Ordener hænger man på idioter …

Peter Andreas Heiberg
Peter Andreas Heiberg

Peter Andreas Heiberg fødes i 1758 i Vordingborg; faderen var rektor for latinskolen og oprindelig kommet hertil fra Bergen. Han tager allerede i 1777 embedseksamen i filologi. I årene efter rejser han rundt, først i Sverige, hvor han er soldat, indtil han bliver hjulpet til Norge.
Heiberg kommer tilbage til København i 1786.Tiden er præget af oplysningsfilosofien med dens forestillinger om, at oplysning er en vigtig kilde til fremskridt. Og officielt er der trykkefrihed. Den franske revolution, som Heiberg nærede stor sympati for (han oversatte i 1793 Marseillaisen til dansk “Op, I brave Marseillaner”) og de friheds- og lighedstanker, der bredte sig derfra udover hele Europa gør imidlertid, at enevælden i løbet af 90’erne skærper grænserne for trykkefriheden. Allerede i 1790, i anledning af kronprinsens, den senere Frederik d. 6., og hans hustrus bryllup på Gottorp Slot havde Heiberg forfattet Indtogsvisen: Ordener hænger man paa Idioter/Stierner og Baand man kun Adelen gier/…/Dog har man Hierne/Kan man jo gierne/Undvære Orden og Stierne. Den slags brød man sig bestemt ikke om. Senere i 1798, i artiklen »Sprog-Grandskning«, en ordliste, der med satirisk brod spidder enevældens økonomiske, politiske og moralske morads, anfører han om begrebet ‘Majestæt’: Et Skjermbræt, bag hvilket Skjelmere driver deres Spil ustraffet. Det i en tid, hvor det enevældige styres guddommelige berettigelse er uangribelig! 1799 udsender Trykkefrihedskommissionen!! en forordning, en juridisk maskering, bag hvilken Heiberg kunne retsforfølges og dømmes. Og det sker! Den. 24. december 1799, fælder Hof- og Stadsretten dom lydende på forvisning på livstid fra »Kongens Riger og Lande«. Den 7. februar 1800 drager han i eksil i Paris.

Thomasine Christine Buntzen, gift Heiberg og friherreinde Gyllembourg-Ehrensvärd
Thomasine Christine Buntzen, gift Heiberg og friherreinde Gyllembourg-Ehrensvärd

Han efterlader sig sin da 9-årige søn, Johan Ludvig Heiberg, samt hustruen, Thomasine f. Buntzen. De var blevet gift i 1790, hvor Thomasine kun var 17 og han 32. I 1801 modtager Heiberg i Paris et brev fra hende, hvori hun beder om skilsmisse. Hun ønsker at gifte sig med den svenske friherre Gyllembourg- Ehrensvärd, som var blevet landsforvist for sin meddelagtighed i mordet på svenskerkongen Gustav III. Heiberg ser hende ikke siden.
P.A. Heiberg arbejder i nogle år som en anset embedsmand i det franske udenrigsministerium. Under Napoleon Bonaparte og med minister Talleyrand, den eneste Heiberg nogensinde lærte at beundre, oplever han napoleonskrigene på nærmeste hold. Danmark har han, udover brevforbindelse med nogle af sine gamle venner, ikke meget forbindelse med. Sønnen, Johan Ludvig Heiberg, besøger ham og bor i

Stenen, som i dag står ved Vordingborg kirke, er den oprindelige sten, rejst af sønnen Johan Ludvig Heiberg og er overført hertil i 1901. En kopi pryder i dag gravstedet på Montmartre
Stenen, som i dag står ved Vordingborg kirke, er den oprindelige sten, rejst af sønnen Johan Ludvig Heiberg og er overført hertil i 1901. En kopi pryder i dag gravstedet på Montmartre

Paris i tre år i 1830’erne. I Paris træffer han dog på en ung artilleriofficer, den senere politiker Anton Fr. Tscherning og får således indirekte indflydelse på senere dansk politik. De sidste år i Paris er dog ikke videre muntre. Heiberg må halvblind klare sig i sin stadig mere udtalte ensomhed og dør i 1841 uden at have genset Danmark og bliver begravet på Montmartres kirkegård.
Som et kuriosum kan det nævnes, at Dansk PEN i år 2000 – 200-året for Heibergs landsforvisning – indstiftede P.A. Heiberg Prisen, der gives til en person, gruppe, institution eller et initiativ, som aktivt har virket for at tilvejebringe eller vedligeholde ytringsfriheden. Prisen består i en midlertidig ‘landsforvisning’ til Paris.vbg

Sognepræst
Hardy Lund Olesen

 

Er påske kun for de gamle?

Næh nej! Forget it! Vi unge kan da feste for vildt!

vild fest
vild fest

Vi kan faktisk rigtig godt lide påske, og vi tror at mange har det på samme måde, men for os har det altid været familien, påskeharen og chokolade der har fyldt mest. Indtil nu, altså, hvor vi er blevet sat til at skrive om den. Vi har fri fra skole i påsken – det burde tale for sig selv – det har far og mor også.

Påske er for mange nemlig det med påske haren, små gule kyllinger, chokolade æg og alle de ting. Men det er jo meget mere, det er også den tid fejrer Jesus´

Fællesskab
Fællesskab

korsfæstelse og genopstandelse – hans minde.

I påsken er vi også meget sammen med familien, det er både vigtigt for dig og os, for eksempel er påskefrokost noget der følger naturligt med påsken, men det kommer jo af at Jesus også spiste ’påskefrokost’, han spiste med sine disciple for at fortælle at han skulle dø.

 

IMG_0435Vi er meget sammen i påsken også når vi maler æggene eller laver mad til gæsterne. Det er det påske handler om – samvær – derfor kommer vi også til at mindes dem, der mangler. Dem, vi savner.

Vi har alle hørt nogle snakke om skærtorsdag og langfredag, men hvor mange af os ved hvad det er? Skærtorsdag er den dag Jesus spiste og fortalte at han skulle dø, og at han vidste at han ville blive forrådt. De gik ud i haven og det var der Jesus fik dødskysset, han blev fanget, altså holdt Jesus’ ord stik. Det blev langfredag.

Korsfæstelse
Korsfæstelse

Langfredag er den dag Jesus blev korsfæstet. Han skulle selv bære sit kæmpe kors, hele vejen op til bakken hvor han blev hængt op. Jesus led og skreg men ingen hjalp, da alle troede, at han ikke var god. Jesus hang der hele dagen og da han endelig døde kom der et kæmpe jordskælv. Det gik op for folk at Jesus måske var en konge og en frelser, at han betød noget. Jesus betyder i dag også meget for os men måske glemmer ungdommen at tænke på at han var – og er her.

Den tomme grav
Den tomme grav

Påskedag er festen i påske – den dag Jesus opstod. Vi fester, ja, lidt ligesom i dag. Fest og farver og glade dage. Foråret starter da også! Så kan vi se fremad. Vi skal snart i bikinien og drengene i badebukser. Så der er al mulig grund til at feste igennem.

Påsken er fed nok og ikke kun for de gamle og alt, hvad der hører fortiden til. Påske er goals, det er konge, det er fedt.

Så cool påske til jer alle sammen!

Værdikampen og Den danske Folkekirke

Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt

 

Højskoledag den 31. oktober med Morten Messerschmidt, MEP, cand. jur. Gå ikke glip af at høre og deltage i debatten om det vel nok hotteste debatemne i selskab med én af Danmarks skarpeste debattører.

Meld dig til på

www.vordingborgkirke.dk

 

 

Forleden dag kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at kirkepolitik er værdipolitik. Det troede jeg var indlysende, når man betænker, hvor meget kirken betyder og har betydet for stort alt i dette samfund. Det kan godt være, at Anders Fogh Rasmussen ovenpå Muhammedkrisen såre ambitiøst kunne udtale, at religionen skulle ud af det offentlige rum, men det har da også vist sig at være en illusion at gennemføre. Sagerne har været legio siden da. Det handler jo ikke bare om, at kirkebogsregistreringen skal føres over til kommunen og borgerservice, men også om skolen og helligdagslovgivningen, omskærelse, religiøs slagtning  af dyr, for slet ikke at tale om vielse af homoseksuelle, adskillelsen af kirke og stat og kirkens struktur, ja, opstandelsen. Folkekirken og kirkepolitikken kan let gå hen at blive eksempler på, hvad man mener om kultur, religion, samfund og stat i det helt store perspektiv.

Vor Frue kirke i København og copenhagen pride
Vor Frue kirke i København og copenhagen pride

Artiklen i Kristeligt Dagblad er naturligvis også affødt af den debat, der har været siden regeringsskiftet, hvor der i grundlaget for den smalle venstreregering direkte står, at ”Danmark er et kristent land”. Det er naturligt for de fleste af os, som også kan læse Grundlovens § 4, mens andre ville kalde det et værdipolitisk udsagn af dimensioner. Disse sidste så også gerne kirken isoleret så meget, at kirken blev skilt fra staten og kun udtalte sig om interne anliggender.  Altså landets kristne identitet, som er grundlovsfæstet, og som regeringen, sikkert godt hjulpet af Dansk Folkeparti, har ønsket skulle afspejle Danmark som nation, er altså med til at skabe splittelse i den danske befolkning.  Spørgsmålet er jo nok snarere, om vi i et globaliseret  og multikulturelt og –religøst samfund  er i stand til/ønsker at videreføre den tætte sammenhæng mellem kirke og stat, altså hvor kirken er statens forlængede arm. Hvis kirken ikke længere kan være den modstemme, det korrektiv, etisk og kulturelt, til staten og til de fortolkninger af virkeligheden, af økonomisk og politisk art, som er statens, så er den ikke længere det, den bør være i en luthersk stat: en ressource for andre fortolkninger af virkeligheden end de rent mekanisk materielle.

Søren Krarup
Søren Krarup

Når jeg siger, at formuleringen: Danmark er et kristent land, nok er inspireret af Dansk Folkeparti, så er det jo blot en naturlig udløber  af den værdipolitiske offensiv, partiet har ført de sidste 10-15 år med Søren Krarup,  Jesper Langballe og Morten Messerschmidt i front.

 

Morten Messerschmidt og værdikampen

Morten Messerschmidt har, nærmest som baggrund for alt, hvad han udtaler sig om, gjort værdikampen til sit anliggende. I et sprogligt meget præcist, men også skarpt distancerende, debatindlæg  fra 13. august i år i Politiken, rammer han den standende værdikamp ind med overskriften: ’De kulturradikale har glemt, hvad det egentlig er at være menneske’. Han anfører her, at de kulturradikale fører et ideologisk korstog for med hævdelsen af det multikulturelle og internationale at skabe en ny standard for ‘ det gode, det sande, det rigtige’. Hermed bidrager kultureliten, de kulturradikale, dvs. de i Morten Messerschmidts øjne medie- og undervisnings- og opinionsstyrende kræfter, til en fragmentering af Danmark, hvor hensynet til ideologien står over hensynet til det at være menneske.

”GRUNDLÆGGENDE handler dette (værdikampen, min tilføjelse) ikke om ideologi. Det handler om at være menneske. Og i ideologisk blindhed har de kulturradikale glemt, hvad det egentlig er at være menneske: båndet til sin familie, sit land, til det nære. At føle en tryghed i det kendte. At interesseres ved det fremmede, men ikke af den grund ønske at invitere det med ind i sine stuer. At føle en pligt og et opdrag ved dansk kultur, tradition og historie, som selvsagt ikke gør os bedre end andre, men dog gør os til et folk. Giver os en identitet. At fatte sit væsens rod ved at skønne på de skatte, de os efterlod!”

Jesper Langballe
Jesper Langballe

Sammenhængskraften

Tingene hænger sammen.  På godt og ondt kunne man sige, hvis alle parter skal høres og det skal de vel netop i et meningsinflatorisk og værdirelativistisk postmoderne demokratisk samfund. Andre, heriblandt Morten Messerschmidt,  ville tale om værdipolitisk sammenbrud, at sammenhængskraften er blevet væk sammen med kultur-, historie- og traditionstabet.  Som netop afdøde Klaus Rifbjerg sagde det i en kronik i Politiken i 2009:

“Man må kalde mig hvad som helst, hvis det ikke er sandt, at tiden med sin larmende overfladiskhed og gennemgående historieløshed i disse år er ført et sted hen, hvor den åndelige Grauballemand har taget magten, mens Dyndkongens datter sørger for hans overlevelse”

rifbjerg
Klaus Rifbjerg

Dét sagt af én af kulturradikalismens største forfægtere. Som imidlertid åbenbart er blevet indhentet af en fremtid, som han ikke havde set komme. Hvordan-synes-du-selv- du-har-det generationen, som voksede ud af 80’ernes  Lasch-narcissistiske navleskueri og som, ifølge de unge selv, har ført til en kultur, hvor det ikke længere bare ’er OK at være OK’, men hvor tal – helst 12 – afgør, hvad du kan blive og hvem du er. Værdier som solidaritet og at være social er på det nærmeste diskvalificerende i dag, fordi de minder mere om gruppearbejde og rundkredssamtale, der af de unge selv  anses for at være en byrde for de stærkeste og nedværdigende for de svageste (jf. også i denne sammenhæng den nye skolereform).

Som Morten Messerschmidt udtrykker det:

“Man (de kulturradikale, min tilføjelse) har  opbygget sin magtbase ved gennem medier og uddannelsesinstitutioner at definere og udbrede den politisk korrekte standard, som endog i dag i brede kredse er gældende. En standard, der med samme blinde loyalitet, som vi frem til 1989 så hos kommunisterne, i dag bliver udråbt og forsvaret som en universel og uimodsigelig sandhed: Det multietniske er det gode. Det nationale er det onde. Det internationale er vor frelse. Og enhver, der modsiger dette, er idiot, racist eller nazist.”

Værdidebat og ’agurketid’

Som det burde være fremgået, er  tonen i disse debatter hård, ja, nærmest

Grundtvig med præstekjole i den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig med præstekjole i den grundlovsgivende forsamling

aggressiv. Men værdikampen er heller ikke hvad som helst. Den handler grundlæggende om et opgør mellem sandt eller falsk, godt eller ondt  i fortiden og forberedelse af fremtiden i forhold til mig selv og det samfund, vi sammen ønsker at leve i. En slags samfundsetik og  – kultur. Hvor-kommer- vi fra- og- hvor- skal- vi- hen- do, altså selve grundlaget, fundamentet, om man vil for, hvor vi som mennesker, som nation, som samfund, som verden, bevæger os hen og ønsker at handle overfor hinanden. Alt bliver ligesom grundlagt i denne debat og det giver naturligt gnister, skaber skinger debat og kamptummel. Og,  pudsigt nok, optræder de fleste af disse debatter i ’agurketiden’, hvor intet væsentligt normalt  sker.

uffe elbæk
Uffe Elbæk og Alternativet på ‘vælgerhugst’

I år startede ’agurketiden’ lige efter et valg præget af skarpe modsætninger og en uforsonlig, fjendtlig tone. Der blev talt om blå og rød blok, der blev talt med store bogstaver. Men med Prædikeren in mente kan man vist roligt sige, at der intet nyt var under solen. Jo, Dansk Folkeparti blev landets næststørste parti og det største borgerlige, større endda end regeringspartiet, Det liberale Venstre.  Og Alternativet kom ind og blev større end både Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre. Skulle man kunne finde en pointe her? Måske, måske ikke. Men det er da værd at bemærke, at det var partierne med den stærkeste og/eller mest progressive værdipolitik, der tog kegler, da stemmerne blev talt op. Alternativet der, hvis du altså spørger de kræfter i København og Nordsjælland, der lagde stemmer til, ønsker mere kulturradikalitet og sækularisme end selv de kulturradikale per se, Det radikale Venstre. Og Dansk Folkeparti, den slemme knægt i klassen, der om noget parti har sat sig på værdidebatten så meget, at det har præget debatten siden partiets start i 1996 og det absolut ikke til alles tilfredshed. Men de har præget den, ja, måske endda med sine provokationer skabt en modkultur, som har været nødvendig,  til det selvretfærdigt politisk korrekte.

For Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er de kulturradikale hovedfjenden. Med deres hævdelse af den gyldne regel: hvad du vil at andre skal gøre for dig, skal du gøre for dem, gør de alle valg til personlige valg og dermed hævdelse af en værdirelativisme, som i kritikernes øjne tenderer til vilkårlighed og ligegyldighed og mennesket til genstand for ideologisk manipulering. Som Morten Messerschmidt anfører i samme debat:

”Spørgsmålet er da, om alle mennesker blot er mennesker eller om vi er mere end en hob af atomer. Jeg vil mene ja. Mennesket er så meget mere end kød. Menneskelivet er bundet i følelser, historie, religion og vilje, hvor sammenholdet blandt mennesker – kaldet nationen – er selve livskraften for os som kollektiv og folk. Denne præmis er netop antipoden til det kulturradikale livs- og menneskesyn.”

Kirken i værdikampen
Kirken i værdikampen 

Farerne i  værdikampen

Afslutningsvist: som jeg ser det, er der mindst tre indlysende farer, når vi taler værdikamp og Den danske Folkekirke:

 

at debatten om, hvad der er grundlæggende værdier bliver så bred, abstrakt og værdirelativeret, at der ikke længere er nogen værdier, vi kan kalde fælles

at debatten bliver ført på så snævre og eksklusive præmisser, at den på forhånd diskvalificerer grupper/standpunkter/værdier i samfundet

at debatten drukner i traditionelt skråsikre og båsede positioner, hvor alle af angst for at støtte politisk ukorrekthed sælger det menneske, det samfund, den kirke, der bør være debattens fokus.

 

Højskoledag den 31. oktober med Morten Messerschmidt, MEP, cand. jur.

Gå ikke glip af at høre og deltage i debatten om det vel nok hotteste debatemne i selskab med én af Danmarks skarpeste debattører.

Meld dig til på

www.vordingborgkirke.dk

Sognepræst Hardy Lund Olesen

 

 

 

 

Menighedsråd

Ja, hvad er menighedsråd egentlig for en størrelse?

Af menighedsrådsformand Ole Dyhr

147Det er vel en samling af frelste halvgamle personer, som elsker at komme i kirken hver søndag, og som tror, at de er noget af den grund! Eller er det?

Det menighedsråd, som jeg kender og er medlem af, falder nu slet ikke ind under den beskrivelse.  Nej, der skal ledes længe efter personer, der passer til dette udsagn. For nok er vi efterhånden halvgamle, og vi kommer også jævnligt i kirken, men så hører sammenligningen også op. Vi er almindelige mennesker, som gerne vil gøre en indsats for at være med til at udbrede det kristne budskab, som det gøres i den danske folkekirke. Vi gør det blandt andet ved at sørge for, at der er de nødvendige ydre rammer, at der er personale tilknyttet til kirken, at bygningerne, der samtidig er værdifulde kulturminder, bliver vedligeholdt og er brugbare. Og en hel del andre ting.IMG_0740

Vi har også ansvaret for at kirkegårdene passes og plejes og udvikles og ikke mindst lever op til menighedens forventninger om at give et passende og respektfuldt mindested for deres afdøde.

Det er de præster, der er ansatte ved Vordingborg Kirke, der har det umiddelbare ansvar for, at det kristne budskab forkyndes, og at alle de kirkelige handlinger afvikles, som det nu skal være i den danske folkekirke. Men hermed slutter ikke udbredelsen og forkyndelsen af troen på Jesus Kristus.

img_1549_1For her kommer menighedsrådet ind i et tæt samarbejde med præsterne om at skabe et rum og en atmosfære, hvor man sammen søger at nå disse mål. Og der er mange måder og vinkler, hvorpå dette arbejde kan gøres. Og der er så her, at kirkens mange aktiviteter kommer ind. Det er her, at forklaringen på, hvorfor der afholdes foredrag og/eller koncerter, kommer. At der er en mening.1150

For mange af de aktiviteter, som kirken og menighedsrådet står for, ligner til forveksling de aktiviteter, der foregår hos f. eks. Ældresagen, som musikforeningen Cæcilia laver, eller som laves i sang- og viseforeninger af den ene eller anden art, ja også i foredragsforeninger eller logerne, og hvor man ellers kan møde forenings- og mødeaktiviteter her i Vordingborg.

195Forskellen er, at bag alt det, som vi, menighedsrådet, præsterne og kirkens ansatte står bag, har et hovedformål: At sørge for udbredelsen af det kristne budskab. Men også et ønske om at åbne kirken mod alle i sognet, så de bliver en del af det fællesskab, som der skal være i og omkring Vordingborg Kirke. De skal opleve, at Vordingborg Kirke ikke blot er et sted, man kommer til ved livets store højtider, men også et sted, hvor man kan møde mennesker, der har tid, hvor man kan søge ro, kan få oplevelser og inspiration, kan føle tryghed.

Det er den vigtigste del af menighedsrådets arbejde. Men arbejdet kan naturligvis791 også opsplittes i mere administrative opgaver og beslutninger, for at vi kan nå frem mod disse mål.

Ole Dyhr

Ja, vi elsker dette landet …

Landet, der rejste sig på ruinerne af et andet

17. maj … der er næsten en mytisk klang over denne dato eller bare disse ord. Norge, blomsterdalen, de skinnende hvide snefjelde, blåt, hvidt og rødt. Har man været der, får man næsten en klump i halsen.

Jubelscene på Karl Johan den 17. maj
Jubelscene på Karl Johan den 17. maj

Jeg var i Oslo forleden dag, den 16. maj, dagen før dagen og oplevede her forberedelserne til 17. maj.  På Akershus fæstning hørte jeg Livgarden spille ‘Ja, vi elsker dette landet’ til akkompagnement af hundreder af børnehavebørn med norske flag i hænderne, der råbte hurra af fulde lunger. Ikke et øje var tørt.

Forhandlinger under Wienerkongressen på Hofburg
Forhandlinger under Wienerkongressen på Hofburg

Og i år en ekstra anledning til at fejre dagen: 200-året for den norske grundlov, en grundlov, som i 1814 var én af de mest moderne i Europa  og som paradoksalt nok kom til at danne mønster for vor egen, dog noget senere. Paradoksalt, fordi denne nye forfatning blev til netop på baggrund af afståelsen af Norge fra dansk side efter nederlaget sammen med Frankrig i Napoleonskrigene og statsbankerotten i 1813. Frederik VI afstod ved Kielerfreden den 14. januar 1814 hårdt presset Norge til den svenske konge. 434 års rigsfællesskab siden Margrethe 1. og den nordiske personalunion var nu endelig en afsluttet æra. I 1812 havde svenskerne endvidere foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark. Og da nordmændene gjorde oprør mod at være blevet ‘solgt’ til Sverige, anklagede svenskerne Danmark for at have bidraget til oprøret, hvilket atter truede Danmarks eksistens. Frederik VI drog desperat til Wienerkongressen i september 1814 for at redde stumperne. Her opnåede han så tålelige vilkår for Danmark, at vi reddedes fra total tilintetgørelse. Det fortælles i øvrigt, at Frederik VI indkvarteredes på Hofburg i Wien

Frederik VI
Frederik VI

sammen med østrigere for at østrigerne bedre kunne overvåge ham – den tids NSA og Merkelgate. Intet nyt under solen. Afrejsen fra Wien var da også nærmest en flugt af angst for at skulle blive mødt af nye krav og ubehageligheder fra de sejrende magters side. Ikke desto mindre blev Frederik VI modtaget som en helt i Danmark, fra Altona og til København var der tale om et sandt triumftog. At Frederik VI ikke havde fået kompensation af svenskerne for afståelsen af Norge bidrog imidlertid ikke til den i forvejen slunkne rigskasse. Med jubelen fulgte derfor krav til ham om demokratisering af riget og der foranstaltedes stænderforsamlinger, der skulle indlede arbejdet henimod en ny forfatning.

I mellemtiden den 10. april 1814, samtidig med at 112000 allierede soldater rykkede ind i Paris for at genoprette kongemagten efter den franske revolution, mødtes 112 nordmænd på Eidsvoll for at skabe en grundlov, en forfatning, der skulle afløse rigsfællesskabet med Danmark og samtidig overfor svenskerne markere, at Norge nu var et selvstændigt rige. Eidsvoll-forfatningen blev endeligt underskrevet

Arveprins Christian Frederik, senere kong Christian VIII
Arveprins Christian Frederik, senere kong Christian VIII

den 17. maj 1814 og samme dag indsattes den danske prins Christian Frederik som norsk konge. Han gav dog allerede den 14 august afkald på tronen, hvorefter Norge var en vasalstat i union med Sverige frem til 1905, hvor den danske prins Carl blev udnævnt til den første norske konge under navnet Håkon. Christian Frederik blev senere fra 1839-1848 den danske kong Christian VIII.

Man kan sige, at modstanden mod indlemningen i Sverige, skulle blive Danmarks held. Forholdet til Sverige har siden 1814 været anstrengt, hvorimod de dansk-norske forbindelser altid har været meget tætte.

Nu mangler nordmændene blot at få oversat Eidsvoll-forfatningen til norsk. Den er stadig skrevet i det sprog, som var kancellisprog i 1814, nemlig dansk. Den er den eneste forfatning i verden, der er skrevet på et fremmed lands sprog.

Norge blev til som selvstændigt land på et tidspunkt, hvor Danmark var ved at være en saga blot, rammet ind af total opløsning og økonomisk bankerot. Der er snart valg til EU-parlamentet og ja, det er snart grundlovsdag i Danmark.

 

Elsker vi også dette landet …?