Juuuuuuuu-BI

Det er juni. Ja, ja – sum-sum – jeg ved godt, at jeg er tidligt ude. MEN DET ER VIST OGSÅ NØDVENDIGT. For sikke da en start på sæsonen. Det går fantastisk stærkt i øjeblikket. Vejret har jo været fantastisk. Rapsmarkerne er næsten blevet brændt af og bierne har været på mere end overarbejde. De har faktisk haft jetturboen på for at nå at bestøve rapsblomsterne, inden de gik i frøstand og staderne har hver nat lydt som gigantiske ventilatorer. Jamen, jamen … hvilken uorden, ikke, når man betænker sidste års kolde forår og våde sommer. Fortsætter dette, så får vi mere end blot almindeligt travlt.

Nylars kirke klædt i raps

Det er nu ellers ikke det, jeg ser overalt, altså at der er travlhed i bigårdene. Jeg så forleden dag på min cykeltur fra Rønne til Aakirkeby en bigård, hvor bierne endnu kun var på to kasser – og det lige op til en rapsmark og inde i en skov. Enten er de døde, bierne, eller også har vi her at gøre med en biavler, der snart skal ud at fange sværme i det meste af vestsiden af vor smukke ø. Det kunne være, man næste gang på cykelturen skulle udruste sig med en kasse og således få sig en gratis sværm med hjem!

A propos sværme. Vidste I, at man i gammel tid her på Bornholm satte bedstemødrene ud

Bihave og hele gårdens besætning ude foran. Vestregård 5. selvejergård rutsker

foran stuehuset i den lille biindhegning med valnødde- og piletræ for at holde øje med sværme. Og at bier holder meget af at sværme i netop valnøddetræer. Vort 130 års jubilæum kaster megen viden af sig, kan jeg forsikre jer om. Når man skulle høste honningen om efteråret slog man først bierne ihjel med klordampe, det såkaldte bidrab, hvorefter man kunne tage honningkagerne ud af halmkuben. Netop derfor var opmærksomheden på og rettidig omhu med sværme i foråret af stor vigtighed. Var der en sværm, så var bedstemor der med spegepølsen som en mis ellers var der dømt ‘nul bier og honning’ næste år. Jo, jo …

 

Æbletræet blomstrer så fint bag staderne.

Ellers har vi haft en rigtig god afslutning på forårets biavlskursus med en første gennemgang af bistaderne i Bjarnes bigård oppe ved Ibsker. En meget smuk lørdag formiddag med nattergalene i krattet og god aktivitet i bierne. Og vi fortsætter tirsdag den 29. maj hos Ole Hertz. Ikke at udvidelsen af bistader i år kan komme som en overraskelse, men det sociale i vor forening er i sig selv af afgørende betydning. Men tjek kalenderen for juni. Der er mange gode sommeraftener i vente.

Køerne springer på græs på Smørjeppegård i Knudsker. Vi var med

På Smørjeppegård i Knudsker sprang ikke kun foråret, men også køerne ud. En sand fornøjelse for børn og barnlige sjæle med ondt i nostalgien. Jannie, Inge og Jens var med fra biavlerforeningen og delte i øvrigt frøposer ud, som man kunne tage med hjem og strø ud i sin have til glæde for alle vore flittige bestøvere.

Tavle med vinterfoder -en god forsikring mod magre tider.

Vi har været kraftigt repræsenteret på livsstilsmessen i Kyllingemoderen i Almindingen. Både Susanne og Finn og Birthe stillede med smukke stande. Der var smagsprøver og biavlsudstyr og cremer og hvad har vi. Så biavlen var godt og kvalitativt repræsenteret. Tak for det!

Susanne foran sin smukke stand

Vi har været en del i medierne i maj måned. Vi havde et par indlæg i forbindelse med FN’s World Bee Day, hvor vi også fik slået på vigtigheden af de vilde bier, som i høj grad er truet. (se linket nedenfor nyheder den 21. maj).

http://play.tv2bornholm.dk/?area=specifikTV&serienavn=Nyheder

Og så har Jannie, vor gode og engagerede og altid glade formand, meget pædagogisk og instruktivt fortalt om bierne og det arbejde, vi som biavlere udfører. Se det – før din nabo.

http://play.tv2bornholm.dk/?area=specifikTV&serienavn=EKKO&id=746170

Arbejdet med vort 130 års jubilæum i juli har længe været i gang og bestyrelsen regner med inden alt for længe at have et fuldt færdigt program, som vil blive sendt til alle. Der bliver brug for hjælpere på Melstedgård hele dagen, så hold udkig med, hvad I evt. kan hjælpe med.

Birte og Finn på Livstilsmessen i Kyllingemoderen

Ellers vil jeg nu slippe tasterne og ønske alle en god juni måned med udvidelse og slyngning.

Glædelig honning- jordbærdag, når den kommer.

 

Honning-jordbærdag - Åkirkeby Torv 2014
Honning-jordbærdag – Åkirkeby Torv

Jeg er –  også biavler

Mine bistader i Provstegade i Rønne

Der er gået #BEETOO i biavlen. Måske ikke som i #metoo-bevægelsen, men alligevel. Vi biavlere er – også – på vagt overfor hannerne/dronerne, der stort set ikke laver andet end at befrugte dronninger, kæle for hende i hendes lange æglægningsperiode, hvor hun skal have lagt 200000 æg, tiltrække varroa-mider og i øvrigt æde os ud af huset. Droner fylder meget, forbruger meget og laver stort set ingenting – ja, ikke?

Droneyngel i bedste stand – en lille godbid i en dronesandwich

Men altså – jeg er også biavler. #JEG ER – er det nye sort. Og der er kommet mange nye biavlere til. Det er blevet #TRENDY at være biavler. Måske ikke på erhvervsbiavlerniveau, men på hobby/villa niveau med ét til to bistader på et godt sted i haven med flyvebrædtet lige i snotten på I østen stiger solen op. På årets begynderkursus har vi således haft fuldt hold – og endda et par stykker på venteliste. Gode, engagerede, virkelystne kolleger, som vi skal forstå at holde i gang, at opmuntre, at videreuddanne til hele tiden bedre biavlere. Det er også en del af filosofien bag vore tirsdags- og lørdagsmøder. Udover det hyggelige, at vi mødes omkring bierne i en af vore private bigårde, også det sociale, at vi får snakket og udvekslet erfaringer over kaffe og te og kage. Ovenfor kan man læse program for maj-måned.

Biavlere i aktion

I bestyrelsen er vi igang med forberedelserne til vort 130 års jubilæum , som skal afholdes på GAARDEN lørdag den 20. juli. Udover aktiviteter hele dagen, som er for alle besøgende denne dag, er der også planlagt middag om aftenen for foreningens medlemmer. Der vil senere blive produceret program for dagen.

I mellemtiden har vi brug for medlemmer, der vil hjælpe til på dagen. Skulle man ligge inde med gamle

Bornholmsk bihave ved Blykobbe

historier/fortællinger/anekdoter/billeder/effekter/redskaber om biavl på Bornholm, så giv os et praj, så vi kan få en fælles historie ud af det til dagen.

 

Blot lidt om, hvad der sker og velkommen til en ny sæson i Bornholms biavlerforening.

 

Fuglebad og vand til bisserne

Uden Facebook – VOR HERRE BEVARE’S !!!!!

forsagelse
forsagelse

Fasten. Hvad i alverden er faste? Hvad handler det dog om? Fasten handler bl.a. om forsagelse og forsagelse er at give afkald på noget, man holder af, noget, man ikke synes, man kan undvære. Tænk at skulle undvære en god kebab-pizza? Bilen, så man blev nødt til at gå. Tænk at skulle undvære fjerneren? 40 dage uden Paradise Hotel på TV3?

NO WAY, JOSÉ!

Vi konfirmander har prøvet at forsage noget blot en enkelt weekend, og vi må nok erkende, at det næsten var umuligt at undvære vores NETFLIX, vores Ipads og vores computer. Der var ovenikøbet flere, der ikke kunne holde det  – langt mindre holde det ud. Men hvorfor? Hvorfor kan vi ikke klare at gå uden vores computer en sølle weekend? Godt spørgsmål! Måske er vi blevet afhængige.

forældregenerationen
forældregenerationen

Nu er det ikke kun os, der er blevet afhængige. Det er tilfældet i alle aldre. Vores forældre f.eks. har også udviklet stor Snap-chat afhængighed,  hold i nakken af pokemon-jagt og selfieafhængighed.

Og nu tænker du sikkert: FASTEN! Nej, ellers tak!

alle konfirmandernes mobiler
alle konfirmandernes mobiler

Men hvis vi nu ser bort fra alt det dårlige og triste ved fasten, er der så noget godt og positivt ved fasten? Når du ikke er på din mobil 24 timer i døgnet, kan du faktisk være sammen med din familie, dine venner, være sammen med de mennesker, du elsker. Måske tænke lidt over tingene, bruge tid på dig selv, begynde en ny hobby, ja, bare gøre hvad du har lyst til. Uden hele tiden at følge med i, hvor mange likes, du har fået på dit nyeste profilbillede på Facebook, eller hvor mange følgere, du har på Instagram. Og det kunne da også være, at du

kebabpizza - uhm
kebabpizza – uhm

kunne tabe et par kilo på de 40 dage, fordi du ikke spiser kød eller du rører dig mere, når du i 40 dage ikke kører i bil. Det kan jo være, at du lærer nye sider af dig selv at kende eller at du indser , at du ikke har brug for din elektronik hele tiden og at du faktisk kan leve uden.

Men UDEN FACEBOOK? Vor Herre Bevare’s. NEJ TAK.

klammo fransk
klammo fransk

Heldigvis kan det efter 40 dage blive påske, forår,min gode gamle mobiltelefon og en Hånder med dressingsymfoni igen.

 

påske igen - JUHUU
påske igen – JUHUU

 

De fedeste konfirmander i Vordingborg

 

Gudstjeneste med tidsvindue – 1600 tallet

IMG_0691

 

I tæt samarbejde med Sjællands Kirkemusikskole og tidligere provst Holger Villadsen deltager Vor Frue kirke i Vordingborg i et reformationsfejringsprojekt med titlen: Gudstjenester med tidsvinduer med undertitlen: 5 tider – 5 gudstjenester – 5 kirker. For hvert århundrede siden reformationen i Tyskland holdes der en gudstjeneste med start i Roskilde, der tager sig af reformationstiden og Kirkeordinansens gudstjeneste. Vor Frue kirke i

Vordingborg tager sig ved højmessen den 12. februar kl. 10 sig af 1600-tallet, nærmere bestemt tiden mellem 1683 og 1699. Dvs. tiden efter udformningen og stadfæstelsen af Danske Lov 1683 som konsekvens af indførelsen af Enevælden i 1660, henover indførelsen af Kirkeritualet 1685 og endelig forordningen af Kingos salmebog i 1699.

Kongeloven af 14. november 1665, underskrevet af Frederik den 3.
Kongeloven af 14. november 1665, underskrevet af Frederik den 3.

Introduktionsaften

tirsdag den 7. februar kl. 19.30

Vor Frue kirke, Vordingborg

Kirkeritualet og den lutherske ortodoksi

Karakteristisk for den danske folkekirkeordning er det, at tidligere autoriserede ritualer og alterbøger bevarer deres gyldighed, også efter autorisation af nye ritualer og alterbog. Den reformatoriske gudstjeneste ensrettedes i Danmark efter wittenbergsk forbillede med Kirkeordinansen(lat. 1537, da. 1539) og Alterbogen (1556 og 1564) med tekster til kirkeårets gudstjenester, efter enevældens indførelse videreførtes den ensrettede lutherske gudstjenestetradition med Kirkeritual 1685  suppleret med Alterbog 1688 og endelig med anerkendelsen Den Forordnede Salmebog 1699 (Kingos salmebog), dog således at de alle bevarede deres gyldighed helt frem til 1912, ja, nadverens plads og tilbagetrukne plads i højmessen ifølge Kirkeritualet er først søgt ændret i Ritualbogen 1992; fælles for ritualerne er, at de på flere punkter stadig udtrykker et genkendeligt, konservativt grundlag for ordningen af gudstjeneste og kirkelige handlinger i folkekirken.

Thomas Kingo 1634 - 1703
Thomas Kingo 1634 – 1703

I perioden 1683 befinder vi os i en periode med store spændinger såvel åndeligt som politisk. Vi er i efterdønningerne af den wittenbergske reformation, dvs. i ét grundet den tidsmæssige afstand udviklet rituelt og liturgisk kaos og anarki. Den lutherske ortodoksi ønskede som konsekvens af denne mangel på ensrettehed og enevældens indførelse i 1660 at indføre fælles gudstjenesteordninger for Danmarks og Norges kirker. Formålet var kort og godt at sikre, at alle kirkegængere i Danmark og Norge hver søndag kunne høre præsterne, i en mere ensrettet form og på dansk, prise Guds storhed og den enevældige konge som hans repræsentant her på jord. Kirkeritualets ensretning, præget af den lutherske ortodoksi, er illustrerende for den stræben efter orden, systematik, centralisering og homogenitet, der prægede mange områder af den enevældige styreform. Samtidig er vi med Kingo i barokkens, i en gryende pietistisk og rationalistisk tidsalder, en tid, der altså formelig stritter og strutter til alle sider.

Musik og salmesang

I dag tager vi for givet, at salmesangen ledsages af kirkens orgel. Men sådan var det langt fra i ældre tider. Et godt stykke op i 1900-tallet var der stadig danske landsbykirker, der endnu ikke havde et orgel.

Dietrich Hansen Buxtehude 1637 - 1707
Dietrich Hansen Buxtehude
1637 – 1707

Vi ved, at der i reformationstiden var fremragende orgler i de store og velhavende kirker. Det paradoksale er imidlertid, at netop hvor man havde de fine orgler, blev disse kun i ringe grad benyttet som ledsagelse til salmesangen. Her blev salmesangen ledet af kirkens kantor (korleder) i spidsen for det til kirken knyttede drengekor (kantoren var typisk sang- og musiklærer på byens latinskole, hvorfra drengene til koret blev rekrutteret). Endvidere medvirkede ofte et større eller mindre antal musikere i gudstjenesten. Men selve afviklingen af salmesang, korsvar og liturgisk sang var en sag for kor, kantor og præst. Orglet fungerede som udsmykkende og koncerterende instrument – smukke forspil, mellemspil og postludium. Sådan var det eksempelvis i Marienkirche i Lübeck, hvor Buxtehude var organist fra 1668 og til sin død i 1707. Og sådan har det givetvis også været i de store og betydningsfulde danske kirker.

I de mellemstore kirker spillede orglet imidlertid en større rolle, fordi man ikke har kunnet mønstre et drengekor og andre musikere. Danmark har her været mere ”moderne” end det rige og ”konservative” Schleswig-Holstein, hvor man skal helt hen til begyndelsen af 1800-tallet, før orglet som ledsageinstrument til salmesangen bliver det almindelige. Allerede i Kirkeritualet fra 1685 (den daværende officielle forordning vedr. højmessens liturgiske forløb) omtales brugen af orglet – ”hvor det findes”, som der står.

For overblikkets skyld kan vi inddele landets kirker i

– landsbykirkerne, der hverken havde kor eller orgel

– de mellemstore (købstads)kirker, hvor orglet af praktiske (og kunstneriske?) grunde vandt indpas

– de store kirker med både kantor, kor, orgel og nogle steder andre musikere

Hvor Vordingborg har ligget på den skala, ved vi ikke præcist. Vi ved dog, at der i

Det nyligt restaurede svaleredeorgel i Sct. Peders kirke, Næstved
Det nyligt restaurede svaleredeorgel i Sct. Peders kirke, Næstved

Vordingborg i slutningen af 1600-tallet var både latinskole, drengekor og kantor. Vi ved også, at kirken allerede i 1587 fik bygget et meget lille orgel af den hollandske orgelbygger Hans Brebus. Det var et såkaldt ”svaleredeorgel”, hang på væggen overfor prædikestolen og blev i 1641 tilbygget et rygpositiv af den berømte orgelbygger Johan Lorentz. Her forblev instrumentet, indtil Marcussen i 1855 byggede et større orgel, der blev placeret i kirkens vestende. Dette orgel er formentlig løbende blevet vedligeholdt, ombygget og udvidet, indtil man i 1960 gjorde rent bord og fik bygget det nuværende orgel, disponeret og tegnet af P.G. Andersen. Hvad der er hændt det oprindelige svaleredeorgel og dets formentlig meget smukke rygpositiv-facade, vides ikke!

Der kendes ikke til detaljerede beretninger om den musikalske afvikling af højmessen i Vordingborg i tiden 1685-1699. Derfor har vi valgt at gøre ”begge dele”. Før prædiken lader vi kor, kantor, oboist og præst lede salmesangen – og efter prædiken gør vi det på ”moderne” vis, altså med orgel.

Vi begynder med introitus (indledende korsang), selv om det gled ud med

Gudstjenesten og den lutherske ortodoksi
Gudstjenesten og den lutherske ortodoksi

Kirkeritualet fra 1685. Traditionerne fra Jesperssøns Graduale fra 1573, hvorfra også Kyrie (Herre, forbarm dig) er hentet, hang formentlig ved i lange tider efter 1685. En ting er, hvad Kirkeritualet foreskrev, en anden ting er, hvad man faktisk gjorde. Sådan er det jo også i dag.

Om mange konkrete detaljer kan vi kun gætte – om end kvalificeret. Og hvad gudstjenestens varighed angår, gør vi intet forsøg på at efterligne 1699. Gudstjenesterne i 1600-tallet kunne nemt vare op til 2 og 3 timer. I de store kirker kunne både første og sidste del af højmessen udvikle sig til rene koncerter med opførelse af hele kantater. Og fra prædikestolen var det ikke kun Guds ord, der blev formidlet. I en tid uden radio og TV, uden aviser – og i en tid, hvor mange folk endnu ikke kunne læse og skrive – var prædikestolen samfundets informationscentral, hvorfra alskens love og forordninger mm. blev kundgjort.

Introduktionsaften

tirsdag den 7. februar kl. 19.30

Vor Frue kirke, Vordingborg

 

Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 vil der i kirken være en introduktions-aften ved

Holger Villadsen
Holger Villadsen

provst Holger Villadsen, der vil fortælle om gudstjenesterne i 1600-tallet. Her vil han også komme ind på Vordingborg som by i 1699. Så både foredraget og gudstjenesten er en enestående lejlighed til at få et lille indblik i et stykke lokalhistorie.

Vi glæder os til højmessen den 12. februar 2017 kl. 10.00, en gudstjeneste med et vindue til 1699, og vi skylder provst Holger Villadsen tak for at have stillet sin store viden og enestående liturgiske indsigt til rådighed.

Tirsdag den 7. februar kl. 19.30 – foredrag i kirken ved provst Holger Villadsen

Søndag den 12. februar kl. 10.00 – gudstjeneste ved Hardy Lund Olesen, kirkens pigekor og organist Jens Ramsing. Desuden medvirker oboist Sanne Damore.

 

Sognepræst Hardy Lund Olesen

Organist Jens Ramsing

Dejlig er jorden – pilgrimstanker i en adventstid

Jeg går mange ture. Og jeg går gerne langt. Med vinden lige i femøren. Over bakke og hegn. Vej og sti. Mark og eng. Vejen, jeg går, er markeret. Nogen er gået forud for mig. Har gjort det trygt for mig at vandre dér alene. På den måde føler man sig taget hånd om og det af nogen, jeg end ikke aner, hvem er.

Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen
Vandreren -billede af Arne Haugen Sørensen

Når man sådan går, så indoptager man ligesom landskabet. Man hører vinden, nogle gange fugle, andre gang blade, man ser dyr, snuser den friske luft og alle lugtene ind: mark og jord og skov og græs. Landskabet ligesom åbner sig for mig. Jeg kan vandre her som en fremmed, som en pilgrim og følge den afmærkede sti. Jeg skal bare være opmærksom på, hvor jeg skal hen, følge mærkerne langt fremme, der siger mig, at jeg er på rette vej. Dvs. ikke gå videre, før jeg har det næste mærke i sigte. Så kan jeg også lade øjnene vandre mod horisonten, hvor jord og himmel mødes, ja, helt frem til hvor landskabet, jeg går i, går over i himmel.

Her bliver jeg opmærksom på det, som ligger bag mig. Mit hjem, jeg er gået ud fra. De mennesker, jeg er vant til at have omkring mig. Mennesker, som lever udsatte liv, sårbare liv med mange, lange bange timer på gaden hver dag. Usikker på at finde frem. At finde hvile dér. Nogle får plads i herberget. Andre ikke. Jorden er dejlig, men ikke for alle, vel?

Rigtigt mange mennesker i vore dage udtrykker angst for fremtiden. Mange føler at kræfterne i verden er så voldsomme og uforudsigelige som aldrig før. Vi synes ikke, forekommer det mig, at have kontrol over dem.

Aleppo, verdens ældste beboede by. Aleppo, den største by i Syrien. Længe, alt for længe, har vi set rystende billeder herfra. Billeder af en far, der griber fat i sit livløse barns fødder, der stikker frem af støvede murbrokker, en kvinde, der

Omran Daqneesh
Omran Daqneesh

bærer sit døde spædbarn i favnen. Omran Daqneesh, som vi alle lærte at kende, siddende i en ambulance, helt støvet til, totalt desillusioneret og fortabt. Det er menneskeligt at reagere med vrede og afmagt overfor al den død og ødelæggelse, som rammer civilbefolkningen i krigens Syrien, hvor, på trods af løfter om våbenhvile, hjælpekonvojer, skoler og sygehuse er blevet nådesløst angrebet. Det ene overgreb efter det andet på humanitær folkeret er åbenbart dagens orden, når vi taler om verdens supermagter. De formår i hvert tilfælde ikke at beskytte

Børn i Aleppos ruiner
Børn i Aleppos ruiner

Aleppos civilbefolkning, snarere tværtimod forekommer det trods alle de gode ord, der løber over skærmen hver aften fra alverdens ledere.

Som medmennesker, som tilskuere til dette barbari, må vi ikke vende vort blik bort. I længden kan ingen af os bevare vor værdighed så længe andre mennesker bliver trampet på. Som kristne er vi altid kaldede til at fremme håb i håbløse situationer.

Billederne fra Aleppo giver os mindelser om det 20. århundredes mest brutale krig. Mindelser om, at vi mennesker er i stand til de mest ondskabsfulde handlinger. Men der findes en anden vej. Freden er mulig. Salige er de, som skaber fred, sagde Jesus, og henvendte sig til os, som, i det små måske kun, kan skabe nyt håb, nye muligheder, nye veje, hvor alt synes ufremkommeligt.

Pave Frants i Auschwitz
Pave Frants i Auschwitz

Går det an at synge: Dejlig er jorden i sådanne tider. Er det ikke et håbløst projekt her i advents- og den tilstundende juletid at fastholde idyllen, når bomber falder, uskyldige mennesker dræbes, voldsmænd går på fri fod og ondskaben synes at have en fantasi uden grænser?

Sådan har det altid været, kan du indvende. Og jo, det er såmænd godt at huske på – selvom hvad godt er der egentlig i det – at det ikke bare er i vor tid, at det har været sådan. Mennesker har til alle tider oplevet, at det, som i udgangspunktet var såre godt, udviklede sig ubegribeligt ondt og vanskeligt. Bernhard Severin Ingemann, som levede fra 1789 – 1864 og som har skrevet ’Dejlig er jorden’, var én af dem, der oplevede dette.

B. S. Ingemann
B. S. Ingemann

Som 10-årig mistede han sin far. På selveste nytårsaften. Hans mor, fire brødre og en søster døde af tuberkolose med nogle få års mellemrum. Som student i København mistede han glæden, troen og trygheden. Sammen med den øvrige danske befolkning oplevede han to krige, mod englænderne og mod Preussen. Frem til fredssommeren 1850 var summen af sorger på sit højeste, da han som familiefar og leder af Sorø Akademi fik besøg af en gammel ven, som havde taget en melodistump fra korsfarertiden med sig. Han opfordrede Ingemann til at skrive en salme og samme aften kunne han så stå i aftensolen og nynne, mens ordene kom til ham: Dejlig er jorden.

Han fortsatte med at skrive og i løbet af denne septembernat 1850 var de tre strofer på plads, sådan som vi har dem i vor julesalme i dag. Kritikerne var voldsomme ved den. De anklagede den for at være idylliserende. Jorden er da ikke dejlig, men blodig, ikke sandt?!

Netop, sagde Ingemann. Men jorden var engang dejlig. Vi kan fortsat i glimt erfare dens dejlighed, selvom den også er blodmærket. Og en dag skal jorden igen blive nyskabt og dejlig. I mellemtiden har Gud fået adresse på jorden, himlen er kommet til os og hovedårsagen til, at Ingemann og alle vi andre kan synge denne salme, mens bomberne falder omkring os, er, at Gud ikke synes at have forladt os.

Akvarel af Helmer Breindahl med salmen 'Dejlig er jorden'
Akvarel af Helmer Breindahl med salmen ‘Dejlig er jorden’

Vi er ikke længere alene på jorden. Vi ved ikke, hvad som vil møde os af trusler, men vi ved, hvem som altid vil møde os. Fred over jorden, menneske, fryd dig! Os er en evig Frelser født!

Jeg går mange ture. Og jeg går langt. Terapi, trøst, tanke får her rum og tid. Nogle gange har jeg lyst til, mod på, at gå hele vejen, helt til enden af regnbuen, hvor løftet bliver indfriet. Men er det først dér for enden af regnbuen, dér, hvor vejen får ende, hvor jorden ikke er stor nok, at vi ser himmelen åben. Er det først dér, angsten sætter ind for ikke at finde vej – ud af – ind i – hjem, at vi ser himmelen åben. Vi kunne jo vælge at gå hele vejen på en anden måde: at slippe jorden og at tage hjem. Det ligger der jo en fristelse i.

Og samtidig, hvad vej jeg om, hvad som tynger, hvad som binder, hvad som holder tilbage, hvad som giver fornyede kræfter og udholdenhed, hvad som giver håb, tro? Jorden er dejlig: den tager imod mig, før jeg selv gør, fører slægterne videre, sætter mig ind i en sammenhæng, knytter mig inderligt til det smukke skaberværk. Og jeg kan synge, lade min stemme falde i med naturens stemmer eller med stemmerne prægede af levet liv fra vor kirke, Vor Frue, Vordingborgs smukke gamle pilgrimskirke.

Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre
Peter Brandes, litografi: Jakob den Ældre

Således stemt går det an at løfte blikket, at se frem, se ind i december og måske dér få øje på et decemberbarn, et trümmerbarn, en lille Omran Daqneesh, der kommer mig i møde.

God adventstid

Hardy Lund Olesen

 

At vælge præst

Badutspringerpræst i sneen
Badutspringerpræst i sneen

Præster er af mange slags. De arbejder med noget, de fleste af os, ikke forbinder med noget særlig produktivt. De holder gudstjenester, forkynder, forvalter sakramenterne i kirken. De begraver, døber, vier, underviser og fører samtaler med mennesker, der har ondt i livet eller sjælen, som de kalder det. Og i menneskers bevidsthed optræder de lidt marginaliserede i forhold til, hvad der ellers er i

En rigtig præst?
En rigtig præst?

underholdnings- og oplevelsesindustrien. Der er lidt bedemænd over dem. De skal bare være der, når vi har brug for dem og ellers ikke blande sig så meget i øvrigt. Og da slet ikke i politik eller etiske spørgsmål selvom det forekommer rimelig svært at redegøre for en sammenhæng mellem menneske og menneske  uden at den er politisk eller rummer et etisk perspektiv.

En agiterende præst
En agiterende præst

De sidste år har været præget af det, vi i vor foredragsrække i Vordingborg kirke har kaldt “de uartige teologer”. Vi har oplevet en præst, der ikke tror på Gud, én, der krydser fingrene på ryggen, når han bekender troen, fordi han ikke tror på kødets opstandelse og én, der tror på reinkarnation. Forargelsen har været stor og fordømmelserne har haglet ned over en kirke, der ikke engang vil være sit eget trosgrundlag bekendt. At vælge præst kan på den baggrund være en ret så afgørende opgave, når man tillige tager i betragtning, at man kommer ikke sådan bare af med ham/hende, skulle der således opstå konflikter af teologisk art.

images-3

1. s. i Advent indleder et nyt menighedsråd i Vordingborg pastorat sit arbejde. Det er blevet valgt, i lighed med tidligere, ved et såkaldt fredsvalg, dvs. det egentlige afstemningsvalg er blevet aflyst, da der er på et demokratisk opstillingsmøde er blevet enighed om at opstille én liste på femten medlemmer med tilhørende suppleanter. De skal så de næste 4 år stå for ledelsen og udviklingen af pastoratet i kirke og menighed. Én af menighedsrådets fornemste opgaver er at vælge

Fore i kirketiden
Fore i kirketiden

præst, altså at finde en egnet person til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, “skærme ungdommen mod kætteri”, som det udtrykkes i det gamle præsteløfte, dvs. undervise og forberede dem til et kristent liv og levned og i det hele taget som embedsmand foregå menigheden med et godt eksempel. Præsten skal, mere moderne og groft udtrykt, kunne indgå i alle dele af sognets liv på godt og ondt, hvilket ikke er nogen let opgave i en så mangefacetteret virkelighed som vore dages.

»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine

I.C.Christensen
I.C.Christensen

medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for dem«, sagde arkitekten bag den første lov om menighedsråd, vedtaget på Rigsdagen den 15. maj 1903, I. C. Christensen, som 1901-1905 var kultusminister, d.v.s. kirke-, undervisnings- og kulturminister. En egentlig folkekirke, som man havde ønsket i 1849-grundloven, havde imidlertid lange udsigter. I 1849 indledtes en langvarig debat om kirkens forfatningsforhold, altså om hvordan kirken skulle styres og forvaltes. Om det myndige kirkefolk f.eks. blev der stillet spørgsmålstegn til, om menighederne overhovedet var modne nok til selv at kunne vælge menighedsråd. Det var

Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling
Grundtvig og den grundlovsgivende forsamling

Grundtvigs hovedanke. Eller langt mindre med almuens begrænsede indsigt i åndelige materier i stand til at vælge præster.

Landet var præget af vækkelserne og efter enevælden ønsket om folkelig frihed. Tidligere besad præsterne sammen med kirkeværgen ansvaret for kirkens daglige liv og virke! Kirkeværgen havde et vist tilsyn med kirken og var sognefolkets eneste mulighed for at få indflydelse i kirken. Som navnet antyder, kunne det være nødvendigt at have en – eller måske to – til at værge kirken, mod drikfældige præster eller tyveri

De første kvindelige præster
De første kvindelige præster

og hærværk, og hvad man ellers kunne frygte. De fleste kirker var efter svenskekrigene ejet af en godsejer, som havde indflydelse på kirkens økonomi, bygninger og ikke mindst udnævnelse af præsterne. For at komme Grundlovens krav om folkekirke og frihed i møde havde kultusminister Hall i 1856 oprettet frivillige menighedsråd. Det var dog helt op til sognepræsterne at bestemme, om et sådant råd skulle oprettes i sognet og led derfor hurtigt, som man af samme grund nok kan regne ud, en krank skæbne!

I. C. Christensens ønske fra 1903 om, at menighedsrådene fik ret til at vælge præst, måtte han i begyndelsen se erstattet af en passus om, at ministeriet i forbindelse med præstevalg kunne høre menighedsrådet. Først i 1912 færdiggjorde kultusminister Jacob Appel hans arbejde og fik menighedsrådene gjort permanente med afgørende indflydelse på præstevalget. I dag kan man, uden at overdrive, godt kalde de godt 2.200 menighedsråd, vi har, det mest gennemførte nærdemokrati, vi har.

Anders Arrebo i Vordingborg kirke
Anders Arrebo i Vordingborg kirke

At vælge præst er en meget besværlig proces. Det kan tage op til et halvt år, ja, nogle steder i landet, også i byerne, slår man i disse år embeder op, som ikke bliver besat første gang, måske ej heller anden gang. Ikke fordi der ikke er ansøgere til embedet, men fordi ingen af ansøgerne lever op til de krav, den profil, menighedsrådet har udset sig som den ønskede. Udsættelsen af valget kan skyldes spørgsmål som vielse af fraskilte, vielse af homofile, modstand mod kvindelige præster, som præster med påberåbelse af skriftshensyn og samvittighedsgrunde kan udtrykke sig afvisende overfor eller fordi ansøgerens forkyndelse af evangeliet bare ikke lever op til forventningerne eller passer til den lokale menigheds særlige karakter. Anders Arrebo, som var sognepræst ved Vordingborg kirke fra 1625 til sin død i 1637 og, som for at gøre en lang historie kort, havde gjort lynkarrière som slotspræst og

Fodboldpræsten og hans kone
Fodboldpræsten og hans kone

prædikepræst for kongen og tillige var blevet biskop i Trondhjem i en meget ung alder, blev, efter en tjenesteforseelse i sit embede som biskop, sendt på nådsens brød til Vordingborg for, som det blev udtrykt i hans sendelsesbrev fra kongen: Dernede kan han ingen skade gøre! Ellers var det normalt tidligere, at overtog man enken fra den tidligere præst, så kunne man lettere opnå embede. Da jeg skulle have mit første embede, som var i Aa Kirke på Bornholm, blev Birte, den kommende præstekone, sat på en stol midt i menighedsrådslokalet og så gik menighedsrådet ellers rundt om hende indtil én sagde: ham tager vi. Havde i det mindste præstekonen det, der skulle til, så kunne det ikke gå helt galt med præsten.

Mig selv
Mig selv

At vælge præst er ikke let. Det bør det heller ikke være. For når der er valgt, begynder arbejdet først for menighedsrådet: At stå last og brast med præsten i hans/hendes mange opgaver. Præsten er i alt, hvad han/hun foretager sig bogstavelig talt på Herrens mark. Til tider ved han/hun hverken ud eller ind og har mest lyst til hver morgen bare at trække dynen over hovedet og så lade Herrens dag gå upåagtet hen. I enhver præsts arbejde er tillid, troværdighed, kærlighed, barmhjertighed i den grad sat på prøve hele tiden, at det synes ubærligt. Her er det menighedens og menighedsrådets opgave at støtte og bære med, ikke bare som en målsætning for arbejdet i sogn og kirke, men som selve indholdet i det liv, der skal leves mellem præst og menighed på godt og ondt, i sorg og glæde, til hverdag og i fest.

Hardy Lund Olesen

 

 

 

Få MENIGHEDSROD på dit CV

Medlem af menighedsrådet Lis Torndal: Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område
Medlem af menighedsrådet
Lis Torndal:
Jeg har i den forgangne valgperiode beskæftiget mig med udvikling og nytænkning af pr i forbindelse med kirkens annoncering i lokalavisen. Det er altid en spændende og udviklende proces, når der skal nytænkes. Derudover sidder jeg i valgudvalget og har her erfaret, at det er et uhyre komplekst område

At sætte flueben ved at have løbet et marathonløb, måske endda klaret et triathlon eller en ironman, er blot én af de stationer, det moderne menneske drømmer om at kunne. Det er som om det er blevet et mantra, ja, et narkotikum, at kunne sige, at den og den grænse for sin egen formåen har man klaret. CITIUS, ALTIUS, FORTIUS er de netop overståede olympiske leges brand, som man siger i dag: længere, højere, hurtigere. Dette brand er blevet mange menneskers valgsprog i en sådan grad, at der holdes olympiske lege hver dag i deres liv. De kan aldrig få nok! Og alle grænser er kun til for at overvindes.

Plakat for kirken.indd

For dem lyder menighedsråd og kirke og sogn sikkert støvet, kedeligt og gammeldags. For de unge er der ikke meget ’konge’ i at have med kirke og kristendom at gøre, for de midaldrende er det ikke businesslike, management- og brandingorienteret nok. I gamle dage sagde man, sådan lidt overbærende og nedladende, at arbejdet i et menighedsråd var en uskadelig legeplads for folk, der ønskede sig en plads i politik eller bare dem, der ikke kunne blive valgt ind i en kommunalbestyrelse. Her kunne de komme af med deres ønske om indflydelse. Kort sagt have en slags kasket på.

 

Det har aldrig været min oplevelse.

Medlem af menighedsrådet Sonja Andersen Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for. At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt. Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde. Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe. Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd. Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro. Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.
Medlem af menighedsrådet
Sonja Andersen:
Som medlem af den Danske folkekirke, har det for mig været en naturlig ting, at gå ind i menighedsrådet og påtage sig både arbejde og ansvar, Den danske folkekirke, byger på et kristent demokratisk grundlag, som vi alle har båd pligt og ret til at arbejde for.
At være medlem af et menighedsråd, giver gode oplevelser, kræver en arbejdsindsats; men samtidig lærerigt.
Jeg har været med i menighedsrådsarbejde i 16 år, hvorefter jeg valgte at trække mig. I de 16 år jeg var med, blev der bygget præstegård i Nyråd, der var omlægning af kirkegårde.
Har været med til at ansætte præster, organist og kordegn, kirketjener og havde kontakt til personalet ved kirken. Der har også været arbejdet med arrangementer, som udflugter, kirkehøjskole, koncerter og kirkekaffe.
Som medlem deltager man også i fælles møder i provsti og Stift, samt årsmøde for menighedsråd.
Kort sagt man får både gode kontakter/ netværk og en personlig udvikling inden for den kristne tro.
Det sidste 1½ år, har jeg været med igen, da jeg var suppleant og kom ind som fast medlem.

 

Menighedsrådsmedlemmer var tidligere for de flestes vedkommende repræsentanter for de kirkelige retninger – Luthersk Mission, Indre Mission, Grundtvigsk Forum, Tidehverv – og interesseorganisationer – KFUM og K, Y-Men, FDF og FPF – eller medlemmer af politiske partier, der ligesom domsmænd varetog offentlige opsynsopgaver for deres parti, dvs. de deltog i den demokratiske forvaltning af regnskaber og budgetter, deltog i de personalemæssige og logistiske forhandlinger vedrørende de ansattes lønninger og overenskomstmæssige rettigheder  og menighedens udnyttelse af de bygningsmæssige ressourcer, kirke, præstegårde, mandskabsbygninger og kirkegårde.  Derudover var de med deres stemme i rådet med til at præge de værdier, som kirken stod for med ansættelse af præster som det vigtigste, men også i den indre dialog om, hvor vægten skulle ligge i sognets arbejde for menigheden. Det gælder både socialt og politisk og etisk. I dag skal et menighedsrådsmedlem ikke blot have kirken og lokalsamfundet i hjertet, en præst i maven, men også en djøffer i hovedet.

Medlem af menighedsrådet Lena Poulsen Jeg har i den forløbne valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af ansættelses- og koncertudvalget. Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder. Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle! Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere. Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer. Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.
Medlem af menighedsrådet
Lena Poulsen:
Jeg har i den forløbne 4-årige valgperiode i Vordingborg Menighedsråd været medlem af Ansættelses- og Koncertudvalget.
Med store strukturændringer har der været en del nyansættelser, som det har været spændende at deltage i. Lige fra læsning af mange ansøgninger til ansættelsessamtaler og Ansættelsesudvalgets beslutning om ansættelse af ny medarbejder.
Det har desuden været en stor glæde at deltage i Koncertudvalgets tilrettelæggelse af et meget alsidigt program, der kan favne alle!
Samt efterfølgende høre musik og sang fremført i Vordingborg kirke, som har en fantastisk akustik, der er højt rost af sangere, musikere og tilhørere.
Derudover har jeg været med til køb af Sognegården i 2013, hvilket har været en berigelse for både menighed, personale og menighedsrådsmedlemmer.
Med gode faciliteter og elevator blev der skabt mulighed for, at alle kan deltage i møder og diverse aktiviteter, som er mangeartede.

I Vordingborg sogn er vort nye brand: … VI ØNSKER AT FAVNE ALLE. Det er også grænsesprængende, for med ALLE mener vi alle. Høje, lave, fodformede og spidssnuede, rød- og krølhårede, etniske og ikke-etniske danskere, unge, midaldrende og ældre, heterofile og homofile. De eneste, vi ikke bryder os om er fundamentalister, der tror, at deres begrænsede syn på virkeligheden, er HELE virkeligheden. I Vordingborg sogn er begrænsninger erstattet af muligheder, problemer af løsninger. Læs vor formålsparagraf. Den har vi brugt de sidste fire år siden sidste menighedsrådsvalg på at gøre ikke bare smart og skarp, men også til noget, vi bestræber os på at leve efter hver dag i kirke og sogn.

 

Vordingborg sogns Menighedsråd, som til november i lighed med landets øvrige menighedsråd er på valg, satte sig fra konstitueringen i november 2012 for at ændre sognet indadtil og udadtil på mange væsentlige områder. Og forandringerne har været mange og afgørende for de beslutninger, der er blevet taget. Det gælder personalemæssigt, det

Babysalmesang
Babysalmesang

gælder aktivitetsmæssigt, det gælder økonomisk. Det gælder kulturhistorisk i forhold til at sætte sig ind i bygningsvedtægter og –regulativer, alle de krav, der knytter sig til bevarelsen af vor kulturarv.

Vordingborg sogn er stadig først og fremmest

Formand for menighedsrådet Ole Dyhr Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke. På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges. Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.
Formand for menighedsrådet
Ole Dyhr:
Det har været godt at have været med og været en del af Vordingborg Kirke.
På det personlige plan: Godt at der var brug for en, og at man kunne bruges.
Men det har også været godt at have været med til at åbne kirken mod byen og befolkningen og ved køb af sognegården at få skabt rammer for et fællesskab hos de ansatte samt en øget mulighed for arrangementer ved siden af selve kirkebygningen. Og at fornemme at det er lykkedes.

 

kirken og gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men også en velfungerende sognegård, et udadvendt menighedsliv med mange aktiviteter, et professionelt team af medarbejdere og et meget kompetent og handlekraftigt menighedsråd. Selv præsterne er ikke længere de dér ’ensomme ulve’, der tidligere levede tilbagetrukket og beskyttet inde bag hver deres præstegårde. Præsterne indgår på lige fod med resten af medarbejderne i de teams, der er blevet Vordingborg sogns varemærke. Vordingborg sogn er centersognet i Stege-Vordingborg provsti og ledes også sådan med realistiske budgetter og sorte tal på bundlinien trods store investeringer de sidste år med ny præstegård (2004), totalrenovering af kirken (2010) og køb af sognegården på Færgegaardsvej (2013).  Vi arbejder hver dag både med indre og ydre kommunikation på alle platforme. Budgetter og regnskaber overvåges professionelt konstant for at kunne leve op til moderne regnskabsmæssige og juridiske standarder og personalemæssigt er man i dag nødt til at kunne leve op til de bedste HR-krav for at kunne få de bedste medarbejdere ansat på de mange forskellige arbejdsområder, kirken skal kunne udfylde. Vi arbejder på et meget højt download
kunstnerisk niveau med diplom- og PO uddannede organister, der skal kunne varetage en stor del af  koncert- og musiklivet i en forholdsvis stor by som Vordingborg. En dygtig og kompetent uddannelse af kor og instrumentalister til gudstjenester, koncerter og kirkelige handlinger. Vi har heldigvis haft mulighed for at tiltrække gode, loyale og trofaste frivillige, der hjælper kirkens øvrige ansatte med at få kirkens hverdag til at fungere.

kapelAlt i alt en hypermoderne multifunktionsvirksomhed med omkring 70 ansatte og 450 tjenester pr. år og et budget på 6 millioner kr, hvoraf kun 350.000,- kr er til rådighed for alt det udadvendte arbejde: konfirmander, minikonfirmander, babysalmesang, sangcafé, koncerter, kommunikation osv., alt det, medlemmerne ønsker meget mere af for deres kirkeskattekroner, som i stedet for primært går til de ansattes lønninger – ikke præsternes, som betales af staten – og vedligeholdelse af bygninger og arealer på kirkegården og omkring kirke og præstegårde.

MERE KIRKE FOR PENGENE har været menighedsrådets interne mål for det arbejde, der er blevet gjort de sidste 4 år: at begrænse de lønmæssige og bygningsmæssige økonomiske udfordringer, at få rationaliseret og trimmet medarbejderstaben og få nedbragt dyr gæld for til gengæld at få flere midler til kirkens arbejde i sognet.

fleben2

Om det så er lykkedes eller skal gøres anderledes de næste fire år, er DU – ung som midaldrende og ældre – med til at give udtryk for, når menighedsrådet holder

VALG- og OPSTIILINGSMØDE til menighedsrådsvalget

TIRSDAG den 13. SEPTEMBER

Hardy Lund Olesen

Ordener hænger man på idioter …

Peter Andreas Heiberg
Peter Andreas Heiberg

Peter Andreas Heiberg fødes i 1758 i Vordingborg; faderen var rektor for latinskolen og oprindelig kommet hertil fra Bergen. Han tager allerede i 1777 embedseksamen i filologi. I årene efter rejser han rundt, først i Sverige, hvor han er soldat, indtil han bliver hjulpet til Norge.
Heiberg kommer tilbage til København i 1786.Tiden er præget af oplysningsfilosofien med dens forestillinger om, at oplysning er en vigtig kilde til fremskridt. Og officielt er der trykkefrihed. Den franske revolution, som Heiberg nærede stor sympati for (han oversatte i 1793 Marseillaisen til dansk “Op, I brave Marseillaner”) og de friheds- og lighedstanker, der bredte sig derfra udover hele Europa gør imidlertid, at enevælden i løbet af 90’erne skærper grænserne for trykkefriheden. Allerede i 1790, i anledning af kronprinsens, den senere Frederik d. 6., og hans hustrus bryllup på Gottorp Slot havde Heiberg forfattet Indtogsvisen: Ordener hænger man paa Idioter/Stierner og Baand man kun Adelen gier/…/Dog har man Hierne/Kan man jo gierne/Undvære Orden og Stierne. Den slags brød man sig bestemt ikke om. Senere i 1798, i artiklen »Sprog-Grandskning«, en ordliste, der med satirisk brod spidder enevældens økonomiske, politiske og moralske morads, anfører han om begrebet ‘Majestæt’: Et Skjermbræt, bag hvilket Skjelmere driver deres Spil ustraffet. Det i en tid, hvor det enevældige styres guddommelige berettigelse er uangribelig! 1799 udsender Trykkefrihedskommissionen!! en forordning, en juridisk maskering, bag hvilken Heiberg kunne retsforfølges og dømmes. Og det sker! Den. 24. december 1799, fælder Hof- og Stadsretten dom lydende på forvisning på livstid fra »Kongens Riger og Lande«. Den 7. februar 1800 drager han i eksil i Paris.

Thomasine Christine Buntzen, gift Heiberg og friherreinde Gyllembourg-Ehrensvärd
Thomasine Christine Buntzen, gift Heiberg og friherreinde Gyllembourg-Ehrensvärd

Han efterlader sig sin da 9-årige søn, Johan Ludvig Heiberg, samt hustruen, Thomasine f. Buntzen. De var blevet gift i 1790, hvor Thomasine kun var 17 og han 32. I 1801 modtager Heiberg i Paris et brev fra hende, hvori hun beder om skilsmisse. Hun ønsker at gifte sig med den svenske friherre Gyllembourg- Ehrensvärd, som var blevet landsforvist for sin meddelagtighed i mordet på svenskerkongen Gustav III. Heiberg ser hende ikke siden.
P.A. Heiberg arbejder i nogle år som en anset embedsmand i det franske udenrigsministerium. Under Napoleon Bonaparte og med minister Talleyrand, den eneste Heiberg nogensinde lærte at beundre, oplever han napoleonskrigene på nærmeste hold. Danmark har han, udover brevforbindelse med nogle af sine gamle venner, ikke meget forbindelse med. Sønnen, Johan Ludvig Heiberg, besøger ham og bor i

Stenen, som i dag står ved Vordingborg kirke, er den oprindelige sten, rejst af sønnen Johan Ludvig Heiberg og er overført hertil i 1901. En kopi pryder i dag gravstedet på Montmartre
Stenen, som i dag står ved Vordingborg kirke, er den oprindelige sten, rejst af sønnen Johan Ludvig Heiberg og er overført hertil i 1901. En kopi pryder i dag gravstedet på Montmartre

Paris i tre år i 1830’erne. I Paris træffer han dog på en ung artilleriofficer, den senere politiker Anton Fr. Tscherning og får således indirekte indflydelse på senere dansk politik. De sidste år i Paris er dog ikke videre muntre. Heiberg må halvblind klare sig i sin stadig mere udtalte ensomhed og dør i 1841 uden at have genset Danmark og bliver begravet på Montmartres kirkegård.
Som et kuriosum kan det nævnes, at Dansk PEN i år 2000 – 200-året for Heibergs landsforvisning – indstiftede P.A. Heiberg Prisen, der gives til en person, gruppe, institution eller et initiativ, som aktivt har virket for at tilvejebringe eller vedligeholde ytringsfriheden. Prisen består i en midlertidig ‘landsforvisning’ til Paris.vbg

Sognepræst
Hardy Lund Olesen

 

Onsdagsandagten – for sidste gang

 

 

UHRKLOnsdagsandagten har nu kørt i 17 år. Lige siden jeg gennemførte En anden Advent i 1999 har der været onsdagsandagt i Vordingborg kirke fra september til april med åben kirke mellem kl. 16.30 og 17.30 og andagt kl. 17 i kirkens kor. Stillegudstjeneste, meditationsgudstjeneste, Taize-gudstjeneste, Thomas-messe, fyraftensgudstjeneste, kald det, hvad I vil, kært barn har mange navne. Og det har været en fornøjelse, ja, noget af det bedste i min embedstid, at gennemføre disse andagter hver uge. Og tilsvarende vemodigt at skulle tage afsked med dem.

Året var 1999. Jeg havde foranstaltet en serie seniormøder i konfirmandstuen på Kirketorvet til fejring af 150-året for Grundloven. Én af mine første foredragsholdere var MF for Det radikale Venstre Henrik Svane. Han var på det tidspunkt også medlem af Folketingets kirkeudvalg og skulle således redegøre for sin stilling til de paragraffer af Grundloven, som netop omhandlede Den danske Folkekirkes særlige stilling. På det tidspunkt var der en hed debat i Det radikale Venstre om en ændring af Grundloven. Så det gav sig selv, at han skulle komme. At Henrik Svane så samtidig var gift med Marianne Christiansen, nuværende biskop i Haderslev, ja, det gjorde det endnu mere indlysende. Han havde så at sige kirken inde på livet hver dag.IGLO

Under spørgetiden fik jeg lejlighed til at lufte én af mine kæpheste, nemlig at vi har for få gudstjenester i Den danske Folkekirke, dvs. der er for få muligheder for at have en god grund til at komme i kirken. Jeg fortalte ham, at jeg faktisk altid havde haft en drøm om at holde andagt i kirken hver dag. Og at jeg mente, det psykologisk var et dårligt signal at sende kun at have én gudstjeneste om ugen og det om søndagen og kl. 10, hvor far og mor efter en lang uge sidder dybt begravet i søndagsaviserne og spiser morgenmad med ungerne. Man var i midten af 1990’erne begyndt rundt omkring i det kirkelige landskab at arbejde med temagudstjenester, prædikenværksteder, meditationsgudstjenester osv. Og inspirationen fra Finland, hvor man var begyndt at afholde Thomas-messer for de søgende og tvivlende og fra Taizé i Bourgogne i Frankrig med frère Roger i spidsen og fra de svenske 12- trins skrifteandagter i AA-regi, gav nogle af os dengang forholdsvis nye præster blod på tanden til at lave anderledes gudstjenester på andre tidspunkter. Disse gudstjenester gav også mulighed for at inddrage andre former for musik og sang, sjælesorg og diakoni på nye måder og forkyndelse, der bar præg af hverdag og nærvær og intimitet. Nat- eller aftenkirken, som vi har haft i flere storbyer, også her i Vordingborg kirke en kort overgang i 00’erne,  er et godt eksempel på ét af denne tids succesfulde KERZEeksperimenter.

Henrik Svane lyttede tålmodigt smilende til mine udgydelser og endte så med at sige: jamen, hvad hindrer lille Hardy i at gøre det. Nej, vel? Så jeg gik i gang i det efterår med at forberede en gudstjenesterække, der skulle strække sig fra 1. s. i Advent til Hellig 3 Konger. Kirken skulle være åben i 2 timer fra kl. 17-19 og der skulle være mulighed for 2 andagter á et kvarters varighed. Min inspiration til dette forløb kom fra Tyskland, hvor en række præster omkring Hamborg havde taget initiativ til en fejring af adventstiden i form af en kalender, som gav læse- og bønnestof til den ellers meget hektiske adventstid. Denne kalender kunne man bruge i sit hjem. Det kunne jeg jo ikke bare sådan gøre, så derfor skulle kirken være åben for andagtssøgende, som i bedste Thomas-messe-stil blot kunne gå indenfor, bede en bøn og så liste stille ud igen. Ingen behøvede deltage i andagterne, som foregik i korrummet helt oppe ved alteret med salme, taizé-sange, prædiken, bønner og stilhed/meditation. Der var ingen kirketjener, kordegn, organist, der var kun mig og så de andagtssøgende.KAL1_TH

Det var kanon. Der kom vel i gennemsnit de 28 dage, jeg holdt En anden Advent første gang, mellem 20-40 mennesker pr. dag. Ældre mennesker, midaldrende, unge, børn, en del spejdere, selv et par kvindelige muslimer kom en aften, fordi de hjemme i Syrien havde fundet megen trøst i Maria, én, de kunne identificere sig med som kvinder. Det var meget bevægende at iagttage deres forhold til Maria afbildet i vort Maria selvtredje alter i sydvesthjørnet af kirken.

De næste fire år holdt jeg En anden Advent og altså ind imellem også onsdagsandagter. Vi fik anskaffet en lysglobe til kirken, skabt af smedene i Nyråd og økonomisk støttet af Vordingborg bank og Nordea. Tidligere havde vi brugt Slots døbefont i sydvesthjørnet. Det gik kort sagt så godt ,a t jeg havde planer om at udvide En anden Advent til at omfatte det, man i kirken kalder Den lange Faste, altså fra Filipsdag, den 14. november og frem til Langfredag. Det blev i første omgang kun til en fejring også af fasten, kaldet Små vise Skridt, hvori jeg hver onsdag havde indføjet en længere temagudstjeneste. Små vise Skridt forløb over alle 40 fastedage og samlede desværre ikke ret mange. Efter i fire år at have fejret En anden Advent med dalende tilslutning – til sidst talte vi kun mellem 10 og 15 deltagere pr. gang – begrænsede jeg mig yderligere til kun at holde MARIAOnsdagsandagten.

Ja, ja, alt godt har en ende og således også Onsdagsandagten. Mange har udtrykt ønske om at få tid til at deltage i den, ikke ret mange imidlertid har levet deres ønsker ud. Der har i alle årene naturligvis været en del, der faldt fra, og nye, der er kommet til. Men i de sidste år har vi i gennemsnit været 10 og jeg ved, de har været glade for at komme.

Jeg selv har været glad for at forberede de små 2-3 min. prædikener, at vælgeKREUZ0 tekster og salme, kort at være tvunget til at begrænse mig til de 15 min. en sådan andagt kun bør vare og få sagt noget ind i hverdagen, som var væsentligst først og fremmest for mig selv, men også for de fremmødte.

 

 

 

Hardy Lund Olesen

 

Er påske kun for de gamle?

Næh nej! Forget it! Vi unge kan da feste for vildt!

vild fest
vild fest

Vi kan faktisk rigtig godt lide påske, og vi tror at mange har det på samme måde, men for os har det altid været familien, påskeharen og chokolade der har fyldt mest. Indtil nu, altså, hvor vi er blevet sat til at skrive om den. Vi har fri fra skole i påsken – det burde tale for sig selv – det har far og mor også.

Påske er for mange nemlig det med påske haren, små gule kyllinger, chokolade æg og alle de ting. Men det er jo meget mere, det er også den tid fejrer Jesus´

Fællesskab
Fællesskab

korsfæstelse og genopstandelse – hans minde.

I påsken er vi også meget sammen med familien, det er både vigtigt for dig og os, for eksempel er påskefrokost noget der følger naturligt med påsken, men det kommer jo af at Jesus også spiste ’påskefrokost’, han spiste med sine disciple for at fortælle at han skulle dø.

 

IMG_0435Vi er meget sammen i påsken også når vi maler æggene eller laver mad til gæsterne. Det er det påske handler om – samvær – derfor kommer vi også til at mindes dem, der mangler. Dem, vi savner.

Vi har alle hørt nogle snakke om skærtorsdag og langfredag, men hvor mange af os ved hvad det er? Skærtorsdag er den dag Jesus spiste og fortalte at han skulle dø, og at han vidste at han ville blive forrådt. De gik ud i haven og det var der Jesus fik dødskysset, han blev fanget, altså holdt Jesus’ ord stik. Det blev langfredag.

Korsfæstelse
Korsfæstelse

Langfredag er den dag Jesus blev korsfæstet. Han skulle selv bære sit kæmpe kors, hele vejen op til bakken hvor han blev hængt op. Jesus led og skreg men ingen hjalp, da alle troede, at han ikke var god. Jesus hang der hele dagen og da han endelig døde kom der et kæmpe jordskælv. Det gik op for folk at Jesus måske var en konge og en frelser, at han betød noget. Jesus betyder i dag også meget for os men måske glemmer ungdommen at tænke på at han var – og er her.

Den tomme grav
Den tomme grav

Påskedag er festen i påske – den dag Jesus opstod. Vi fester, ja, lidt ligesom i dag. Fest og farver og glade dage. Foråret starter da også! Så kan vi se fremad. Vi skal snart i bikinien og drengene i badebukser. Så der er al mulig grund til at feste igennem.

Påsken er fed nok og ikke kun for de gamle og alt, hvad der hører fortiden til. Påske er goals, det er konge, det er fedt.

Så cool påske til jer alle sammen!