Uden Facebook – VOR HERRE BEVARE’S !!!!!

forsagelse
forsagelse

Fasten. Hvad i alverden er faste? Hvad handler det dog om? Fasten handler bl.a. om forsagelse og forsagelse er at give afkald på noget, man holder af, noget, man ikke synes, man kan undvære. Tænk at skulle undvære en god kebab-pizza? Bilen, så man blev nødt til at gå. Tænk at skulle undvære fjerneren? 40 dage uden Paradise Hotel på TV3?

NO WAY, JOSÉ!

Vi konfirmander har prøvet at forsage noget blot en enkelt weekend, og vi må nok erkende, at det næsten var umuligt at undvære vores NETFLIX, vores Ipads og vores computer. Der var ovenikøbet flere, der ikke kunne holde det  – langt mindre holde det ud. Men hvorfor? Hvorfor kan vi ikke klare at gå uden vores computer en sølle weekend? Godt spørgsmål! Måske er vi blevet afhængige.

forældregenerationen
forældregenerationen

Nu er det ikke kun os, der er blevet afhængige. Det er tilfældet i alle aldre. Vores forældre f.eks. har også udviklet stor Snap-chat afhængighed,  hold i nakken af pokemon-jagt og selfieafhængighed.

Og nu tænker du sikkert: FASTEN! Nej, ellers tak!

alle konfirmandernes mobiler
alle konfirmandernes mobiler

Men hvis vi nu ser bort fra alt det dårlige og triste ved fasten, er der så noget godt og positivt ved fasten? Når du ikke er på din mobil 24 timer i døgnet, kan du faktisk være sammen med din familie, dine venner, være sammen med de mennesker, du elsker. Måske tænke lidt over tingene, bruge tid på dig selv, begynde en ny hobby, ja, bare gøre hvad du har lyst til. Uden hele tiden at følge med i, hvor mange likes, du har fået på dit nyeste profilbillede på Facebook, eller hvor mange følgere, du har på Instagram. Og det kunne da også være, at du

kebabpizza - uhm
kebabpizza – uhm

kunne tabe et par kilo på de 40 dage, fordi du ikke spiser kød eller du rører dig mere, når du i 40 dage ikke kører i bil. Det kan jo være, at du lærer nye sider af dig selv at kende eller at du indser , at du ikke har brug for din elektronik hele tiden og at du faktisk kan leve uden.

Men UDEN FACEBOOK? Vor Herre Bevare’s. NEJ TAK.

klammo fransk
klammo fransk

Heldigvis kan det efter 40 dage blive påske, forår,min gode gamle mobiltelefon og en Hånder med dressingsymfoni igen.

 

påske igen - JUHUU
påske igen – JUHUU

 

De fedeste konfirmander i Vordingborg

 

Dejlig er jorden – pilgrimstanker i en adventstid

Jeg går mange ture. Og jeg går gerne langt. Med vinden lige i femøren. Over bakke og hegn. Vej og sti. Mark og eng. Vejen, jeg går, er markeret. Nogen er gået forud for mig. Har gjort det trygt for mig at vandre dér alene. På den måde føler man sig taget hånd om og det af nogen, jeg end ikke aner, hvem er.

Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen
Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen

Når man sådan går, så indoptager man ligesom landskabet. Man hører vinden, nogle gange fugle, andre gang blade, man ser dyr, snuser den friske luft og alle lugtene ind: mark og jord og skov og græs. Landskabet ligesom åbner sig for mig. Jeg kan vandre her som en fremmed, som en pilgrim og følge den afmærkede sti. Jeg skal bare være opmærksom på, hvor jeg skal hen, følge mærkerne langt fremme, der siger mig, at jeg er på rette vej. Dvs. ikke gå videre, før jeg har det næste mærke i sigte. Så kan jeg også lade øjnene vandre mod horisonten, hvor jord og himmel mødes, ja, helt frem til hvor landskabet, jeg går i, går over i himmel.

Her bliver jeg opmærksom på det, som ligger bag mig. Mit hjem, jeg er gået ud fra. De mennesker, jeg er vant til at have omkring mig. Mennesker, som lever udsatte liv, sårbare liv med mange, lange bange timer på gaden hver dag. Usikker på at finde frem. At finde hvile dér. Nogle får plads i herberget. Andre ikke. Jorden er dejlig, men ikke for alle, vel?

Rigtigt mange mennesker i vore dage udtrykker angst for fremtiden. Mange føler at kræfterne i verden er så voldsomme og uforudsigelige som aldrig før. Vi synes ikke, forekommer det mig, at have kontrol over dem.

Aleppo, verdens ældste beboede by. Aleppo, den største by i Syrien. Længe, alt for længe, har vi set rystende billeder herfra. Billeder af en far, der griber fat i sit livløse barns fødder, der stikker frem af støvede murbrokker, en kvinde, der

Omran Daqneesh
Omran Daqneesh

bærer sit døde spædbarn i favnen. Omran Daqneesh, som vi alle lærte at kende, siddende i en ambulance, helt støvet til, totalt desillusioneret og fortabt. Det er menneskeligt at reagere med vrede og afmagt overfor al den død og ødelæggelse, som rammer civilbefolkningen i krigens Syrien, hvor, på trods af løfter om våbenhvile, hjælpekonvojer, skoler og sygehuse er blevet nådesløst angrebet. Det ene overgreb efter det andet på humanitær folkeret er åbenbart dagens orden, når vi taler om verdens supermagter. De formår i hvert tilfælde ikke at beskytte

Børn i Aleppos ruiner
Børn i Aleppos ruiner

Aleppos civilbefolkning, snarere tværtimod forekommer det trods alle de gode ord, der løber over skærmen hver aften fra alverdens ledere.

Som medmennesker, som tilskuere til dette barbari, må vi ikke vende vort blik bort. I længden kan ingen af os bevare vor værdighed så længe andre mennesker bliver trampet på. Som kristne er vi altid kaldede til at fremme håb i håbløse situationer.

Billederne fra Aleppo giver os mindelser om det 20. århundredes mest brutale krig. Mindelser om, at vi mennesker er i stand til de mest ondskabsfulde handlinger. Men der findes en anden vej. Freden er mulig. Salige er de, som skaber fred, sagde Jesus, og henvendte sig til os, som, i det små måske kun, kan skabe nyt håb, nye muligheder, nye veje, hvor alt synes ufremkommeligt.

Pave Frants i Auschwitz
Pave Frants i Auschwitz

Går det an at synge: Dejlig er jorden i sådanne tider. Er det ikke et håbløst projekt her i advents- og den tilstundende juletid at fastholde idyllen, når bomber falder, uskyldige mennesker dræbes, voldsmænd går på fri fod og ondskaben synes at have en fantasi uden grænser?

Sådan har det altid været, kan du indvende. Og jo, det er såmænd godt at huske på – selvom hvad godt er der egentlig i det – at det ikke bare er i vor tid, at det har været sådan. Mennesker har til alle tider oplevet, at det, som i udgangspunktet var såre godt, udviklede sig ubegribeligt ondt og vanskeligt. Bernhard Severin Ingemann, som levede fra 1789 – 1864 og som har skrevet ’Dejlig er jorden’, var én af dem, der oplevede dette.

B. S. Ingemann
B. S. Ingemann

Som 10-årig mistede han sin far. På selveste nytårsaften. Hans mor, fire brødre og en søster døde af tuberkolose med nogle få års mellemrum. Som student i København mistede han glæden, troen og trygheden. Sammen med den øvrige danske befolkning oplevede han to krige, mod englænderne og mod Preussen. Frem til fredssommeren 1850 var summen af sorger på sit højeste, da han som familiefar og leder af Sorø Akademi fik besøg af en gammel ven, som havde taget en melodistump fra korsfarertiden med sig. Han opfordrede Ingemann til at skrive en salme og samme aften kunne han så stå i aftensolen og nynne, mens ordene kom til ham: Dejlig er jorden.

Han fortsatte med at skrive og i løbet af denne septembernat 1850 var de tre strofer på plads, sådan som vi har dem i vor julesalme i dag. Kritikerne var voldsomme ved den. De anklagede den for at være idylliserende. Jorden er da ikke dejlig, men blodig, ikke sandt?!

Netop, sagde Ingemann. Men jorden var engang dejlig. Vi kan fortsat i glimt erfare dens dejlighed, selvom den også er blodmærket. Og en dag skal jorden igen blive nyskabt og dejlig. I mellemtiden har Gud fået adresse på jorden, himlen er kommet til os og hovedårsagen til, at Ingemann og alle vi andre kan synge denne salme, mens bomberne falder omkring os, er, at Gud ikke synes at have forladt os.

Akvarel af Helmer Breindahl med salmen 'Dejlig er jorden'
Akvarel af Helmer Breindahl med salmen ‘Dejlig er jorden’

Vi er ikke længere alene på jorden. Vi ved ikke, hvad som vil møde os af trusler, men vi ved, hvem som altid vil møde os. Fred over jorden, menneske, fryd dig! Os er en evig Frelser født!

Jeg går mange ture. Og jeg går langt. Terapi, trøst, tanke får her rum og tid. Nogle gange har jeg lyst til, mod på, at gå hele vejen, helt til enden af regnbuen, hvor løftet bliver indfriet. Men er det først dér for enden af regnbuen, dér, hvor vejen får ende, hvor jorden ikke er stor nok, at vi ser himmelen åben. Er det først dér, angsten sætter ind for ikke at finde vej – ud af – ind i – hjem, at vi ser himmelen åben. Vi kunne jo vælge at gå hele vejen på en anden måde: at slippe jorden og at tage hjem. Det ligger der jo en fristelse i.

Og samtidig, hvad vej jeg om, hvad som tynger, hvad som binder, hvad som holder tilbage, hvad som giver fornyede kræfter og udholdenhed, hvad som giver håb, tro? Jorden er dejlig: den tager imod mig, før jeg selv gør, fører slægterne videre, sætter mig ind i en sammenhæng, knytter mig inderligt til det smukke skaberværk. Og jeg kan synge, lade min stemme falde i med naturens stemmer eller med stemmerne prægede af levet liv fra vor kirke, Vor Frue, Vordingborgs smukke gamle pilgrimskirke.

Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre
Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre

Således stemt går det an at løfte blikket, at se frem, se ind i december og måske dér få øje på et decemberbarn, et trümmerbarn, en lille Omran Daqneesh, der kommer mig i møde.

God adventstid

Hardy Lund Olesen

 

At vælge præst

Badutspringerpræst i sneen
Badutspringerpræst i sneen

Præster er af mange slags. De arbejder med noget, de fleste af os, ikke forbinder med noget særlig produktivt. De holder gudstjenester, forkynder, forvalter sakramenterne i kirken. De begraver, døber, vier, underviser og fører samtaler med mennesker, der har ondt i livet eller sjælen, som de kalder det. Og i menneskers bevidsthed optræder de lidt marginaliserede i forhold til, hvad der ellers er i

En rigtig præst?
En rigtig præst?

underholdnings- og oplevelsesindustrien. Der er lidt bedemænd over dem. De skal bare være der, når vi har brug for dem og ellers ikke blande sig så meget i øvrigt. Og da slet ikke i politik eller etiske spørgsmål selvom det forekommer rimelig svært at redegøre for en sammenhæng mellem menneske og menneske  uden at den er politisk eller rummer et etisk perspektiv.

En agiterende præst
En agiterende præst

De sidste år har været præget af det, vi i vor foredragsrække i Vordingborg kirke har kaldt “de uartige teologer”. Vi har oplevet en præst, der ikke tror på Gud, én, der krydser fingrene på ryggen, når han bekender troen, fordi han ikke tror på kødets opstandelse og én, der tror på reinkarnation. Forargelsen har været stor og fordømmelserne har haglet ned over en kirke, der ikke engang vil være sit eget trosgrundlag bekendt. At vælge præst kan på den baggrund være en ret så afgørende opgave, når man tillige tager i betragtning, at man kommer ikke sådan bare af med ham/hende, skulle der således opstå konflikter af teologisk art.

images-3

1. s. i Advent indleder et nyt menighedsråd i Vordingborg pastorat sit arbejde. Det er blevet valgt, i lighed med tidligere, ved et såkaldt fredsvalg, dvs. det egentlige afstemningsvalg er blevet aflyst, da der er på et demokratisk opstillingsmøde er blevet enighed om at opstille én liste på femten medlemmer med tilhørende suppleanter. De skal så de næste 4 år stå for ledelsen og udviklingen af pastoratet i kirke og menighed. Én af menighedsrådets fornemste opgaver er at vælge

Fore i kirketiden
Fore i kirketiden

præst, altså at finde en egnet person til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, “skærme ungdommen mod kætteri”, som det udtrykkes i det gamle præsteløfte, dvs. undervise og forberede dem til et kristent liv og levned og i det hele taget som embedsmand foregå menigheden med et godt eksempel. Præsten skal, mere moderne og groft udtrykt, kunne indgå i alle dele af sognets liv på godt og ondt, hvilket ikke er nogen let opgave i en så mangefacetteret virkelighed som vore dages.

»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine

I.C.Christensen
I.C.Christensen

medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for dem«, sagde arkitekten bag den første lov om menighedsråd, vedtaget på Rigsdagen den 15. maj 1903, I. C. Christensen, som 1901-1905 var kultusminister, d.v.s. kirke-, undervisnings- og kulturminister. En egentlig folkekirke, som man havde ønsket i 1849-grundloven, havde imidlertid lange udsigter. I 1849 indledtes en langvarig debat om kirkens forfatningsforhold, altså om hvordan kirken skulle styres og forvaltes. Om det myndige kirkefolk f.eks. blev der stillet spørgsmålstegn til, om menighederne overhovedet var modne nok til selv at kunne vælge menighedsråd. Det var

Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling

Grundtvigs hovedanke. Eller langt mindre med almuens begrænsede indsigt i åndelige materier i stand til at vælge præster.

Landet var præget af vækkelserne og efter enevælden ønsket om folkelig frihed. Tidligere besad præsterne sammen med kirkeværgen ansvaret for kirkens daglige liv og virke! Kirkeværgen havde et vist tilsyn med kirken og var sognefolkets eneste mulighed for at få indflydelse i kirken. Som navnet antyder, kunne det være nødvendigt at have en – eller måske to – til at værge kirken, mod drikfældige præster eller tyveri

De første kvindelige præster
De første kvindelige præster

og hærværk, og hvad man ellers kunne frygte. De fleste kirker var efter svenskekrigene ejet af en godsejer, som havde indflydelse på kirkens økonomi, bygninger og ikke mindst udnævnelse af præsterne. For at komme Grundlovens krav om folkekirke og frihed i møde havde kultusminister Hall i 1856 oprettet frivillige menighedsråd. Det var dog helt op til sognepræsterne at bestemme, om et sådant råd skulle oprettes i sognet og led derfor hurtigt, som man af samme grund nok kan regne ud, en krank skæbne!

I. C. Christensens ønske fra 1903 om, at menighedsrådene fik ret til at vælge præst, måtte han i begyndelsen se erstattet af en passus om, at ministeriet i forbindelse med præstevalg kunne høre menighedsrådet. Først i 1912 færdiggjorde kultusminister Jacob Appel hans arbejde og fik menighedsrådene gjort permanente med afgørende indflydelse på præstevalget. I dag kan man, uden at overdrive, godt kalde de godt 2.200 menighedsråd, vi har, det mest gennemførte nærdemokrati, vi har.

Anders Arrebo i Vordingborg kirke
Anders Arrebo i Vordingborg kirke

At vælge præst er en meget besværlig proces. Det kan tage op til et halvt år, ja, nogle steder i landet, også i byerne, slår man i disse år embeder op, som ikke bliver besat første gang, måske ej heller anden gang. Ikke fordi der ikke er ansøgere til embedet, men fordi ingen af ansøgerne lever op til de krav, den profil, menighedsrådet har udset sig som den ønskede. Udsættelsen af valget kan skyldes spørgsmål som vielse af fraskilte, vielse af homofile, modstand mod kvindelige præster, som præster med påberåbelse af skriftshensyn og samvittighedsgrunde kan udtrykke sig afvisende overfor eller fordi ansøgerens forkyndelse af evangeliet bare ikke lever op til forventningerne eller passer til den lokale menigheds særlige karakter. Anders Arrebo, som var sognepræst ved Vordingborg kirke fra 1625 til sin død i 1637 og, som for at gøre en lang historie kort, havde gjort lynkarrière som slotspræst og

Fodboldpræsten og hans kone
Fodboldpræsten og hans kone

prædikepræst for kongen og tillige var blevet biskop i Trondhjem i en meget ung alder, blev, efter en tjenesteforseelse i sit embede som biskop, sendt på nådsens brød til Vordingborg for, som det blev udtrykt i hans sendelsesbrev fra kongen: Dernede kan han ingen skade gøre! Ellers var det normalt tidligere, at overtog man enken fra den tidligere præst, så kunne man lettere opnå embede. Da jeg skulle have mit første embede, som var i Aa Kirke på Bornholm, blev Birte, den kommende præstekone, sat på en stol midt i menighedsrådslokalet og så gik menighedsrådet ellers rundt om hende indtil én sagde: ham tager vi. Havde i det mindste præstekonen det, der skulle til, så kunne det ikke gå helt galt med præsten.

Mig selv
Mig selv

At vælge præst er ikke let. Det bør det heller ikke være. For når der er valgt, begynder arbejdet først for menighedsrådet: At stå last og brast med præsten i hans/hendes mange opgaver. Præsten er i alt, hvad han/hun foretager sig bogstavelig talt på Herrens mark. Til tider ved han/hun hverken ud eller ind og har mest lyst til hver morgen bare at trække dynen over hovedet og så lade Herrens dag gå upåagtet hen. I enhver præsts arbejde er tillid, troværdighed, kærlighed, barmhjertighed i den grad sat på prøve hele tiden, at det synes ubærligt. Her er det menighedens og menighedsrådets opgave at støtte og bære med, ikke bare som en målsætning for arbejdet i sogn og kirke, men som selve indholdet i det liv, der skal leves mellem præst og menighed på godt og ondt, i sorg og glæde, til hverdag og i fest.

Hardy Lund Olesen

 

 

 

Få MENIGHEDSROD på dit CV

Medlem af menighedsrådet Lis Torndal: Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område
Medlem af menighedsrådet
Lis Torndal:
Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område

At sætte flueben ved at have løbet et marathonløb, måske endda klaret et triathlon eller en ironman, er blot én af de stationer, det moderne menneske drømmer om at kunne. Det er som om det er blevet et mantra, ja, et narkotikum, at kunne sige, at den og den grænse for sin egen formåen har man klaret. CITIUS, ALTIUS, FORTIUS er de netop overståede olympiske leges brand, som man siger i dag: længere, højere, hurtigere. Dette brand er blevet mange menneskers valgsprog i en sådan grad, at der holdes olympiske lege hver dag i deres liv. De kan aldrig få nok! Og alle grænser er kun til for at overvindes.

Plakat for kirken.indd

For dem lyder menighedsråd og kirke og sogn sikkert støvet, kedeligt og gammeldags. For de unge er der ikke meget ’konge’ i at have med kirke og kristendom at gøre, for de midaldrende er det ikke businesslike, management- og brandingorienteret nok. I gamle dage sagde man, sådan lidt overbærende og nedladende, at arbejdet i et menighedsråd var en uskadelig legeplads for folk, der ønskede sig en plads i politik eller bare dem, der ikke kunne blive valgt ind i en kommunalbestyrelse. Her kunne de komme af med deres ønske om indflydelse. Kort sagt have en slags kasket på.

 

Det har aldrig været min oplevelse.

Medlem af menighedsrådet Sonja Andersen Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for. At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt. Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde. Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe. Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd. Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro. Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.
Medlem af menighedsrådet
Sonja Andersen:
Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for.
At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt.
Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde.
Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe.
Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd.
Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro.
Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.

 

Menighedsrådsmedlemmer var tidligere for de flestes vedkommende repræsentanter for de kirkelige retninger – Luthersk Mission, Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Tidehverv – og interesseorganisationer – KFUM og K, Y-Men, FDF og FPF – eller medlemmer af politiske partier, der ligesom domsmænd varetog offentlige opsynsopgaver for deres parti, dvs. de deltog i den demokratiske forvaltning af regnskaber og budgetter, deltog i de personalemæssige og logistiske forhandlinger vedrørende de ansattes lønninger og overenskomstmæssige rettigheder  og menighedens udnyttelse af de bygningsmæssige ressourcer, kirke, præstegårde, mandskabsbygninger og kirkegårde.  Derudover var de med deres stemme i rådet med til at præge de værdier, som kirken stod for med ansættelse af præster som det vigtigste, men også i den indre dialog om, hvor vægten skulle ligge i sognets arbejde for menigheden. Det gælder både socialt og politisk og etisk. I dag skal et menighedsrådsmedlem ikke blot have kirken og lokalsamfundet i hjertet, en præst i maven, men også en djøffer i hovedet.

Medlem af menighedsrådet Lena Poulsen Jeg har i den forløbne valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af ansættelses- og koncertudvalget. Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder. Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle! Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere. Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer. Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.
Medlem af menighedsrådet
Lena Poulsen:
Jeg har i den forløbne 4-årige valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af Ansættelses- og Koncertudvalget.
Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder.
Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle!
Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere.
Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer.
Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.

I Vordingborg sogn er vort nye brand: … VI ØNSKER AT FAVNE ALLE. Det er også grænsesprængende, for med ALLE mener vi alle. Høje, lave, fodformede og spidssnuede, rød- og krølhårede, etniske og ikke-etniske danskere, unge, midaldrende og ældre, heterofile og homofile. De eneste, vi ikke bryder os om er fundamentalister, der tror, at deres begrænsede syn på virkeligheden, er HELE virkeligheden. I Vordingborg sogn er begrænsninger erstattet af muligheder, problemer af løsninger. Læs vor formålsparagraf. Den har vi brugt de sidste fire år siden sidste menighedsrådsvalg på at gøre ikke bare smart og skarp, men også til noget, vi bestræber os på at leve efter hver dag i kirke og sogn.

 

Vordingborg sogns Menighedsråd, som til november i lighed med landets øvrige menighedsråd er på valg, satte sig fra konstitueringen i november 2012 for at ændre sognet indadtil og udadtil på mange væsentlige områder. Og forandringerne har været mange og afgørende for de beslutninger, der er blevet taget. Det gælder personalemæssigt, det

Babysalmesang
Babysalmesang

gælder aktivitetsmæssigt, det gælder økonomisk. Det gælder kulturhistorisk i forhold til at sætte sig ind i bygningsvedtægter og –regulativer, alle de krav, der knytter sig til bevarelsen af vor kulturarv.

Vordingborg sogn er stadig først og fremmest

Formand for menighedsrådet Ole Dyhr Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke. På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges. Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.
Formand for menighedsrådet
Ole Dyhr:
Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke.
På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges.
Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.

 

kirken og gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men også en velfungerende sognegård, et udadvendt menighedsliv med mange aktiviteter, et professionelt team af medarbejdere og et meget kompetent og handlekraftigt menighedsråd. Selv præsterne er ikke længere de dér ’ensomme ulve’, der tidligere levede tilbagetrukket og beskyttet inde bag hver deres præstegårde. Præsterne indgår på lige fod med resten af medarbejderne i de teams, der er blevet Vordingborg sogns varemærke. Vordingborg sogn er centersognet i Stege-Vordingborg provsti og ledes også sådan med realistiske budgetter og sorte tal på bundlinien trods store investeringer de sidste år med ny præstegård (2004), totalrenovering af kirken (2010) og køb af sognegården på Færgegaardsvej (2013).  Vi arbejder hver dag både med indre og ydre kommunikation på alle platforme. Budgetter og regnskaber overvåges professionelt konstant for at kunne leve op til moderne regnskabsmæssige og juridiske standarder og personalemæssigt er man i dag nødt til at kunne leve op til de bedste HR-krav for at kunne få de bedste medarbejdere ansat på de mange forskellige arbejdsområder, kirken skal kunne udfylde. Vi arbejder på et meget højt download
kunstnerisk niveau med diplom- og PO uddannede organister, der skal kunne varetage en stor del af  koncert- og musiklivet i en forholdsvis stor by som Vordingborg. En dygtig og kompetent uddannelse af kor og instrumentalister til gudstjenester, koncerter og kirkelige handlinger. Vi har heldigvis haft mulighed for at tiltrække gode, loyale og trofaste frivillige, der hjælper kirkens øvrige ansatte med at få kirkens hverdag til at fungere.

kapelAlt i alt en hypermoderne multifunktionsvirksomhed med omkring 70 ansatte og 450 tjenester pr. år og et budget på 6 millioner kr, hvoraf kun 350.000,- kr er til rådighed for alt det udadvendte arbejde: konfirmander, minikonfirmander, babysalmesang, sangcafé, koncerter, kommunikation osv., alt det, medlemmerne ønsker meget mere af for deres kirkeskattekroner, som i stedet for primært går til de ansattes lønninger – ikke præsternes, som betales af staten – og vedligeholdelse af bygninger og arealer på kirkegården og omkring kirke og præstegårde.

MERE KIRKE FOR PENGENE har været menighedsrådets interne mål for det arbejde, der er blevet gjort de sidste 4 år: at begrænse de lønmæssige og bygningsmæssige økonomiske udfordringer, at få rationaliseret og trimmet medarbejderstaben og få nedbragt dyr gæld for til gengæld at få flere midler til kirkens arbejde i sognet.

fleben2

Om det så er lykkedes eller skal gøres anderledes de næste fire år, er DU – ung som midaldrende og ældre – med til at give udtryk for, når menighedsrådet holder

VALG- og OPSTIILINGSMØDE til menighedsrådsvalget

TIRSDAG den 13. SEPTEMBER

Hardy Lund Olesen

Onsdagsandagten – for sidste gang

 

 

UHRKLOnsdagsandagten har nu kørt i 17 år. Lige siden jeg gennemførte En anden Advent i 1999 har der været onsdagsandagt i Vordingborg kirke fra september til april med åben kirke mellem kl. 16.30 og 17.30 og andagt kl. 17 i kirkens kor. Stillegudstjeneste, meditationsgudstjeneste, Taize-gudstjeneste, Thomas-messe, fyraftensgudstjeneste, kald det, hvad I vil, kært barn har mange navne. Og det har været en fornøjelse, ja, noget af det bedste i min embedstid, at gennemføre disse andagter hver uge. Og tilsvarende vemodigt at skulle tage afsked med dem.

Året var 1999. Jeg havde foranstaltet en serie seniormøder i konfirmandstuen på Kirketorvet til fejring af 150-året for Grundloven. Én af mine første foredragsholdere var MF for Det radikale Venstre Henrik Svane. Han var på det tidspunkt også medlem af Folketingets kirkeudvalg og skulle således redegøre for sin stilling til de paragraffer af Grundloven, som netop omhandlede Den danske Folkekirkes særlige stilling. På det tidspunkt var der en hed debat i Det radikale Venstre om en ændring af Grundloven. Så det gav sig selv, at han skulle komme. At Henrik Svane så samtidig var gift med Marianne Christiansen, nuværende biskop i Haderslev, ja, det gjorde det endnu mere indlysende. Han havde så at sige kirken inde på livet hver dag.IGLO

Under spørgetiden fik jeg lejlighed til at lufte én af mine kæpheste, nemlig at vi har for få gudstjenester i Den danske Folkekirke, dvs. der er for få muligheder for at have en god grund til at komme i kirken. Jeg fortalte ham, at jeg faktisk altid havde haft en drøm om at holde andagt i kirken hver dag. Og at jeg mente, det psykologisk var et dårligt signal at sende kun at have én gudstjeneste om ugen og det om søndagen og kl. 10, hvor far og mor efter en lang uge sidder dybt begravet i søndagsaviserne og spiser morgenmad med ungerne. Man var i midten af 1990’erne begyndt rundt omkring i det kirkelige landskab at arbejde med temagudstjenester, prædikenværksteder, meditationsgudstjenester osv. Og inspirationen fra Finland, hvor man var begyndt at afholde Thomas-messer for de søgende og tvivlende og fra Taizé i Bourgogne i Frankrig med frère Roger i spidsen og fra de svenske 12- trins skrifteandagter i AA-regi, gav nogle af os dengang forholdsvis nye præster blod på tanden til at lave anderledes gudstjenester på andre tidspunkter. Disse gudstjenester gav også mulighed for at inddrage andre former for musik og sang, sjælesorg og diakoni på nye måder og forkyndelse, der bar præg af hverdag og nærvær og intimitet. Nat- eller aftenkirken, som vi har haft i flere storbyer, også her i Vordingborg kirke en kort overgang i 00’erne,  er et godt eksempel på ét af denne tids succesfulde KERZEeksperimenter.

Henrik Svane lyttede tålmodigt smilende til mine udgydelser og endte så med at sige: jamen, hvad hindrer lille Hardy i at gøre det. Nej, vel? Så jeg gik i gang i det efterår med at forberede en gudstjenesterække, der skulle strække sig fra 1. s. i Advent til Hellig 3 Konger. Kirken skulle være åben i 2 timer fra kl. 17-19 og der skulle være mulighed for 2 andagter á et kvarters varighed. Min inspiration til dette forløb kom fra Tyskland, hvor en række præster omkring Hamborg havde taget initiativ til en fejring af adventstiden i form af en kalender, som gav læse- og bønnestof til den ellers meget hektiske adventstid. Denne kalender kunne man bruge i sit hjem. Det kunne jeg jo ikke bare sådan gøre, så derfor skulle kirken være åben for andagtssøgende, som i bedste Thomas-messe-stil blot kunne gå indenfor, bede en bøn og så liste stille ud igen. Ingen behøvede deltage i andagterne, som foregik i korrummet helt oppe ved alteret med salme, taizé-sange, prædiken, bønner og stilhed/meditation. Der var ingen kirketjener, kordegn, organist, der var kun mig og så de andagtssøgende.KAL1_TH

Det var kanon. Der kom vel i gennemsnit de 28 dage, jeg holdt En anden Advent første gang, mellem 20-40 mennesker pr. dag. Ældre mennesker, midaldrende, unge, børn, en del spejdere, selv et par kvindelige muslimer kom en aften, fordi de hjemme i Syrien havde fundet megen trøst i Maria, én, de kunne identificere sig med som kvinder. Det var meget bevægende at iagttage deres forhold til Maria afbildet i vort Maria selvtredje alter i sydvesthjørnet af kirken.

De næste fire år holdt jeg En anden Advent og altså ind imellem også onsdagsandagter. Vi fik anskaffet en lysglobe til kirken, skabt af smedene i Nyråd og økonomisk støttet af Vordingborg bank og Nordea. Tidligere havde vi brugt Slots døbefont i sydvesthjørnet. Det gik kort sagt så godt ,a t jeg havde planer om at udvide En anden Advent til at omfatte det, man i kirken kalder Den lange Faste, altså fra Filipsdag, den 14. november og frem til Langfredag. Det blev i første omgang kun til en fejring også af fasten, kaldet Små vise Skridt, hvori jeg hver onsdag havde indføjet en længere temagudstjeneste. Små vise Skridt forløb over alle 40 fastedage og samlede desværre ikke ret mange. Efter i fire år at have fejret En anden Advent med dalende tilslutning – til sidst talte vi kun mellem 10 og 15 deltagere pr. gang – begrænsede jeg mig yderligere til kun at holde MARIAOnsdagsandagten.

Ja, ja, alt godt har en ende og således også Onsdagsandagten. Mange har udtrykt ønske om at få tid til at deltage i den, ikke ret mange imidlertid har levet deres ønsker ud. Der har i alle årene naturligvis været en del, der faldt fra, og nye, der er kommet til. Men i de sidste år har vi i gennemsnit været 10 og jeg ved, de har været glade for at komme.

Jeg selv har været glad for at forberede de små 2-3 min. prædikener, at vælgeKREUZ0 tekster og salme, kort at være tvunget til at begrænse mig til de 15 min. en sådan andagt kun bør vare og få sagt noget ind i hverdagen, som var væsentligst først og fremmest for mig selv, men også for de fremmødte.

 

 

 

Hardy Lund Olesen

 

Drop distraktionsdjævelen – og nyd en dyb dag

On the road again
On the road again

Hvad er det største problem for bilindustrien i disse år? Er det, at der fifles med antallet af kilometer, en bil kan køre på literen? Er det, at bilers udstødning skader miljøet? Er det bilafgifterne i Danmark? Næppe. Økonomisk kan det naturligvis være et problem, at VW har snydt på vægten, når det handler om bilers udstødning eller at danskere på grund af de danske afgiftsregler skal betale ca. 3 gange så meget for en bil som en svensker. Men det er jo kun penge. Når medierne samtidig fortæller os, at 60 firmaer og enkeltpersoner tilsammen ejer mere end hvad 3 mia mennesker i denne verden ejer, ja, så er det jo kun et spørgsmål om, hvem der så skal betale: det kommer de 3 mia til, believe me!

100 km i timen med pose over hovedet
100 km i timen med pose over hovedet

Næh, det største problem er, at biler snart kan køre

førerløse. Vi skal ikke selv køre kareten længere – hvabehar! Det største problem er at holde bilisten opmærksom og fokuseret, især så længe bilen kører. I kender sikkert alle reklamen: hvad laver du, mens du kører bil. Bilisten med en pose over hovedet. Hvor har bilisten haft øjne og ikke mindst hjernen umiddelbart før det selvkørende vidunder satte ud og hvor længe er han så om at genvinde koncentrationen om at køre bil. Ikke nye motorer, smarte karrosserier, sindrige bremser, nej, sidespejle, bakspejle, der holder bilisten opmærksom på den øvrige trafik, er blevet et milliardstort problem.

 

Sms-bølgen er over os
Sms-bølgen er over os

Hvor meget tid bruger du daglig på sms’er, e-mails, sociale medier derhjemme og på arbejde og derved måske hele tiden trækkes bort, distraheres, fra det væsentlige i dit liv, dine børn, din ægtefælle eller opgaverne på dit arbejde? Et lille kig til siden, mens du arbejder, for at kigge på en sms, fjerner dit fokus fra det. du laver, ca. 10 minutter, dvs. inden du helt koncentreret er tilbage på det, du var i gang med. I USA har man beregnet, at denne distraktion koster virksomhederne ca. 900 mia dollars om året. Det svarer til hele verdens samlede militærudgifter på et år.

Det er fastetid. En tid for bod og anger, for opgør med Gud. Ransagelse og tvivl, forsagelse. Ro og hvile. Der findes mennesker for hvem ro og hvile er noget indre, de bare udstråler. Andre ser ud, selv i hvile, som om de konstant har speederen i bund. Hvordan være i ro og hvile, hvordan være tilstede midt i hverdagens travlhed.

Med hovedet i skærmen
Med hovedet i skærmen

Svaret må jo være: Når jeg står, så står jeg. Når jeg går, så går jeg. Når jeg sidder, så sidder jeg. Når jeg spiser, så spiser jeg. Når jeg taler, så taler jeg. Men gør vi ikke alle sammen det da? Nej, det gør vi nemlig ikke – alle sammen. Når de fleste af os sidder, så står vi allerede. Og når vi står, så løber vi allerede. Og når vi løber, er vi allerede ved målet. Og når vi spiser, så er vi allerede færdige. Tenniskampen er i gang allerede inden bolden er servet.

Facebook-junkien
Facebook-junkien

Føler du dig truffet? Oplever du også altid at være på vej – fra noget til noget – i stedet for at være dér, hvor du er? Tilstede og nærværende.

Så har du brug for fastetiden – de 40 dage frem mod påskedag. Tænk lige efter, om ikke denne tid kunne blive lidt anderledes dage? Dage, hvor du kunne generobre noget af langsomheden i livet.

Tiden kommer os altid imøde med en hastighed af 60 min. i timen. Men tiden må ikke blive vor fjende. Stilheden må ikke blive vor modstander. Travlheden må ikke blive vor medløber. Mist ikke opmærksomhed, tab ikke fokus, din familie, dit arbejde, forsag ikke Gud og din næste, himlen over dit liv og jorden under dine fødder, men hav tid til at være tilstede, nærværende, i dit eget liv, i andres liv – og for Guds ansigt.

Drop Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat, Periscope og hvad har vi. Vær mindfull i stedet for mindless bare i de 40 dage, fasten varer og læg så mærke til, hvor lidt du har savnet alle disse distraktioner fra det væsentlige i dit liv og fokusér så på dine nærmeste, på det, du holder af at lave i hverdagen, dit

Kage er godt at være sammen om
Kage er godt at være sammen om

arbejde, dine venner, Gud. Tal med dit

barn, din ægtefælle, vær en god og professionel kollega, en god medarbejder på dit job, vær frivillig i kirken, for flygtninge, for hjemløse, vær én, andre har brug for, vær god ved dig selv.

Det er godt at være stille og vente på hjælp fra Herren, hører vi Klagesangene i GT. Det handler om at finde stilhedsøer i hverdagen. Det kan være i toget eller i bilen. I en pause på jobbet – eller hjemme. Måske din bedste stol i stuen, hvor du nyder en stille stund. Tænd et lys – føl stilheden sænke sig – læs et stykke af Bibelen – tænk over, hvad Gud vil sige dig –

Røde hjerter smitter
Røde hjerter smitter

og lad så tankerne omdannes til en stille bøn til Ham, som altid lytter.

Som altid er nærværende og fokuseret.

Det smitter, skal jeg sige dig.

 

Sisyfosjul …

En hel verden
En hel verden

At tale om en hel og usårlig verden er en illusion. Hændelserne i Paris for ganske nylig har gjort disse ord grusomt sande. For megen død, smerte, sorg, angst og gråd. Det ligger ikke desto mindre i os hele tiden at ville en bedre verden. Alle venter på den dag, da hver tåre skal tørres af, hvor sorg, skrig, pine, ja, hvor bekymringens djævelske spind skal være som fejet væk, hvor vi skal inderligt tilfredse, lykkelige, glade og hvor vi kan leve frit og frie af forvirring, lidelse, død, hvor ingen mere behøver være bange for sin lykke, hvor latteren lyder og

menneskene er fulde af lys.

Alt dette har for kristne et navn og et ansigt: Jesus af Nazareth. I sidste ende er det ham, vi venter på. Vi venter hele året, men især når det bliver advent.

Advent er for mange mennesker blevet ensbetydende med hektisk jag og stress,

Sisyfosjul
Sisyfosjul

næsten uopfyldelige forventninger, krav om hygge og glæde og inderligt samvær, der alt for let netop derfor truer med at blive det modsatte. Mange gruer for denne tid – og det er synd. For advent kan rumme alt det, vi længes efter i den hverdag, der synes overlæsset nok: fred, stilhed, eftertanke, gode tanker for alle, der er undervejs til sig selv, undervejs til det glædelige budskab, at Gud selv kommer ind i verden. Ind i sorgen og fortvivlelsen, ind til alle dem, der lider under byrden af sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ensomhed eller som har mistet og nu i den store højtid skal gennemleve den smerte, det er at skulle bære den elskede ud af sit hjerte. Gode tanker til alle de familier, der hverken økonomisk eller menneskeligt kan leve op til advents- og juletidens krav, til det voksende antal singler, der i en familieamputeret kultur ikke kan finde veje ud af ensomheden, til alle de 30-50 årige, der står midt i et hektisk arbejdsliv og ikke synes at finde tid til stilhed og eftertanke.

En anden advent
En anden advent

Vi har i allerhøjeste grad brug for advent, fordi vi ellers ville fortabe os i det uvæsentlige, det overfladiske, det momentane, det travle, det hektiske, det diffuse. Vi har brug for at gå veje, som går indad til det væsentlige. Og naturen på disse breddegrader støtter os i denne tid: udenfor bliver det koldere. Snart, tidligere og tidligere, bliver det nat. Vi sætter pris på vore stuer, på lyset derinde, hvor vi samler vore kære. Vi følger kaldet indad. Vi skaber rum for besindelse, for eftertænksomhed, for stille overvejelse. Vi plejer denne unikke chance for at varme os ved hinanden og således sammen venter vi på forløsning, frelse, udfrielse.

 

Man kan gå tidligere prøvede veje eller man kan gå nye. Man kan

Barbaradag 4. december
Barbaradag 4. december
  • samle sig om adventskransen, hvorfra lyset øges uge for uge som et symbol på, at vi skal se mere lys i vore liv og vi selv skal være mere lys for andre
  • bære en grøn kvist ind som bud fra en anden verden, i hvilken mennesker kan leve i fred
  • hænge en vissendød og en endnu grøn gren  ved siden af hinanden til stadig påmindelse om, hvad vi nu er og hvad vi siden skal blive
  • bygge en rod fra skoven om til en krybbe, fordi ethvert nyt menneskes fødsel har rod i vor historie
  • opleve en kirsebærgren knoppe og blomstre som et sindbillede på en ny verdens ønske om at vokse og så blive til
  • opleve børnenes sitrende glade spænding, når adventskalenderen skal åbnes
  • høre god musik eller læse en god bog sammen.

 

Advent er en vigtig tid. Ikke kun, fordi den hører til en af vore smukkeste barndomserindringer, men fordi vi behøver den som modpol til det moderne livs hektiske stress og jag.

Lyset bæres frem
Lyset bæres frem

I denne tid har jeg brug for at glemme mig selv, for først da finder jeg hvile, først da hører mine tankers og følelsers larm op og jeg er langt om længe ankommet, da er jeg efter lang tids søgen endelig kommet hjem. Og tilbedelsen af denne hemmelighed ved Gud, at han elsker mig, er tegnet, for da bliver der roligt i  min sjæl, da kan jeg fornemme, at min inderste længsel er opfyldt, at jeg har fundet det, som giver mit liv fylde. De tre vise mænd eller kongerne, som kunstnerne ynder at kalde dem, de har i deres hjerter hørt længslen kalde og ladet sig lede af stjernen og har søgt dette stabile, dette faste i livet som barnet er. De går mange og krogede veje for endelig at kunne træde ind i huset, hvor Maria og barnet er. De træder ind og falder ned for det guddommelige barn og breder deres skatte ud: guldet, som tegn på deres kærlighed, røgelsen som tegn på deres længsel og myrraen som tegn på deres smerter.

Er det ikke summen af, hvad advent, jul og hellig tre konger er for os. Moderne mennesker har brug for alt dette. Der er ikke så mange drømme tilbage i vor verden. Vi kan ikke længere blive mestre i vore egne liv, men vi kan tilbedende se bort fra os selv og ind i advents- og juletidens mysterium og således gøre vort liv til et mesterværk.

Påny på vej
Påny på vej

 

Dommedag nu …

cop21

Torsdag den 5. november kl. 14

Færgegaardsvej 3

Kom til foredrag med

Jesper Tornbjerg, Dansk Energi:

Global opvarmning, klimakonferencer og smarte løsninger

 

Det er nu snart 6 år siden, vi havde COP15 i København. Hele verden, den globalecop15 landsby, var samlet i København for ikke kun at diskutere klimaet, men også for at finde holdbare løsninger på klimaproblemerne. Kina, Rusland, Japan, ja, helt ned til alle de små stillehavsøer, som i dag, bare 6 år senere, er forsvundet fra havets overflade, fandt stor sympati for deres anliggende i de dage. NGO’er og demonstranter stormede på det nærmeste Bella-centret på Amager.

Også i Vordingborg kirke havde vi foredrag om klimaet dette efterår. Jeg havde foredrag af biskop Steen Skovsgaard med titlen Dommedag – måske, hvor Steen Skovsgaard i de mest utvetydige vendinger gjorde Bibelens tale om dommedag til konkret virkelighed. Det vi oplever nu er optakt til Dommedag, hvis vi skal tro, ikke kun tegnene i sol, måne og stjerner, men også Den hellige Skrift. Og det skal vi vel som kirke … Jeg havde også inviteret Mickey Gjerris til et foredrag om klima, værdier og religion under titlen: Jorden brænder, hvori hans mest provokerende udsagn var, at det handler ikke om at redde menneskeheden, den er fortabt, det handler om at sikre klodens overlevelse! Sådan … og endelig sognepræst Martin Ishøy, som talte om miljøetik i bred almindelighed. Og foredragene skabte debat og som sådanne også vrede og afvisning.

gjerrisJeg foranstaltede en studiekreds, der skulle perspektivere alle de dybe tanker omkring miljøetik og –teologi og onsdagsandagterne og andre gudstjenester supplerede med at skabe en liturgisk ramme omkring vort forhold til medmennesket, retfærdighed, skabelse og tilintetgørelse. Spørgsmålene skulle med nødvendighed stilles, problemstillingerne vendes, perspektiverne og konsekvenserne gåes efter i sømmene.

Det blev de også på alle niveauer. Og intet er sket! Heller ikke på COP15.

Jo, det er blevet værre. Meget værre. Uoverskueligt meget værre.

COP21 i Paris i december er den mest betydningsfulde og afgørende politiske begivenhed i hele 2015 og vil blive fulgt af milliarder af mennesker over hele kloden. De beslutninger, der tages her, er afgørende for klodens overlevelse simpelthen.

Det har paven gjort gældende i sit banebrydende encyklika Laudato Si: On the pave fransCare of our Common Home, hvori han beskriver kloden som en affaldsbunke. Præsident Obama har gjort det klart i sit program for 2030 Clean Power Plan, de svenske biskopper gjorde det allerede i Ett biskopsbrev om klimatet, for nylig underskrev 175 biskopper verden over en udtalelse om klimaet til COP 21 og Brasilien lovede at begrænse fældningen af den brasilianske regnskov. Mange er de initiativer, der er sat i gang for at stoppe udviklingen. Indtil videre til ingensomhelst nytte.

regnskovI Vordingborg kirke bør vi tage udfordringen op og gøre vort. For klimaforandringerne er en sag for en kirke, der tager sit grundlag alvorligt. Vi, som tror på en Gud, som har skabt alt, sætter naturligt forholdet mellem Gud og mennesker og skabelsen i centrum. Bryder disse forhold sammen er det et udtryk for brud mod Guds skabelsesordning. Derfor vil og skal vi tage vor del af ansvaret ved at gøre tro til handling.

Det er sammenblanding af politik og kristendom, vil nogle hævde. Vi skal som kirke ikke blande os i politikernes beslutninger vedrørende den slags ting. Nej, ikke som kirke, måske, men som kristne tvinges vi. Kærligheden til det skabte, til menneskeheden, til vore børn og børnebørn tvinger os. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv, læser vi i Bibelen om det vigtigste bud, det, der er over alle de andre. Det citat anvender vi oftest individualistisk! Men det er alt for snævert i en kirke, hvor vi er absolut henvist på hinanden. Heri er der grundlag for ansvar og sameksistens i samfund og verden. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvordan vi ser på livet, hvad som er vigtigt i livet, hvor vi kommer fra, hvor vi er på vej hen og om der overhovedet findes grund til at håbe. Frasiger vi kristne os vort ansvar for skabelsen, ansvaret for at være gode forvaltere af alt det, som Gud i sin godhed giver os – svigter vi så ikke Gud for ikke at tale om det medmenneske, der er mest sårbart og udsat? Hvis ikke vi er rede til at ofre os, gør vi så ikke Jesu offergerning for os til intet?co2

De klimaforandringer, som længe har ramt skabelsen og som synes at eskalerere, kræver øjeblikkelig handling og forandring. Forandringerne gælder ny teknologi, politisk handlekraft, men vel i første omgang besindelse på forandring af livsmønstre. Det, som kristne skal bidrage med i denne proces, handler lige præcis om tolkning af livet, spørgsmål om mening, livsmønstre, livsmod, dele af et menneskeligt mønster, som ingen teknokrat eller politiker kan give udtømmende svar på. Troen på Gud giver håb til os, som nu skal tage livtag med den globale klimaforandring. Og troen skal styrke os, så vore anstrengelser batter og bidrager til at skabe en mere retfærdig verden.

børnVi er altså nødt til at stille de svære spørgsmål til os selv – de, som handler om mit og vort kollektive ansvar. Først og fremmest handler alt dette om at elske Gud, hvilket i samme åndedrag indebærer at elske den verden, som Gud har skabt. Er vi klar til den opgave og tager vi imod udfordringen? Der er i dag lidt over en måned til COP21 indledes og fremtiden, ja, det er nu, nu, nu …!

Så hvad venter vi egentlig på???

Hardy Lund Olesen

sognepræst kb

 

Kanden mellem liv og død

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Vor Frue kirke har nu også fået en dåbskande. Indenfor de sidste par år har menighedsrådet med hjælp fra sølvsmeden Dorte Lausten erhvervet sig et helt sæt altersølv: bestående af alterkalk, disk og altså nu tillige dåbskande. Lavet i glas, wengé-træ og sølv, med blå farve og fisk som gennemgående symboler.

En dåbskande – det lyder jo nærmest, som om der til dåben er knyttet en kande, ligesom der ved nadveren er knyttet kalk og disk. Det er ingenlunde tilfældet. Dåbskanden er som udgangspunkt en praktisk foranstaltning, altså til at bringe vand fra en vandhane til døbefonten, som ikke bare sådan lader sig flytte hen under en vandhane. Andet er der for så vidt ikke i det. Der er ikke noget liturgisk, skriftmæssigt, teologisk belæg for at tale om en dåbskande. Så egentlig havde en flaske med postevand fra det lokale vandværk været alt rigeligt.

Og dog. I gudstjenesten, i den liturgiske ramme omkring ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, optræder der intet tilfældigt. Ikke, at der knytter sig betydning eller mening til alt, hvad der sker, alt, hvad der siges, men der er en vis symbolkraft i bønner og teksters og salmers rækkefølge og altså også i brugen af de hellige kar. Hvor kalk og disk har deres helt præcist skriftligt bevidnede og teologisk funderede baggrund, er det dog noget vanskeligere at finde det samme for dåbskanden.

Dimmelugen

Dimmelugen, kalder Grundtvig i sit sangværk den uge, hvor alt, hvad der har med Jesus at gøre, får en helt anden betydning. Dimmel hedder den træknebel, der sidder i en klokke, og dimmelugen er ugen før påske, den stille uge, hvor der blev ringet med ’dimmel’, for at lyden skulle afsvækkes. ’Gennem dimmeluger ti’, som Grundtvig omtaler tiden fra septuagesima og til påske, er denne den hårdeste, den mørkeste: i dimmeluges væde kommer mangen til at græde, som vejrvarslet tidligere lød om den stille uge. Og begivenhederne omkring Palmesøndag, som indleder dimmelugen, er da også netop det, der betegner dette skifte i synet på Jesus, der på græsk hedder Kristus og på hebraisk Messias.

Ifølge Johannesevangeliet hilser en jublende folkeskare Jesus, da han i påskeugen indtager Jerusalem på et æsel. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på jorden som en højtidelig gestus til hans ære, og de hilser ham som Davids søn. Indtoget i Jerusalem er i dansk tradition, hvad de fleste forbinder med søndagen før påske og også den beretning, som har lagt navn til dagen.

Messias, den salvede konge

En anden og langt vigtigere begivenhed for os kristne er dog denne uges

Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel
Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel

egentlige optakt, nemlig en kvindes salvning af Jesus i Bethania umiddelbart før/eller efter indtoget, alt efter hvem vi læser det fra. Hun salver ham, fordi Kristus eller Messias betyder ’den salvede’. Man brugte salvelse i flere forskellige sammenhænge, én af dem var på samme måde, som vi kroner en konge. Én, der skulle have den politiske magt, kunne blive salvet. Og det er det, der grundlæggende ligger i betegnelsen Messias eller Kristus. Den særlige repræsentant for Gud, der er blevet forudsagt. Man forventer, at der vil komme en ny konge, der i særlig grad repræsenterer Gud. Den sidste danske konge under Enevælden, theokratiet i Danmark fra 1660-1849, der blev salvet, var Christian den 8. Han blev salvet i 1840 som den sidste af 7 enevoldskonger i Frederiksborg Slotskirke.

Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke
Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke

Salvningen i Bethania

Barnetegning af salvningen i Bethania
Barnetegning af salvningen i Bethania

Og, når det handler om Jesus, ja, så kunne vi jo godt slutte dér. Men hændelsen ude i Bethania betegner for kristne noget langt mere betydningsfuldt end opfattelsen af Kristus eller Messias som jødernes ventede konge alene efterlader os med. Der indtræffer i kvindens salvning en total omtolkning af Messias-skikkelsen. Fra at have været symbolet på den sejrende konge af Davids æt, der skal genskabe det davidiske kongedømme, den salvede og sejrende konge, hvor riget var samlet, bliver Messias i Bethania, til den Kristus, der skal dø og først som død skal sejre. Så salvningen er altså essentiel for overhovedet at kunne forstå, hvem Jesus er. Det bliver her klart, at Jesus er Kristus, og da han kort efter den såkaldte salving siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen, bliver det tydeligt, at han også ved, at han skal dø. At kæde de to ting sammen, er en måde at vende forventningen til frelseren om.

Troende Sjæle!
Kom, lad os dvæle
Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde,
Trøsten at finde!
Ei vil vi Pinen og Døden begræde,

Som os har skiænket det salige Haab,
Men vi vil ære vor Frelser og kvæde:
Tak for den dybe, den hellige Daab,
Hvor vi korsfæstes og døe og begraves
Med Dig, for af Dig med Liv at begaves,
Du, som opstod fra de Døde igien!
Menneske-Ven!
Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære,
Evig velsignet, høilovet Du være,
For af Medlidenhed
Døden Du leed,
Vil os af Syndefalds-Døden oplive,
Himmerig give,
Døde for os, saa vi leve med Dig!

432-33 sangværk bind 1

Messias bliver Kristus

Dette digt danner den egentlige baggrund for den salme, som hændelsen i Bethania i dansk tradition har affødt: Med sin alabaster-krukke (dds nr. 151). Disse to tekststykker fortæller om den sammenhæng, der er mellem dåben og døden, som Paulus også understreger i Rom 6.4: Vi blev altså begravet sammen med ham [Jesus Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ
Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ

blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Messias er ikke den, som skal komme og triumfere og tage magten og sætte sig på tronen, men Messias er Kristus, den, som skal dø. Det er hans messianske opgave at dø, og på den måde skaffe frelse, forklarer han. Ved at Jesus på en og samme tid bliver udtrykt som frelseren og fortæller, at han skal dø, omtolker man dermed hele forventningen til frelseren. Jesus siger: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« – han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Kvinden

Maria Magdalene med alabasterkrukken
Maria Magdalene med alabasterkrukken

Kvinden, der omtales, er uden navn hos Markus og Matthæus, hos Lukas en synderinde og hos Johannes Maria, Lazarus’ søster. Hun græder, mens hun salver Jesus, og tørrer sine tårer af Jesu fødder med sit hår. Myten påstår, at der her er tale om Maria Magdalene, hende, der også er den første, der møder Jesus efter opstandelsen. Maria Magdalenes atribut som katolsk helgen er netop krukken, alabasterkrukken. Som helgen er hun de vejfarendes helgen, hende, der endog ledsager os på den sidste rejse til dødsriget og med vandet fra sin krukke væder den dødes læber.

 

Påsken og dåben

Jo, jo, dåbskanden kan liturgisk og teologisk belægges. Man skal måske langt omkring – og så alligevel ikke. Optakten til den stille uge skal blot ikke gøres gældende som jødisk-messiansk, men netop som et brud med den jødisk messisanske kongeideologi og påsken skal opfattes som et brud med den jødiske udtogslegende til fordel for det indtog, som dåben/salvningen til døden er. Så binder salvningen påske og dåben sammen til det, de betegner:

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!

Vor Frue kirke - gammel dåbskande
Vor Frue kirke – gammel dåbskande

Kristus, vor Jesus, almægtige frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!

Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.

(Dds 318 v. 3 og 5)

Dåbskanden

Nyt billede (2)Vor Frue kirke har flere dåbskander. Vi har bl.a. to sorte dåbskander, med guldkors og guldstaffage omkring base og top. Hvorfor de skal være sorte, og ikke hvide, som alabast normalt ville være, kunne skyldes denne sammenhæng mellem dåben og døden, som Paulus understreger. Vor Frue kirkes nye dåbskande søger omvendt at skabe en sammenhæng mellem det mytiske-historiske, det symbolske-tekstbaserede udsagn til en antifortælling om dåben til liv og kærlighed. Den har Maria, den blå farve, inkarnationens, den har Peters fiskedræt på sølvet i bunden, menneskefiskeren, som også kalk og disk har og den har tåren på hankens top, kvindens tåre til anger og tilgivelse, mens hun salver Jesu fødder. Og så er den lavet i glas, dette skrøbelige materiale, der intet skjuler, men tværtimod gør alt det mørke og skjulte åbenbart. Ja, der i træsorten wengé symboliserer lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Dåbskande – ja selvfølgelig: so ein Ding müssen wir auch haben!

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

Påske – måske

Humbert de Supervilles ”Kristus på Golgatha” 1836
Humbert de Supervilles
”Kristus på Golgatha” 1836

Hvert år ved denne tid undersøger medierne danskernes viden om begivenhederne i påsken. Og det er i allerhøjeste grad forstemmende, hvad der kommer ud af det. Selv påskeharen og – kyllingen ville have rystet på hovedet. Hvad folk ved om Skærtorsdag er forsvindende lidt, Langfredag en anelse mere, pudsigt nok, og Påskedag, jamen, det har for de fleste noget med frokost og kyllinger af ‘den klare slags’ at gøre. Budskabet, som kirken står og falder med, er åbenbart mere eller mindre forsvundet ud af danskernes bevidsthed.

Og foreholder man de samme danskere påskens budskab om kors og opstandelse, om lidelse og livets sejr over døden, ja, så er det kirkens problem, at ingen synes at have brug for påskens glædelige budskab. Kirken har gjort evangeliet tandløst og uinteressant, formår ikke at gøre historien om Jesus vedkommende for moderne mennesker. Danskeres påskefejring foregår udmærket uden Jesus og Gud og død og liv som kulisse.

Michelangelo Caravaggios alterbillede Nedtagelsen fra Korset (1604)
Michelangelo Caravaggios alterbillede
Nedtagelsen fra Korset (1604)

Er det præsterne, som har svigtet? Er formidlingen, vor evne til at sælge budskabet erstattet af tandløs lirekassesnak eller åndløs bekræftelse af altings lige-gyldighed i ordets bogstaveligste forstand. Eller handler det om, at mennesker ikke vil lade sig lede, bevæges eller forpligtes af andet end sig selv? Er vi os selv nok så meget, at det såmænd ikke gør noget, om Jesus er til eller ej. Vi har ikke brug for en frelser i mødet med skyld og liv og død. Det klarer vi på de sociale medier eller den metroseksuelle café latte café. Men er det sandt? Er det kommet så vidt?

Der er i hvert tilfælde stille omkring Jesus. Få, ingen, provokeres eller begejstres af ham. Det er længe siden, folkemængden råbte korsfæst og hånede ham. Det er længe siden, de pinte og plagede og torturerede ham til døde. Det er længe siden rygtet om, at han skulle være opstået fra de døde forvirrede og skabte frygt blandt folk.

Nej, han hverken hyldes eller hånes, hædres eller
revses. Kirken beskriver Jesus Kristus som den eneste Gud med sårmærker og vi følger ham på vej mod det Jerusalem, som rummer ham både som  sejr og nederlag, et menneske med sår og krone. Et menneske, som, uanset hvad, altid har blikket rettet mod de mennesker, der har det ondt. Det er kirkens opgave at holde perspektivet rettet på samme måde i en kultur, hvor Jesus meget let overses.images (1)

Vi kender alle mennesker, der synes kirkerummet,
kirkegårdene, kirkens ritualer siger dem noget, men samtidig er mindre optaget af ham som verdens frelser. Mennesker, som ikke korsfæster Jesus, men bare ignorerer ham eller søger at tie ham ihjel, når forholdet til ham bliver forpligtende. Vi kalder dem kulturkristne.

Det skyldes ikke, at vi ikke konfronteres med lidelse og død og andet, der forkrøbler livet – døden har mange navne – men det afkræver os ligesom ikke, man kunne kaldes det blodløs sympati.

Sympatitilkendegivelserne ovenpå terroraktionen i Oslo for nogle år siden, hvor rigtigt mange engagerede unge mennesker blev slået ihjel og i København for nylig taler deres tydelige sprog. Blomsterhavet, talerne, sangene er naturligt prægede af medfølelse, desperation og fortvivlelse. Men informationsmængden, mediernes bombardement af os, skaber hele tiden fokus på nye katastrofer, ja, medierne, ‘ de skjulte meningsdannere’ synes nærmest at dyrke dem for at overleve i en stadigt mere sensationslysten og overfladisk nyhedsindustri. Den åndelige tomhed fodres og næres af historierne om livet, der aldrig rigtig lykkes og det uden at det påvirker os synderligt udover det enkelte øjeblik.

For nogle år siden lavede skuespilleren Mel Gibson en film, der hed: The Passion of the Christ. Jeg brød mig dengang egentlig ikke om den, fordi den,

The Passion of the Christ
The Passion of the Christ

fornemmede jeg, overgjorde lidelsen i en sådan grad, at det var surrealistisk eller som om lidelsen i al dens bloddryppende gru skulle være det vigtigste ved det, der sker op til påske. Filmen skabte naturligt stor diskussion dengang. Måske netop, er jeg senere blevet opmærksom på, som et modsvar til den kulturkristne overfladiskhed og åndløshed. I denne film møder vi nemlig to afgørende sandheder. Det er Guds søn, der hænger på korset i dybeste afmagt og det er Jesus Kristus som lider og dør for vor skyld. Jesu lidelse og død bliver således formidlet som et fundamentalt opgør med al tænkning, der vil gøre Gud til en fjern, ufarlig åndelig skikkelse, som vi kan forholde os til, hvor og når og som vi vil.

Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen
Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen

Jeg tror på det gode i mennesker. Jeg tror på en opstandelse. Jeg tror på kærlighedens evangelium. Jeg tror på en tro, som er fri for frygt, som ikke kvæler min glæde over livet. Den er måske ikke altid så stærk, den tro. Måske hænger den endda med hovedet. Men den er der. Og ingen får lov til at rykke den op eller tage den for at være ingenting.

Og Jesu død fremstår som en bekræftelse på, at der har været et Golgatha i Guds hjerte længe før korset blev rejst. Guds lidelse i verden viser, at Jesus er prøvet i alt ligesom os og derfor kan komme os til hjælp. Det var for dig og mig, for os, at Jesus døde. Vi skulle ikke opleve forladtheden af Gud. Da Jesus strækker sine arme ud på korset, omfavner han hele den lidende verden. Det er dette kors i Guds hjerte, vi hører om fra Es. 53 i Det gamle Testamente om den lidende tjener.

Men vi har jo da ingen sår, vel, så har vi brug for Gud? Ja, vi har, og de hænger sammen, både spørgsmålet og svaret, når vi taler om den kristne Gud: Den eneste Gud med sår.

Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvem der skal redde påsken, men hvem der skal redde os? Som enhver ved, så er det når hjælpen ikke er tilstede, at den for alvor efterspørges. Det er i mørket, vi spørger efter lys. Som Jesus siger det, Skærtorsdag aften, mens han spiser med sine disciple, dagen før den mørkeste dag: Jeg er kommet som lys til verden, for at den som tror på mig, ikke skal blive i mørket». Det er påskens Jesus.

Langfredag bliver det i alles liv før eller siden. Good Friday, som englænderne bevidst kalder den. Den lykkeligste dag, selvhengivelsens dag. Frelsens vilkårs dag. Den dag, hvor det meningsløse får mening, hvor glæden får baggrund, hvor det onde taber, hvor det bevidst- og åndløse gøres bevidst, hvor, for at bruge vendingen: sandheden skal frem. Endelig skal dét komme for dagen, som adventsfejringen bar i sig, som vi hører det i Paulus brev til menigheden i Rom: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Ja, endelig, ikke sandt: Påske – måske – i dit og mit liv.