Gudstjeneste med tidsvindue – 1600 tallet

IMG_0691

 

I tæt samarbejde med Sjællands Kirkemusikskole og tidligere provst Holger Villadsen deltager Vor Frue kirke i Vordingborg i et reformationsfejringsprojekt med titlen: Gudstjenester med tidsvinduer med undertitlen: 5 tider – 5 gudstjenester – 5 kirker. For hvert århundrede siden reformationen i Tyskland holdes der en gudstjeneste med start i Roskilde, der tager sig af reformationstiden og Kirkeordinansens gudstjeneste. Vor Frue kirke i

Vordingborg tager sig ved højmessen den 12. februar kl. 10 sig af 1600-tallet, nærmere bestemt tiden mellem 1683 og 1699. Dvs. tiden efter udformningen og stadfæstelsen af Danske Lov 1683 som konsekvens af indførelsen af Enevælden i 1660, henover indførelsen af Kirkeritualet 1685 og endelig forordningen af Kingos salmebog i 1699.

Kongeloven af 14. november 1665, underskrevet af Frederik den 3.
Kongeloven af 14. november 1665, underskrevet af Frederik den 3.

Introduktionsaften

tirsdag den 7. februar kl. 19.30

Vor Frue kirke, Vordingborg

Kirkeritualet og den lutherske ortodoksi

Karakteristisk for den danske folkekirkeordning er det, at tidligere autoriserede ritualer og alterbøger bevarer deres gyldighed, også efter autorisation af nye ritualer og alterbog. Den reformatoriske gudstjeneste ensrettedes i Danmark efter wittenbergsk forbillede med Kirkeordinansen(lat. 1537, da. 1539) og Alterbogen (1556 og 1564) med tekster til kirkeårets gudstjenester, efter enevældens indførelse videreførtes den ensrettede lutherske gudstjenestetradition med Kirkeritual 1685  suppleret med Alterbog 1688 og endelig med anerkendelsen Den Forordnede Salmebog 1699 (Kingos salmebog), dog således at de alle bevarede deres gyldighed helt frem til 1912, ja, nadverens plads og tilbagetrukne plads i højmessen ifølge Kirkeritualet er først søgt ændret i Ritualbogen 1992; fælles for ritualerne er, at de på flere punkter stadig udtrykker et genkendeligt, konservativt grundlag for ordningen af gudstjeneste og kirkelige handlinger i folkekirken.

Thomas Kingo 1634 - 1703
Thomas Kingo 1634 – 1703

I perioden 1683 befinder vi os i en periode med store spændinger såvel åndeligt som politisk. Vi er i efterdønningerne af den wittenbergske reformation, dvs. i ét grundet den tidsmæssige afstand udviklet rituelt og liturgisk kaos og anarki. Den lutherske ortodoksi ønskede som konsekvens af denne mangel på ensrettehed og enevældens indførelse i 1660 at indføre fælles gudstjenesteordninger for Danmarks og Norges kirker. Formålet var kort og godt at sikre, at alle kirkegængere i Danmark og Norge hver søndag kunne høre præsterne, i en mere ensrettet form og på dansk, prise Guds storhed og den enevældige konge som hans repræsentant her på jord. Kirkeritualets ensretning, præget af den lutherske ortodoksi, er illustrerende for den stræben efter orden, systematik, centralisering og homogenitet, der prægede mange områder af den enevældige styreform. Samtidig er vi med Kingo i barokkens, i en gryende pietistisk og rationalistisk tidsalder, en tid, der altså formelig stritter og strutter til alle sider.

Musik og salmesang

I dag tager vi for givet, at salmesangen ledsages af kirkens orgel. Men sådan var det langt fra i ældre tider. Et godt stykke op i 1900-tallet var der stadig danske landsbykirker, der endnu ikke havde et orgel.

Dietrich Hansen Buxtehude 1637 - 1707
Dietrich Hansen Buxtehude
1637 – 1707

Vi ved, at der i reformationstiden var fremragende orgler i de store og velhavende kirker. Det paradoksale er imidlertid, at netop hvor man havde de fine orgler, blev disse kun i ringe grad benyttet som ledsagelse til salmesangen. Her blev salmesangen ledet af kirkens kantor (korleder) i spidsen for det til kirken knyttede drengekor (kantoren var typisk sang- og musiklærer på byens latinskole, hvorfra drengene til koret blev rekrutteret). Endvidere medvirkede ofte et større eller mindre antal musikere i gudstjenesten. Men selve afviklingen af salmesang, korsvar og liturgisk sang var en sag for kor, kantor og præst. Orglet fungerede som udsmykkende og koncerterende instrument – smukke forspil, mellemspil og postludium. Sådan var det eksempelvis i Marienkirche i Lübeck, hvor Buxtehude var organist fra 1668 og til sin død i 1707. Og sådan har det givetvis også været i de store og betydningsfulde danske kirker.

I de mellemstore kirker spillede orglet imidlertid en større rolle, fordi man ikke har kunnet mønstre et drengekor og andre musikere. Danmark har her været mere ”moderne” end det rige og ”konservative” Schleswig-Holstein, hvor man skal helt hen til begyndelsen af 1800-tallet, før orglet som ledsageinstrument til salmesangen bliver det almindelige. Allerede i Kirkeritualet fra 1685 (den daværende officielle forordning vedr. højmessens liturgiske forløb) omtales brugen af orglet – ”hvor det findes”, som der står.

For overblikkets skyld kan vi inddele landets kirker i

– landsbykirkerne, der hverken havde kor eller orgel

– de mellemstore (købstads)kirker, hvor orglet af praktiske (og kunstneriske?) grunde vandt indpas

– de store kirker med både kantor, kor, orgel og nogle steder andre musikere

Hvor Vordingborg har ligget på den skala, ved vi ikke præcist. Vi ved dog, at der i

Det nyligt restaurede svaleredeorgel i Sct. Peders kirke, Næstved
Det nyligt restaurede svaleredeorgel i Sct. Peders kirke, Næstved

Vordingborg i slutningen af 1600-tallet var både latinskole, drengekor og kantor. Vi ved også, at kirken allerede i 1587 fik bygget et meget lille orgel af den hollandske orgelbygger Hans Brebus. Det var et såkaldt ”svaleredeorgel”, hang på væggen overfor prædikestolen og blev i 1641 tilbygget et rygpositiv af den berømte orgelbygger Johan Lorentz. Her forblev instrumentet, indtil Marcussen i 1855 byggede et større orgel, der blev placeret i kirkens vestende. Dette orgel er formentlig løbende blevet vedligeholdt, ombygget og udvidet, indtil man i 1960 gjorde rent bord og fik bygget det nuværende orgel, disponeret og tegnet af P.G. Andersen. Hvad der er hændt det oprindelige svaleredeorgel og dets formentlig meget smukke rygpositiv-facade, vides ikke!

Der kendes ikke til detaljerede beretninger om den musikalske afvikling af højmessen i Vordingborg i tiden 1685-1699. Derfor har vi valgt at gøre ”begge dele”. Før prædiken lader vi kor, kantor, oboist og præst lede salmesangen – og efter prædiken gør vi det på ”moderne” vis, altså med orgel.

Vi begynder med introitus (indledende korsang), selv om det gled ud med

Gudstjenesten og den lutherske ortodoksi
Gudstjenesten og den lutherske ortodoksi

Kirkeritualet fra 1685. Traditionerne fra Jesperssøns Graduale fra 1573, hvorfra også Kyrie (Herre, forbarm dig) er hentet, hang formentlig ved i lange tider efter 1685. En ting er, hvad Kirkeritualet foreskrev, en anden ting er, hvad man faktisk gjorde. Sådan er det jo også i dag.

Om mange konkrete detaljer kan vi kun gætte – om end kvalificeret. Og hvad gudstjenestens varighed angår, gør vi intet forsøg på at efterligne 1699. Gudstjenesterne i 1600-tallet kunne nemt vare op til 2 og 3 timer. I de store kirker kunne både første og sidste del af højmessen udvikle sig til rene koncerter med opførelse af hele kantater. Og fra prædikestolen var det ikke kun Guds ord, der blev formidlet. I en tid uden radio og TV, uden aviser – og i en tid, hvor mange folk endnu ikke kunne læse og skrive – var prædikestolen samfundets informationscentral, hvorfra alskens love og forordninger mm. blev kundgjort.

Introduktionsaften

tirsdag den 7. februar kl. 19.30

Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 vil der i kirken være en introduktions-aften ved

Holger Villadsen
Holger Villadsen

provst Holger Villadsen, der vil fortælle om gudstjenesterne i 1600-tallet. Her vil han også komme ind på Vordingborg som by i 1699. Så både foredraget og gudstjenesten er en enestående lejlighed til at få et lille indblik i et stykke lokalhistorie.

Vi glæder os til højmessen den 12. februar 2017 kl. 10.00, en gudstjeneste med et vindue til 1699, og vi skylder provst Holger Villadsen tak for at have stillet sin store viden og enestående liturgiske indsigt til rådighed.

Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 – foredrag i kirken ved provst Holger Villadsen

Søndag den 12. februar kl. 10.00 – gudstjeneste ved Hardy Lund Olesen, kirkens pigekor og organist Jens Ramsing. Desuden medvirker oboist Sanne Damore.

 

Sognepræst Hardy Lund Olesen

Organist Jens Ramsing

At vælge præst

Badutspringerpræst i sneen
Badutspringerpræst i sneen

Præster er af mange slags. De arbejder med noget, de fleste af os, ikke forbinder med noget særlig produktivt. De holder gudstjenester, forkynder, forvalter sakramenterne i kirken. De begraver, døber, vier, underviser og fører samtaler med mennesker, der har ondt i livet eller sjælen, som de kalder det. Og i menneskers bevidsthed optræder de lidt marginaliserede i forhold til, hvad der ellers er i

En rigtig præst?
En rigtig præst?

underholdnings- og oplevelsesindustrien. Der er lidt bedemænd over dem. De skal bare være der, når vi har brug for dem og ellers ikke blande sig så meget i øvrigt. Og da slet ikke i politik eller etiske spørgsmål selvom det forekommer rimelig svært at redegøre for en sammenhæng mellem menneske og menneske  uden at den er politisk eller rummer et etisk perspektiv.

En agiterende præst
En agiterende præst

De sidste år har været præget af det, vi i vor foredragsrække i Vordingborg kirke har kaldt “de uartige teologer”. Vi har oplevet en præst, der ikke tror på Gud, én, der krydser fingrene på ryggen, når han bekender troen, fordi han ikke tror på kødets opstandelse og én, der tror på reinkarnation. Forargelsen har været stor og fordømmelserne har haglet ned over en kirke, der ikke engang vil være sit eget trosgrundlag bekendt. At vælge præst kan på den baggrund være en ret så afgørende opgave, når man tillige tager i betragtning, at man kommer ikke sådan bare af med ham/hende, skulle der således opstå konflikter af teologisk art.

images-3

1. s. i Advent indleder et nyt menighedsråd i Vordingborg pastorat sit arbejde. Det er blevet valgt, i lighed med tidligere, ved et såkaldt fredsvalg, dvs. det egentlige afstemningsvalg er blevet aflyst, da der er på et demokratisk opstillingsmøde er blevet enighed om at opstille én liste på femten medlemmer med tilhørende suppleanter. De skal så de næste 4 år stå for ledelsen og udviklingen af pastoratet i kirke og menighed. Én af menighedsrådets fornemste opgaver er at vælge

Fore i kirketiden
Fore i kirketiden

præst, altså at finde en egnet person til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, “skærme ungdommen mod kætteri”, som det udtrykkes i det gamle præsteløfte, dvs. undervise og forberede dem til et kristent liv og levned og i det hele taget som embedsmand foregå menigheden med et godt eksempel. Præsten skal, mere moderne og groft udtrykt, kunne indgå i alle dele af sognets liv på godt og ondt, hvilket ikke er nogen let opgave i en så mangefacetteret virkelighed som vore dages.

»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine

I.C.Christensen
I.C.Christensen

medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for dem«, sagde arkitekten bag den første lov om menighedsråd, vedtaget på Rigsdagen den 15. maj 1903, I. C. Christensen, som 1901-1905 var kultusminister, d.v.s. kirke-, undervisnings- og kulturminister. En egentlig folkekirke, som man havde ønsket i 1849-grundloven, havde imidlertid lange udsigter. I 1849 indledtes en langvarig debat om kirkens forfatningsforhold, altså om hvordan kirken skulle styres og forvaltes. Om det myndige kirkefolk f.eks. blev der stillet spørgsmålstegn til, om menighederne overhovedet var modne nok til selv at kunne vælge menighedsråd. Det var

Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling

Grundtvigs hovedanke. Eller langt mindre med almuens begrænsede indsigt i åndelige materier i stand til at vælge præster.

Landet var præget af vækkelserne og efter enevælden ønsket om folkelig frihed. Tidligere besad præsterne sammen med kirkeværgen ansvaret for kirkens daglige liv og virke! Kirkeværgen havde et vist tilsyn med kirken og var sognefolkets eneste mulighed for at få indflydelse i kirken. Som navnet antyder, kunne det være nødvendigt at have en – eller måske to – til at værge kirken, mod drikfældige præster eller tyveri

De første kvindelige præster
De første kvindelige præster

og hærværk, og hvad man ellers kunne frygte. De fleste kirker var efter svenskekrigene ejet af en godsejer, som havde indflydelse på kirkens økonomi, bygninger og ikke mindst udnævnelse af præsterne. For at komme Grundlovens krav om folkekirke og frihed i møde havde kultusminister Hall i 1856 oprettet frivillige menighedsråd. Det var dog helt op til sognepræsterne at bestemme, om et sådant råd skulle oprettes i sognet og led derfor hurtigt, som man af samme grund nok kan regne ud, en krank skæbne!

I. C. Christensens ønske fra 1903 om, at menighedsrådene fik ret til at vælge præst, måtte han i begyndelsen se erstattet af en passus om, at ministeriet i forbindelse med præstevalg kunne høre menighedsrådet. Først i 1912 færdiggjorde kultusminister Jacob Appel hans arbejde og fik menighedsrådene gjort permanente med afgørende indflydelse på præstevalget. I dag kan man, uden at overdrive, godt kalde de godt 2.200 menighedsråd, vi har, det mest gennemførte nærdemokrati, vi har.

Anders Arrebo i Vordingborg kirke
Anders Arrebo i Vordingborg kirke

At vælge præst er en meget besværlig proces. Det kan tage op til et halvt år, ja, nogle steder i landet, også i byerne, slår man i disse år embeder op, som ikke bliver besat første gang, måske ej heller anden gang. Ikke fordi der ikke er ansøgere til embedet, men fordi ingen af ansøgerne lever op til de krav, den profil, menighedsrådet har udset sig som den ønskede. Udsættelsen af valget kan skyldes spørgsmål som vielse af fraskilte, vielse af homofile, modstand mod kvindelige præster, som præster med påberåbelse af skriftshensyn og samvittighedsgrunde kan udtrykke sig afvisende overfor eller fordi ansøgerens forkyndelse af evangeliet bare ikke lever op til forventningerne eller passer til den lokale menigheds særlige karakter. Anders Arrebo, som var sognepræst ved Vordingborg kirke fra 1625 til sin død i 1637 og, som for at gøre en lang historie kort, havde gjort lynkarrière som slotspræst og

Fodboldpræsten og hans kone
Fodboldpræsten og hans kone

prædikepræst for kongen og tillige var blevet biskop i Trondhjem i en meget ung alder, blev, efter en tjenesteforseelse i sit embede som biskop, sendt på nådsens brød til Vordingborg for, som det blev udtrykt i hans sendelsesbrev fra kongen: Dernede kan han ingen skade gøre! Ellers var det normalt tidligere, at overtog man enken fra den tidligere præst, så kunne man lettere opnå embede. Da jeg skulle have mit første embede, som var i Aa Kirke på Bornholm, blev Birte, den kommende præstekone, sat på en stol midt i menighedsrådslokalet og så gik menighedsrådet ellers rundt om hende indtil én sagde: ham tager vi. Havde i det mindste præstekonen det, der skulle til, så kunne det ikke gå helt galt med præsten.

Mig selv
Mig selv

At vælge præst er ikke let. Det bør det heller ikke være. For når der er valgt, begynder arbejdet først for menighedsrådet: At stå last og brast med præsten i hans/hendes mange opgaver. Præsten er i alt, hvad han/hun foretager sig bogstavelig talt på Herrens mark. Til tider ved han/hun hverken ud eller ind og har mest lyst til hver morgen bare at trække dynen over hovedet og så lade Herrens dag gå upåagtet hen. I enhver præsts arbejde er tillid, troværdighed, kærlighed, barmhjertighed i den grad sat på prøve hele tiden, at det synes ubærligt. Her er det menighedens og menighedsrådets opgave at støtte og bære med, ikke bare som en målsætning for arbejdet i sogn og kirke, men som selve indholdet i det liv, der skal leves mellem præst og menighed på godt og ondt, i sorg og glæde, til hverdag og i fest.

Hardy Lund Olesen

 

 

 

Få MENIGHEDSROD på dit CV

Medlem af menighedsrådet Lis Torndal: Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område
Medlem af menighedsrådet
Lis Torndal:
Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område

At sætte flueben ved at have løbet et marathonløb, måske endda klaret et triathlon eller en ironman, er blot én af de stationer, det moderne menneske drømmer om at kunne. Det er som om det er blevet et mantra, ja, et narkotikum, at kunne sige, at den og den grænse for sin egen formåen har man klaret. CITIUS, ALTIUS, FORTIUS er de netop overståede olympiske leges brand, som man siger i dag: længere, højere, hurtigere. Dette brand er blevet mange menneskers valgsprog i en sådan grad, at der holdes olympiske lege hver dag i deres liv. De kan aldrig få nok! Og alle grænser er kun til for at overvindes.

Plakat for kirken.indd

For dem lyder menighedsråd og kirke og sogn sikkert støvet, kedeligt og gammeldags. For de unge er der ikke meget ’konge’ i at have med kirke og kristendom at gøre, for de midaldrende er det ikke businesslike, management- og brandingorienteret nok. I gamle dage sagde man, sådan lidt overbærende og nedladende, at arbejdet i et menighedsråd var en uskadelig legeplads for folk, der ønskede sig en plads i politik eller bare dem, der ikke kunne blive valgt ind i en kommunalbestyrelse. Her kunne de komme af med deres ønske om indflydelse. Kort sagt have en slags kasket på.

 

Det har aldrig været min oplevelse.

Medlem af menighedsrådet Sonja Andersen Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for. At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt. Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde. Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe. Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd. Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro. Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.
Medlem af menighedsrådet
Sonja Andersen:
Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for.
At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt.
Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde.
Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe.
Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd.
Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro.
Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.

 

Menighedsrådsmedlemmer var tidligere for de flestes vedkommende repræsentanter for de kirkelige retninger – Luthersk Mission, Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Tidehverv – og interesseorganisationer – KFUM og K, Y-Men, FDF og FPF – eller medlemmer af politiske partier, der ligesom domsmænd varetog offentlige opsynsopgaver for deres parti, dvs. de deltog i den demokratiske forvaltning af regnskaber og budgetter, deltog i de personalemæssige og logistiske forhandlinger vedrørende de ansattes lønninger og overenskomstmæssige rettigheder  og menighedens udnyttelse af de bygningsmæssige ressourcer, kirke, præstegårde, mandskabsbygninger og kirkegårde.  Derudover var de med deres stemme i rådet med til at præge de værdier, som kirken stod for med ansættelse af præster som det vigtigste, men også i den indre dialog om, hvor vægten skulle ligge i sognets arbejde for menigheden. Det gælder både socialt og politisk og etisk. I dag skal et menighedsrådsmedlem ikke blot have kirken og lokalsamfundet i hjertet, en præst i maven, men også en djøffer i hovedet.

Medlem af menighedsrådet Lena Poulsen Jeg har i den forløbne valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af ansættelses- og koncertudvalget. Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder. Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle! Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere. Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer. Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.
Medlem af menighedsrådet
Lena Poulsen:
Jeg har i den forløbne 4-årige valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af Ansættelses- og Koncertudvalget.
Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder.
Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle!
Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere.
Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer.
Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.

I Vordingborg sogn er vort nye brand: … VI ØNSKER AT FAVNE ALLE. Det er også grænsesprængende, for med ALLE mener vi alle. Høje, lave, fodformede og spidssnuede, rød- og krølhårede, etniske og ikke-etniske danskere, unge, midaldrende og ældre, heterofile og homofile. De eneste, vi ikke bryder os om er fundamentalister, der tror, at deres begrænsede syn på virkeligheden, er HELE virkeligheden. I Vordingborg sogn er begrænsninger erstattet af muligheder, problemer af løsninger. Læs vor formålsparagraf. Den har vi brugt de sidste fire år siden sidste menighedsrådsvalg på at gøre ikke bare smart og skarp, men også til noget, vi bestræber os på at leve efter hver dag i kirke og sogn.

 

Vordingborg sogns Menighedsråd, som til november i lighed med landets øvrige menighedsråd er på valg, satte sig fra konstitueringen i november 2012 for at ændre sognet indadtil og udadtil på mange væsentlige områder. Og forandringerne har været mange og afgørende for de beslutninger, der er blevet taget. Det gælder personalemæssigt, det

Babysalmesang
Babysalmesang

gælder aktivitetsmæssigt, det gælder økonomisk. Det gælder kulturhistorisk i forhold til at sætte sig ind i bygningsvedtægter og –regulativer, alle de krav, der knytter sig til bevarelsen af vor kulturarv.

Vordingborg sogn er stadig først og fremmest

Formand for menighedsrådet Ole Dyhr Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke. På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges. Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.
Formand for menighedsrådet
Ole Dyhr:
Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke.
På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges.
Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.

 

kirken og gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men også en velfungerende sognegård, et udadvendt menighedsliv med mange aktiviteter, et professionelt team af medarbejdere og et meget kompetent og handlekraftigt menighedsråd. Selv præsterne er ikke længere de dér ’ensomme ulve’, der tidligere levede tilbagetrukket og beskyttet inde bag hver deres præstegårde. Præsterne indgår på lige fod med resten af medarbejderne i de teams, der er blevet Vordingborg sogns varemærke. Vordingborg sogn er centersognet i Stege-Vordingborg provsti og ledes også sådan med realistiske budgetter og sorte tal på bundlinien trods store investeringer de sidste år med ny præstegård (2004), totalrenovering af kirken (2010) og køb af sognegården på Færgegaardsvej (2013).  Vi arbejder hver dag både med indre og ydre kommunikation på alle platforme. Budgetter og regnskaber overvåges professionelt konstant for at kunne leve op til moderne regnskabsmæssige og juridiske standarder og personalemæssigt er man i dag nødt til at kunne leve op til de bedste HR-krav for at kunne få de bedste medarbejdere ansat på de mange forskellige arbejdsområder, kirken skal kunne udfylde. Vi arbejder på et meget højt download
kunstnerisk niveau med diplom- og PO uddannede organister, der skal kunne varetage en stor del af  koncert- og musiklivet i en forholdsvis stor by som Vordingborg. En dygtig og kompetent uddannelse af kor og instrumentalister til gudstjenester, koncerter og kirkelige handlinger. Vi har heldigvis haft mulighed for at tiltrække gode, loyale og trofaste frivillige, der hjælper kirkens øvrige ansatte med at få kirkens hverdag til at fungere.

kapelAlt i alt en hypermoderne multifunktionsvirksomhed med omkring 70 ansatte og 450 tjenester pr. år og et budget på 6 millioner kr, hvoraf kun 350.000,- kr er til rådighed for alt det udadvendte arbejde: konfirmander, minikonfirmander, babysalmesang, sangcafé, koncerter, kommunikation osv., alt det, medlemmerne ønsker meget mere af for deres kirkeskattekroner, som i stedet for primært går til de ansattes lønninger – ikke præsternes, som betales af staten – og vedligeholdelse af bygninger og arealer på kirkegården og omkring kirke og præstegårde.

MERE KIRKE FOR PENGENE har været menighedsrådets interne mål for det arbejde, der er blevet gjort de sidste 4 år: at begrænse de lønmæssige og bygningsmæssige økonomiske udfordringer, at få rationaliseret og trimmet medarbejderstaben og få nedbragt dyr gæld for til gengæld at få flere midler til kirkens arbejde i sognet.

fleben2

Om det så er lykkedes eller skal gøres anderledes de næste fire år, er DU – ung som midaldrende og ældre – med til at give udtryk for, når menighedsrådet holder

VALG- og OPSTIILINGSMØDE til menighedsrådsvalget

TIRSDAG den 13. SEPTEMBER

Hardy Lund Olesen

Drop distraktionsdjævelen – og nyd en dyb dag

On the road again
On the road again

Hvad er det største problem for bilindustrien i disse år? Er det, at der fifles med antallet af kilometer, en bil kan køre på literen? Er det, at bilers udstødning skader miljøet? Er det bilafgifterne i Danmark? Næppe. Økonomisk kan det naturligvis være et problem, at VW har snydt på vægten, når det handler om bilers udstødning eller at danskere på grund af de danske afgiftsregler skal betale ca. 3 gange så meget for en bil som en svensker. Men det er jo kun penge. Når medierne samtidig fortæller os, at 60 firmaer og enkeltpersoner tilsammen ejer mere end hvad 3 mia mennesker i denne verden ejer, ja, så er det jo kun et spørgsmål om, hvem der så skal betale: det kommer de 3 mia til, believe me!

100 km i timen med pose over hovedet
100 km i timen med pose over hovedet

Næh, det største problem er, at biler snart kan køre

førerløse. Vi skal ikke selv køre kareten længere – hvabehar! Det største problem er at holde bilisten opmærksom og fokuseret, især så længe bilen kører. I kender sikkert alle reklamen: hvad laver du, mens du kører bil. Bilisten med en pose over hovedet. Hvor har bilisten haft øjne og ikke mindst hjernen umiddelbart før det selvkørende vidunder satte ud og hvor længe er han så om at genvinde koncentrationen om at køre bil. Ikke nye motorer, smarte karrosserier, sindrige bremser, nej, sidespejle, bakspejle, der holder bilisten opmærksom på den øvrige trafik, er blevet et milliardstort problem.

 

Sms-bølgen er over os
Sms-bølgen er over os

Hvor meget tid bruger du daglig på sms’er, e-mails, sociale medier derhjemme og på arbejde og derved måske hele tiden trækkes bort, distraheres, fra det væsentlige i dit liv, dine børn, din ægtefælle eller opgaverne på dit arbejde? Et lille kig til siden, mens du arbejder, for at kigge på en sms, fjerner dit fokus fra det. du laver, ca. 10 minutter, dvs. inden du helt koncentreret er tilbage på det, du var i gang med. I USA har man beregnet, at denne distraktion koster virksomhederne ca. 900 mia dollars om året. Det svarer til hele verdens samlede militærudgifter på et år.

Det er fastetid. En tid for bod og anger, for opgør med Gud. Ransagelse og tvivl, forsagelse. Ro og hvile. Der findes mennesker for hvem ro og hvile er noget indre, de bare udstråler. Andre ser ud, selv i hvile, som om de konstant har speederen i bund. Hvordan være i ro og hvile, hvordan være tilstede midt i hverdagens travlhed.

Med hovedet i skærmen
Med hovedet i skærmen

Svaret må jo være: Når jeg står, så står jeg. Når jeg går, så går jeg. Når jeg sidder, så sidder jeg. Når jeg spiser, så spiser jeg. Når jeg taler, så taler jeg. Men gør vi ikke alle sammen det da? Nej, det gør vi nemlig ikke – alle sammen. Når de fleste af os sidder, så står vi allerede. Og når vi står, så løber vi allerede. Og når vi løber, er vi allerede ved målet. Og når vi spiser, så er vi allerede færdige. Tenniskampen er i gang allerede inden bolden er servet.

Facebook-junkien
Facebook-junkien

Føler du dig truffet? Oplever du også altid at være på vej – fra noget til noget – i stedet for at være dér, hvor du er? Tilstede og nærværende.

Så har du brug for fastetiden – de 40 dage frem mod påskedag. Tænk lige efter, om ikke denne tid kunne blive lidt anderledes dage? Dage, hvor du kunne generobre noget af langsomheden i livet.

Tiden kommer os altid imøde med en hastighed af 60 min. i timen. Men tiden må ikke blive vor fjende. Stilheden må ikke blive vor modstander. Travlheden må ikke blive vor medløber. Mist ikke opmærksomhed, tab ikke fokus, din familie, dit arbejde, forsag ikke Gud og din næste, himlen over dit liv og jorden under dine fødder, men hav tid til at være tilstede, nærværende, i dit eget liv, i andres liv – og for Guds ansigt.

Drop Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat, Periscope og hvad har vi. Vær mindfull i stedet for mindless bare i de 40 dage, fasten varer og læg så mærke til, hvor lidt du har savnet alle disse distraktioner fra det væsentlige i dit liv og fokusér så på dine nærmeste, på det, du holder af at lave i hverdagen, dit

Kage er godt at være sammen om
Kage er godt at være sammen om

arbejde, dine venner, Gud. Tal med dit

barn, din ægtefælle, vær en god og professionel kollega, en god medarbejder på dit job, vær frivillig i kirken, for flygtninge, for hjemløse, vær én, andre har brug for, vær god ved dig selv.

Det er godt at være stille og vente på hjælp fra Herren, hører vi Klagesangene i GT. Det handler om at finde stilhedsøer i hverdagen. Det kan være i toget eller i bilen. I en pause på jobbet – eller hjemme. Måske din bedste stol i stuen, hvor du nyder en stille stund. Tænd et lys – føl stilheden sænke sig – læs et stykke af Bibelen – tænk over, hvad Gud vil sige dig –

Røde hjerter smitter
Røde hjerter smitter

og lad så tankerne omdannes til en stille bøn til Ham, som altid lytter.

Som altid er nærværende og fokuseret.

Det smitter, skal jeg sige dig.

 

Dommedag nu …

cop21

Torsdag den 5. november kl. 14

Færgegaardsvej 3

Kom til foredrag med

Jesper Tornbjerg, Dansk Energi:

Global opvarmning, klimakonferencer og smarte løsninger

 

Det er nu snart 6 år siden, vi havde COP15 i København. Hele verden, den globalecop15 landsby, var samlet i København for ikke kun at diskutere klimaet, men også for at finde holdbare løsninger på klimaproblemerne. Kina, Rusland, Japan, ja, helt ned til alle de små stillehavsøer, som i dag, bare 6 år senere, er forsvundet fra havets overflade, fandt stor sympati for deres anliggende i de dage. NGO’er og demonstranter stormede på det nærmeste Bella-centret på Amager.

Også i Vordingborg kirke havde vi foredrag om klimaet dette efterår. Jeg havde foredrag af biskop Steen Skovsgaard med titlen Dommedag – måske, hvor Steen Skovsgaard i de mest utvetydige vendinger gjorde Bibelens tale om dommedag til konkret virkelighed. Det vi oplever nu er optakt til Dommedag, hvis vi skal tro, ikke kun tegnene i sol, måne og stjerner, men også Den hellige Skrift. Og det skal vi vel som kirke … Jeg havde også inviteret Mickey Gjerris til et foredrag om klima, værdier og religion under titlen: Jorden brænder, hvori hans mest provokerende udsagn var, at det handler ikke om at redde menneskeheden, den er fortabt, det handler om at sikre klodens overlevelse! Sådan … og endelig sognepræst Martin Ishøy, som talte om miljøetik i bred almindelighed. Og foredragene skabte debat og som sådanne også vrede og afvisning.

gjerrisJeg foranstaltede en studiekreds, der skulle perspektivere alle de dybe tanker omkring miljøetik og –teologi og onsdagsandagterne og andre gudstjenester supplerede med at skabe en liturgisk ramme omkring vort forhold til medmennesket, retfærdighed, skabelse og tilintetgørelse. Spørgsmålene skulle med nødvendighed stilles, problemstillingerne vendes, perspektiverne og konsekvenserne gåes efter i sømmene.

Det blev de også på alle niveauer. Og intet er sket! Heller ikke på COP15.

Jo, det er blevet værre. Meget værre. Uoverskueligt meget værre.

COP21 i Paris i december er den mest betydningsfulde og afgørende politiske begivenhed i hele 2015 og vil blive fulgt af milliarder af mennesker over hele kloden. De beslutninger, der tages her, er afgørende for klodens overlevelse simpelthen.

Det har paven gjort gældende i sit banebrydende encyklika Laudato Si: On the pave fransCare of our Common Home, hvori han beskriver kloden som en affaldsbunke. Præsident Obama har gjort det klart i sit program for 2030 Clean Power Plan, de svenske biskopper gjorde det allerede i Ett biskopsbrev om klimatet, for nylig underskrev 175 biskopper verden over en udtalelse om klimaet til COP 21 og Brasilien lovede at begrænse fældningen af den brasilianske regnskov. Mange er de initiativer, der er sat i gang for at stoppe udviklingen. Indtil videre til ingensomhelst nytte.

regnskovI Vordingborg kirke bør vi tage udfordringen op og gøre vort. For klimaforandringerne er en sag for en kirke, der tager sit grundlag alvorligt. Vi, som tror på en Gud, som har skabt alt, sætter naturligt forholdet mellem Gud og mennesker og skabelsen i centrum. Bryder disse forhold sammen er det et udtryk for brud mod Guds skabelsesordning. Derfor vil og skal vi tage vor del af ansvaret ved at gøre tro til handling.

Det er sammenblanding af politik og kristendom, vil nogle hævde. Vi skal som kirke ikke blande os i politikernes beslutninger vedrørende den slags ting. Nej, ikke som kirke, måske, men som kristne tvinges vi. Kærligheden til det skabte, til menneskeheden, til vore børn og børnebørn tvinger os. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv, læser vi i Bibelen om det vigtigste bud, det, der er over alle de andre. Det citat anvender vi oftest individualistisk! Men det er alt for snævert i en kirke, hvor vi er absolut henvist på hinanden. Heri er der grundlag for ansvar og sameksistens i samfund og verden. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvordan vi ser på livet, hvad som er vigtigt i livet, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen og om der overhovedet findes grund til at håbe. Frasiger vi kristne os vort ansvar for skabelsen, ansvaret for at være gode forvaltere af alt det, som Gud i sin godhed giver os – svigter vi så ikke Gud for ikke at tale om det medmenneske, der er mest sårbart og udsat? Hvis ikke vi er rede til at ofre os, gør vi så ikke Jesu offergerning for os til intet?co2

De klimaforandringer, som længe har ramt skabelsen og som synes at eskalerere, kræver øjeblikkelig handling og forandring. Forandringerne gælder ny teknologi, politisk handlekraft, men vel i første omgang besindelse på forandring af livsmønstre. Det, som kristne skal bidrage med i denne proces, handler lige præcis om tolkning af livet, spørgsmål om mening, livsmønstre, livsmod, dele af et menneskeligt mønster, som ingen teknokrat eller politiker kan give udtømmende svar på. Troen på Gud giver håb til os, som nu skal tage livtag med den globale klimaforandring. Og troen skal styrke os, så vore anstrengelser batter og bidrager til at skabe en mere retfærdig verden.

børnVi er altså nødt til at stille de svære spørgsmål til os selv – de, som handler om mit og vort kollektive ansvar. Først og fremmest handler alt dette om at elske Gud, hvilket i samme åndedrag indebærer at elske den verden, som Gud har skabt. Er vi klar til den opgave og tager vi imod udfordringen? Der er i dag lidt over en måned til COP21 indledes og fremtiden, ja, det er nu, nu, nu …!

Så hvad venter vi egentlig på???

Hardy Lund Olesen

sognepræst kb

 

Vordingborg befrielsen 1945

Den 4. maj 1945 var en fredag. En fredag som så mange andre under den tyske besættelse af Danmark. Det var dejligt vejr. Foråret havde holdt sit indtog, også her i Vordingborg. Livet i byen foregik stille og roligt. Der blev handlet i Algade, aviserne var fulde af annoncer om salg af dit og dat og byrådet holdt denne aften  ordinært møde. Under overfladen imidlertid var der en sitrende spænding. Aviserne meldte om en images (1)lovende udvikling på fronterne i både øst og vest. Kvælergrebet var ved at strammes om Det tyske Rige. Det lod de ellers censurerede reportager fra fronterne skinne igennem. Om ikke andet kunne vordingborgenserne på antallet af syge og sårede tyskere, der blev bragt ind på Oringe – ca. 2300 på dette tidspunkt, hvoraf ca. 40 døde hver dag – fornemme, at det ikke kunne vare længe.

Kl. 20.34 denne aften sad mange vordingborgensere ved deres radioapparater og lyttede til BBC på 19 meter båndet. Det havde de gjort længe for at høre nyt og det vel at mærke ucensureret nyt. Skrattende og pivende, med en øvet hånd på kortbølgen, sendte den nyheder ud til hele den besatte verden, også til Danmark. Denne aften, altså kl. 20.34, skulle der blive et kort ophold i reportagen fra fronterne.

Og så lød frihedsbudskabet!

downloadFor én, som ikke var født dengang er det jo svært at forestille sig virkningen af dette korte, nøgterne udsagn: ”I dette øjeblik meddeles det …”. Først chok, så en sund tvivl, så en brusende, indre glæde, der vel næppe kan beskrives! Min morfar fortalte mig engang, at den familie, han boede ”under jorden” hos, Lauritz Mælkemands familie, var sprunget op på bordene og havde danset rundt i en ustyrlig glædesrus. Ganske få minutter efter, står der at læse i Vordingborg Dagblad, ”saas en del af en danske ungdom  vandre glædesstrålende gennem Vordingborgs gader, svingende med små  Dannebrogsflag.” I Algade havde fotohandleren sat en projektør op, som oplyste menneskemængden, der fortsatte til politistationen, hvor der blev gjort holdt og sunget danske sange. Folkeskaren var efterhånden vokset til 2000 mennesker! Man fortsatte op på slotsruinen og ved Gåsetårnet blev der sunget igen og udråbt leve for konge og fædreland, inden man gik hver til sit.images (2)

Dagen efter, lørdag, frihedsdagen, indledtes med klokkeringning fra alle landets kirker fra kl. 8-9. Dagbladene kappedes om de smukkeste forsider. Vordingborg Dagblad, Folkeblad for vordingborgegnen: Stort vajende Dannebrog, med tekst ”Danmark er frit!” og stor reportage inden i bladet: “Den store dag i Danmarks historie. Begejstringsbølge i Vordingborg. Dannebrog rager over By og egn.” Næstved Tidende, Sydsjællands Folkeblad: ”Danmark er atter frit,” prydet af et stort billede af Chr. X og det historiske telegram fra London. I hele byen var Dannebrog gået til tops, ud ad mange vinduer såes Dannebrog vaje og alle bar dansk flag på tøjet. Frihedskæmperne, som havde været skjult, dukkede nu pludselig op og patruljerede rundt i byen. Om søndagen kørte de en familie med et lille barn, der skulle døbes, til Vordingborg kirke og senere samme dag et brudepar, der var på vej til brudeskamlen, som det udtrykkes. Sorg var der også. Adjunkt fru Aase Landau, Vordingborg, mistede sin eneste bror, den kun 26-årige søløjtnant Gregers Jes Boy Bojesen, som faldt i kamp ved toldboden i København på selveste Danmarks

gregers bojesen
gregers bojesen

frihedsdag.

Alle kirkerne i by og på land holdt fredsgudstjenester mandag den 7. maj. I Vordingborg kirke var der samlet så mange mennesker, at det store kirkerum var fyldt til sidste plads, ja, mange måtte stå op. Og det blev en ”stemningsfuld og højtidsfuld gudstjeneste. Pastor Oldenburg holdt en indholdsrig og varmt følt prædiken med inderlig tak til Gud for Danmarks befrielse, oplæste biskoppernes takkebrev og menighed sang ”Kongernes konge.”

Guds fred med vore døde

i Danmarks rosengård!

Guds fred med dem, som bløde

af dybe hjertesår!

 

Der henvises til udstilling på Kulturarkaden i Vordingborg i april og maj:

Besættelse-befrielse-1024x101

 

og Lokalarkivets materiale på hjemmesiden:

 

http://vordingborglokalarkiv.dk/besaettelsen-3/

 

Her findes supplerende artikler og billedmateriale.

Evangeliet i en syg verden

 

Ban Herrens vej. Ban vej, giv fri, gør synlig … Det er gode ord i disse uger, hvor utrygheden, desperationen, angst og frygt har præget mange danskere ovenpå hændelserne den 14. februar

Blomster ved synagoden i København
Blomster ved synagogen i København

i København. Ord om Gud, der kommer vort liv i alle dets skikkelser i møde. Den Gud skal komme os nærmere og Guds vilje skal have større muligheder til at påvirke os, når vi vender os til hinanden, når vi tager vare på hinanden. At bane vej for Herren betyder at se hinanden og at se mennesket i sig selv.

Det store altomfattende bud i Bibelen er: Du skal elske Gud over alting og din næste som dig selv. Gud gav loven for at vi skal vende blikket udad, bort fra selvcentrering og indadvendthed. Loven er nødvendig for at vække viljen. Og viljen vækkes bedst, når man ser hinandens øjne. Den, hvis øjne man ikke ser, er det lettere at være hård imod. Så enkelt er det faktisk. Vi taler om et humant samfund, med lighed og frihed for alle, men én af de stærkeste kræfter er: Kom ikke her med dine øjne og se anklagende på mig. Kræv ikke forandring af mit liv, påstå ikke, at jeg har skyld. Hvilken ret har du til at sætte dig til doms over mig?

Har du talt med dit barn i dag? Har du set dit barn i dag? Har du set dit barn i øjnene i dag? Er det, vi gør, måske rigtigt? Er klimaforandringerne måske i

Global opvarmning
Global opvarmning

orden, forandringer, som kan føre til total kaos i verden på grund af sult, flygtningestrømme, oversvømmelser og krig? Nej, hvorfor skal jeg søge forandringer i mig selv, i verden? Er det mit ansvar, det, der sker. Hvorfor lige vor generation, ja, hvorfor? Fordi vi har børn og børnebørn, vi har en skabelse, som indædt opfordrende forsøger at få os til at se vort ansvar i øjnene. Derfor!

Det er dejligt at slippe for at have andres livsvilkår inde på livet. Det er langt nemmere at vælge sine ligesindede selv, at bo

sult
Sult

dér, hvor de fleste har det ligesom jeg, at tage på arbejdet, hvor kollegerne har det, handler og tænker ligesom jeg, have sin fritid for sig selv eller undtagelsesvist med dem, man deler meninger og værdier. Vi skal ikke glemme, hvad det har betydet for vort lille land, at mennesker med forskellige økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forudsætninger har måttet leve side om side, delt skoler, hørt til samme lille samfund og været henvist til hinanden på godt og ondt. Og samtidig ved vi også, hvad det har betydet af ufrihed og begrænsninger for den enkelte. Det vigtigste er, at vore øjne har været hinanden nærmere, især når den dårligst stillede iblandt os ikke var nødt til fuld af skam at slå sine øjne ned.

Den, man ikke ser, kan nok ses som en trussel. Men den som nok ses som en

Auschwitz
Auschwitz

trussel bliver det også. Således skabes fjendebilleder. De vokser frodigt allevegne. I dag er det islamisterne, vor bevidsthed drages imod fra alle sider. Begreber blandes sammen, bliver uadskillelige, ikke til at skelne, både med vilje og på grund af uvidenhed. Hvorudaf vokser et diffust fjendebillede, som inkluderer alle og ingen muslimer. De er

Islamisk Stat
Islamisk Stat

fremmede og farlige, siger vi. De er ikke-individer, styret af et fanatisk kollektiv, siger vi. Men helt nøjagtigt: hvem er de? Det giver vi os ikke af med at fundere over. Vi ser dem jo ikke – i øjnene? Det gjorde tyskerne heller ikke, da nogen udryddede jøderne, vel?

Gud er på vej. Siger Bibelen. Ban hans vej, siger Johannes. Det dobbelte kærlighedsbud er hans, og mange mennesker gør bevidst eller ubevidst hans vilje. Gud vil, at vi skal se andre menneskers behov, skabelsens fylde. Gud opfordrer os til at se sammenhængskraften i verden i kærlighedsbuddet: at give plads, at give udsyn, at gøre medmennesket til genstand for alle vore bestræbelser.

Mange af os har sidste efterår set serien 1864 til minde om krigen i 1864. Nederlaget, som mange siger, som om ikke alle krige er et nederlag i sig selv. Vendepunktet for Danmark, som andre siger, nedslået nationalt. Ja, ja … Danmark var aldrig smukkere end i netop nederlagets stund. Da den nationale

1864
1864

eufori var stilnet og vi fandt vor plads på den internationale scene og igen kunne passe vore bukser, om jeg så må sige. 1864 var en sejr for alle os, der ikke sympatiserer med det danske 1600-tals eksperiment, hvor magten og troen var det samme. Enevælden, ortodoksien, det indskrænkede totalitære, som var meget tæt på at være en dansk variant af sharialoven i muslimske lande. Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut. Også i det religiøse rum. Kristen tro kommer nærmest sin bestemmelse i modvind. Når kristne er med i eller leder protester mod noget virker vi mest uforfalskede. For Gud møder os ikke først og fremmest i det kendte. Han møder os i det, der udfordrer os. Det uventede. I det, der afkræver os alt, hvad vi er. Der stiller os til ansvar. I dem,

Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen
Muslimske flygtninge i Krajna-provinsen

som vi ikke kendte før efter. Hvad har ikke indvandringen, flygtninge og asylsøgende betydet for vor opfattelse af, hvad som er universelle værdier og konflikter mellem grupper og individers rettigheder. Hvad har ikke tilstedeværelsen af andre trosretninger og deres traditioner betydet for vor mulighed for at indse rækkevidden af, hvad en gudstro kan indebære af visdom og galskab, åbenhed og fanatisme. Det er, når vi møder det fremmede, at vi først ser Gud. Ban vej for Herren betyder: lav ikke en mur om dig selv. Luk dig ikke inde. Vov at møde det fremmede. Dér kan Gud være.

Ja, det kræver mod, vovemod, dristighed. Så mange forstår os ikke, vil måske ikke forstå. Hvad er det med den kirke? ”Vi spillede for jer, men I ville ikke danse. Vi sang sørgesange, men I ville ikke klage.” Jesus får os til at ligne børn, når han sætter sin finger på vor følelse af ikke at være forståede. Det er det jo nok ikke verden om, det er kun for forkælede danskere at tænke sådan. Han gav sit liv for ikke at blive forstået. Som ham, der banede vejen: Johannes-Døber. Og det giver os livet. I tiden. I evigheden.

Så ban Herrens veje

– også i og for en syg verden!

Tweenagers in Wonderland – Neverland revisited

Der er nu pr. 24. november 2014 kommet en anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation for børn fra 3. og 4. klassetrin. Opfyldelsen af anordningens bestemmelse påhviler menighedsrådet og gennemførelsen har præsterne ansvar for. Ikke, at de så skal undervise børnene, men de skal tilse, at den foretages på et forsvarligt grundlag. Fra de første spæde spirer på forsøgsplan i slutfirserne deltager på landsplan hvert fjerde barn i 9-10 års-alderen i ordningen. Og det vel at mærke efter skoletid. Børn bombarderes i disse år med mange tilbud og de vil gerne det hele. I en tid, hvor de voksne mere og mere overlader opdragelsen af børnene til skole og SFO og de elektroniske medier, hvor de voksne er så optaget af karrière og alt det materielle hurlumhej, hvor de ikke ved mere om kristelig børnelærdom end det lille dåbsbarn, som de som faddere ved dåben højt og lydeligt lover at stå ved, hvor skolen mere og mere skipper de kreative og musiske fag og hælder til 2 + 2 = 4 tyranniet, er det nødvendigt som kirke, som samfund, at stå fast på de grundlæggende værdier, alt det, der står, når alt det andet rundt-omkring er faldet.

Zip- og zapperkulturen

Minikonfirmander 2002
Minikonfirmander Vordingborg 2002

Børn er i dag præget af en umådelig utålmodighed, man har kaldt dem zappere, de skifter kanal hele tiden. De er overfladiske, tager lidt her og lidt der, lettere forvirrede, fordi de ikke kan koncentrere sig om én ting ret længe ad gangen. De vil imidlertid gerne have sammenhæng. De søger sammenhæng, de hænger på den, når de finder den. Sammenhæng og tryghed hænger sammen for dem. Det er denne følelse af sammenhæng og dermed tryghed, vi skal søge at bibringe dem i undervisningen – på deres betingelser vel at mærke. Altså på zapper-manér. Den undervisning, jeg selv gennemførte i årene 2000-2003 foregik således som et mix af steder og genrer og indtryk. Vi var på kapellerne, på kirkegårdene, i præstens æblehave, mange forskellige steder i kirken, i andre kirker, nyere kirker, på museet. Vi sad i bælgmørke i kapellet og i splintrende krystallys i Holsted kirke med det store malede vinduesparti af Emmaus-vandringen for vore øjne, med spillet af vandet i guldfadet i døbefonten, vi så grave og kister, vi så teater og hørte fremmedartet musik, vi tegnede, bad bønner, sang, grinede, spiste vindruer og clementiner og mærkede duften af nybagt brød bære trygheden rundt i lokalet, vi raslede gennem efterårsløvet i skovbunden, klatrede i træer, hev pigerne i fletningerne og sparkede drengene bagi på rejsen fra det ene til det andet, vi lavede navneleg på brønden i Sykar, tændte lys på gravene. Og alle stederne krydredes af oplæsning, fortælling, stilhed, bøn med Kristuskrans, andagt, lys, billedbetragtning, sansning og hele tiden faste temaer til så at sige at pinpointe deres opmærksomhed, holde dem fanget af én ting ad gangen. Og så naturligvis masser af moderne børnesange og –salmer.

Barndommens land

Børn er uforfærdede og uden hæmninger. Går på med krum hals. Har gå-på-modet, denne Guds største gave til den barnlige sjæl, ubekymretheden, den ubegrænsede og ubetingede nysgerrighed til at være opdagelsesrejsende i livet: Hvor gammel er Gud? Hvad betyder hor? Nogle gange svarer de også selv og det kan der komme mangt et rødt øre ud af på en genert præst. Vi voksne mener jo nok at vide svaret på det meste; netop derfor spørger vi ikke. Mine svar på deres mange spørgsmål halter måske lidt, er måske endda dårlige, sådan lidt grebet ud af luften, børnene kan jo ikke vente til i morgen med svar, vel! Næh, men børn sætter nu også pris på et skikkeligt forsøg. Og jeg ville nok ikke have kunnet svare anderledes, hvis en voksen havde stillet det samme spørgsmål. Jeg tror, at når det gælder tilværelsens grundlæggende spørgsmål, så er vi alle børn, vi er små, for spørgsmålene er så store.

Minikonfirmander Nyråd 2014
Minikonfirmander Nyråd 2014

Barnet udmærker sig ved den store gave, det er at kunne undre sig. Den giver barnet mulighed for at gå gennem verden med glæde og lyst. Ikke sjældent undrer vi voksne os over, hvor lidt der skal til for at undre et barn og hvor uformidlet de bringer deres glæde og overraskelse til udtryk. De kan undre sig over sneglens slimede spor, over mejsens vimsige vandren op og ned ad træernes stammer. De klapper i deres små hænder, når de ser en skrubtudse hoppe eller fuglenes syngen og kvidren. De er i alt, hvad de foretager sig, tæt på livets udspring og giver. De fornemmer meningen i deres hjerter bag alt.

Rejsen 

Det viser mig, hvor kostbart det er for os voksne at bevare barnet i os og ikke blive alt for voksne og forhåbningsløse og være på vagt overfor mennesker, der undrer sig over livets store mangfoldighed. Det er måske det, Jesus hentyder til, når han siger: Gudsriget hører barnet til. I børnene er det allerede brudt frem.

Gå ud i alverden, forkynd og døb. Det er vores sendelse. Det er det, barnet forstår bedst af alt. At det sendes ud med et krav til sit liv, der er større end det selv. Mødet med det religiøse udvider så at sige virkeligheden eller bekræfter det, som barnet ved på forhånd, at livet er en gave, noget, vi voksne tit glemmer. Bekymringsløsheden, den spontane glæde, sansespillet og –legen, farverne, bærstederne, som man kendte som barn, hvor alle urter, buske og træer voksede over ens hoved og blev steder, man kun kendte selv og aldrig fandt igen. Det dér Neverland, som den sårede unge og den skamskudte voksne, resten af sit liv søger tilbage til.

Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke
Minikonfirmander krybbespil Skærbæk kirke

Det er denne rejse, denne vandring, denne genoplevelse, der bør være udgangspunktet for enhver seriøs undervisning. Små piger, som af ren nysgerrighed havner i Wonderland, Eventyrlandet. Ført ind i en verden, hvor de møder det ene forunderlige væsen efter det andet. Tvilling Di og Dum hører nok til den blide slags og et forvirret teselskab hos Den Gale Hattemager kan skabe undren over, hvor de er. Mødet langt senere med den berygtede Hjerter Dame, overbeviser dem om, at i denne verden findes der kun ét eneste fornuftigt væsen, og det er dem selv hver især.

Ja, og små drenge, der aldrig skulle få lov til at komme seng. For de vågner altid op og er blevet en dag ældre. Næh, de skal opleve en indgang til en magisk verden af leg og sjov og befolket af riddere, cowboys og indianere, sørøvere, pirater og skibbrudne. På det overdrev, hvor kun fantasien sætter grænser. Neverland er Ønskeøen. Landet for længe siden. Fantasien.

Gå til myren …

Vore historier som voksne har andre personer og navne, vore veje går gennem mere kendte områder, men har du tænkt på, at børnene måske allerede har mødt angsten, sorgen, endog døden i deres liv, men de har aldrig været på den anden side af regnbuen – gennem det hele og til sidst fundet skatten.

Børn i 3.-klasse kan meget mere om kristendom end deres rygte. Jeg var imponeret, når jeg hørte 9-årige børn synge ”I østen stiger solen op”, alle 7 vers, udenad, på vej gennem Kirkeskoven fra SFO’en på Marienberg og til konfirmandstuen og, ligeledes udenad, kan falde ubesværet ind i ”Nu titte til hinanden”. Sangglæden er stor og deres viden ligeledes.

På vej gennem Kirkeskoven tilbage til SFO’en på Marienberg spurgte jeg englebasserne: ”Hvorfor er I så urolige?” ”Joh,” råbte Freddy nede bagfra, ”det er da bare fordi, vi har glædet os så meget til at se dig!” Og så jeg da små horn i panden og lang hale og troldesmil på de 22 kære. Næsten. Næsten!

Minikonfirmander i Ørslev kirke
Minikonfirmander i Ørslev kirke

Gå til myren og bliv vis, siges det, næh, saml en snes ti-årige lopper, frigør dem fra skole, SFO og forældre, lær selv noget om pædagogik og fortæl dem så en dag om ugen mellem 14 og 16, efter en for dem lang og anstrengende skoledag, noget om Jesus og kirken og døden og evigheden og skyld og skam og kærlighed og tilgivelse og barnedåb og nadver og påske og pinse og jul og begravelse og vielse og konfirmation og trosbekendelse og fadervor og lignelser og Moses og Adam og Eva og Maria og Josef og Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner og Zakæus og det store gæstebud og syng alle de nye og gamle sange og vis overhead og lav mapper til hver gang og planlæg og lav feedback og forfra igen osv. osv. – og sig så ikke som kirke, som samfund, at det ikke har været det hele værd!

Hjerteligt tillykke Folkekirke med den nye anordning!

 

En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13

 

Når en abe kigger ind …

b
Georg Christorp Lichtenberg

NÅR EN ABE KIGGER IND …

 

Religionsfriheden i verden lider. I en rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center for året 2012 anføres det, at i 43 % af de 198 lande og områder med en samlet befolkning på 5,3 mia mennesker er der tale om enten statsskabte eller af sociale fjendtligheder (krig -terror – chikane-) betingede restriktioner i forhold til religionsfrihed. Et tal, der fra 2010 og 2011 har været stærkt stigende. Vi kan sagtens forstå, at det forekommer i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia og i de sidst tilkomne Syrien, Libanon og Sri Lanka, men også Kina er blevet en storspiller her med, som det udtrykkes, religionsrelateret terrorisme.

Men at Danmark som moderat krænker af religionsfriheden indtager en plads på linie med England og Tyskland og altså som mere krænkende end lande, vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, er måske ikke så overraskende, når man sammenholder dette med tidligere undersøgelser af, hvordan vi i øvrigt håndterer menneskerettigheder og behandler fremmede i vort land. Men det burde råbe vagt i gevær.

Det, der trækker ned, er selvfølgelig først og fremmest, at staten støtter én trosretning på bekostning af alle andre. Der er religionsfrihed, men ikke -lighed. At den danske stat endvidere blander sig i religiøse forhold er heller ikke formålstjenstligt. Begge dele en del af Grundloven og således ikke lige til at ændre. Men den verbale diskriminering af muslimske kvinders hovedbeklædning, den grove omtale af andre folkeslag, polakker, rumæner, baltere, altså at debattonen er friere og dermed hårdere i Danmark end i mange andre lande, er absolut noget, man kunne gøre noget ved. Det bør jo ikke komme bag på nogen, at sproget siger utrolig meget om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Sproget former så at sige vor bevidsthed og rummer i den forstand vor oplevelse af virkeligheden. Vi ser verden, som vi ønsker at se den, ikke som den er. Og de andre har ikke nødvendigvis plads i den verden, vi ser. Potentielt og i yderste konsekvens er der ikke langt fra tredivernes Tyskland og til vort så patetisk frihedsbesungne, fordomsfrie fædreland.

Helle Thorning Schmidt gjorde i sin nytårstale opmærksom på denne sproglige råhed og kynisme. Dronningen har også gjort det i sin omtale af vor dumsmartethed og at vi ikke er så små, at vi så også skal være smålige. Indskrænketheden, afstumpetheden, primitiviteten i et folk kommer af dette folks mangel på selvkritik og udisciplinerede principløshed. Vi er de bedste i verden. Vi kan med vor hellige  ytringsfrihed tillade os alt. Det er de andre, der er forkert på den.  Siger vi højt skrydende. Respekt for andre, for andres følelser og tanker er suspenderet i sådanne menneskers tankegang. Blasfemi eller ond tale, som det er, fordi det ikke respekterer almindelig ro og orden i et folk, bliver resultatet. § 140. i den danske straffelov lyder sådan:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Kun én gang har denne lov ført til domfældelse. Det var i 1938  i en sag om forhånelse af den jødiske religion. Tankevækkende!

I forbindelse med blasfemiparagrafen skal vi ikke trække det røde kort hver gang der ytres noget kritisk om trosdogmer eller religiøse skikke og sædvaner, men lad os dog beholde den som et gult kort som udtryk for den respekt for andre mennesker, vi alle som minimum bør have. Vi er ikke kun krop, men også ånd.

Når en abe kigger ind i et spejl, kan man ikke forvente at en apostel kigger ud af det samme spejl, sagde fysikeren og satirikeren Georg Christorp Lichtenberg i slutningen af 1700-tallet. Når du som kristen ser ind i et spejl  så ser  du noget grundlæggende om dig selv: det, som er smukkest ved dig, det, som Gud Skaberen vil, at du skal være. Således får du muligheden for at at lægge det bag dig, som er ondt. I et sådant lys findes der intet håbløst tilfælde. For så er håbet  altid tilstede.

“Herren” er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

2. Kor. 33.17-18

Anderledes udtrykt: Vi burde søge en forvandling fra det, vi ikke bryder os om ved os selv, de ting, som tynger os og så virkeliggøre ligheden med Gud i os. Så kunne det være, at selv danskere kunne blive civiliserede mennesker.

Vi kalder det i den kristne kirke ‘omvendelse’. Lad det også være vor mission i det nye år!

Det behøver man ikke være biskop for at forstå.