Dejlig er jorden – pilgrimstanker i en adventstid

Jeg går mange ture. Og jeg går gerne langt. Med vinden lige i femøren. Over bakke og hegn. Vej og sti. Mark og eng. Vejen, jeg går, er markeret. Nogen er gået forud for mig. Har gjort det trygt for mig at vandre dér alene. På den måde føler man sig taget hånd om og det af nogen, jeg end ikke aner, hvem er.

Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen
Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen

Når man sådan går, så indoptager man ligesom landskabet. Man hører vinden, nogle gange fugle, andre gang blade, man ser dyr, snuser den friske luft og alle lugtene ind: mark og jord og skov og græs. Landskabet ligesom åbner sig for mig. Jeg kan vandre her som en fremmed, som en pilgrim og følge den afmærkede sti. Jeg skal bare være opmærksom på, hvor jeg skal hen, følge mærkerne langt fremme, der siger mig, at jeg er på rette vej. Dvs. ikke gå videre, før jeg har det næste mærke i sigte. Så kan jeg også lade øjnene vandre mod horisonten, hvor jord og himmel mødes, ja, helt frem til hvor landskabet, jeg går i, går over i himmel.

Her bliver jeg opmærksom på det, som ligger bag mig. Mit hjem, jeg er gået ud fra. De mennesker, jeg er vant til at have omkring mig. Mennesker, som lever udsatte liv, sårbare liv med mange, lange bange timer på gaden hver dag. Usikker på at finde frem. At finde hvile dér. Nogle får plads i herberget. Andre ikke. Jorden er dejlig, men ikke for alle, vel?

Rigtigt mange mennesker i vore dage udtrykker angst for fremtiden. Mange føler at kræfterne i verden er så voldsomme og uforudsigelige som aldrig før. Vi synes ikke, forekommer det mig, at have kontrol over dem.

Aleppo, verdens ældste beboede by. Aleppo, den største by i Syrien. Længe, alt for længe, har vi set rystende billeder herfra. Billeder af en far, der griber fat i sit livløse barns fødder, der stikker frem af støvede murbrokker, en kvinde, der

Omran Daqneesh
Omran Daqneesh

bærer sit døde spædbarn i favnen. Omran Daqneesh, som vi alle lærte at kende, siddende i en ambulance, helt støvet til, totalt desillusioneret og fortabt. Det er menneskeligt at reagere med vrede og afmagt overfor al den død og ødelæggelse, som rammer civilbefolkningen i krigens Syrien, hvor, på trods af løfter om våbenhvile, hjælpekonvojer, skoler og sygehuse er blevet nådesløst angrebet. Det ene overgreb efter det andet på humanitær folkeret er åbenbart dagens orden, når vi taler om verdens supermagter. De formår i hvert tilfælde ikke at beskytte

Børn i Aleppos ruiner
Børn i Aleppos ruiner

Aleppos civilbefolkning, snarere tværtimod forekommer det trods alle de gode ord, der løber over skærmen hver aften fra alverdens ledere.

Som medmennesker, som tilskuere til dette barbari, må vi ikke vende vort blik bort. I længden kan ingen af os bevare vor værdighed så længe andre mennesker bliver trampet på. Som kristne er vi altid kaldede til at fremme håb i håbløse situationer.

Billederne fra Aleppo giver os mindelser om det 20. århundredes mest brutale krig. Mindelser om, at vi mennesker er i stand til de mest ondskabsfulde handlinger. Men der findes en anden vej. Freden er mulig. Salige er de, som skaber fred, sagde Jesus, og henvendte sig til os, som, i det små måske kun, kan skabe nyt håb, nye muligheder, nye veje, hvor alt synes ufremkommeligt.

Pave Frants i Auschwitz
Pave Frants i Auschwitz

Går det an at synge: Dejlig er jorden i sådanne tider. Er det ikke et håbløst projekt her i advents- og den tilstundende juletid at fastholde idyllen, når bomber falder, uskyldige mennesker dræbes, voldsmænd går på fri fod og ondskaben synes at have en fantasi uden grænser?

Sådan har det altid været, kan du indvende. Og jo, det er såmænd godt at huske på – selvom hvad godt er der egentlig i det – at det ikke bare er i vor tid, at det har været sådan. Mennesker har til alle tider oplevet, at det, som i udgangspunktet var såre godt, udviklede sig ubegribeligt ondt og vanskeligt. Bernhard Severin Ingemann, som levede fra 1789 – 1864 og som har skrevet ’Dejlig er jorden’, var én af dem, der oplevede dette.

B. S. Ingemann
B. S. Ingemann

Som 10-årig mistede han sin far. På selveste nytårsaften. Hans mor, fire brødre og en søster døde af tuberkolose med nogle få års mellemrum. Som student i København mistede han glæden, troen og trygheden. Sammen med den øvrige danske befolkning oplevede han to krige, mod englænderne og mod Preussen. Frem til fredssommeren 1850 var summen af sorger på sit højeste, da han som familiefar og leder af Sorø Akademi fik besøg af en gammel ven, som havde taget en melodistump fra korsfarertiden med sig. Han opfordrede Ingemann til at skrive en salme og samme aften kunne han så stå i aftensolen og nynne, mens ordene kom til ham: Dejlig er jorden.

Han fortsatte med at skrive og i løbet af denne septembernat 1850 var de tre strofer på plads, sådan som vi har dem i vor julesalme i dag. Kritikerne var voldsomme ved den. De anklagede den for at være idylliserende. Jorden er da ikke dejlig, men blodig, ikke sandt?!

Netop, sagde Ingemann. Men jorden var engang dejlig. Vi kan fortsat i glimt erfare dens dejlighed, selvom den også er blodmærket. Og en dag skal jorden igen blive nyskabt og dejlig. I mellemtiden har Gud fået adresse på jorden, himlen er kommet til os og hovedårsagen til, at Ingemann og alle vi andre kan synge denne salme, mens bomberne falder omkring os, er, at Gud ikke synes at have forladt os.

Akvarel af Helmer Breindahl med salmen 'Dejlig er jorden'
Akvarel af Helmer Breindahl med salmen ‘Dejlig er jorden’

Vi er ikke længere alene på jorden. Vi ved ikke, hvad som vil møde os af trusler, men vi ved, hvem som altid vil møde os. Fred over jorden, menneske, fryd dig! Os er en evig Frelser født!

Jeg går mange ture. Og jeg går langt. Terapi, trøst, tanke får her rum og tid. Nogle gange har jeg lyst til, mod på, at gå hele vejen, helt til enden af regnbuen, hvor løftet bliver indfriet. Men er det først dér for enden af regnbuen, dér, hvor vejen får ende, hvor jorden ikke er stor nok, at vi ser himmelen åben. Er det først dér, angsten sætter ind for ikke at finde vej – ud af – ind i – hjem, at vi ser himmelen åben. Vi kunne jo vælge at gå hele vejen på en anden måde: at slippe jorden og at tage hjem. Det ligger der jo en fristelse i.

Og samtidig, hvad vej jeg om, hvad som tynger, hvad som binder, hvad som holder tilbage, hvad som giver fornyede kræfter og udholdenhed, hvad som giver håb, tro? Jorden er dejlig: den tager imod mig, før jeg selv gør, fører slægterne videre, sætter mig ind i en sammenhæng, knytter mig inderligt til det smukke skaberværk. Og jeg kan synge, lade min stemme falde i med naturens stemmer eller med stemmerne prægede af levet liv fra vor kirke, Vor Frue, Vordingborgs smukke gamle pilgrimskirke.

Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre
Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre

Således stemt går det an at løfte blikket, at se frem, se ind i december og måske dér få øje på et decemberbarn, et trümmerbarn, en lille Omran Daqneesh, der kommer mig i møde.

God adventstid

Hardy Lund Olesen

 

Onsdagsandagten – for sidste gang

 

 

UHRKLOnsdagsandagten har nu kørt i 17 år. Lige siden jeg gennemførte En anden Advent i 1999 har der været onsdagsandagt i Vordingborg kirke fra september til april med åben kirke mellem kl. 16.30 og 17.30 og andagt kl. 17 i kirkens kor. Stillegudstjeneste, meditationsgudstjeneste, Taize-gudstjeneste, Thomas-messe, fyraftensgudstjeneste, kald det, hvad I vil, kært barn har mange navne. Og det har været en fornøjelse, ja, noget af det bedste i min embedstid, at gennemføre disse andagter hver uge. Og tilsvarende vemodigt at skulle tage afsked med dem.

Året var 1999. Jeg havde foranstaltet en serie seniormøder i konfirmandstuen på Kirketorvet til fejring af 150-året for Grundloven. Én af mine første foredragsholdere var MF for Det radikale Venstre Henrik Svane. Han var på det tidspunkt også medlem af Folketingets kirkeudvalg og skulle således redegøre for sin stilling til de paragraffer af Grundloven, som netop omhandlede Den danske Folkekirkes særlige stilling. På det tidspunkt var der en hed debat i Det radikale Venstre om en ændring af Grundloven. Så det gav sig selv, at han skulle komme. At Henrik Svane så samtidig var gift med Marianne Christiansen, nuværende biskop i Haderslev, ja, det gjorde det endnu mere indlysende. Han havde så at sige kirken inde på livet hver dag.IGLO

Under spørgetiden fik jeg lejlighed til at lufte én af mine kæpheste, nemlig at vi har for få gudstjenester i Den danske Folkekirke, dvs. der er for få muligheder for at have en god grund til at komme i kirken. Jeg fortalte ham, at jeg faktisk altid havde haft en drøm om at holde andagt i kirken hver dag. Og at jeg mente, det psykologisk var et dårligt signal at sende kun at have én gudstjeneste om ugen og det om søndagen og kl. 10, hvor far og mor efter en lang uge sidder dybt begravet i søndagsaviserne og spiser morgenmad med ungerne. Man var i midten af 1990’erne begyndt rundt omkring i det kirkelige landskab at arbejde med temagudstjenester, prædikenværksteder, meditationsgudstjenester osv. Og inspirationen fra Finland, hvor man var begyndt at afholde Thomas-messer for de søgende og tvivlende og fra Taizé i Bourgogne i Frankrig med frère Roger i spidsen og fra de svenske 12- trins skrifteandagter i AA-regi, gav nogle af os dengang forholdsvis nye præster blod på tanden til at lave anderledes gudstjenester på andre tidspunkter. Disse gudstjenester gav også mulighed for at inddrage andre former for musik og sang, sjælesorg og diakoni på nye måder og forkyndelse, der bar præg af hverdag og nærvær og intimitet. Nat- eller aftenkirken, som vi har haft i flere storbyer, også her i Vordingborg kirke en kort overgang i 00’erne,  er et godt eksempel på ét af denne tids succesfulde KERZEeksperimenter.

Henrik Svane lyttede tålmodigt smilende til mine udgydelser og endte så med at sige: jamen, hvad hindrer lille Hardy i at gøre det. Nej, vel? Så jeg gik i gang i det efterår med at forberede en gudstjenesterække, der skulle strække sig fra 1. s. i Advent til Hellig 3 Konger. Kirken skulle være åben i 2 timer fra kl. 17-19 og der skulle være mulighed for 2 andagter á et kvarters varighed. Min inspiration til dette forløb kom fra Tyskland, hvor en række præster omkring Hamborg havde taget initiativ til en fejring af adventstiden i form af en kalender, som gav læse- og bønnestof til den ellers meget hektiske adventstid. Denne kalender kunne man bruge i sit hjem. Det kunne jeg jo ikke bare sådan gøre, så derfor skulle kirken være åben for andagtssøgende, som i bedste Thomas-messe-stil blot kunne gå indenfor, bede en bøn og så liste stille ud igen. Ingen behøvede deltage i andagterne, som foregik i korrummet helt oppe ved alteret med salme, taizé-sange, prædiken, bønner og stilhed/meditation. Der var ingen kirketjener, kordegn, organist, der var kun mig og så de andagtssøgende.KAL1_TH

Det var kanon. Der kom vel i gennemsnit de 28 dage, jeg holdt En anden Advent første gang, mellem 20-40 mennesker pr. dag. Ældre mennesker, midaldrende, unge, børn, en del spejdere, selv et par kvindelige muslimer kom en aften, fordi de hjemme i Syrien havde fundet megen trøst i Maria, én, de kunne identificere sig med som kvinder. Det var meget bevægende at iagttage deres forhold til Maria afbildet i vort Maria selvtredje alter i sydvesthjørnet af kirken.

De næste fire år holdt jeg En anden Advent og altså ind imellem også onsdagsandagter. Vi fik anskaffet en lysglobe til kirken, skabt af smedene i Nyråd og økonomisk støttet af Vordingborg bank og Nordea. Tidligere havde vi brugt Slots døbefont i sydvesthjørnet. Det gik kort sagt så godt ,a t jeg havde planer om at udvide En anden Advent til at omfatte det, man i kirken kalder Den lange Faste, altså fra Filipsdag, den 14. november og frem til Langfredag. Det blev i første omgang kun til en fejring også af fasten, kaldet Små vise Skridt, hvori jeg hver onsdag havde indføjet en længere temagudstjeneste. Små vise Skridt forløb over alle 40 fastedage og samlede desværre ikke ret mange. Efter i fire år at have fejret En anden Advent med dalende tilslutning – til sidst talte vi kun mellem 10 og 15 deltagere pr. gang – begrænsede jeg mig yderligere til kun at holde MARIAOnsdagsandagten.

Ja, ja, alt godt har en ende og således også Onsdagsandagten. Mange har udtrykt ønske om at få tid til at deltage i den, ikke ret mange imidlertid har levet deres ønsker ud. Der har i alle årene naturligvis været en del, der faldt fra, og nye, der er kommet til. Men i de sidste år har vi i gennemsnit været 10 og jeg ved, de har været glade for at komme.

Jeg selv har været glad for at forberede de små 2-3 min. prædikener, at vælgeKREUZ0 tekster og salme, kort at være tvunget til at begrænse mig til de 15 min. en sådan andagt kun bør vare og få sagt noget ind i hverdagen, som var væsentligst først og fremmest for mig selv, men også for de fremmødte.

 

 

 

Hardy Lund Olesen

 

Sisyfosjul …

En hel verden
En hel verden

At tale om en hel og usårlig verden er en illusion. Hændelserne i Paris for ganske nylig har gjort disse ord grusomt sande. For megen død, smerte, sorg, angst og gråd. Det ligger ikke desto mindre i os hele tiden at ville en bedre verden. Alle venter på den dag, da hver tåre skal tørres af, hvor sorg, skrig, pine, ja, hvor bekymringens djævelske spind skal være som fejet væk, hvor vi skal inderligt tilfredse, lykkelige, glade og hvor vi kan leve frit og frie af forvirring, lidelse, død, hvor ingen mere behøver være bange for sin lykke, hvor latteren lyder og

menneskene er fulde af lys.

Alt dette har for kristne et navn og et ansigt: Jesus af Nazareth. I sidste ende er det ham, vi venter på. Vi venter hele året, men især når det bliver advent.

Advent er for mange mennesker blevet ensbetydende med hektisk jag og stress,

Sisyfosjul
Sisyfosjul

næsten uopfyldelige forventninger, krav om hygge og glæde og inderligt samvær, der alt for let netop derfor truer med at blive det modsatte. Mange gruer for denne tid – og det er synd. For advent kan rumme alt det, vi længes efter i den hverdag, der synes overlæsset nok: fred, stilhed, eftertanke, gode tanker for alle, der er undervejs til sig selv, undervejs til det glædelige budskab, at Gud selv kommer ind i verden. Ind i sorgen og fortvivlelsen, ind til alle dem, der lider under byrden af sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ensomhed eller som har mistet og nu i den store højtid skal gennemleve den smerte, det er at skulle bære den elskede ud af sit hjerte. Gode tanker til alle de familier, der hverken økonomisk eller menneskeligt kan leve op til advents- og juletidens krav, til det voksende antal singler, der i en familieamputeret kultur ikke kan finde veje ud af ensomheden, til alle de 30-50 årige, der står midt i et hektisk arbejdsliv og ikke synes at finde tid til stilhed og eftertanke.

En anden advent
En anden advent

Vi har i allerhøjeste grad brug for advent, fordi vi ellers ville fortabe os i det uvæsentlige, det overfladiske, det momentane, det travle, det hektiske, det diffuse. Vi har brug for at gå veje, som går indad til det væsentlige. Og naturen på disse breddegrader støtter os i denne tid: udenfor bliver det koldere. Snart, tidligere og tidligere, bliver det nat. Vi sætter pris på vore stuer, på lyset derinde, hvor vi samler vore kære. Vi følger kaldet indad. Vi skaber rum for besindelse, for eftertænksomhed, for stille overvejelse. Vi plejer denne unikke chance for at varme os ved hinanden og således sammen venter vi på forløsning, frelse, udfrielse.

 

Man kan gå tidligere prøvede veje eller man kan gå nye. Man kan

Barbaradag 4. december
Barbaradag 4. december
  • samle sig om adventskransen, hvorfra lyset øges uge for uge som et symbol på, at vi skal se mere lys i vore liv og vi selv skal være mere lys for andre
  • bære en grøn kvist ind som bud fra en anden verden, i hvilken mennesker kan leve i fred
  • hænge en vissendød og en endnu grøn gren  ved siden af hinanden til stadig påmindelse om, hvad vi nu er og hvad vi siden skal blive
  • bygge en rod fra skoven om til en krybbe, fordi ethvert nyt menneskes fødsel har rod i vor historie
  • opleve en kirsebærgren knoppe og blomstre som et sindbillede på en ny verdens ønske om at vokse og så blive til
  • opleve børnenes sitrende glade spænding, når adventskalenderen skal åbnes
  • høre god musik eller læse en god bog sammen.

 

Advent er en vigtig tid. Ikke kun, fordi den hører til en af vore smukkeste barndomserindringer, men fordi vi behøver den som modpol til det moderne livs hektiske stress og jag.

Lyset bæres frem
Lyset bæres frem

I denne tid har jeg brug for at glemme mig selv, for først da finder jeg hvile, først da hører mine tankers og følelsers larm op og jeg er langt om længe ankommet, da er jeg efter lang tids søgen endelig kommet hjem. Og tilbedelsen af denne hemmelighed ved Gud, at han elsker mig, er tegnet, for da bliver der roligt i  min sjæl, da kan jeg fornemme, at min inderste længsel er opfyldt, at jeg har fundet det, som giver mit liv fylde. De tre vise mænd eller kongerne, som kunstnerne ynder at kalde dem, de har i deres hjerter hørt længslen kalde og ladet sig lede af stjernen og har søgt dette stabile, dette faste i livet som barnet er. De går mange og krogede veje for endelig at kunne træde ind i huset, hvor Maria og barnet er. De træder ind og falder ned for det guddommelige barn og breder deres skatte ud: guldet, som tegn på deres kærlighed, røgelsen som tegn på deres længsel og myrraen som tegn på deres smerter.

Er det ikke summen af, hvad advent, jul og hellig tre konger er for os. Moderne mennesker har brug for alt dette. Der er ikke så mange drømme tilbage i vor verden. Vi kan ikke længere blive mestre i vore egne liv, men vi kan tilbedende se bort fra os selv og ind i advents- og juletidens mysterium og således gøre vort liv til et mesterværk.

Påny på vej
Påny på vej

 

Kanden mellem liv og død

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Vor Frue kirke har nu også fået en dåbskande. Indenfor de sidste par år har menighedsrådet med hjælp fra sølvsmeden Dorte Lausten erhvervet sig et helt sæt altersølv: bestående af alterkalk, disk og altså nu tillige dåbskande. Lavet i glas, wengé-træ og sølv, med blå farve og fisk som gennemgående symboler.

En dåbskande – det lyder jo nærmest, som om der til dåben er knyttet en kande, ligesom der ved nadveren er knyttet kalk og disk. Det er ingenlunde tilfældet. Dåbskanden er som udgangspunkt en praktisk foranstaltning, altså til at bringe vand fra en vandhane til døbefonten, som ikke bare sådan lader sig flytte hen under en vandhane. Andet er der for så vidt ikke i det. Der er ikke noget liturgisk, skriftmæssigt, teologisk belæg for at tale om en dåbskande. Så egentlig havde en flaske med postevand fra det lokale vandværk været alt rigeligt.

Og dog. I gudstjenesten, i den liturgiske ramme omkring ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, optræder der intet tilfældigt. Ikke, at der knytter sig betydning eller mening til alt, hvad der sker, alt, hvad der siges, men der er en vis symbolkraft i bønner og teksters og salmers rækkefølge og altså også i brugen af de hellige kar. Hvor kalk og disk har deres helt præcist skriftligt bevidnede og teologisk funderede baggrund, er det dog noget vanskeligere at finde det samme for dåbskanden.

Dimmelugen

Dimmelugen, kalder Grundtvig i sit sangværk den uge, hvor alt, hvad der har med Jesus at gøre, får en helt anden betydning. Dimmel hedder den træknebel, der sidder i en klokke, og dimmelugen er ugen før påske, den stille uge, hvor der blev ringet med ’dimmel’, for at lyden skulle afsvækkes. ’Gennem dimmeluger ti’, som Grundtvig omtaler tiden fra septuagesima og til påske, er denne den hårdeste, den mørkeste: i dimmeluges væde kommer mangen til at græde, som vejrvarslet tidligere lød om den stille uge. Og begivenhederne omkring Palmesøndag, som indleder dimmelugen, er da også netop det, der betegner dette skifte i synet på Jesus, der på græsk hedder Kristus og på hebraisk Messias.

Ifølge Johannesevangeliet hilser en jublende folkeskare Jesus, da han i påskeugen indtager Jerusalem på et æsel. Folket har lagt deres kapper og palmegrene på jorden som en højtidelig gestus til hans ære, og de hilser ham som Davids søn. Indtoget i Jerusalem er i dansk tradition, hvad de fleste forbinder med søndagen før påske og også den beretning, som har lagt navn til dagen.

Messias, den salvede konge

En anden og langt vigtigere begivenhed for os kristne er dog denne uges

Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel
Som den første jødiske konge salves Saul af Samuel

egentlige optakt, nemlig en kvindes salvning af Jesus i Bethania umiddelbart før/eller efter indtoget, alt efter hvem vi læser det fra. Hun salver ham, fordi Kristus eller Messias betyder ’den salvede’. Man brugte salvelse i flere forskellige sammenhænge, én af dem var på samme måde, som vi kroner en konge. Én, der skulle have den politiske magt, kunne blive salvet. Og det er det, der grundlæggende ligger i betegnelsen Messias eller Kristus. Den særlige repræsentant for Gud, der er blevet forudsagt. Man forventer, at der vil komme en ny konge, der i særlig grad repræsenterer Gud. Den sidste danske konge under Enevælden, theokratiet i Danmark fra 1660-1849, der blev salvet, var Christian den 8. Han blev salvet i 1840 som den sidste af 7 enevoldskonger i Frederiksborg Slotskirke.

Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke
Salvningsprocession udenfor Frederiksborg Slotskirke

Salvningen i Bethania

Barnetegning af salvningen i Bethania
Barnetegning af salvningen i Bethania

Og, når det handler om Jesus, ja, så kunne vi jo godt slutte dér. Men hændelsen ude i Bethania betegner for kristne noget langt mere betydningsfuldt end opfattelsen af Kristus eller Messias som jødernes ventede konge alene efterlader os med. Der indtræffer i kvindens salvning en total omtolkning af Messias-skikkelsen. Fra at have været symbolet på den sejrende konge af Davids æt, der skal genskabe det davidiske kongedømme, den salvede og sejrende konge, hvor riget var samlet, bliver Messias i Bethania, til den Kristus, der skal dø og først som død skal sejre. Så salvningen er altså essentiel for overhovedet at kunne forstå, hvem Jesus er. Det bliver her klart, at Jesus er Kristus, og da han kort efter den såkaldte salving siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen, bliver det tydeligt, at han også ved, at han skal dø. At kæde de to ting sammen, er en måde at vende forventningen til frelseren om.

Troende Sjæle!
Kom, lad os dvæle
Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde,
Trøsten at finde!
Ei vil vi Pinen og Døden begræde,

Som os har skiænket det salige Haab,
Men vi vil ære vor Frelser og kvæde:
Tak for den dybe, den hellige Daab,
Hvor vi korsfæstes og døe og begraves
Med Dig, for af Dig med Liv at begaves,
Du, som opstod fra de Døde igien!
Menneske-Ven!
Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære,
Evig velsignet, høilovet Du være,
For af Medlidenhed
Døden Du leed,
Vil os af Syndefalds-Døden oplive,
Himmerig give,
Døde for os, saa vi leve med Dig!

432-33 sangværk bind 1

Messias bliver Kristus

Dette digt danner den egentlige baggrund for den salme, som hændelsen i Bethania i dansk tradition har affødt: Med sin alabaster-krukke (dds nr. 151). Disse to tekststykker fortæller om den sammenhæng, der er mellem dåben og døden, som Paulus også understreger i Rom 6.4: Vi blev altså begravet sammen med ham [Jesus Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ
Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ

blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. Messias er ikke den, som skal komme og triumfere og tage magten og sætte sig på tronen, men Messias er Kristus, den, som skal dø. Det er hans messianske opgave at dø, og på den måde skaffe frelse, forklarer han. Ved at Jesus på en og samme tid bliver udtrykt som frelseren og fortæller, at han skal dø, omtolker man dermed hele forventningen til frelseren. Jesus siger: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« – han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Kvinden

Maria Magdalene med alabasterkrukken
Maria Magdalene med alabasterkrukken

Kvinden, der omtales, er uden navn hos Markus og Matthæus, hos Lukas en synderinde og hos Johannes Maria, Lazarus’ søster. Hun græder, mens hun salver Jesus, og tørrer sine tårer af Jesu fødder med sit hår. Myten påstår, at der her er tale om Maria Magdalene, hende, der også er den første, der møder Jesus efter opstandelsen. Maria Magdalenes atribut som katolsk helgen er netop krukken, alabasterkrukken. Som helgen er hun de vejfarendes helgen, hende, der endog ledsager os på den sidste rejse til dødsriget og med vandet fra sin krukke væder den dødes læber.

 

Påsken og dåben

Jo, jo, dåbskanden kan liturgisk og teologisk belægges. Man skal måske langt omkring – og så alligevel ikke. Optakten til den stille uge skal blot ikke gøres gældende som jødisk-messiansk, men netop som et brud med den jødisk messisanske kongeideologi og påsken skal opfattes som et brud med den jødiske udtogslegende til fordel for det indtog, som dåben/salvningen til døden er. Så binder salvningen påske og dåben sammen til det, de betegner:

Jesus, vor Kristus, vor salvede konge med ære!

Vor Frue kirke - gammel dåbskande
Vor Frue kirke – gammel dåbskande

Kristus, vor Jesus, almægtige frelser, du kære!
Hos os du bliv!
Vær du vort lys og vort liv,
alt, hvad vort hjerte begære!

Da på det jævne skal nåden og sandheden mødes,
og dine små skal til konger og præster opfødes,
vokse i løn
bruden som solen så skøn,
alting af kærlighed sødes.

(Dds 318 v. 3 og 5)

Dåbskanden

Nyt billede (2)Vor Frue kirke har flere dåbskander. Vi har bl.a. to sorte dåbskander, med guldkors og guldstaffage omkring base og top. Hvorfor de skal være sorte, og ikke hvide, som alabast normalt ville være, kunne skyldes denne sammenhæng mellem dåben og døden, som Paulus understreger. Vor Frue kirkes nye dåbskande søger omvendt at skabe en sammenhæng mellem det mytiske-historiske, det symbolske-tekstbaserede udsagn til en antifortælling om dåben til liv og kærlighed. Den har Maria, den blå farve, inkarnationens, den har Peters fiskedræt på sølvet i bunden, menneskefiskeren, som også kalk og disk har og den har tåren på hankens top, kvindens tåre til anger og tilgivelse, mens hun salver Jesu fødder. Og så er den lavet i glas, dette skrøbelige materiale, der intet skjuler, men tværtimod gør alt det mørke og skjulte åbenbart. Ja, der i træsorten wengé symboliserer lys af lys og sand Gud af sand Gud.

Dåbskande – ja selvfølgelig: so ein Ding müssen wir auch haben!

 

Vor Frue kirke - ny dåbskande
Vor Frue kirke – ny dåbskande

Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

Påske – måske

Humbert de Supervilles ”Kristus på Golgatha” 1836
Humbert de Supervilles
”Kristus på Golgatha” 1836

Hvert år ved denne tid undersøger medierne danskernes viden om begivenhederne i påsken. Og det er i allerhøjeste grad forstemmende, hvad der kommer ud af det. Selv påskeharen og – kyllingen ville have rystet på hovedet. Hvad folk ved om Skærtorsdag er forsvindende lidt, Langfredag en anelse mere, pudsigt nok, og Påskedag, jamen, det har for de fleste noget med frokost og kyllinger af ‘den klare slags’ at gøre. Budskabet, som kirken står og falder med, er åbenbart mere eller mindre forsvundet ud af danskernes bevidsthed.

Og foreholder man de samme danskere påskens budskab om kors og opstandelse, om lidelse og livets sejr over døden, ja, så er det kirkens problem, at ingen synes at have brug for påskens glædelige budskab. Kirken har gjort evangeliet tandløst og uinteressant, formår ikke at gøre historien om Jesus vedkommende for moderne mennesker. Danskeres påskefejring foregår udmærket uden Jesus og Gud og død og liv som kulisse.

Michelangelo Caravaggios alterbillede Nedtagelsen fra Korset (1604)
Michelangelo Caravaggios alterbillede
Nedtagelsen fra Korset (1604)

Er det præsterne, som har svigtet? Er formidlingen, vor evne til at sælge budskabet erstattet af tandløs lirekassesnak eller åndløs bekræftelse af altings lige-gyldighed i ordets bogstaveligste forstand. Eller handler det om, at mennesker ikke vil lade sig lede, bevæges eller forpligtes af andet end sig selv? Er vi os selv nok så meget, at det såmænd ikke gør noget, om Jesus er til eller ej. Vi har ikke brug for en frelser i mødet med skyld og liv og død. Det klarer vi på de sociale medier eller den metroseksuelle café latte café. Men er det sandt? Er det kommet så vidt?

Der er i hvert tilfælde stille omkring Jesus. Få, ingen, provokeres eller begejstres af ham. Det er længe siden, folkemængden råbte korsfæst og hånede ham. Det er længe siden, de pinte og plagede og torturerede ham til døde. Det er længe siden rygtet om, at han skulle være opstået fra de døde forvirrede og skabte frygt blandt folk.

Nej, han hverken hyldes eller hånes, hædres eller
revses. Kirken beskriver Jesus Kristus som den eneste Gud med sårmærker og vi følger ham på vej mod det Jerusalem, som rummer ham både som  sejr og nederlag, et menneske med sår og krone. Et menneske, som, uanset hvad, altid har blikket rettet mod de mennesker, der har det ondt. Det er kirkens opgave at holde perspektivet rettet på samme måde i en kultur, hvor Jesus meget let overses.images (1)

Vi kender alle mennesker, der synes kirkerummet,
kirkegårdene, kirkens ritualer siger dem noget, men samtidig er mindre optaget af ham som verdens frelser. Mennesker, som ikke korsfæster Jesus, men bare ignorerer ham eller søger at tie ham ihjel, når forholdet til ham bliver forpligtende. Vi kalder dem kulturkristne.

Det skyldes ikke, at vi ikke konfronteres med lidelse og død og andet, der forkrøbler livet – døden har mange navne – men det afkræver os ligesom ikke, man kunne kaldes det blodløs sympati.

Sympatitilkendegivelserne ovenpå terroraktionen i Oslo for nogle år siden, hvor rigtigt mange engagerede unge mennesker blev slået ihjel og i København for nylig taler deres tydelige sprog. Blomsterhavet, talerne, sangene er naturligt prægede af medfølelse, desperation og fortvivlelse. Men informationsmængden, mediernes bombardement af os, skaber hele tiden fokus på nye katastrofer, ja, medierne, ‘ de skjulte meningsdannere’ synes nærmest at dyrke dem for at overleve i en stadigt mere sensationslysten og overfladisk nyhedsindustri. Den åndelige tomhed fodres og næres af historierne om livet, der aldrig rigtig lykkes og det uden at det påvirker os synderligt udover det enkelte øjeblik.

For nogle år siden lavede skuespilleren Mel Gibson en film, der hed: The Passion of the Christ. Jeg brød mig dengang egentlig ikke om den, fordi den,

The Passion of the Christ
The Passion of the Christ

fornemmede jeg, overgjorde lidelsen i en sådan grad, at det var surrealistisk eller som om lidelsen i al dens bloddryppende gru skulle være det vigtigste ved det, der sker op til påske. Filmen skabte naturligt stor diskussion dengang. Måske netop, er jeg senere blevet opmærksom på, som et modsvar til den kulturkristne overfladiskhed og åndløshed. I denne film møder vi nemlig to afgørende sandheder. Det er Guds søn, der hænger på korset i dybeste afmagt og det er Jesus Kristus som lider og dør for vor skyld. Jesu lidelse og død bliver således formidlet som et fundamentalt opgør med al tænkning, der vil gøre Gud til en fjern, ufarlig åndelig skikkelse, som vi kan forholde os til, hvor og når og som vi vil.

Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen
Isenheim alteret, Colmar: Opstandelsen

Jeg tror på det gode i mennesker. Jeg tror på en opstandelse. Jeg tror på kærlighedens evangelium. Jeg tror på en tro, som er fri for frygt, som ikke kvæler min glæde over livet. Den er måske ikke altid så stærk, den tro. Måske hænger den endda med hovedet. Men den er der. Og ingen får lov til at rykke den op eller tage den for at være ingenting.

Og Jesu død fremstår som en bekræftelse på, at der har været et Golgatha i Guds hjerte længe før korset blev rejst. Guds lidelse i verden viser, at Jesus er prøvet i alt ligesom os og derfor kan komme os til hjælp. Det var for dig og mig, for os, at Jesus døde. Vi skulle ikke opleve forladtheden af Gud. Da Jesus strækker sine arme ud på korset, omfavner han hele den lidende verden. Det er dette kors i Guds hjerte, vi hører om fra Es. 53 i Det gamle Testamente om den lidende tjener.

Men vi har jo da ingen sår, vel, så har vi brug for Gud? Ja, vi har, og de hænger sammen, både spørgsmålet og svaret, når vi taler om den kristne Gud: Den eneste Gud med sår.

Spørgsmålet er nemlig ikke bare, hvem der skal redde påsken, men hvem der skal redde os? Som enhver ved, så er det når hjælpen ikke er tilstede, at den for alvor efterspørges. Det er i mørket, vi spørger efter lys. Som Jesus siger det, Skærtorsdag aften, mens han spiser med sine disciple, dagen før den mørkeste dag: Jeg er kommet som lys til verden, for at den som tror på mig, ikke skal blive i mørket». Det er påskens Jesus.

Langfredag bliver det i alles liv før eller siden. Good Friday, som englænderne bevidst kalder den. Den lykkeligste dag, selvhengivelsens dag. Frelsens vilkårs dag. Den dag, hvor det meningsløse får mening, hvor glæden får baggrund, hvor det onde taber, hvor det bevidst- og åndløse gøres bevidst, hvor, for at bruge vendingen: sandheden skal frem. Endelig skal dét komme for dagen, som adventsfejringen bar i sig, som vi hører det i Paulus brev til menigheden i Rom: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Ja, endelig, ikke sandt: Påske – måske – i dit og mit liv.

De syv smerter i Maria’s hjerte

– ny disk til Vor Frue kirke, Vordingborg

Vor Frue kirkes nye disk
Vor Frue kirkes nye disk

En disk, diskos, er den ’tallerken’, hvorpå oblaterne, nadverbrødet, eller hostien, som katolikkerne kalder det, ligger. Når præsten har indstiftet nadverbrødet, bæres det rundt til nadvergæsterne, der modtager det med ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. På hvert brød er normalt indpræget et krucifiks, dvs. Jesus Kristus på korset, men det kan også være præget med de græske bogstaver alpha og omega. Nadverhandlingen, der tillige indbefatter indtagelse af vin med ordene, dette er Jesu Kristi blod, benævnes også ’eucharistien’, der betyder taksigelse og oblaten, brødet, 350px-Última_Cena_-_Juan_de_Juanesbetyder egentlig det, der ’bæres’ hen til, dvs. i de første kristne menigheder bar nadvergæsterne brødet til kirken for at få det indviet af præsten og det blev som indviet til det, katolikkerne kalder hostien, der betyder ’offeret’. Oblaten er normalt rund for at ligne en mønt, løsepenge for synderne. Disken kan være flad eller med dyb bund. Har den dyb bund er det normalt for, at den skal bæres nedsænket oveni alterkalken med et klæde over.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Vor Frue kirkes nye alterdisk er skabt af guldsmed Dorte Lausten i sit værksted i Blenstrup i Vesthimmerland i samarbejde med glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup ved Hjørring og trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Sammen skabte de, som det må være de fleste bekendt, også kirkens nye alterkalk, som vi indviede sidste år i pinsen. Dorte Lausten har  formet disken med dyb bund. Bunden har samme diameter som alterkalkens bæger og disken burde således kunne bæres frem liggende på toppen af alterkalken. Disken er som alterkalken fortrinsvis af glas, holdt sammen af wengé-træ og sølv. Meget overpyntet ville man således for en umiddelbar betragtning anse den for at være, men som helhed er der en meget fin balance i brugen af de forskellige materialer.

Kirkens gamle disk fra 1745 er et meget enkelt sølvarbejde, udført 368af Vordingborgs på den tid førende guldsmed Christoffer Frederik Hansen Piilsmed. Den er i al sin enkelhed prydet med graveret kors mellem to palmeblade, hvorunder står årstallet 1745. Piilsmed var guldsmed i byen frem til sin død i 1751. Derudover har kirken i år 2000 fået foræret en disk af tidligere sognepræst Thomas Hee Andersens enke, Marie Louise, som er prydet med et lam og et vinblad og ordene: Jeg er livets brød. På bagsiden er navnet Hee indgraveret plus en mig ubekendt kunster HM med årstallet 1958.
Den nye disk må siges at være noget af det smukkeste altersølv. Helheden er slående i sin uensartethed. Glas, træ og sølv i uforenelig harmoni. Symbolik, der æstetisk og teologisk virker så godt sammen, at det er nærliggende enten at tro, der er tænkt over tingene eller at Gud selv har været indover!DSC_0056

Vi ser ikke Maria. Hun er så underfuldt skjult, så tilbagetrukket,

beskeden i sit udtryk, ydmyg, i sit lille hav af blåt fostervand midt i diskens bund, så perfekt rundt, at man skulle tro, det var jorden og himlen i forening, der i hende den nat mødtes. Maria-blåt lyser denne forening op igennem det klare sølv, som himlen lige før morgengry, når solen skal fødes på ny, som himlen lige før aftenen sætter solen i havet og morgenstjernen står op. Der er fødsel og genfødsel, skabelse og nyskabelse i den Maria-blå farves bebudelse. I cirklen anes Maria og englens møde. Man kan næsten spejle hendes ansigt ned gennem sølvet.

Wengé-træets blomst
Wengé-træets blomst

Der er intet guld, men der er en cirkel af mørkt træ. Træ, der aldrig bliver mørkere, men kun lysere og som en dag vil lyse som det pureste guld. Wengé-træets forunderlige evne. Maria er den nye bærer af Guds ord, hun er den nye pagts skrin, som et smykkeskrin, hvori barn Jesus er smykket. Hun er afløseren for pagtens ark, som israellitterne bar med sig under Exodus. Derfor skal hendes udtryk også være gyldent blødt som hårdheden i pagtens arks fire gyldne sider. Sammenholdelsen af Maria-gloriens gyldne cirkel og pagtens arks firkant betegner Guds evighedscirkel og tidens omkransning af menneskelivet, hvori det gøres klart at vor jord og alt liv bæres oppe af Guds skabermagt og gøres gældende for os i inkarnationen og Jesu Kristi frelsergerning.

Det bedste i disken er imidlertid sølvarbejdet. Sølvka369nten på Wengé-træet, spændt fast syv steder som udtryk for syvtallets magi i Skriften: de syv skabelsesdage, de syv ’jeg er´ ord fra Jh-evangeliet, de syv Jesu ord på korset, de syv engle i åbenbaringen, men som det vigtigste som ramme omkring den smukke indsats af sølv med kors: de syv sværd, som skal gennembore Marias hjerte, de stik,

kærligheden giver. Enhver kærlighed har sin pris, moderkærlighedens ikke den mindste. Sværdet, korset, som fortæller os, at kærligheden blandt mennesker er dødelig alvor, mod og renhed, og at der skal håb og vilje til.

Kalkmaleri af Maria med syv sværd - Them kirke
Kalkmaleri af Maria med syv sværd – Them kirke

”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«” (Lk. 1.34-35)

De syv sværd eller smerter i Maria’s hjerte er: Simeons profeti (Lk. 2.34-35), flugten til Ægypten (Mt. 2.13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lk. 2.43-45), Maria’s møde med Jesus på vejen til Golgatha, korsfæstelsen (Jh. 19.25), nedtagelsen af korset (Mt. 27-57-59) og Jesu begravelse (Jh. 19.40-42.

Mønstret på sølvkanten er fisk, ét af kristendommens ældste symboler for Kristus. Vi har det også på alterkalken. Som Dorte Lausten udtrykker det, handler den kristne tro om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

15010405430_d1d553568f_z (1)Der er al mulig grund til at være glade og stolte og dybt taknemmelige, når Vor Frue kirke fra 1. s. i Advent kan in-vitere sin menighed til bords med ny alterkalk og – disk. – Og lad så al fortolkning være historier fra de varme lande … Det bliver de ikke dårligere af!

Sognepræst kb Hardy Lund Olesen

 

 

 

Kirken med de mange begyndelser

Vejledningens forside
Vejledningens forside

– anmeldelse af Thomas W. Lassens kirkevejledning til Vor Frue kirke, Vordingborg

Præsentation v/ forfatteren selv tirsdag den 18. november kl. 19 i Vor Frue kirke, Vordingborg

Cand. phil. Thomas W. Lassen, tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falsters stiftsmuseum, har med stor grundighed og detaljerigdom skabt en værdig præsentation af Vor Frue kirke i Vordingborg. Med sin blå baggrund, taget fra altertæppet, skabt af væveren Vibeke Klint, fremstår kirken allerede på forsiden som en lys og venlig kirke, der byder

Prædikestolen - detaljer
Prædikestolen – detaljer

indenfor. Man får en let tilgængelig introduktion til kirkens placering i forhold til borg og by og dens indviklede bygningshistorie er konstruktivt ridset

Putti med due i hånden
Putti med due i hånden

op. Teksten ledsages af en rigdom af såvel oversigts- som detaljebilleder, der giver en grundig beskrivelse af kirkens rum og inventar. Med sin store viden om lokalhistorie og vore gamle middelalderkirkers historie har Thomas W. Lassen tillige formået at sætte Vor Frue kirke i Vordingborg ind i en større historisk og topografisk sammenhæng. Flere lokalhistoriske portrætter af borgmestre, værksteder, håndværkere, godsejere, præster og politikere  gøres gældende, som ansatser til endnu større historier. Med vakt nysgerrighed føres man gennem epitafiers og gravminders afdækning af de lokale slægtsforhold og får herigennem en fornemmelse af, hvor lille byen egentlig var. Der er blevet plads til at anskueliggøre de mange

Anna selvtredje
Anna selvtredje

renoveringer, kirken har været igennem og hvilke konsekvenser, de har haft af bygnings- og inventarmæssig karakter. Fremhæves skal især Thomas W. Lassens arbejde med kirkens kalkmalerier, som ved den sidste renovering har gengivet kirken dens helt særlige plads som én af Danmarks smukkeste kirker. Her mærker man levende

De hellige tre konger
De hellige tre konger

Thomas W. Lassens store interesse for billedverdenen i de middelalderlige kalkmalerier. Der er endvidere blevet plads til en beskæftigelse med gravminder på kirkegården ved kirken, en lille omtale af arkitekten J.D. Herholdts kapel på Gl. kirkegård. På bagflappen er anbragt en oplysende series pastorum, præstetavler, der historisk korrekt  gengiver embedernes historie.

Der er enkelte fejl både i teksten og på billedsiden. Jeg kunne godt bruge en bedre dækning af Gunnar Slots værker i kirke som på kirkegård. Måske ville et historisk rids af kirkegårdenes udvikling have været oplysende. Thomas W. Lassen har selv leveret de fleste af fotografierne. De er i god kvalitet og der er virkeligt blevet gjort noget ud af detaljen, men her kunne man fra menighedsrådets side godt have hjulpet Thomas W. Lassen med at få skabt mere

Kirkens nye alterkalk kreeret af Dorte Lausten
Kirkens nye alterkalk kreeret af Dorte Lausten

professionelle billeder, dvs. billeder, der ikke anbringer perspektivet skævt eller klipper i motivet. Ikke fejl, Thomas W. Lassen skal bebrejdes for – han har brugt de midler, han har fået og gjort det godt – men lidt professionel hjælp havde været til gavn for helheden og også for menighedsrådets videre arbejde med at præsentere en smuk og nyrenoveret kirke for besøgende og menighed.

 

Alt i alt har Thomas W. Lassen begået en saglig og spændende vejledning til en kirke, der fortjener langt større udbredelse end den tidligere har nydt, både som en del af Danmarks Borgcenter, men også for sin egen skyld – som kirken med de mange begyndelser.

 

 

J.D. Herholdts kapel
J.D. Herholdts kapel

 

Thomas W. Lassen vil selv præsentere sin kirkevejledning tirsdag den 18. november kl. 19, hvor menighedsrådet også er vært ved en lille reception.

Hardy Lund Olesen

Sognepræst

Ny alterkalk til Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten
Vordingborg kirkes nye alterkalk skabt af guldsmed Dorte Lausten

Ny alterkalk i Vor Frue tages i brug Pinsedag

Det er ikke hver dag, menigheden kommer tæt på kirkens hellige kar, som alterkalk og disk kaldes. De står oppe på alteret og er som regel dækket af et klæde og ved nadveren dækket af præstens hånd. Ved højmessen pinsedag i Vor Frue kirke i Vordingborg er det muligt at komme meget tæt på en helt ny af slagsen. Nu skal det siges, at det ikke er hver dag kirker skifter alterkalk. Vordingborg kirkes middelalderlige alterkalk er fra 1400-tallet og skal have en afløser. Ikke fordi den er slidt eller gået i stykker, men fordi den skal på museum. Den skal være en del af middelalderudstillingen på Danmarks Borgcenter i Vordingborg.  I første omgang er den dog kun udlånt et par år.

Den gamle kalk bærer på foden indskriften: Kalk til den salige Marie Magdalene alter i Vordingborg kirke. Det har ofte ført til den misforståelse, at kirken oprindeligt hed Marie Magdalene kirke, men der har tidligere i kirken foruden altre for Skt. Gertrud og Skt. Katharina altså også været et alter for Marie Magdalene, hvor denne kalk har været brugt. Ifølge Thomas W. Lassen, middelalderarkæolog og tidligere museumsinspektør ved Lolland-Falster stiftsmuseum, og som i nær fremtid vil forsyne Vordingborg kirke med en meget grundig vejledning til kirkens gæster, er kalken, som indskriften og så antyder, skænket kirken i sidste halvdel af 1400-tallet af Tue Jacobsen, som i 1467 nævnes som rådmand i byen. Skaftet er ottekantet, måske det gamle symbol på de syv skabelsesdage plus den dag, der kommer efter dette liv, og noten, knoppen, der forbinder bæger og skaft,  har stavværksgraverede flige og 12 fremspring: 6 ruder, hvor navnet ’jhesus’ er graveret og 6 runde plader, hver med et støbt Kristushoved. I 1570 havde Vordingborg kirke endnu to kalke.

Den nye alterkalk er skabt af  guldsmed Dorte Lausten, som har værksted i Blenstrup i Østhimmerland.  Dorte Lausten er elev af Bent Exner og lærte her ikke kun guldsmedekunsten fra én af de ypperste (Bent Exner har også forgyldt gåsen på Gåsetårnet), men også om den kristne tro, kors og opstandelse. Hun har i samarbejde med Bent Exner bl.a. fremstillet spændet til Budolfi kirkes bispekåbe og, ikke at forglemme,  i foråret 2004, Frøslevskrinet, folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup, som i dag står på Sønderborg slot. Når man taler med Dorte Lausten, kan man af hendes glade umiddelbarhed høre det engagement og den indlevelse, hun har med sig fra Exner. Ikke kun at skabe kunst  i spændingen mellem det rustikke og det sofistikerede, men også at give materialet det liv, livet har i troen.

Det ses også i den nye alterkalk. Bægeret, er her af glas. Lavet af glaskunstneren Rikke Precht fra Lønstrup, kunstens by, oppe ved Hjørring. Normalt ser vi alterkalke i sølv, hvor bægeret indeni  er forgyldt. Forgyldningen foretages for at forhindre vinsyren i at tære på sølvet over tid. Og Dorte Lausten har netop siddet med mange gamle alterkalke, der var tæret igennem og som skulle renoveres. Alterkalke, som jo i grunden kun er brugsgenstande og således bare kan udskiftes, når de ikke længere opfylder formålet. Men mange menighedsråd har sendt disse alterkalke til gode guldsmede, der så møjsommeligt og under store kvaler har sat kalken i stand til mellem 35 – 75000 kr. Glasset angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Det kan gå i stykker, javel, men det er til at erstatte rimelig overkommeligt.  Bægeret er her forsynet med en koboltblå farve i kant og bund, en farve, som passer godt til Vordingborg kirkes altertæppe, antependium og alterbord vævet af Vibeke Klint netop i blåt, fordi, som Vibeke Klint udtrykte det ved indvielsen: Vordingborg kirkes grundfarve er blå, Marias liturgiske farve. Dorte Lausten har arbejdet en del i emalje og her har hun særlig gjort brug af den koboltblå farve, som ikke kun brænder godt, men også med sin kølige renhed er en rolig farve at se på.

Denne blanding af det praktisk lad-sig-gørlige og det dybt eksistentielle gør sig også gældende i alterkalkens fod, hvor mønstret er fisk.  Og når jeg spørger Dorte Lausten, hvorfor hun har brugt fisk som udsmykning, svarer hun ligeud og helt selvfølgeligt, fordi kristendommen handler om at drage ud i livet på Jesu ord, ligesom Peter gjorde det i historien om Peters fiskedræt. Som bekendt lærte Peter og vi den dag ikke at tabe modet, altid at komme op på hesten igen. Håbet, ikke sandt, der knytter sig til, at den troende skal komme til at se større ting. Det er godt at have med, når man går fra et alterbord, hvor ihukommelse, erindring og tak, også er i tankernes tårer.

Se fiskeornamentikken på kalkens fod
Se fiskeornamentikken på kalkens fod

Og så endelig fundamentet, dér hvor præsten holder om alterkalken. Den er her lavet af træ. Drejet af trædrejer Niels Erik Christensen  fra Visborg ved Hadsund. Dorte Lausten bad  Niels Erik Christensen dreje fundamentet, fordi hun altid har været betaget af overfladen og udtrykket i træets struktur. Træet er kalkens fysiske omdrejningspunkt. Derfor har den en høj densitet, dvs. den skal være tung. Ydermere skal den matche glasset og sølvet. Derfor valgte Niels Erik Christensen en sort træsort. Han overvejede oprindeligt at bruge en dansk træsort –asketræ – som kunne lede tankerne hen på en sammensmeltning af livets træ i nordisk mytologi, Ygdrasil og livets træ i den jødisk-kristne tradition, træet i Edens have. Han kasserede dog dette tema, da det var for snævert – for nordisk og ikke åbnede nok op den verden, som er kristendommens, næstekærligheden, åbenheden og tilgivelsens verden. Han valgte således en afrikansk træsort – Wengé. En meget speciel træsort, der netop rummer den sammensathed, som knytter sig til kristendommens omdrejnings- og holdepunkt  Kristus, han, der turde gå imod strømmen, det etablerede, det firkantede, det skriftkloge, både i ord og handling. Hvad har det med træet wengé at gøre. Jo, når træ påvirkes af lysets ultraviolette stråler, så bliver det normalt mørkere. Det gælder alle træsorter  med én undtagelse: træsorten wengé. Den bliver tværtimod lysere ved påvirkning af lys og kommer sluttelig til at ligne egetræ. Træsorten wengé kan på den måde symbolisere Kristus, han der altid agerer modsat det, man skulle forvente, det, man kan sige sig selv.

Som man kan forstå, har det for kunstnerne været kontrasterne, det modsigelsesfulde både hvad angår det sanselige, altså det fysiske, og det kristne åndelige fællesgods, der samles i denne alterkalk.

Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at Sct. Nikolai kirke i Rønne i foråret 2011 tog en alterkalk i brug, lavet helt i glas af Baltic Sea Glas-kunstneren Pete Hunner, som mange sikkert kender fra besøg på Bornholm. Han brugte et helt år og mange forsøg på at skabe en sådan kalk, hvor vinen, når den er hældt op og står på alterbordet foran Havsteen Mikkelsens smukke altertavle ender i en dråbe blod, farvet ind i stilken, et billede på historien om den oprindelige alterkalk, hvor bloddråberne fra Jesu lidelse og død angiveligt skulle være samlet i et bæger.

Ja, ja, skrappe sager her i foråret, men velkommen til indvielse af Vordingborg kirkes nye alterkalk PINSEDAG kl. 10.

På Vordingborg kirkes vegne

Hardy Lund Olesen

 

 

En altertavle i Irak

 

I 2006 havde jeg det store privilegium at være feltpræst for hold 7 i Irak. 6 måneder, som i høj grad har præget mit liv og som jeg aldrig ville have undværet. En tid, hvor jeg var sammen med de dejligste mennesker. Hvor jeg oplevede glæde og sorg, som man kun oplever det, når livet er i spil.

Alterpartiet i Camp Danevang, Sheyba Logbase, Irak

Her holdt jeg gudstjenester, her havde jeg mange samtaler, her græd vi sammen, her festede vi sammen, her var alle følelser lige legitime, for vi var hjemmefra, vi var sårbare, vi havde kun hinanden. Og jeg kunne være præst 24 timer i døgnet. Det er den bedste tid i al min tid som præst.

Jeg havde en kirkesal, et kirkekontor. Det havde mine forgængere arbejdet på at få stablet på benene. Og det havde de gjort godt. Jeg var glad for de rum og glædede mig, når jeg kunne fylde dem om søndagen. Også i hverdagene, hvor soldaterne kunne bruge rummet som stillerum, bederum, mediationsrum, læseværelse.

Alexander Tovborg præsenterer her sin altertavle for blandt andre oberst Peter Kølby Pedersen (th.) og feltpræst i Irak, Hardy Lund Olesen (tv.). — Foto: Leif Tuxen

Min gode ven og soldaterkammerat OKS-1 Bubby Jacobsen syntes, vi skulle have en altertavle på væggen bag antependiet. Han havde kontakter på kunstakademiet og satte sig for at få sat noget i gang. Der var interesse for projektet og Bubby og jeg satte os sammen og fandt frem til nogle elementer, som tavlen skulle rumme. Ellers var der fuld frihed for kunstneren, som primært skulle findes blandt de kunststuderende på billedkunstskolerne.

Vi fik to henvendelser. Det ene fra Alexander Tovborg,, som ses her ved præsentationen på Vordingborg kaserne. Det var færdigt sidst i maj. Jeg bragte det fra Vordingborg til Camp Danevang i slutningen af juni og indviede det sammen med Bubby ved gudstjenesten den 6. august 2006. Altertavlen hang i kirkesalen frem til lejrens ophør i januar 2007. Efter sigende er den siden blevet anbragt i Tøjhusmuseets magasiner. Det står naturligvis tilbage at få undersøgt.

Grønt lys – sidevinge

Motivet

Selve altertavlen prydes foroven af et kors på en bakketop. 2 soldater går med et lagen, hvori der ligger et stort hjerte. Foran dem går 4 andre soldater i march. I det stemningsfulde landskaber ligger spredt væltede træer. Under 2 af træerne ligger soldater. Til venstre i

billedets midtersektion

 

landskabet står to soldater: den ene kigger ned i jorden med ryggen til de andre. Den anden med hånden på soldatens skulder og en hånd hævet mod himlen. Den samme handling udspiller sig mere eller mindre på hele altertavlen.

Sidevingerne afbilder  svagt en kæmpesky med et kraftigt lys ned mod jorden. På jorden ses en gruppe træer og i midten af denne gruppe træer ligger 2 træer ovenpå hinanden, formende et hjerte.

Motivvalget er bestemt af, at de eneste figurer, der er på tavlen er soldater. Valgt specielt til de danske soldater i Irak og til den situation, de var sat i. Det er skildret i 3 parallelhistorier, hvor handlingen egentlig er den samme, hvor enkelte dele er fremhævet eller fjernet fra hver del.

Rødt lys – sidevinge

Nogle soldater står sammen, andre går i gruppe og nogle ligger alene under et træ. Den enkelte soldats sindstilstand og sammenholdet med andre. Hver soldat på tavlen gengiver således følelser og situationer i det irakiske teater.

Soldaterne går med et kæmpehjerte som symbol på deres rejse, sjælsrejse/trosrejse på noget – fred, Gud, kærlighed/uskyld. 2 soldater står lidt adskilt fra de andre som symbol på den enkeltes fortvivlelse og samtidig den andens hjælp mod himlen – beskueren/Gud/ende på krigen/fred. 2 soldater ligger under træer. Byrden/presset hjemmefra/udefra – ansvaret, som virker/kan blive for meget og til sidst fælder én. Skyerne og træerne, der mødes på sidevingerne er symboler på, at fred, kontakt, dialog er muligt.

Hjerte

Som en lille humoristisk kommentar til altertavlen har Alexander Tovborg, som en spænding til tavlens direkte og følsomme tematik, valgt at bygge altertavlen, som var det et make-up spejl/skab. Der er altså ikke fra kunstnerens side tilsigtet at lave om  et triptykon som en historie, der afspiller sig med et midterparti (det centrale/det væsentlige) og så med omstændighederne omkring på de to sidevinger, nej, der er tilsigtet en spejling af omgivelserne, hvor hovedpersonen er den, der kigger ind i alteret.

MEDION DIGITAL CAMERANu ser vi i spejl, i en gåde, men da skal vi kende fuldt ud, som vi selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.

1.  Kor. 13.12-13