab hos Den Gale Hattemager kan skabe undren over, hvor de er. Mødet langt senere med den berygtede Hjerter Dame, overbeviser dem om, at i denne verden findes der kun ét eneste fornuftigt væsen, og det er dem selv hver især.

Ja, og små drenge, der aldrig skulle få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Næh, de skal opleve en indgang til en magisk verden af leg og sjov og befolket af riddere, cowboys og indianere, sørøvere, pirater og skibbrudne. På det overdrev, hvor kun fantasien sætter grænser. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien.

Gå til myren …

Vore historier som voksne har andre personer og navne, vore veje går gennem mere kendte områder, men har du tænkt på, at børnene måske allerede har mødt angsten, sorgen, endog døden i deres liv, men de har aldrig været på den anden side af regnbuen – gennem det hele og til sidst fundet skatten.

Børn i 3.-klasse kan meget mere om kristendom end deres rygte. Jeg var imponeret, når jeg hørte 9-årige børn synge ”I østen stiger solen op”, alle 7 vers, udenad, på vej gennem Kirkeskoven fra SFO’en på Marienberg og til konfirmandstuen og, ligeledes udenad, kan falde ubesværet ind i ”Nu titte til hinanden”. Sangglæden er stor og deres viden ligeledes.

På vej gennem Kirkeskoven tilbage til SFO’en på Marienberg spurgte jeg englebasserne: ”Hvorfor er I så urolige?” ”Joh,” råbte Freddy nede bagfra, ”det er da bare fordi, vi har glædet os så meget til at se dig!” Og så jeg da små horn i panden og lang hale og troldesmil på de 22 kære. Næsten. Næsten!

Minikonfirmander i Ørslev kirke
Minikonfirmander i Ørslev kirke

Gå til myren og bliv vis, siges det, næh, saml en snes ti-årige lopper, frigør dem fra skole, SFO og forældre, lær selv noget om pædagogik og fortæl dem så en dag om ugen mellem 14 og 16, efter en for dem lang og anstrengende skoledag, noget om Jesus og kirken og døden og evigheden og skyld og skam og kærlighed og tilgivelse og barnedåb og nadver og påske og pinse og jul og begravelse og vielse og konfirmation og trosbekendelse og fadervor og lignelser og Moses og Adam og Eva og Maria og Josef og Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner og Zakæus og det store gæstebud og syng alle de nye og gamle sange og vis overhead og lav mapper til hver gang og planlæg og lav feedback og forfra igen osv. osv. – og sig så ikke som kirke, som samfund, at det ikke har været det hele værd!

Hjerteligt tillykke Folkekirke med den nye anordning!