Ny alterkalk til Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten
Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten

Ny alterkalk i Vor Frue tages i brug Pinsedag

Det er ikke hver dag, menigheden kommer tæt på kirkens hellige kar, som alterkalk og disk kaldes. De står oppe på alteret og er som regel dækket af et klæde og ved nadveren dækket af præstens hånd. Ved højmessen pinsedag i Vor Frue kirke i Vordingborg er det muligt at komme meget tæt på en helt ny af slagsen. Nu skal det siges, at det ikke er hver dag kirker skifter alterkalk. Vordingborg kirkes middelalderlige alterkalk er fra 1400-tallet og skal have en afløser. Ikke fordi den er slidt eller gået i stykker, men fordi den skal på museum. Den skal være en del af middelalderudstillingen på Danmarks Borgcenter i Vordingborg.  I første omgang er den dog kun udlånt et par år.

Den gamle kalk bærer på foden indskriften: Kalk til den salige Marie Magdalene alter i Vordingborg kirke. Det har ofte ført til den misforståelse, at kirken oprindeligt hed Marie Magdalene kirke, men der har tidligere i kirken foruden altre for Skt. Gertrud og Skt. Katharina altså også været et alter for Marie Magdalene, hvor denne kalk har været brugt. Ifølge Thomas W. Lassen, middelalderarkæolog og tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falster stiftsmuseum, og som i nær fremtid vil forsyne Vordingborg kirke med en meget grundig vejledning til kirkens gæster, er kalken, som indskriften og så antyder, skænket kirken i sidste halvdel af 1400-tallet af Tue Jacobsen, som i 1467 nævnes som rådmand i byen. Skaftet er ottekantet, måske det gamle symbol på de syv skabelsesdage plus den dag, der kommer efter dette liv, og noten, knoppen, der forbinder bæger og skaft,  har stavværksgraverede flige og 12 fremspring: 6 ruder, hvor navnet ’jhesus’ er graveret og 6 runde plader, hver med et støbt Kristushoved. I 1570 havde Vordingborg kirke endnu to kalke.

Den nye alterkalk er skabt af  guldsmed Dorte Lausten, som har værksted i Blenstrup i Østhimmerland.  Dorte Lausten er elev af Bent Exner og lærte her ikke kun guldsmedekunsten fra én af de ypperste (Bent Exner har også forgyldt gåsen på Gåsetårnet), men også om den kristne tro, kors og opstandelse. Hun har i samarbejde med Bent Exner bl.a. fremstillet spændet til Budolfi kirkes bispekåbe og, ikke at forglemme,  i foråret 2004, Frøslevskrinet, folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup, som i dag står på Sønderborg slot. Når man taler med Dorte Lausten, kan man af hendes glade umiddelbarhed høre det engagement og den indlevelse, hun har med sig fra Exner. Ikke kun at skabe kunst  i spændingen mellem det rustikke og det sofistikerede, men også at give materialet det liv, livet har i troen.

Det ses også i den nye alterkalk. Bægeret, er her af glas. Lavet af glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup, kunstens by, oppe ved Hjørring. Normalt ser vi alterkalke i sølv, hvor bægeret indeni  er forgyldt. Forgyldningen foretages for at forhindre vinsyren i at tære på sølvet over tid. Og Dorte Lausten har netop siddet med mange gamle alterkalke, der var tæret igennem og som skulle renoveres. Alterkalke, som jo i grunden kun er brugsgenstande og således bare kan udskiftes, når de ikke længere opfylder formålet. Men mange menighedsråd har sendt disse alterkalke til gode guldsmede, der så møjsommeligt og under store kvaler har sat kalken i stand til mellem 35 – 75000 kr. Glasset angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Det kan gå i stykker, javel, men det er til at erstatte rimelig overkommeligt.  Bægeret er her forsynet med en koboltblå farve i kant og bund, en farve, som passer godt til Vordingborg kirkes altertæppe, antependium og alterbord vævet af Vibeke Klint netop i blåt, fordi, som Vibeke Klint udtrykte det ved indvielsen: Vordingborg kirkes grundfarve er blå, Marias liturgiske farve. Dorte Lausten har arbejdet en del i emalje og her har hun særlig gjort brug af den koboltblå farve, som ikke kun brænder godt, men også med sin kølige renhed er en rolig farve at se på.

Denne blanding af det praktisk lad-sig-gørlige og det dybt eksistentielle gør sig også gældende i alterkalkens fod, hvor mønstret er fisk.  Og når jeg spørger Dorte Lausten, hvorfor hun har brugt fisk som udsmykning, svarer hun ligeud og helt selvfølgeligt, fordi kristendommen handler om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Og så endelig fundamentet, dér hvor præsten holder om alterkalken. Den er her lavet af træ. Drejet af trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Dorte Lausten bad  Niels Erik Christensen dreje fundamentet, fordi hun altid har været betaget af overfladen og udtrykket i træets struktur. Træet er kalkens fysiske omdrejningspunkt. Derfor har den en høj densitet, dvs. den skal være tung. Ydermere skal den matche glasset og sølvet. Derfor valgte Niels Erik Christensen en sort træsort. Han overvejede oprindeligt at bruge en dansk træsort –asketræ – som kunne lede tankerne hen på en sammensmeltning af livets træ i nordisk mytologi, Ygdrasil og livets træ i den jødisk-kristne tradition, træet i Edens have. Han kasserede dog dette tema, da det var for snævert – for nordisk og ikke åbnede nok op den verden, som er kristendommens, næstekærligheden, åbenheden og tilgivelsens verden. Han valgte således en afrikansk træsort – Wengé. En meget speciel træsort, der netop rummer den sammensathed, som knytter sig til kristendommens omdrejnings- og holdepunkt  Kristus, han, der turde gå imod strømmen, det etablerede, det firkantede, det skriftkloge, både i ord og handling. Hvad har det med træet wengé at gøre. Jo, når træ påvirkes af lysets ultraviolette stråler, så bliver det normalt mørkere. Det gælder alle træsorter  med én undtagelse: træsorten wengé. Den bliver tværtimod lysere ved påvirkning af lys og kommer sluttelig til at ligne egetræ. Træsorten wengé kan på den måde symbolisere Kristus, han der altid agerer modsat det, man skulle forvente, det, man kan sige sig selv.

Som man kan forstå, har det for kunstnerne været kontrasterne, det modsigelsesfulde både hvad angår det sanselige, altså det fysiske, og det kristne åndelige fællesgods, der samles i denne alterkalk.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Sct. Nikolai kirke i Rønne i foråret 2011 tog en alterkalk i brug, lavet helt i glas af Baltic Sea Glas-kunstneren Pete Hunner, som mange sikkert kender fra besøg på Bornholm. Han brugte et helt år og mange forsøg på at skabe en sådan kalk, hvor vinen, når den er hældt op og står på alterbordet foran Havsteen Mikkelsens smukke altertavle ender i en dråbe blod, farvet ind i stilken, et billede på historien om den oprindelige alterkalk, hvor bloddråberne fra Jesu lidelse og død angiveligt skulle være samlet i et bæger.

Ja, ja, skrappe sager her i foråret, men velkommen til indvielse af Vordingborg kirkes nye alterkalk PINSEDAG kl. 10.

På Vordingborg kirkes vegne

Hardy Lund Olesen

 

 

Ja, vi elsker dette landet …

Landet, der rejste sig på ruinerne af et andet

17. maj … der er næsten en mytisk klang over denne dato eller bare disse ord. Norge, blomsterdalen, de skinnende hvide snefjelde, blåt, hvidt og rødt. Har man været der, får man næsten en klump i halsen.

Jubelscene på Karl Johan den 17. maj
Jubelscene på Karl Johan den 17. maj

Jeg var i Oslo forleden dag, den 16. maj, dagen før dagen og oplevede her forberedelserne til 17. maj.  På Akershus fæstning hørte jeg Livgarden spille ‘Ja, vi elsker dette landet’ til akkompagnement af hundreder af børnehavebørn med norske flag i hænderne, der råbte hurra af fulde lunger. Ikke et øje var tørt.

Forhandlinger under Wienerkongressen på Hofburg
Forhandlinger under Wienerkongressen på Hofburg

Og i år en ekstra anledning til at fejre dagen: 200-året for den norske grundlov, en grundlov, som i 1814 var én af de mest moderne i Europa  og som paradoksalt nok kom til at danne mønster for vor egen, dog noget senere. Paradoksalt, fordi denne nye forfatning blev til netop på baggrund af afståelsen af Norge fra dansk side efter nederlaget sammen med Frankrig i Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813. Frederik VI afstod ved Kielerfreden den 14. januar 1814 hårdt presset Norge til den svenske konge. 434 års rigsfællesskab siden Margrethe 1. og den nordiske personalunion var nu endelig en afsluttet æra. I 1812 havde svenskerne endvidere foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark. Og da nordmændene gjorde oprør mod at være blevet ‘solgt’ til Sverige, anklagede svenskerne Danmark for at have bidraget til oprøret, hvilket atter truede Danmarks eksistens. Frederik VI drog desperat til Wienerkongressen i september 1814 for at redde stumperne. Her opnåede han så tålelige vilkår for Danmark, at vi reddedes fra total tilintetgørelse. Det fortælles i øvrigt, at Frederik VI indkvarteredes på Hofburg i Wien

Frederik VI
Frederik VI

sammen med østrigere for at østrigerne bedre kunne overvåge ham – den tids NSA og Merkelgate. Intet nyt under solen. Afrejsen fra Wien var da også nærmest en flugt af angst for at skulle blive mødt af nye krav og ubehageligheder fra de sejrende magters side. Ikke desto mindre blev Frederik VI modtaget som en helt i Danmark, fra Altona og til København var der tale om et sandt triumftog. At Frederik VI ikke havde fået kompensation af svenskerne for afståelsen af Norge bidrog imidlertid ikke til den i forvejen slunkne rigskasse. Med jubelen fulgte derfor krav til ham om demokratisering af riget og der foranstaltedes stænderforsamlinger, der skulle indlede arbejdet henimod en ny forfatning.

I mellemtiden den 10. april 1814, samtidig med at 112000 allierede soldater rykkede ind i Paris for at genoprette kongemagten efter den franske revolution, mødtes 112 nordmænd på Eidsvoll for at skabe en grundlov, en forfatning, der skulle afløse rigsfællesskabet med Danmark og samtidig overfor svenskerne markere, at Norge nu var et selvstændigt rige. Eidsvoll-forfatningen blev endeligt underskrevet

Arveprins Christian Frederik, senere kong Christian VIII
Arveprins Christian Frederik, senere kong Christian VIII

den 17. maj 1814 og samme dag indsattes den danske prins Christian Frederik som norsk konge. Han gav dog allerede den 14 august afkald på tronen, hvorefter Norge var en vasalstat i union med Sverige frem til 1905, hvor den danske prins Carl blev udnævnt til den første norske konge under navnet Håkon. Christian Frederik blev senere fra 1839-1848 den danske kong Christian VIII.

Man kan sige, at modstanden mod indlemningen i Sverige, skulle blive Danmarks held. Forholdet til Sverige har siden 1814 været anstrengt, hvorimod de dansk-norske forbindelser altid har været meget tætte.

Nu mangler nordmændene blot at få oversat Eidsvoll-forfatningen til norsk. Den er stadig skrevet i det sprog, som var kancellisprog i 1814, nemlig dansk. Den er den eneste forfatning i verden, der er skrevet på et fremmed lands sprog.

Norge blev til som selvstændigt land på et tidspunkt, hvor Danmark var ved at være en saga blot, rammet ind af total opløsning og økonomisk bankerot. Der er snart valg til EU-parlamentet og ja, det er snart grundlovsdag i Danmark.

 

Elsker vi også dette landet …?

En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13

 

Når en abe kigger ind …

b
Georg Christorp Lichtenberg

NÅR EN ABE KIGGER IND …

 

Religionsfriheden i verden lider. I en rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center for året 2012 anføres det, at i 43 % af de 198 lande og områder med en samlet befolkning på 5,3 mia mennesker er der tale om enten statsskabte eller af sociale fjendtligheder (krig -terror – chikane-) betingede restriktioner i forhold til religionsfrihed. Et tal, der fra 2010 og 2011 har været stærkt stigende. Vi kan sagtens forstå, at det forekommer i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia og i de sidst tilkomne Syrien, Libanon og Sri Lanka, men også Kina er blevet en storspiller her med, som det udtrykkes, religionsrelateret terrorisme.

Men at Danmark som moderat krænker af religionsfriheden indtager en plads på linie med England og Tyskland og altså som mere krænkende end lande, vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, er måske ikke så overraskende, når man sammenholder dette med tidligere undersøgelser af, hvordan vi i øvrigt håndterer menneskerettigheder og behandler fremmede i vort land. Men det burde råbe vagt i gevær.

Det, der trækker ned, er selvfølgelig først og fremmest, at staten støtter én trosretning på bekostning af alle andre. Der er religionsfrihed, men ikke -lighed. At den danske stat endvidere blander sig i religiøse forhold er heller ikke formålstjenstligt. Begge dele en del af Grundloven og således ikke lige til at ændre. Men den verbale diskriminering af muslimske kvinders hovedbeklædning, den grove omtale af andre folkeslag, polakker, rumæner, baltere, altså at debattonen er friere og dermed hårdere i Danmark end i mange andre lande, er absolut noget, man kunne gøre noget ved. Det bør jo ikke komme bag på nogen, at sproget siger utrolig meget om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Sproget former så at sige vor bevidsthed og rummer i den forstand vor oplevelse af virkeligheden. Vi ser verden, som vi ønsker at se den, ikke som den er. Og de andre har ikke nødvendigvis plads i den verden, vi ser. Potentielt og i yderste konsekvens er der ikke langt fra tredivernes Tyskland og til vort så patetisk frihedsbesungne, fordomsfrie fædreland.

Helle Thorning Schmidt gjorde i sin nytårstale opmærksom på denne sproglige råhed og kynisme. Dronningen har også gjort det i sin omtale af vor dumsmartethed og at vi ikke er så små, at vi så også skal være smålige. Indskrænketheden, afstumpetheden, primitiviteten i et folk kommer af dette folks mangel på selvkritik og udisciplinerede principløshed. Vi er de bedste i verden. Vi kan med vor hellige  ytringsfrihed tillade os alt. Det er de andre, der er forkert på den.  Siger vi højt skrydende. Respekt for andre, for andres følelser og tanker er suspenderet i sådanne menneskers tankegang. Blasfemi eller ond tale, som det er, fordi det ikke respekterer almindelig ro og orden i et folk, bliver resultatet. § 140. i den danske straffelov lyder sådan:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Kun én gang har denne lov ført til domfældelse. Det var i 1938  i en sag om forhånelse af den jødiske religion. Tankevækkende!

I forbindelse med blasfemiparagrafen skal vi ikke trække det røde kort hver gang der ytres noget kritisk om trosdogmer eller religiøse skikke og sædvaner, men lad os dog beholde den som et gult kort som udtryk for den respekt for andre mennesker, vi alle som minimum bør have. Vi er ikke kun krop, men også ånd.

Når en abe kigger ind i et spejl, kan man ikke forvente at en apostel kigger ud af det samme spejl, sagde fysikeren og satirikeren Georg Christorp Lichtenberg i slutningen af 1700-tallet. Når du som kristen ser ind i et spejl  så ser  du noget grundlæggende om dig selv: det, som er smukkest ved dig, det, som Gud Skaberen vil, at du skal være. Således får du muligheden for at at lægge det bag dig, som er ondt. I et sådant lys findes der intet håbløst tilfælde. For så er håbet  altid tilstede.

“Herren” er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

2. Kor. 33.17-18

Anderledes udtrykt: Vi burde søge en forvandling fra det, vi ikke bryder os om ved os selv, de ting, som tynger os og så virkeliggøre ligheden med Gud i os. Så kunne det være, at selv danskere kunne blive civiliserede mennesker.

Vi kalder det i den kristne kirke ‘omvendelse’. Lad det også være vor mission i det nye år!

Det behøver man ikke være biskop for at forstå.